Djævlens Tidsmaskine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der hvis du bliver kidnappet af nogle væsner du ikke vidste eksisterede? Hvad hvis du bliver fortalt at du skal giftes med deres konge? Det sker for Luci, læs hvordan det går hende, og hvad der sker. Okay dette er en novelle jeg har skrevet i dansk, jeg fik 12+, og så synes jeg lige jeg ville sætte den her ind :) Like gerne hvis du kan lide den osv.

3Likes
0Kommentarer
327Visninger
AA

1. Djævlens Tidsmaskine

Djævlens Tidsmaskine

"... Its time to go home. SCRATCH - Vi afbryder dette program med en vigtig meddelelse. Mænd og kvinder, med sorte vinger, flyver ned mod jorden fra himlen. De er bevæbnede og flyver hurtigt mod jorden, her i USA. Ingen ved endnu hvorfra de kommer, men alle rådes til at blive indenfor med låste døre og vinduer. Dette er for jeres egen sikkerhed. Verdens præsidenten arbejder på højtryk for at få styr på denne katastrofe." Radioen lavede igen den underlige SCRATCH lyd, og vendte tilbage til den sang jeg hørte før.


Jeg fjernede solbrillerne og kiggede op mod himlen. Ganske rigtigt, som jeg lå her i græsset, kunne jeg se hundredvis af mænd og kvinder dale mod jorden. Jeg rejste mig op og begyndte at løbe mod huset. Jeg trykkede febrilsk på det hologram tastatur der dukkede frem fra mit armbånd. 8-8-7-2-3-1-0-7-7-7 Checktegn. Døren gik op lige som de første væsner landede i min baghave. Jeg skyndte mig indenfor, og lukkede døren i hovedet på et af væsnerne. Den gled ned af det 100'000 ton sikre glas, og blev liggende på jorden.


Jeg studerede den nærmere, og den lignede en almindelig mand, hvis man så bort fra de sorte vinger og den rødlige farve. Hvad f*ck er det for en skabning?! Jeg kiggede op igen og så de andre skabninger nærme sig. Der var nok omkring 12 stykker i min have.


Hurtigt trykkede jeg en ny kode på hologram tastaturet så døren fik tilsat strøm. Den næste skabning der kom hen til døren ville få 5000 volt igennem sin underlige krop. Jeg vendte rundt, væk fra haven og de underlige væsner, og løb mod min fars kontor. Det var underligt at min fars bodyguards ikke havde hentet mig ind noget før. Der måtte være sket noget et andet sted, som krævede deres opmærksomhed.


Jeg løb op af trappen med mit mørke hår blafrende efter mig. Endelig nåede jeg toppen, men stoppede så brat. Her så forfærdeligt ud! Nu forstår jeg bedre at bodyguardsne ikke havde hentet mig. De lå alle her i korridoren, og jeg kunne ikke se om de stadig var i live!


Nedefra hørtes et brag, som tykt glas der gik i stykker. Åh nej! De kunne ikke have smadret døren, vel? Den er alt for stærk, end ikke en vægt af 16'000 uddøde elefanter vil kunne slå en revne i døren.


Nedefra hørtes nu fodtrin, og jeg blev nødt til at indse, at det umulige lige var sket. Jeg begyndte igen at bevæge mig ned mod min fars kontor. Jeg forsøgte så vidt muligt at undgå bodyguardsne, men det var svært, da de alle 32 lå her i korridoren. Jeg nåede frem til dobbeltdørene, der førte ind til min fars kontor, eller rettere det der var tilbage af dem. Det eneste der var tilbage, var en enkelt af dørene der hang i en enkelt ektrisem-skrue. Sådan en skrue ville kunne holde til en atomsprængning, men denne så ud til at kunne knække når som helst.


Forsigtigt listede jeg ind på kontoret, og det var meget værre herinde. Møblerne flød over det hele, de fleste var også gået i stykker. Gulvtæppet var revet itu, og der var brandmærker på vægge, møbler, gulvet og i loftet. Kort sagt, det lignede lort herinde. Og endnu værre, min far er her ikke!


Der hørtes nu også stemmer nedefra, og de kom nærmere. Jeg kiggede forsigtigt ud af døråbningen og så nogle af de underlige væsner på toppen af trappen. Jeg løb over på den anden side af min fars skrivebord, og begyndte at gennemrode hans allerede ødelagte skuffer. Der var kun hologram-plader i de første 4 skuffer, men i den nederste skuffe fandt jeg det jeg søgte. Det er den eneste af sin slags, nemlig en Upatiser-fjernbetjening.


En Upatiser-fjernbetjening minder meget om en almindelig fjernbetjening, men det er det ikke, langt fra. Denne fjernbetjening vil kunne standse hele ens nervesystem. Dette vil gøre at mennesket er frosset, indtil effekten vil aftage, dette vil ske efter et par minutter, omkring de 10 minutter. Når systemet igen vil begynde, vil mennesket intet have følt, og der vil ingen bivirkninger være.


Jeg er ikke sikker på om fjernbetjeningen vil virke, men det er et forsøg vær. Jeg væltede mamorskrivebordet så jeg kunne bruge det som skjold. Det gav et ordentligt brag, da det landede på det falske trægulv. Det er flere årtier siden træerne uddøde, ligesom næsten alt andet. Heldigvis havde mennesket udviklet sig så meget at vi havde fundet en anden vej til at lave ilt, og alt andet der var nødvendigt for at overleve.


Vi havde også sejret ''Rum krigen'' som vi kalder den. Det var en krig mellem os mennesker og Samtonerne, som de hedder. Samtonerne kommer fra en anden galakse og ønskede at besætte vores planet, det lykkedes dog ikke. Krigen varede 7 år, og mange mennesker døde, det lykkedes til sidst for os at dræbe deres øverstkommanderende, og så forsvandt resten tilbage til deres egen galakse.


Jeg er rimelig sikker på at disse skabninger ikke er Samtonerer. Jeg har nemlig set billeder fra krigen gennem lærings-hjelmen, som er vores tids skolegang. Og disse væsner ligner ikke de 3 meter høje grønne Samtonerer fra krigen. Disse væsner lignede noget jeg aldrig havde set før. Jo, selvfølgelig havde jeg set mænd og kvinder med vinger, men ikke vinger som disse væsners.
Væsnerne trådte nu ind på kontoret, der var tre af dem, og de havde alle sleske smil på deres menneskelige læber.


"Stop lige der, eller jeg fryser jer!" Råbte jeg til dem, og pegede med Upatiser-fjernbetjeningen på dem. Jeg var ikke sikker på de kunne forstå mig, men de stoppede i hvert fald. Så begyndte en af dem at grine, og hurtigt stemte de andre i.


"Tror du, lille pige, at du kan fryse helvedets ild?" Sagde ham, der havde startet deres grin, med mørk stemme.


Jeg kiggede forvirret på ham. Helvedets ild? Jeg havde hørt om folk der troede på et helvede, men det er jo bevist at der ikke findes et sådan sted.


En af dem trådte frem, og jeg vendte hurtigt opmærksomheden mod ham. Han tog endnu et skridt frem, og jeg skød ham. Han stoppede kort, og jeg troede fjernbetjeningen havde virket, men så gik der en rystelse igennem ham og virkningen af fjernbetjeningen var aftaget.


Han kiggede surt på mig og trådte endnu tættere på. Hans sorte vinger sad tæt ind til hans ryg, sikkert for ikke at støde ind i noget med dem. Han var iført en sort t-shirt og sorte jeans, ligesom de andre.

Jeg tog et skridt bagud for hvert skridt han tog fremad. Tilsidst endte jeg med ryggen mod muren, og ham blot få meter foran mig.

"Ingen steder at flygte hen, lille pige. Intet at gøre, lille pige. Intet håb, lille Luci." Hvordan kan han kende til mit navn?! Jeg har i hvert fald ikke fortalt ham det, men hvem har så?
Han trådte nu helt hen til mig, og jeg pressede mig så meget ind mod muren som muligt. Han lagde sin ene hånd mod min kind, og strøg den let frem og tilbage.

"Hun er en køn en, er hun ikke? Herren har god smag, når det gælder kvinder." Skabningen, der stod foran mig, havde vent hovedet mod de andre. Jeg tror de aftalte et eller andet med øjnene, for de andre trådte nu tættere på. Den ene rakte ned i en taske han havde om skulderen, og trak en kanyle op. Den var fyldt med en gylden væske.

Mine øjne var fokuseret på kanylen, så jeg opdagede ikke den første skabning greb fat i mit håndled, før det var forsent. Jeg skreg og forsøgte at trække min hånd til mig. Han var bare for stærk, og så ud til at nyde mine anstrengelser. Kanylen nærmede sig nu min arm, og mine bevægelser blev mere paniske.

"Rolig nu. Du vil kun mærke et lille prik." Sagde kanyle-fyren, da han også greb fat i min arm.
Tårende trillede ned af mine kinder, og jeg ønskede mig langt væk. Væk fra kanylen, væk fra dem, væk fra det der var tilbage af mit engang så gode liv. Jeg skreg igen da kanylen blev stukket ind i min arm. Jeg så væsken forsvinde fra det lille glas, og så igen til da kanylen blev trukket ud.

Næsten med det samme begyndte jeg at føle mig døsig. Mit syn begyndte at blive slørret, og mine lemmer slappe. Mit synsfelt blev mørkere og mørkere, indtil mørket overtog alt andet.

~~~

Det første jeg mærker er varmen. Det er varmt, men ikke ubehageligt varmt, mere som en rar sommer varme. Det næste er lugten. Her lugter af røg, som fra et bål. Jeg åbner øjnene, og opdager jeg ligger på en sten. En firkantet grå sten, der lige er stor nok til at jeg kan ligge på den. Stenen står midt i et rum, som mest af alt ligner en grotte. Det eneste som lyser rummet op er to fakler. Der er intet andet i dette rum udover stenen, de to fakler og så en dør.

 

Jeg rejser mig op og går over mod døren. Døren har et lille vindue, man kan kigge ud af. Jeg kigger igennem det og ser en gang med døre, som denne, på begge vægge. I denne gang var der også fakler. Man skulle næsten tro der ingen elektrisitet fandtes her.

Apropos her, hvor er her så egentligt? Jeg har i hvert fald aldrig set et sted lignene. Der hvor jeg kommer fra er næsten alt lavet af metal, inkulsiv nogle mennesker, der har fået udskriftet kropsdele med metal. Men her er det eneste metal mit armbånd, og min halskæde, og mine øreringe, og den GPS jeg har fået indsat i nakken, hvis jeg nu blev kidnappet.

Der lød fodtrin fra gangen af, så jeg stoppede hurtigt min gåen frem og tilbage, og kiggede hen mod døren. Fodtrinene stoppede og der lød en raslen af nøgler. Døren svang op, og ind trådte et af de væsner som kidnappede mig.

Jeg trak mig skræmt tilbage mod væggen længst væk fra ham. Han smilede bare, som om han morede sig. Han trådte hen til mig og greb hårdt mig i armen.

"Du kommer med mig, Herren ønsker at se sin kommende brud." Hørte jeg rigtigt? Sagde han 'kommende brud'? Jeg skal ikke vies med en jeg aldrig har mødt, og da slet ikke en min far aldrig har mødt.

Min kidnapper trak mig ud af rummet, og videre ned af den gang jeg havde kunnet se fra rummet af. Vi gik igennem flere gange end jeg havde tal på, og jeg ville aldrig kunne finde tilbage igen.

Mens vi gik var det som om, at det blev mere og mere moderne. Eller, i hvert fald mere end det var før. Nu var der elektrisk lys i stedet for fakler, og rigtige vægge i stedet for grotte lignene vægge. Der var også kommet beton gulv nu. Tilsidst endte de lange gange ud i en kæmpe sal.

I den ene ende af salen var et par kæmpe dører, i den anden ende var to trapper der gik i en bue uden om en trone. Tronen var stor, flot og iøjefaldene. På tronen sad en mand, eller det ligner en mand, men man kan aldrig vide sig sikker på denne afstand.

Manden løftede hovedet, og så væk fra den skabning han snakkede med, og over på mig og min kidnapper. Et smil brød ud på hans ansigt, og han rejste sig for at gå over mod os. Min kidnapper træk mig afsted så vi kunne møde ham på halvvejen. Jeg prøvede igen at trække mig fri, men også denne gang mislykkedes det. Jeg ville ikke i nærheden af den mand, han udstrålede ondskab.

Da manden kom tæt nok på, rakte han ud efter mig. Jeg trak mig baglæns, men blev trukket tilbage igen af grebet om min arm. Manden var ikke ligesom de andre, han havde ingen vinger, men den rødlige farve havde han.

Skabningen, der havde fat i mig, bukkede for manden og trak også mig med. Da vi igen rejste os stod manden lige foran mig.

"Her er hun, Herre, som ønsket." Sagde min kidnapper.

'Herren' nikkede, og greb mig i den anden arm. Min kidnapper gav slip, og trak sig væk med endnu et buk.

"Velkommen til mit slot, Luci. Du har sikkert mange spørgsmål, og du skal nok få dem besvaret. Lad os starte med det, så tager vi alt det andet senere. Så, hvad vil du gerne spørge om?" Manden førte mig med hen til den trone han før havde siddet i. Igen hvordan kan folk vide mit navn uden at jeg har fortalt dem det? Selvom alt dette var skræmende, kunne min nysgerrighed ikke styres. Jeg blev nødt til at få nogle svar.

"Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvem er du? Hvordan kan alle kende mit navn? Hvad er I for nogle skabninger? Hvad har I gjordt ved min far? Hvor er han i det hele taget?" Spørgsmålene vældede ud af munden på mig, jeg kunne næsten ikke stoppe igen. Der var bare så meget jeg ville vide.

"Det var mange spørgsmål, men du har jo heller ikke prøvet noget lignene vel?" jeg rystede på hovedet, som svar på hans spørgsmål. Jeg havde aldrig prøvet noget der bare mindede om det her.

"Okay her er de svar du skal bruge. Du er her på mit slot, og mit slot ligger her i Hymokrania, også kaldet Helvede på din planet. Du er her for at blive min dronning, altså for at indgå et ægteskab med mig. Jeg er Lucifer, konge her i Hymokrania, jeg bliver også kaldet Satan. Ikke alle kender dit navn, endnu, men de der gør har fået det at vide af mig. Vi, min kære, er djævle eller dæmoner, hvad du nu vil kalde os. Din far. Han sidder lige nu i møde med en masse mennesker, de snakker om hvordan de vil bekæmpe os djævle. Han er jo en travl mand, ham din far, det er hårdt at styre en hel verden. Selv klare jeg det fantastisk." Han udstødte en ond latter, som fik mig til at fare sammen.

Det var en helt masse information på en gang, men jeg bad jo selv om det. Heldigvis er min far ok, men jeg kan ikke sige det samme om mig. Hvad skal jeg gøre for at redde mig ud af denne situation? Der er dog et spørgsmål mere, som jeg gerne vil have svar på.

"Hvorfor mig? Hvorfor har du valgt mig? Hvorfor er det lige præcis mig du vil giftes med?" Jeg kiggede forventningsfuldt op på Lucifer. Han kiggede ned på mig, og et smil formede sig på hans læber. Jeg sad lige nu i hans skød, mens han sidder på sin trone. Det var pænt underligt at sidde her, men jeg kan ikke flytte mig, da han har en arm rundt om mit liv.

"Jeg har valgt dig, Luci, fordi du var den pige, der havde det reneste hjerte af alle på hele jorden. Det er bare en bonus, at du er så køn, som du er." Ved den sidste sætning blev hans smil større end før.

"Men, hvad nu hvis jeg ikke har lyst, hvis jeg siger nej til cermonien?" Jeg håbede sådan at jeg kunne slippe væk på den måde, men jeg tvivlede stærkt på det.

Lucifers smil forsvandt, og i stedet blev hans øjne mørkere sammen med hele hans atmosfære. Han blev så uhyggelig, at jeg udstødte en klynken.

"Du vil komme til at gifte dig med mig, hvad enten du kan lide det eller ej!" Hans stemme havde fået en dyb mørk klang, og det gjorde den rigtig skræmmende.

Lucifer rejste sig op, og satte mig tilbage ned på jorden. Han gik lidt væk fra tronen og vendte ryggen mod mig.

SLAM sagde det, da to gigantiske sorte vinger foldede sig ud fra hans ryg. Jeg blev blæst helt ned på gulvet, af kraften fra de stærke vinger. Lucifer vendte sig rundt, med front mod mig igen, og et ondt smil spillede på hans læber.

"DANIEL!" Råbte han højt.

Kort efter kom en djævel flyvende ned af en af trapperne. Han landede lige foran mig, og studerede mig nærmere. Inden hans øjne nåede mine, havde jeg lukket dem tæt i. Jeg åbnede stille øjnene igen, og så han havde vent sig om, væk fra mig.

"Du kaldte, Fader." Sagde djævlen i et roligt tonefald.

Vent, sagde han lige fader? Hvis Lucifer er hans far, så må han jo være Lucifers søn!

"Ja, jeg har brug for at du holder øje med Luci, mens jeg gør cermonien klar. Forstået Daniel." Sagde Lucifer.

"Forstået." Svarede Daniel.

Lucifer slog en enkelt gang med vingerne, og så var han ude af døren. Daniel vendte rundt mod mig, og gav mig et ondt smil.

"Luci, ser man det. Jeg havde troet du var ældre, men du går vel an." Sagde han mens han endnu en gang studerede mig.

"Kom." Sagde han, og tog fat i min arm. Han begyndte at trække mig med hen til den trappe han var kommet fra.

"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg. Han kiggede på mig over skulderen, og gav mig endnu et ondt smil.

"Op på mit værelse." Svarede han, mens hans smil blev endnu ondere. Jeg gispede skræmt. Jeg havde slet ikke lyst til at gå ind på hans værelse sammen med ham.

Mens han trak mig op af trappen, og videre ned af en korridor, foldede hans vinger sig sammen og trak sig ind i hans ryg. Det var et fascinerende, men også skræmmende syn. Han trak mig med ind gennem en dør, og vi stod nu i et soveværelse.

Daniel vendte rundt, greb mig om begge overarme, og skubbede mig op af den nærmeste væg.

"Luci, du bliver nødt til at høre på mig. Du og jeg er skabt for hinanden. Vi høre sammen. Kig mig dybt i øjnene og du vil kunne se det." Han sagde alt dette med desperation i stemmen.

Jeg lukkede øjnene hårdt i. Han løj, det er jeg sikker på. Der findes ikke mennesker som er skabt for hinanden.

"Luci! Du bliver nødt til at stole på mig! Har jeg gjordt dig noget ondt? Det eneste jeg vil er at hjælpe dig!" Han blev mere og mere desperat.

Han havde ret i han intet ondt havde gjordt mig, men det betød jo ikke at han talte sandt. Men den desperation i hans stemme fik mig til at åbne øjnene.

Jeg kiggede ham direkte ind i hans gyldne øjne, og det jeg så var ubeskriveligt. Jeg så hans fortid, min fortid og vores fælles fremtid. Jeg så stjerner eksplodere, nye planeter opstå, planter vokse og hans vidunderlige smil. Jeg så hvordan vi passede sammen, hvordan vi var skabt for hinanden og at jeg kunne stole på ham for han ville altid beskytte mig. Jeg havde fundet min ægte partner.

Jeg blinkede, og det fantastiske syn forsvandt. Tilbage var et ængsteligt ansigt, som bedte om forståelse. Mine læber begyndte langsomt at forme et forsigtigt smil, og da Daniel så det lyste også han op i et smil.

"Du tror på mig?" Spurgte han nervøst, og da jeg nikkede skyldede lettelse ind over hans ansigt.

Jeg nåede knap nok at blinke, inden hans læber lå mod mine. Det var et langt og fantastisk kys, så da vi til sidst trak os tilbage, for at få luft, ville jeg ønske at det havde varet for evigt.

"Kom vi har ikke lang tid, Lucifer vil snart komme tilbage, og jeg vil ikke lade ham gifte sig med dig." Han tog fat i min hånd og trak mig med over til det store vindue.

"Hvor skal vi tage hen? Hvor kan vi tage hen, hvor han ikke vil finde os?" Spurgte jeg, med frygt i stemmen.

"Jeg kender et sted, men det er langt væk og du vil sikkert aldrig se din familie og venner igen. Vil du tage den chance, for at leve et langt og lykkeligt liv med mig?" Han lød tvivlende, som om han troede jeg ikke ville tage med ham. Og jeg blev nødt til lige at overveje det.

Min verden var blevet vendt på hovedet. Jeg var blevet kidnappet, og havde fået at vide jeg skulle giftes med Satan. Så møder jeg hans søn, og vi er skabt for hinanden.
Selvom jeg lige havde mødt ham, så vidste jeg at jeg elskede ham.

"Ja, så længe jeg er sammen med dig, behøver jeg hverken familie eller venner." Da jeg sagde dette lyste han endnu en gang op i et smil. Han nikkede, og greb mig om livet.

"Så hold godt fast!" Sagde han, lige inden han sprang ud af vinduet.

Jeg havde lyst til at skrige, men gjorde det ikke. Jeg stolede på ham, og var sikker på han ville tage den rigtige beslutning.

Og jeg havde ret. Kort inden vi ville ramme jorden, foldede hans vinger sig ud, og så fløj vi.

Daniels store vinger slog i en rytmisk takt, så vi forblev i luften. Jeg nød at mærke luften omkring mig, og jeg nød at have Daniel så tæt på.

~~~

Vi havde fløj i lang tid, måske flere timer, og vi var stadig ikke blevet opdaget. Landet vi flyver over er rødt og goldt, og der er lava sprækker over det hele. Vi begyndte at flyve lavere og lavere. Først forstod jeg ikke hvorfor, men så så jeg det. Nede på jorden var der en større plads imellem lava sprækkerne. Det var der Daniel og jeg landede.

Jeg så nu det ikke bare var almindelig jord vi stod på, vi stod på en rund metalplade. Der var en masse mønstre i pladen, og der var også et nøglehul i pladen. Jeg kiggede forvirret på Daniel, men han gav mig blot et kærligt smil.

"Hvad er det her?" Spurgte jeg, og lavede en armbevægelse mod pladen.

"Dette er en tidsmaskine. Den vil transportere os tilbage til den tid hvor træerne, og dyrene, ikke er uddøde. Den vil fører os tilbage til bedre tider. Den vil sørge for at ingen vil lede efter os, for vi er ikke født endnu i den tid. Luci stoler du på mig, og vil du tage med mig tilbage til den tid?" Han havde trukket vingerne tilbage i ryggen, og stod nu med en nøgle i hånden.

Jeg nikkede, og han trak mig ind til sig. Han bukkede sig ned, stak nøglen i nøglehullet, og drejede rundt. Mønstrene begyndte at lyse. Jeg kiggede tilbage op på Daniel, og som jeg stod her i hans arme, havde jeg aldrig følt mig mere tryg.

Han lænede sig ned og plantede sine læber på mine. Lyset blev skarpere og skarpere. Tilsidst var der kun det hvide lys og intet andet.

 

 

 

Så dette var min novelle :) Håber du kunne li' den ;P

Der kommer ikke mere, så lad venligst vær' med at spørge om mere, da jeg ingen intentioner har i at skrive videre.

Hvis du kan li' den her så prøv at læse noget af det andet jeg har skrevet, selvom det nok ikke har så meget med hinanden at gøre ;)

 

Hilsen Tøzen (Mig) :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...