Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3742Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

 

"I like how you are with me."

 

I wanna know you ~ Hannah Montana ft. David Archuleta

 

Justins synsvinkel

Jeg sad med min mobil i skødet og kedet mig. Khalil kom snart, så det var fint, ellers ville jeg nok tage over til June. Jeg tændte min telefon og sendte en snap til hende: Hey I'm boring over here. U? 

Et par minutter efter svaret hun med en helt sort snap med teksten: Course.. kinda boring sometimes too. Jeg smilet og sendte en tilbage: Lol. Well we both boring so meet up here :) June: Can't. See you tomorrow. 

Jeg faldt lidt sammen i kroppen og lagde nakken tilbage på sofaryggen. Solen havde ikke vist sig i et par dage, så det var ikke så interessant at være udenfor heller, faktisk havde det regnet hele natten. 

Og nu ringede det på døren.

Junes synsvinkel

Jeg var lidt jaloux på at Justin holdte fri. Jeg var på kursus omkring det sociale i de første tre dage i ugen og de to sidste var videregående syning; der lærer man meget mere om hvordan man syer. Altså mindre men meget brugbar flotte syninger, som mange store designere bruger, men ikke råber højt om for ikke at blive efterlignet. Der er selvfølgelig nogle der har opdaget det, ellers ville kurset stoppe i dag.  

"... hvis I for eksemel kender én der kender en kendt. Lad os sige at Mille her kender Miley Cyrus, skal hun ikke gå og kæfte op om det. Det ville være en super reklame, men det kunne også gå den modsatte vej. Hvis Miley så lige pludselig bliver stalket af piger der vil have hende til at stå model for firmaet. Jeg ved godt at det kan lyde fucked up, men den situation har jeg haft et par stykker i. Så hold inde før man kan bide sig 110% sikker!" sagde kursuslederen, Lena. Hun snakkede meget som en ung på tyve, men hun var fyre, så det lød underligt at hun snakkede sådan. "Er I alle med?" spurgte hun. Der blev mumlet ja rundt omkring. "Godt. Det har været fucking fedt at have jer de her tre dage. Jeg har nydt det så meget. Jeg håber på, at se jer alle som store designere om nogle år, I fortjener det - det kunne også være fedt, hvis I lavede et firma sammen. I har en rigtig god kemi alle sammen. Det virker i hvert fald sådan. " Lena smilede, "I er frie til at gå."

Folk rejste sig og skubbede stole ud, så en høj, irriterende lyd bredte sig. 

"Hold kæft, man. Hun bander da også fucking pisse meget. Det var da satans," jokede May. Jeg grinet lidt, "ja, hun vil vidst gerne være tyve igen." May nikkede ihærdigt. "Skal du hjem nu?" "Ja. Skal du ikke?" "Jo, men det kunne da godt være at du skulle et eller andet," svarede hun. "Vi ses i morgen til ekstra, ikk'?" sagde jeg. "Jeg har meldt mig på foto," svarede hun. "Hvorfor?" "Fordi jeg gerne ville prøve det, det lyder virkelig fedt," svarede May. Jeg nikkede lidt. Vi var stille. Jeg vinkede og fløj udi min bil. 

Jeg skulle hen til Justin og jeg var en halv time forsinket. 

Drenge tager det normalt ikke så tungt med at man er forsinket, men jeg vidste ikke om han var én der blev sur hvis man kom for sent - jeg regnede ikke med det, men han kunne overraske mig. Det havde han gjort før.

Jeg kørte op i hans indkørsel og steg ud. Jeg fortsatte over til døren og ringede på.

"Kom ind. Der er ikke låst!" 

Jeg åbnede forsigtigt døren og gik ind. "Hallo?"

"Herinde!" Kom det fra stuen.

Jeg smuttede ind i stuen og så Justin sidde med benene oppe på flyet og selv ligge på stolen til. Han kiggede over på mig og smilede. "What's up, girl?" "Ikke så meget. Dig?" Jeg satte mig ned i sofaen. "Jeg holder fri, der sker intet," svarede han, "kom, jeg har ikke været ude i dag." Justin rejste sig og marcherede ud i hallen. Jeg gik efter ham og spottede ham stå foroverbøjet og tage sko på. 

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg. "Ud til det sted vi kørte forkert til sidst," svarede han. "Argh. Gider du virkelig?" brokkede jeg mig. Justin grinet, "ja. Det er ret flot derude. Der er blomster og træer og det hele er idyllisk. Come on yolo og alt det," sagde han. Jeg sukkede. "Må jeg køre?" "Nej." Justin sendte mig et skævt smil og åbnede døren. "Jeg ved, at du har haft et par lange dage, så jeg kører. Jeg ved også hvor det er, right?" "Du gør det for at irritere mig, ikke?" Jeg satte mig ind i bilen. "Jo, men det er godt ment," svarede han og smækkede døren i. "Sikkert.." mumlede jeg. "Har du læst den bog om-" "Vent, læser Justin Bieber bøger?" afbrød jeg. "Ja, det gør Justin Bieber. Men har du læst den bog der handler om at kærlighed er en sygdom?" spurgte han. "Jeg har ikke tid til at læse," svarede jeg. Justin kiggede overraskede på mig. "Har du ikke engang tid til det?" "Nej. Jeg sover fire timer og arbejder tolv og andet er, du ved, køre til arbejde og hjem igen, familietid, madlavning og at være social. Plus besøg frem og tilbage på sygehuse," svarede jeg. Justin måbede. "Shit man. Nu virker min tidsplan ikke så stram igen." "Tro mig, jeg tror din tidsplan er hårdere end min," fastslog jeg. 

Efter en halv time var vi kommet ud til det sted Justin havde snakket om. 

Solen var kommet frem og lyste stedet endnu mere op; der var blomster i alle farver og høje, tætte træer. Der var en lille skov til højre og resten var eng. 

"Og hvordan fandt du så det her sted?" spurgte jeg med et grin i stemmen. "Noglegange bliver omverden for meget. En dag ville jeg væk, bare langt væk. Så kørte jeg ud i det blå, og stødte på det her sted," svarede han. Jeg bed mig i læben, "undskyld det var-" "Det' okay. Tingene bliver sikkert også for meget for dig en gang i mellem, ikke?" afbrød Justin. Jeg nikkede og sparket til en sten. 

Vi gik længere ud på engen. "Hvordan var det lige dét hus du ville have, da du skulle flytte ind?" spurgte jeg. "Det er ikke mit," svarede Justin, "jeg har bare lånt det af en ven." "Hvorfor?" spurgte jeg. "Jeg tør ikke tage tilbage til Miami lige nu og jeg har solgt mit hus i LA," svarede han. "Så du forlader Atlanta igen snart?" Jeg kiggede lidt væk; har aldrig været så glad for at kigge folk i øjnene for længe. Det er noget med min selvtillid. Ikke det store. 

"Ja. Men jeg har overvejet mange gange at blive her. Folk bemærker mig selvfølgelig over alt her, men der virker bare bedre, du ved. Jeg elsker Atlanta. Det var her det startede det hele, jeg vil gerne... jeg vil gerne blive her lidt længere uden at føle mig forfulgt og uønsket," forklarede Justin. "Folk vil gerne smide dig til Canada," indskød jeg. "Nogen vil, ja. Men mange er meget uenige i det, hvilke jeg selvfølgelig er så taknemlig for. Obama har også været inde over det, og han synes det er latterligt at jeg skal smides til Canada. Det varmer mig at der stadig er folk der tror på mig, selvom jeg har været en idiot og dummet mig så fucking meget." "Det var virkelig smukt sagt, Justin," sagde jeg. Justin kiggede ned i jorden med et lille smil. "Tak." 

Vi stod og kiggede på hinanden i et langt øjeblik. Jeg begyndte at føle mig utilpas og kiggede væk igen, hvorefter at bide mig i læben. 

"Hey. Jeg har noget med til April," sagde Justin. Jeg kiggede forvirret op. Justin hev en dvd op og rakte den til mig. "Believe movie?" spurgte jeg højt. "Jep." "Tusinde tak. Det vil hun elske!" sagde jeg og smilede over det ansigtudtryk jeg kunne se hende med. "Det er ingenting. Jeg har femten mere derhjemme." Jeg grinede og sendte ham et oprigtigt smil. "Jeg elsker dit smil," sagde han lavt. Jeg kiggede ham i øjnene de brune, chokolade farvede øjne piger dør for hver dag. Jeg kiggede væk igen og trippede lidt på stedet. 

Jeg så at solen var over halv vejs nede.

"Kom lige." Justin tog fast i mit håndled og trak mig blidt hen til toppen af en høj bakke. "Gør sådan her." Justin lavede thumbs up. Jeg lavede thumbs up og smilede åndsvagt. Justin tog et billede af det, smilede og lod iPhonen glide ned i hans lomme igen. "Du ligger det ikke ud, vel?" spurgte jeg. "Nej. Jeg har bare brug for en ny baggrundskærm," svarede han. "Godt. Skal vi ikke tage hjem igen?" "Kan vi godt. Du vil ikke nyde mere af dette paradise?" spurgte Justin. "Neeej. Kom nu, Justin. Jeg-" Jeg stoppede mig selv før jeg har menstruation slap ud. "Har menstruation?" Endte han sætningen. "Hvordan kunne du vide det?" Jeg lød en tand for overrasket. "Tro mig, jeg har erfaring. Selena var altid i det humør når hun var ramt af mens," svarede han, "og jeg forstår virkelig ikke, at piger kan bløde en hel uge uden at dø." Jeg begyndte at grine højt. "Den havde jeg aldrig hørt før." "Hvorfor er det sjovt?" spurgte Justin og smilede opgivende med armene ud til siderne. 

Vi satte os ind i bilen og kørte af sted.

"Ja, hvordan går den med hende?" spurgte jeg. "Hvem?" Justin kiggede lidt på mig. "Selena." "Fint. Der er stadig rygter over alt om os. Om vi bare er sammen én eftermiddag er det over alt. Det er vildt at folk gør så meget ud af det. Jeg hader det. Selena og jeg er venner, end of story. Men det forstår folk ikke. Eller nogle gør ikke rettere sagt," fortalte han. "Bliver du ikke sindsyg at at det presse noget?" spurgte jeg og lagde Believe movie i min taske. "Sindsyg er ikke ordet. Det er gået galt én gang, og det vil jeg bare gerne glemme. Men jeg regere som jeg gør, fordi jeg er et menneske. Bare fordi jeg er kendt, betyder det ikke at jeg ikke har noget hjerte eller følelser. Det, folk skriver om mig, rammer noglegange dybt. Fordi det er så løgn det folk skriver, du ved. Du hørte det med hende pigen der beskyldte mig for at jeg havde gjort hende gravid, ikke? Jo, godt så. Det var så løgn, at jeg kunne brække mig. Jeg kunne ikke holde ud, at hun havde beskyldt mig for det. Hvor jeg havde aldrig nogensinde set hende. Og næste dag, ved alle det. Alle ved det og alle tror på det. Eller mange. Der er en gang en Beliebers far der har været efter mig." Justins luft var brugt op, han trak vejret dybt og ventede på at jeg sagde noget. Men jeg sagde ingenting. Jeg var mundlam. 

Jeg rettede mig lidt i sædet og rømmede mig, hvilke fik Justin til at kigge på mig. "Jeg vidste at det var slemt, men ikke så slemt." "Det er ikke engang hele historien men bare basic," svarede han. "Det er jeg ked af," mumlede jeg. "Hey, det skal du ikke være. Du er jo ikke skyld i noget af det," huskede han mig på og gav min hånd et klem. 

___________________________________________________________________________

OKAY!

Er den langtrukken? Sker der ikke nok? 

Jeg er utrolig i tvivl omkring at movellaen bliver kedelig fordi der ikke sker nok osv. Så gør der det? Tell me people! :-)

Justin fylder tyve i morgen. Åh ha, det går så jwqpgnkeirwer hurtigt :'(  :')  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...