Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
432Visninger
AA

7. "do i know you?"

Jeg havde aldrig været forelsket før. Ikke for alvor. 

Jeg fik normalt kvalme over folk, der snakket om at svæve på en lyserød sky.

Men nu...

Niall og jeg havde tilbragt hvert minut alene sammen. Harry var heldigvis begyndt at gå ud igen om aftenen, og det gav os rig mulighed for at være sammen. 

Niall var langt mere romantisk, end han ellers havde givet udtryk for, og han spildte ikke tiden, og gik lige til sagen, så snart Harry havde lukket døren bag sig. Hans kys var lange og lidenskabelige, og fik mig til at føle mig mere værd, end jeg nogensinde havde gjort. 

Jeg kunne godt føle mig en smule skyldig, når jeg var sammen med Niall på den måde. Jeg følte lidt, at jeg glemte Harry, som jo faktisk var grunden til, at jeg var kommet. Men så snart Nialls læber var mod mine, forsvandt alt andet. 

 

Jeg havde dog besluttet mig at holde Niall på afstand. Ihvertfald i et stykke tid. Ihvertfald mens Harry havde det som han havde det. Jeg havde på fornelemsen, at han ikke var i humør til den slags lige nu.

Men som ugen gik, blev min længsel efter ham svære og svære at håndtere. Så sent en aften, da Harry var gået i seng, satte jeg mig ved siden af Niall, og så alvorligt på ham. "Niall, Jeg tror det er på tide, at Harry og jeg tager tilbage til hans lejlighed. Altså, det var jo kun meningen, at vi skulle være her én enkel overnatning..." min stemme døde hen under det blik han sendte mig. Det var bebrejdende, samtidig med, at han næsten så ud som om, han fandt mig morsom. "Jeg ved godt hvorfor du siger det her. Og det er okay, men du kan ikke flygte fra alting. Heller ikke fra mig. Jeg ved godt hvad du vil sige," overdøvede han mig, da jeg havde åbnet munden for at svare. "at du aldrig vil flygte fra noget, at det var for Harrys skyld og at det alligevel bare ville være det bedste for alle" fortsatte han. "Men hvis det er det du vil..." Han rejste sig, tog sit tomme te-krus, og gik hen mod køkkenet. 

Jeg rejste mig lydløst op. Mine skridt over gulvet var kun en stille hvisken. Men det virkede alligevel som om Niall havde fornemmet mig, for han vendte sig om, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg stod et par sekunder, bare beundrede dem, før jeg tog mig sammen. "Hør Niall," Jeg prøvede at lyde streng, men jeg var ikke så sikker på hvor godt det gik. "Jeg ville aldrig nogensinde flygte. Fra personer eller fra følelser. Det kan godt være, at jeg har givet udtryk for det, men tro mig" Jeg så længe på ham, og han stirrede bare tilbage. "så bevis det" sagde han brat i stilheden. 

Jeg ved ikke om jeg havde forudset, at han ville sige det. Men sekundet efter han havde sagt det, vidste jeg hvad der skulle til. 

Jeg trådte et skridt frem, greb hans håndled og trak ham ind til mig, så vi stod næse mod næse. Han førte sin hånd om bage mit hoved, og pressede sine læber mod mine. Mine knæ var så underligt bløde, da jeg lagde mine arme rundt om ham. Jeg lukkede alt andet ude. Det var kun ham der eksisterede, alt andet var ligegyldigt. 

Med et, hørtes en lyd bag os. Den lyd, vi med det samme vidste hvad betød.

Jeg trak mig hurtig væk fra Niall, og rettede på mit tøj. Jeg vendte mig langsomt rundt, og så gennem stuen, hvor Harry stod i t-shirt og boxershorts og med håret stående i alle retninger. Jeg kunne næsten hører hvordan Niall sank en klump bag mig. Stilheden larmede så meget, at det trykkede på trommehinderne. Harrys øjne var store og runde, og hans mund stod let åben.

"Du må hører på mig, Harry," hviskede jeg efter adskillige minutter i stilhed. Han sagde ingenting. Efter lidt tid satte han sig på den yderste kant af sofaen. "er i... så sammen nu?" spurgte han hæst. Jeg svarede ikke. Han så op på mig. "Men... hvad laver du så nu?" han lød næsten som et lille barn, der spørge hvorfor 10-2 er 8. "Hvorfor er det så lige, at står og har gang i min bedste ven?" Hviskede han næsten. Han lød ikke vred. Hans stemme var bare fuldt af inderlig skuffelse. En tåre trillede lige så stille ned af min kind. Det her fortjente Harry ikke, det vidste jeg udmærket godt. "Harry...Du misforstår det" sagde jeg, uden rigtig at vide hvad jeg mente med det. Stilhed. Så rejste han sig så brat, at det gibbede i mig. "Jeg tror ikke der er så meget at misforstå, Scarlet. Hvad havde du forventet? At jeg ville juble og kaste med konfetti!?"

"Harry!" sagde Niall strengt og trådte ind foran mig. "Scarlet og jeg har intet sammen. Det her var en dum fejl. Det kommer ikke til at ske igen"

Jeg vil ikke sige at det gjorde direkte ondt, men det rørte mig et sted, hvor jeg ikke har følt noget i mange år. Jeg så ned i gulvet, ned på mine tykke uld sokker. Hvor blev der af den tale, om ikke at flygte fra følelserne? Det filosof-pis han lige havde fyret af på mig? Og de stjålne stunder vi havde tilbragt sammen? Alt det, faldt til jorden med et brag, der dunrede gennem min krop. Jeg kunne mærke hvordan jeg blev varm i kinderne, og det havde intet at gøre med, at jeg på nogen måde var pinligt berørt.

Harry stod lidt, og stirrede på os begge. Så slappede han af i skuldrene. "godt så..." Der opstod en lidt akavet stemning mellem os, men så gjorde Harry et underligt vink med hånden, og gik ind på værelset.

Niall vendte sig om og så på mig med åben mund, som om han ville sige noget, men der kom ikke en lyd ud. "intet sammen... en dum fejl" gentog jeg ham stille med rystende stemme. "Scarlet jeg..." Men det virkede som om han var løbet tør for ord. Jeg så afventende på ham med løftede øjenbryn. "Scarlet, hvis jeg ikke havde sagt det, ville han aldrig blive god igen! Jeg gjorde dig faktisk en tjeneste... ved... at...at" Nu var det min tur til at bringe ham ud af fatning med mit blik. Jeg fattede ikke, at for mindre end et kvarter siden, havde jeg kysset ham, og tænkt, at det skulle være os mod hele verden.

Jeg gik hurtigt fobi ham, mens jeg mumlede: "rend mig i røven, Niall"

 

************

 

Harry var enig med mig om, at det var en god ide at tage hjem til ham igen. Jeg havde ikke fortalt hele sandheden om Niall og jeg, og jeg følte mig som en forfærdelig ven, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at tale om Niall. Jeg vidste, hvis jeg gjorde det, ville savn og had kollidere på en måde, jeg ikke ville være i stand til at håndtere. 

Niall havde et par gange prøvet at starte en normal samtale, men det var kun Harry, der gad at holde den i gang. Til sidst tror jeg han fattede, at jeg havde brug for plads, og lod mig være i fred. Også det irriterede mig, selvom det faktisk var det jeg ønskede han ville gøre. Havde jeg overhoved betydet noget for ham? Var jeg ikke værd at kæmpe for? 

 

Jeg ville gerne hjem så tidligt som muligt, den næste morgen. Men Harry nægtede at stå op før halv ti, og jeg vidste at det alligevel ville tage ham mindst et par timer at slæbe sig ud af sengen, spise og så komme ud af døren. Derfor prøvede jeg virkelig at sove så længe så muligt, så jeg ikke behøvede at være sammen med Niall særlig længe.

Men den ide, var min krop ikke med på. Jeg vågnede kl. 7, og valgte at stå op, mens jeg inderligt håbede, at Niall sov lige så længe som Harry. 

Jeg åbnede døren på klem, og stak forsigtig mit hoved ud. Stuen og køkkenet så øde ud, så jeg listede ud på bare tær i min silkepyjamas, og satte kurs mod køleskabet. Jeg havde droppet aftensmaden igår, og var gået på trøste shopping istedet for (En af mine dårlige vaner), så jeg var ekstremt sulten. Jeg fandt æg, toast og chokolade-müsli frem. Det blev faktisk ret lækkert, hvis jeg selv skulle sige det.

Jeg var lige blevet færdig med at rydde op, da jeg hørte en dør blive åbnet. Først blev jeg glad over, at Harry var stået så tidligt op, men da jeg vendte mig rundt, forsvandt mit smil med det samme. Niall, stod i døråbningen, med et forlegent ansigtsudtryk. Jeg vendte mig rundt igen med et suk, som om jeg var fuldstændig ligeglad, men jeg kunne godt mærke hvor ked af det jeg blev. Jeg kunne mærke tårende presse på, men jeg greb hård fat i bordpladen med begge hænder, og bed mig i læben, for at holde dem inde. Jeg bad til, at han ikke ville komme herhen, men selvfølgelig gjorde han det. Jeg kunne ikke se ham, men jeg vidste, at han stod mindre end en meter fra mig. Jeg fattede mig, og vendte mig mod ham.

Selvom jeg vidste han var nær mig, blev jeg alligevel overasket over, hvor tæt han stod på mig. Jeg trådte instinktivt et skridt tilbage, og stødte ind i køkkenbordet. Han trådte endnu et skridt tættere på, og rakte ud mod min hånd. Jeg trak hurtigt min hånd op til brystet, som var hans en ulækker slimklat,  der lige havde bevæget sig. "Niall..." sagde jeg træt og lukkede øjnene. "giv mig en chance til, scarlet" hviskede han. Jeg rystede stille på hovedet. "jeg er ked af det, Niall. Jeg kan ikke holde til det mere" Jeg prøvede at træde væk fra ham, men han blokerede vejen. "Niall..." sukkede jeg, men han gav ikke op. "Scarlet, du må høre på mig..." Nu kunne jeg mærke hvordan vreden begyndte at ulme i mit bryst. "Sidste gang jeg hørte på dig, stak du mig i ryggen, husker du det?" spurgte jeg med tilkæmpet ro. "Pleace, Scarlet. Jeg har dummet mig, det ved jeg. Men vil du ikke nok?" Hans stemme var grødet, og den rystede svagt. Jeg sagde ikke noget, og ventede på, at han ville fortsætte. "Jeg vil ikke tvinge dig til noget som helst, det må du ikke tro. Men jeg syntes du tager den forkerte beslutning, ved at lukke mig ude på den måde. Vi burde...slet ikke være uvenner" Han så bedende på mig. Jeg kneb mine læber hårdt sammen og så op i loftet. "Niall, du tror det er så enkelt. Men  jeg kan ikke gøre det mod Harry..." "Harry behøver ikke at bestemme hvem du er sammen med" afbrød han. Jeg rettede mit blik mod ham. "Harry...bestemmer ikke hvem jeg er sammen med. Det handler om, at jeg ikke vil komme imellem Harry og mig, på grund af et forhold, jeg ikke engang ved, om jeg vil være en del af" svarede jeg vredt igen.

Jeg gjorde endnu et forsøg på at komme forbi ham, men igen blokerede han vejen. Bare han dog ville lade mig gå! jeg kunne snart ikke holde en hulken tilbage. "Niall..." "Pleace, Scarlet" "vil du ikke bare lade mig gå?" Nu græd jeg virkeligt. Tårende strømmede ned af mine kinder, og mine skuldre rystede. Jeg tror det var overraskelsen over min gråd, der fik ham til at træde til side.

Jeg gik hastigt gennem rummet og ned på mit værelse, hvor jeg hurtigt skiftede tøj til jeans og en sweater. Jeg havde pakket mine ting dagen før, så jeg greb bare min taske i forbifarten. Da jeg kom ud fra værelset igen, stod Niall stadig der hvor jeg efterlod ham. Jeg fortsatte ud i gangen, hvor jeg tog mine sko på. Minne hænder rystede, så det tog lidt tid med snørebåndene. Endelig kunne jeg rette mig op, gribe min jakke og fiske Harrys nøgler op af hans lomme. Jeg vendte mig mod Niall, der havde betragtet mig, og sagde med grødet stemme: "vil du ikke være sød, at sige til Harry, at jeg er i hans lejlighed" "Scarlet..." begyndte han, men jeg var allerede forsvundet ud af døren, med min taske over skulderen. 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...