Er det bedre bare at forsvinde?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
Luna McDown er en 16-årig pige med psykiske problemer. Hun cutter en del og hun har været ved at miste sit liv pga det. Hun har problemer som ingen kender til og hvis folk spørg hvordan hun har det, faker hun et smil og lader som om at alt er perfekt. Hun møder senere hen den 17-årige Justin Bieber, som utrolig gerne vil hjælpe hende ud af hendes dårlige periode. Vil hun åbne op og lade sig hjælpe? Eller vil hun bare afvise alt hjælp fra ham? Vil der komme følelser mellem dem? (Justin er ikke kendt i denne movella)

7Likes
3Kommentarer
290Visninger
AA

3. Morfar.

Endelig kom jeg ud af det lorte hospital, stadig med gaze og forbinding men det kunne altid fjerenes igen. Hospitalet havde ringet til min ellers meget travlt optaget mor for at fortælle hende om indlæggelsen og fandme ja, så kommer hun og henter mig for at køre mig hjem. Lige nu sidder vi i bilen på vej hjem i fuldstændig tavshed. Min mor ved ikke at jeg inderst inde ønsker at dø, men jeg ønsker heller ikke at hun ved det før det er forsent. Hun vil køre mig hjem til min morfar som stadig er i live, den eneste mand der rigtigt elsker mig. Han elsker mig ligeså højt som min mormor elskede mig. Hvor jeg dog egentlig savner den kvinde… Min morfar er ham der altid passer mig hvis jeg er syg eller hvis jeg har hjertesorger. I den pokkers hårde periode efter Jeppes død, var jeg hos min morfar hele tiden. Den kærlighed han giver mig kan ikke beskrives med ord. Hun hjalp mig igennem det med Jeppe sammen med min morfar. Hun sov inde hos mig om natten, hun kiggede hele tiden efter mig, hun købte lige det jeg havde lyst til. Kort sagt, hun var der for mig og hos mig 24/7 i den periode. Da hun var i live var jeg henne hos dem 5 ud af 7 dage i ugen. Sådan er det ikke længere.. Nu er jeg henne hos min morfar omkring 3-4 dage i ugen, bare for at se hvordan han har det og få noget af alt hans kærlighed som min mormor burde have hvis hun stadig var i live.

 

Min mor har parkeret bilen i min morfars indkørsel. Han bor i et stort, smukt hus med en fantastisk udsigt over vandet. Det var min mormors idé at købe huset fordi at hun forelskede sig i det med det samme men det gjorde han for den skyld også. Efter hendes død valgte han at blive boende, fordi at han elsker huset og der er en masse minder der. Døren åbnes og ud kommer en gammel mand med et smilende ansigt. Morfar. Han vinker og smiler som en eller anden jubel idiot som altid, men jeg elsker det. Jeg elsker ham. Min mor åbner bildøren i sin side for at stige ud af bilen, hun træder ud og lukker døren efter sig. Hun går hen og omfavner ham i et kærligt kram. De snakker sammen men jeg kan ikke høre hvad de snakker om, men det er nok mig. De snakker altid om mig og mine problemer. Jeg tager en dyb indånding, åbner bildøren og træder ud af bilen. Jeg lukker bildøren og går i retningen mod dem. Han trækker mig ind i et tæt og kærligt kram. "Hvor er min lille prinsesse dog blevet stor.." siger han til min mor, som højest sandsynligt nikker til ham. Han slipper sit greb om min krop. Jeg smiler skævt og svagt til ham. "Min lille Luna mus.." mumler han stille for sig selv, men jeg kan sagtens hører ham af den grund. Vi går indenfor og lige da vi træder ind i gangen, ser jeg det. Det billede jeg har grædt så meget over. Billedet er af min mormor som omfavner mig bagfra, da jeg var lille. Savnet til hende, årh. De andre er gået videre ind mens at jeg har stået og beundret billedet i godt og vel 2 minutter. Lige nu er alt faktisk helt okay. Selvmordstankerne er væk når jeg er hos min morfar. Mit liv og følelser sat på standby for en kort periode. Skønt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...