Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
437Visninger
AA

6. Gone?

Det var kun Harry der hentede mig i byen, han sagde, at de andre gerne ville hjem.Harry havde været lidt underlig idag. Hans smil været falske og hans latter underlig kort. Jeg betragtede ham mens han kørte. Han smilede skævt til mig, men jeg kunne godt se, at der ikke var noget for ham, at smile af.

"Harry?" sagde jeg forsigtigt, da vi var kommet tilbage til lejligheden. Han så op. "er du... okay?" Spurgte jeg. "Ja, selvfølgelig" svarede han, og prøvede på, at smile. Vi var stille lidt så, "Ej, Harry! Jeg har kendt dig hele mit liv, tror du ikke jeg godt kan se når du er trist over noget?"

"Okay!" Han løftede hænderne op på hver side af hovedet. "Jeg.... Altså... efter du rejste, var jeg helt alene. Jeg havde kun drengene, men så tætte var vi ikke på det tidspunkt. Jeg var fuldstænding knust over dig. Og nu kommer du tilbage... efter så lang tid, og det overvelende" Han dumpede ned på sofaen, og begravede sit ansigt i sine hænder. Jeg stod lidt. Jeg var i chok. Så gik eg langsomt over til ham. "Harry..." sagde jeg med spæd stemme. "Jeg var også knust over dig" jeg anede ikke hvad jeg ellers skulle sige. Harry rejste sig. Hans ansigt var vådt af tåre. "men det virkede ellers ikke sådan, da du stoppede med at skrive og svare på mine opkald!" Råbte han. "Men Harry! vi havde jo begge travlt!" Jeg måtte da forsvare mig. Jeg kunne mærke tårende trille ned af mine kinder. Nu stod vi begge, i hver sin side af stuen og råbte af hindanden, mens vi tudede. "Harry hvad er der med dig?!. Sådan har jeg aldrig set dig før. Du...forandret!" "Hvis du nu tænker dig om," Råbte han " kan det jo være dig selv og ikke andre, der har forandret sig!" Og med de ord, gik han hastigt ind på sit værelse, og smækkede døren efter sig.

Jeg stod i flere minutter og stirrede på døren han var gået ind af. Jeg fattede ikke hvad der lige skete der, og tankerne snurrede rundt i hovedet på mig. Jeg gik hen og lagde min pande mod døren og lukkede øjnene. Der kom små snøft inde fra rummet. "Harry..." sagde jeg stille. Snøftene stoppede brat. Stilhed. "Harry. Lad os snakke om det. Vi må ikke være uvenner på den her måde. Du ved ikke..." Døren blev åbnet, før jeg nåede, at afslutte min sætning. Vi stod lidt, og stirrede på hindanden. Så rystede Harry på hovedet og gik lige forbi mig. Han greb sin jakke og nøgler og fortsatte hen mod døren. "Hvor skal du hen?" spurgte jeg med tilkæmpet ro, for min stemme var på nippet til at knække over. Han vente sig langsomt rundt, og kiggede på mig. "bare lidt ud. Trænger til frisk luft" Han drejede om på hælen og gik ud af døren. "Harry!" Men det var forsent, han var gået, og havde lukket døren efter sig, med et lille smæld.

Mine tåre løb i stride strømme ned af mine kinder. Jeg gled ned af vægen og begravede mit ansigt i hænderne.

 

Jeg må ha' siddet og grædt længe, Jeg faldt ihvertfald i søvn. Jeg vågnede ved, at min mobil ringede fra sofabordet. Jeg kravlede over til den på alle fire, min krop var øm, efter at have ligget på gulvet. Jeg tjekkede klokken: 17:30. Jeg havde sovet i en time. Jeg tog telefonen op til mit øre

"Hallo?" min stemme var hæs og grødet. "Hej, Scarlet. Det er Niall" Niall? Harrys kollega, eller hvad man kalder det? "ja?" Svarede jeg og satte mig hastigt op i sofaen. "øhhm, det er bare om du har set Harry?" Min mave knugede sig sammen. Var Harry væk? "ehh, nej. Vi..." Jeg skulle lige til at fortælle om skænderiet, men besluttede at lade vær " Han gik for en time siden. Han talte om frisk luft" Niall blev stille i den anden ende. "åh... Jammen ved du hvor han gik hen?" "nej" Jeg blev underligt svimmel. "Men Niall. Jeg tager ud og leder efter ham, Jeg er en smule bekymret. Ved du hvor han muligvis kunne være?"

Niall og jeg aftalte at mødes udenforan Harrys lejlighed. Mørket begyndte så småt at sænke sig over byen, og det gjorde mig endnu mere bekymret. I gymnasiet havde Harry været mere en frisk på vilde, nogle gange ekstreme, drukture. Han var engang kommet hjem med et kæmpe blåt øje, fordi han var kommet op og slås. Min mave snørede sig sammen da billeder af en hårdt forslået Harry dukkede op i mit hoved.

Niall kom fem minutter forsent, men det føltes som en evighed. Jeg var snart ved at kaste op af bekymring (overdrivelse fremmer forståelse). Hans bil var der ikke, så vi gik ud fra, at han var kørt ind til centrum. Vi ledte i ca. en time, men Harry var ingen steder. Ikke på den natklub de plejede at feste på, ikke i det center, hvor hans ynglings butikker var og heller ikke på forskellige bar'er rundt omkring. "fuck" sagde Niall, da vi trådte ud af det 20'ene sted vi havde ledt. Tårene trillede igen ned af mine kinder, men jeg tørrede dem hissigt væk. "burde vi gå til politiet?" spurgte jeg grødet. Niall så tvivlende ud, og jeg vidste han var bage for, hvad medierne ville sige. Jeg skulle lige til at insistere, da en lyd bag mig, fik mig til at glemme alt om politiet.

"hold dig væk Styles! Jeg gider ikke at se dig, og dine hysteriske fans på mit værtshus igen!" 

Jeg vendte mig overasket rundt, og så Harry komme vaklende ud af en pub. Niall og jeg løb over mod ham. Naill nåede lige at gribe Harry under armene, før han dejsede om på gaden. Mine tåre løb nu ned af mine kinder af lettelse. Jeg hjalp Niall med Harry, Vi tog ham hver under en arm, og støttede ham over til Nialls bil. En hel del fans gispede og skreg, da de så os, komme slæbende på Harry.

Endelig, ti minutter senere, Havde vi fået Harry sat om på bagsædet i bilen. Han havde slet ikke sagt noget endnu. "Jeg tror jeg tager ham med hjem. Du kan også overnatte hos mig, så du ikke skal være alene" sagde Niall efter lidt tid. Jeg nikkede, og pressede mine læber sammen, for ikke at komme til at hulke. Niall lagde forsigtigt armene omkring mig, og knugede mig ind til sig. Jeg kunne ikke holde gråden tilbage, og hulkede mod hans skulder. Han strøj mig blidt over hårdet. 

 

********

 

Nialls lejlighed var en smule mindre end Harrys. Han boede heller ikke så højt oppe, og det var en fordel, da det tog ret lang tid, at få Harry transporteret op af trapperne. Vi hjalp hindanden med at få Harrys sko og jakke af, og støttede ham ind i gæsteværelset. Han blev lagt under dynen med masser af puder i nakken, og en spand ved hans side. Jeg stod lidt og betragtede ham, han så så lille og fredfyldt ud, når han sov.

"Du kan sove på mit værelse. Så kan jeg tage sofaen..." "ej det fint Niall. Jeg skal nok tage sofaen" afbrød jeg. Jeg satte mig ned på en spisebordstol og sukkede dybt. Niall satte sig over får mig, og betragtede mig. "hvad skete der mellem dig og Harry" spurgte han efter et par minutter. Jeg kiggede op. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige det, men på den anden side, fortjente han ligesom, at få det af hvide. Jeg tog en dyb indånding og gik i gang med at fortælle. Jeg valgte at starte helt tilbage ved vores gymnasietid, om at vi var bedste venner og altid var sammen. Før jeg nåede at bremse mig selv, fortalte jeg også om aborten. Mig selv, Harry og min tante var ellers de eneste der vidste det. Men Nialls selskab gjorde mig tryg. Da jeg nåede til der hvor jeg skulle rejse fra England, knækkede min stemme, og det tog et minutstid før jeg kunne fortsætte. Jeg fortalte om gallaen, hvor jeg faldt om, At min læge havde sagt jeg skulle rejse væk, og til sidst om mit og Harrys skænderi. 

Da jeg var færdig, sad Niall og kiggede bedrøvet på mig. Han tog mine hænder i mine kiggede mig dybt i øjnene. Jeg udstødte en lille boblende latter "Undskyld Naill. Jeg skulle ikke have kedet dig med min livs historie. " du skal ikke undskylde. Du er en god fortæller" vi lo begge to.

 

********

 

Den morgen vågnede jeg op af sollyset, der strømmede ind af de store vinduer. Først havde jeg ingen ide om hvor jeg var, og det tog et par minutter, før jeg huskede, at det var Nialls lejlighed. 

Jeg tog hurtigt tøj på, og gik hen mod gæsteværelset, hvor Harry havde sovet i nat. Jeg skubbede så stille som muligt døren op. Harry lå stadig og sov trygt. Jeg satte mig forsigtigt på sengekanten, og strøj ham let over kinden. Harry lignede et lille barn, når han lå og sov. Jeg smilede for mig selv. 

Harry begyndte at røre på sig. Han åbnede øjnene, og kiggede forvirret rundt. Da han opdagede mig, satte han sig brat op, men skar ansigt, sikkert over sin hovedpine. Vi så lidt på hindanden. "Scarlet..." begyndte Harry, men jeg smilede bare og rystede på hovedet. Bi kunne tage den senere, når han havde hvilet. Og fået et bad.

 

Niall befandt sig i køkkenet, da jeg trådte ud af gæsteværelset. Han var i bar overkrop, og havde mindst lige så meget morgenhår som jeg havde. Jeg greb mig selv i stirre på ham...

 

Han smilede lidt forlegent til mig, måske havde han set mig glo...Awkward....

"hvordan har han det?" spurgte han alvorligt. "fint. Han vågnede da jeg var der inde, men jeg tror han sover igen. laver du morgenmad?" Han grinede og nikkede. Jeg trådte over ved hans side, hvor han stod og ristede brød. Jeg betragtede ham lidt. Vores blikke mødtes, og jeg kiggede rødmende ned. Hvad skete der lige her!?

 

Vi Have lige ryddet op, da Harry kom traskende ud af værelset. Han kløede sig træt i i håret. Vi blev stille og betragtede ham gå ud på badeværelset uden at sige et ord. Da han havde lukket døren efter sig. Kiggede vi på hindanden med hævede øjenbryn. Jeg gik hen mod badeværelses døren og lagde øret til. Der var først stille. Så kom lyden af bruseren. Jeg kiggede tilbage på Niall og nikkede. Han var okay.

Jeg satte mig i sofaen, og trak mine knæ op, og slyngede mine arme rundt om dem. Niall satte sig ved siden af mig. "Jeg har ringet til drengene... Jeg har aflyst vores interview i dag" jeg nikkede og han strøj sin hånd op og ned af min ryg. "han skal nok blive god igen" forsikrede han mig. Jeg trak bare på skuldrene. "hør" han kiggede strengt på mig. "Harry kan være svær nogle gange. Han har det ikke nemt med at vise følelser. Men han er god til at tilgive. Og hvis i kender hindanden så godt, vil der ikke gå lang tid. Han holder virkelig af dig" Jeg kiggede lidt på ham. Så nikkede jeg, og han trak mig ind i et knus. Jeg trak mig lidt fra ham, og han kiggede mig dybt i øjnene. Vores ansigter var meget tætte. Jeg kunne mærke hans ånde. Jeg lukkede øjnene.

Hans læber var bløde og varme.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...