Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3649Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

"I am feeling so small

It was over my head

I know nothing at all."

Say something ~ A great big world 

 

Justin havde lagt et kort besøg i Canada og i Miami. Han besøgte hans far og mindre søskende, bare for hyggens skyld og i Miami for at se hvordan landet lå; hvis han ville tilbage til Miami, om det var ufarligt.  Jeg var stadig derhjemme og arbejde. April havde et højdepunkt lige i øjeblikket. Hun havde det rigtig godt, så længe hun huskede sine piller, gik det faktisk bedre end nogensinde. Hun havde været i skole et par gange, men det var svært for hende. Der var for meget lam og støj til at være der. Hendes venner og veninder synes det var snyd, at hun bare måtte blive hjemme, men April forsikrede dem om at de skulle være glade for at de ikke skulle være derhjemme hele tiden. April er tolv år og forstår en hel del. Hun forstår alvoren i hendes sygdom og hun er tit bange for at hun får den sværere i fremtiden, fordi hun får det dårligt når hun skal koncentrere sig længe om lektier. Hun kan godt klare en halv time, og efter det kan hun så sove i flere timer. Hun var vant til det; at være kræftramt havde hun været halvdelen af hendes liv. Hun var begyndt at komme i puberteten og var tit rigtig ked af det. Hun følte sig grim og ubrugelig. Næsten alle hendes veninder havde fået menstruation, men det satte medicinen en stopper for. De snakke fortrak hun at tage med mig, og det var dejligt at hun gerne ville snakke med mig om sådan nogle ting. En aften havde jeg hørt oppe fra mit værelse at mor sad og græd; hun havde det så dårligt over at April følte som hun gjorde. 

Jeg drejede mig rundt i sengen. Jeg kunne ikke sove. 

Efter nogle minutter opgav jeg. Jeg satte mig op og følte mig frem til min mobil. Jeg tog den op og fandt lommelygten. Jeg rejste mig og listede ud på trappen. Jeg fløj hen over det kolde gulv og ind i køkkenet. Jeg lyste hen på skabet med glas og åbnede det. Lågen knirkede lidt, som jeg frygtede. Min far var engang kommet ud med et bassball bat i køkkenet da jeg var 16 og jeg begyndte at skrige sådan, at jeg vækkede min nabo. 

Jeg fik taget glasset fint ud og skulle til at fylde det, da jeg fik en besked:

From Justin

Hey. U sleeping?

Der var lyd på, så jeg var ved at tabe glasset. 

Jeg banede for sig selv og fyldte glasset op med koldt vand. Jeg listede tilbage på mit værelse og tog vandet og mobilen med ned i sengen. Jeg drak lidt af vandet og stillede det på natbordet. Jeg låste min mobil op og svarede Justin:

From me

No. But you scared me so much. I lost almost a glass.

Efter et par minutter svarede han:

From Justin

Haha sorry when. I'm coming home tomorrow, so I'm having a party. Please be there :)

From me

Is that an order? 

From Justin

If u not coming I'll slap u

From me

Are you threatening me?

From Justin

Yes I do ;)

From me

Well. Good for you that I don't have any plans 

From Justin

Yep. See u tomorrow. And get ready. You'll be partying with Justin Bieber.

From me

I'm game

From Justin

U go girl. Can't wait...!

Jeg lagde telefonen fra mig og lagde mig til at sove. 

 

***

 

Jeg skulle af sted om en time. Jeg stod med et håndklæde om håret og tog mascara på. Det var blevet mørkt udenfor og far var til fest hos en ven. Mor blev lidt skuffet da jeg sagde, at jeg skulle til fest hos Catherine - dækning for Justin - men alligevel var hun okay med det. Så mor og April skulle holde pigeaften og se Believe movie. April havde taget en masse lommetørklæder ned i stuen og sad klar. Jeg tog håndklædet af og mit lange, mørke hår faldt ned over min overkrop. Jeg tog et par grå jeans på sammensat med en hvid t-shirt med sort tekst: The New York Fashion Adventures Sleepless City Lightes. Og en lyserød, dejlig blød cardigan udenover. Jeg havde lige købt cardiganen og havde ikke har muligheden for at tage den på. 

Jeg smuttede ind på mit værelse og tog et pift Marc Jacobs parfume på. Jeg har den af dem, der ligner en mariehøne. 

Jeg gik ned i stuen og snurrede rundt. "Kan jeg have det her på?" "Øh, ja selvfølgelig! Du ser så lækker ud!" sagde April. "Tak, lille skat," smilede jeg. "Jeg bliver altså snart tretten," sagde hun. "Undskyld. Store skat," rettede jeg. "Wow, J. Er du sikker på du bare skal til fest?" Mor var kommet ind i stuen. Jeg grinede lidt, "ret så sikker." "Ha' en god fest. Og kom nu hjem i ordentlig tid," sagde mor. "Det skal jeg nok. Vi ses." Jeg vinkede og gik ud i entréen for at tage mine sorte stiletter på. Jeg åbnede døren og gik ud til min bil.

På vej over til Justin var jeg lidt smånervøs; mest for paparazzi og presse. Jeg ville ikke blive opdaget som 'Justin Biebers ukendte pige'. Vi ville blive regnet for at være et par og det var jeg ikke klar til - altså at blive kaldt alt det folk nu kalder de kendtes kærester. Vi var venner, ligesom ham og Selena de var også bare venner. Men hvad April ville tænke om at hendes storesøster kendte hendes største idol...

Da jeg nærmede mig Justins hus - som så var lejet - var der mange mennesker udenfor. Jeg sukkede over mit valg med at køre. Der holdte biler i en lang række hen af gaden. Jeg vendte bilen og kørte ned i den sidste ende af rækken. Jeg håbede på at der ikke kom nogle bag mig. Jeg er ikke god til parallel parkering.

Jeg steg ud af bilen og stak hænderne i lommerne. Da jeg var kommet helt op til huset, kunne jeg høre musik indefra. Man kunne nærmest mærke den pumpende bass i jorden. 

Jeg åbnede døren til huset og trådte ind. En tung luft gik mig i møde. Der stank af sved, alkohol og cigaretter. Jeg trak vejret dybt for at måske kunne ånde bedre. Jeg viftede et kort øjeblik med min hånd foran mit ansigt, men det virkede ikke. Også slog det mig. Jeg skulle finde Justin her. Der var proppet med folk. Helt seriøst, jeg skulle skubbe mig fremad, og det er lidt problematisk når jeg er 1,60 høj. Jeg kunne meget hurtigt mærke at mit tøjvalg var forfærdelig dårligt. Den lyserøde varme cardigan var kvælende at have på herinde. Jeg smørrede ærmerne op på den og fortsatte.

Efter et kvarters tid havde jeg været i hele stueetagen. Jeg traskede op af trappen og åbnede døren til hans værelse. Jeg fik et chok og skulle lige til at skrige. Der lå en pige og dreng i hans seng og det lignede ikke ligefrem at de ledte efter fjernbetjeningen. Jeg lukkede stille døren og gik videre. Jeg turde ikke gå ind andre rum med senge, så jeg smuttede på toilettet. 

Der var dejlig køligt derude. Jeg kunne trække vejret igen. Jeg stod og pjasket lidt koldt vand i hovedet og tog noget vand. Det var rart at stå ude på badeværelset og slappe lidt af. Lidt ligesom at være den eneste i verden der kan trække vejret, hvis du forstår. 

"Hey, der er kø! Bliv færdig."

Jeg trak vejret dybt igen og åbnede døren. Der var en dreng der kiggede smilende på mig, "tak, skat." Han lukkede døren. 

Jeg overvejet kort at vente til fyren var færdig, så jeg kunne komme ind igen. Jeg rystede på hovedet af mig selv. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var så kedelig. 

Jeg fortsatte på at finde Justin. 

Efter en times tid gav jeg op. Jeg kunne ikke finde ham. Det var vidst mig der skulle slå ham. Jeg stod med en drink i hånden, som jeg ikke anet hvor kom fra. Jeg smagte på det og det var fint, men ikke det jeg fortrak.  

Jeg var gået udenfor for at lede efter Justin, men der var han heller ikke. 

"Fuck, det er politiet!" 

"Shit, det er det!"

Jeg vendte mig om og kunne lige nå at se to piger komme løbende ind i huset. 

"Politiet kommer!" råbte den ene. Og dér opfattede jeg først hvad det var - politiet var på vej. Jeg smed hurtigt drinken fra mig. Jeg skulle til at vende mig rundt og løbe mod min bil, men strømen ville der anden vej. Der var kaos og folk vældet rundt. Jeg puffede mig fremad med albuerne. 

"Forhold jer roligt!" råbte en politimand. Jeg kiggede mig over skulderen og kunne lige ane et par unge der blev ført væk af en mand. Der var flere og flere der blev taget ud af huset og det fik mig til at skubbe hurtigere. 

Folk begyndte at fordele sig rundt omkring, hvilke jeg ikke fattet en brik af. Der var stadig mange foran mig så jeg puffede bare til.

"June! June! June, vent!" råbte en bag mig. Jeg stoppede op og drejede rundt. Jeg var ved at gå ind i en anden. Jeg kunne se politiet nærmere sig, så jeg snurrede rundt i desperation for at slippe væk. Hvis personen der kaldte ville have fat i mig, måtte han/hun indhente mig. "June, for fanden!" Der var en hånd der hev hårdt fat i min og trak mig med sig i et hastigt tempo. 

Jeg kiggede lidt rundt og fandt ud af, at personen der hev i min hånd tog mig et helt andet sted end det sted jeg selv var på vej til. Jeg kiggede på nakken og opdaget at jeg kendte den nakke.

Det var Justin.

Jeg stoppede ubevidst. "Kom nu, June. Hvad laver du?" spurgte Justin højt. Der lød en underlig lyd bag mig; en knurrende, sur lyd. I det samme sekund jeg fandt ud af, at det var hunde, blev en pinende smerte skudt igennem mit ben. Det sveg og sitrede. 

"Fuck," mumlede Justin. Han tog fat i min arm og hev mig med sig. Blidere, men hurtigere. Smerten var ubeskrivelig. Det skreg i mit ben og gjorde helvedes ondt hvis jeg skulle løbe, hvilke jeg gjorde. 

Vi drejede om et hjørne. 

"Hey! I der!" blev der råbt bag os. Andrealinen fløj op i halsen på mig og jeg havde lyst til at sætte farten op. Jeg kiggede frem for mig og var ved at løbe ind i Justin der var stoppet for at få en dør op. "Jeg håber du kan springe," sagde han, "skal jeg løfte dig?" Justins øjne lyste af panik. Han fik endelig døren op og sprang. Jeg gav slip på hans hånd i sidste sekund, fordi jeg blev bange. Justin lavede en underlig bevægelse til mig. Jeg trak vejret dybt og sprang ned. Jeg stønnede og bed mig i læben indtil jeg kunne smage blod. 

"Kom, skal jeg bære dig?" tilbød Justin. Jeg rystede på hovedet og rejste mig op. Justin lagde sin hånd i min og vi fór videre. Ind imellem træer og rundt. Smerten piskede i mit ben, men jeg fortsatte, som der ikke var noget galt. 

Justin hev mig til højre og jeg var ved at vrikke om. "Går det?" spurgte Justin. "Sådan da," mumlede jeg imellem sammenbidte tænder. "Vi er der snart," fortalte han. Vi dukkede os under et lille træ og var ved at bumpe ind i et nyt. 

Justins hånd var klam og våd, men min var sikkert heller ikke så lækker. Vi havde løbet længe og var også nervøse for at politiet fandt os. 

Justin begyndte at sætte farten ned så han bare gik til sidst. Jeg humpede af sted og ville egentlig bare gerne sidde ned. 

"Så er vi her." Justin kiggede tilbage over skulderen, for at se om nogen fulgte efter os. Jeg kunne se en skikkelse i mørket, men ikke mere. Justin åbnede en dør, som knirkede lidt. Der lugtede af træ. Vi gik derind og jeg fandt hurtigt et hjørne at sidde i. Det lugtede af halm i skuret og varme sommerdage. 

Jeg holdte øje med Justin imens han lukkede døren og satte sig ved siden af mig. 

"Må jeg lige se det der?" spurgte Justin. "Er du læge?" "Nej, sjovt nok. Jeg vil bare lige se, kom nu," bad Justin. Jeg rullede mit bukseben op og blev helt overrasket. Det så forfærdeligt ud. Der var blod over hele mit læg. "Den køter har haft godt fat," mumlede Justin. Jeg blev svimmel og kiggede væk fra mit ben. Justin hev sin t-shirt over hovedet og kiggede kort over mod trædøren. Et sus gik igennem mig og jeg blev ærlig talt lidt målløs. 

Justin bandt t-shirten stramt om min læg. "Det burde nok holde blødningen lidt igen." Jeg bed mig i læben. Det gjorde ondt. 

Jeg lagde mig ned på min cardigan og kiggede op i loftet. Justin lagde sig ned ved siden af mig. Vi var begge stille i lang tid. 

"Hvor var du henne inde i huset?" spurgte jeg. "Hvad mener du?" "Jeg mener, at jeg kunne ikke finde dig. Jeg var over alt," svarede jeg. "Tror nok bare vi var uheldige. Hvor du var, havde jeg lige været," sagde han. "Ja, det virker logisk," mumlede jeg. "Jeg troede faktisk ikke du kom," sagde Justin. "Hvorfor skulle jeg ikke det? Du truede mig ligesom," smilede jeg. Justin grinede, "sorry." "Det' okay.." 

Der var lidt stilhed imellem os.

"Har du nogensinde tænkt på, du ved... det normale liv?" spurgte jeg. "På et normalt liv? Mindst tusinde gange, men jeg ved, at mine fans, Beliebers, familie og venner altid vil være der og på den anden side skal det nok gå. Jeg elsker at møde nye mennesker og jeg bliver altid inspireret af alle mine Beliebers og at de stadig er her... det er ubeskriveligt. De er her selvom jeg blev anholdt, selvom jeg fucked up, selvom jeg kommer alt for sent, selvom jeg jokede med at jeg trak mig tilbage for alvor. Du bliver stærkere af at have gode mennesker omkring dig. Men ja, nogle Beliebers er skøre. Der var engang en der spurgte om hun måtte se Jerry.." Jeg begyndte at grine højt. Justin grinede også med og tyssede på mig.  "Men det er også sjovt og se det er et år siden og jeg griner stadig af det. Jeg læser tweets og bliver glad over at folk værdsætter mig så meget. At folk begynder at græde når de møder mig, det er nok en af de mest syge ting. At et par tøser bryder ud i gråd, fordi jeg giver dem et kram... Jeg elsker mine Beliebers og fans. Det er ubeskriveligt," afsluttede han. "Jeg tror, at der er så mange piger der vil være sammen med dig, er fordi du er så loyal og siger de helt rigtige ting, som alle pigers drømmefyr siger," sagde jeg. "Ih tak." Justin kiggede smilende på mig. "Det er kærligt ment," smilede jeg. Justin nikkede, "det ved jeg godt." Lyset fangede Justins øjne og de lyste op i en varm, dejlig farve. Jeg kiggede væk. 

"Du er utrolig dårlig til at holde øjenkontakt." 

"Synes øjenkontakt er en meget intim ting."

Justin grinede. "Som du kan sige det."

Jeg slog ham blidt på skulderen med et lille smil. 

"Tror du ikke godt at vi kan gå igen?" spurgte jeg. "Politiet har været på besøg før og de blev der i lang tid. Der er kun gået to timer," svarede han. Jeg sukkede. "Er det da slemt med dit ben?" spurgte Justin. "Det gør pisse ondt," svarede jeg og flyttede lidt på det. "Hvad sagde du?" Justin så overrasket ud. "Det gør ondt," gentog jeg. "Sagde du pisse ondt lige før?" spurgte han. "Ja og?" "Jeg har aldrig hørt dig bande," sagde han. "Uh, skriv det til et blad," jokede jeg. "Det er lige før." "Sjovt," smilede jeg og kunne ane noget der lyste udenfor.

"Shh, Justin. Der kommer nogen," hviskede jeg. "Hv-" Jeg smækkede min hånd for hans mund. Han så forvirret ud, men forblev stille. 

Vi lå helt stille. Jeg turde næsten ikke trække vejret. 

Der lød skridt rundt om skuret og lommelygterne lyste ind. Vi satte os op, så de ikke fik øje på vores tøj. 

"Jeg tror, at vi har hørt forkert. Der er ingen her, Hampz."

"Muligvis. Lad os gå tilbage."

Der lød skridt den anden vej og lyset forsvandt. 

Jeg pustede ud.

"Det var fandeme tæt på," hviskede Justin. "Lidt for tæt hvis du spørger mig," sagde jeg. Justin nikkede og begyndte så at grine lidt. 

______________________________________________________________________________________

Uh ha da.

Håber det er godt :)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...