Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3711Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

 

"Let me show you a few things."

 

Suit & tie ~ Justin Timberlake ft. JAY Z

 

Winter-high-shop var i aften, og jeg var ved at gå ned med stress. Jeg skulle styre catwalken, og jeg havde løbet rundt de sidste to timer for at få det hele til at fungere. En model havde fået blackout, så hun blev nød til at sidde over. Så skulle vi have fat i en ny ordenlig model, og det er ikke så let, når showet er om aftenen. 

"Er vi ved at være klar, June?" spurgte Prim. "Ja. Vi mangler kun at få os selv og modellerne i tøjet," svarede jeg. "Lyder fedt. Ros til dig June, du styre det her perfekt!" smilede Prim. "Tak, hvor er du sød," sagde jeg. Hun fnes lidt og gik igen. 

Min mobil bippede i lommen:

From Justin

Hey. Any plans for tomorrow? 

From me

No. Do you have something in mind?

From Justin 

Yeah. The weather will be great, so just bring yourself ;)

From me 

Okay. See you then :)

"Heeeeeeeey!" 

Man kunne høre på lang afstand at det var Nathan.

"Hej Nathan. Går det godt i receptionen?" sagde jeg. "As long as I got my suit and tie," sang han og rullede med øjnene. "Gamle mennesker?" spurgte jeg. "Kedelige fissefine mennesker," rettede han. "Træls." "Yep. Nå, jeg må hellere tilbage." Nathan vinkede kort og smuttede. 

Vi blev alle kaldt ind og fik vores tøj. Der var ikke én der havde kjole på. Vi var alle klædt i normalt tøj; jeg havde fået en grå, enkel bluse med et sort slips og lyseblå jeans. 

Showet forløb fint. Vi stressede en lille smule, men ellers gik det helt afslappet. Folk var søde og ingen brok. 

Da vi havde snakket og ryddet op i to timer efter showet og der var udsolgt, var jeg udmattede. Prim havde givet os fri mandag og tirsdag, så vi ikke faldt i søvn på arbejdet. Der var mindst seks der absolut skulle noget lørdag og så gav hun os alle fri. 

Da jeg var kommet hjem gik jeg direkte i seng. Der var helt stille i hele huset, så det passede mig fint, at der ikke var nogle der henvente sig til mig. 

 

***

 

"June... June? Klokken er tolv."

Jeg åbnede svagt mine øjne og missede lidt med dem. Solen stod stærkt ind af vinduet og der strømmede frisk luft igennem. 

"Er der ikke noget du skal i dag?" spurgte en stemme der lød som mor. "Øh... jo," mumlede jeg. "Vi tager alle tre til prøver nu, så vi ses senere. Husk at låse," sagde hun. 

Min mor har altid være lidt overbeskyttende. Selvfølgelig husker jeg at låse døren, jeg er atten år gammel. 

Jeg slæbte mig selv ud i bad og gjorde mig klar. Da jeg stod med håndklæde om håret, tjekkede jeg vejrudsigten. Det ville blive solskin og 30 grader. Jeg fandt et par lyseblå runawaydreamz, som jeg havde fået af Prim til et sommer modeshow og en hvid tank top. Jeg fik spist et æble også var jeg på vej.

Mine rayban solbriller tog jeg på, fordi solen skinnede. Jeg kørte i ring, fordi jeg vidst var lidt ufokuseret. Justins hus kom til syne og jeg kørte op i garagen. 

Døren blev åbnet i det øjeblik jeg steg ud af bilen. Justin smilede til mig og småløb over til mig. "Hey," sagde han. "Hey." "Skal vi komme af sted?" spurgte han. "Du bestemmer, jeg ved ikke hvad vi skal," svarede jeg. Justin blinkede smilende, "vent her. Jeg henter bilen." Et minut senere kom Justin kørende i en bil uden tag og åbnede passagerdøren. Jeg satte mig ind og vi kørte af sted. 

"Fede solbriller. Rayban?" sagde Justin. "Ja, hvordan vidste du det?" spurgte jeg. "Elsker solbriller," smilede han," jeg synes ikke mine øjne er så pæne, så derfor elsker jeg solbriller. Jeg kan se alt, men folk kan ikke se hvem jeg kigger på." "Jeg tror, at de fleste Beliebers er forelsket alene i dine øjne," sagde jeg. "Maybe, maybe not." "Det er altså sikkert. Min lillesøster forguder dine øjne," gav jeg igen. Justin brød ud i latter, hvilke fik mig til at smile. "Nå, jamen så vil jeg lade solbrillerne ligge lidt," sagde han. Jeg nikkede bare og skubbede solbrillerne længere op på næsen. 

Vi var begge stille lidt, og stemningen var ikke trykket. Jeg har altid elsket stilhed, fordi det er det eneste folk altid kan gøre, noget folk har til fælles - stilheden kan være god, dårlig, trykket, akavet, sjov og romantisk. 

"Uh, det her er en god sang," mumlede Justin og skruede højere op for radioen. Han begyndte at tromme på rattet. Jeg kiggede lidt på ham, og han sendte mig et bredt smil. Selvom man ikke kunne se hans øjne, virkede smilet originalt. "Kender du ikke den sang?" spurgte han. "Er det ikke Bruno Mars?" spurgte jeg. "Locked out of the heaven, jo," svarede han og vippede hovedet fra side til side. "Cause you make feel like, I've been locked out of heaven. For too long, for too long. Yeah you make feel like, I've been locked out of heaven. For too long, for too long," sang Justin med. Han trommede stadig på rattet. "Kom nu, kan du den ikke?" spurgte han. "Næh-" "Jo, du kan! Alle kan synge med på Bruno Mars!" sagde Justin og sang videre. Jeg overgav mig og sang selv med. Det lød ikke specielt godt, da han fik mig til at synge med, men det var sjovt. "Se, du kan jo godt," smilede han. Jeg trak på skulderne og bed mig lidt i læben. 

Jeg satte min arm op på vinduet og hvilede mit hoved på den. Vinden blæste mig i hovedet og solen stod stærkt ned på os. 

Jeg kunne høre Justin synge svagt med på sangene der følgende kom. Det fik mig til at slappe lidt af; hans stemme var svag på en dejlig afslappede måde, og han lød ikke til at være den verdens kendte popstjerne, bare en helt normal nitten årige der var ude at køre en tur. 

"Glæder du dig til at blive tyve?" spurgte Justin. "Tyve?" gentog jeg. "Er du ikke nitten?" Justin drejede blikket i min retning. "Nej, jeg er atten," svarede jeg. Justin måbede lidt, "wow." "Glæder du dig til at blive tyve?" spurgte jeg med et lille, forsigtigt smil. "Tja, lidt. Altså det er jo bare et tal - synes jeg. Mine Beliebers synes det er ret trist at jeg bliver tyve, fordi så er jeg ikke Kidrauhl mere, men ham vil jeg altid være, ham har jeg altid med i min backpack," forklarede han. Jeg nikkede lidt. "Øh.. ved du hvor vi er?" spurgte Justin. "Gør du ikke det?" spurgte jeg overrasket. Justin kiggede lidt frem og tilbage, "faktisk ikke." "Hvad?!" udbrød jeg. Justin missede med øjnene, "vi kan vidst køre ind der." 

Vi kørte ind på en lille, støvet plads med krus og sand. Kruset gav en lyd fra sig, der minede mig om at være i sommerhus.  

Vi steg ud af bilen og gik hen til hinanden. Justin havde taget et kort med ud. "Vi kom fra syd fra Atlanta, og kørte bare sådan ligeud," mumlede han. Justin kiggede på mig, som om jeg skulle fortsætte. "Jeg ved det da ikke, det var dig der bestemte ruten," sagde jeg. Jeg bakkede lidt og kiggede ud mod vejen, for måske at spotte et skilt. "Okay, lad os indrømme det, vi er faret vild." Justin slog ud med armene iført et stort smil. "Hvis vi er kørt ligeud hele tiden, kan vi vel også finde hjem igen," huskede jeg ham på. "True shit. Skal vi bare tage hjem, eller..?" "Hvad skulle vi ellers?" spurgte jeg dumt. Justin nikkede og vi satte os tilbage i bilen. 

Turen hjem var vi meget opmærksomme. Justin sukkede højlydt, "vi skulle have drejet der." "Men vi havde vidst ikke tid," sagde jeg. "Vi sang locked out of heaven," grinede han. Da vi så skiltet Atlanta ånede vi lettet op.

"Vil du med hjem til mig, jeg vil ikke være alene," sagde Justin. "Jo, det kan jeg godt," svarede jeg. Vi kørte ind til huset og steg ud. Solen var næsten gået ned, men varmen var ikke væk. "Kom." Justin lagde sin hånd på min lænd, hvilke gav mig et lille chok. 

Han låste op og vi gik bare ind i stuen. 

Justin hentet noget mad han varmede i ovnen og tog med ind i stuen. Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage i noget tid. Det var meget lette emner.

"Du bliver aldrig rørt af det?" spurgte jeg. "Jo, selvfølgelig gør jeg det. Men jeg prøver ikke at vise det. Folk synes åbenbart det er sjovt, at jeg falder på røven en gang i mellem, men hvem gør ikke det? Alle falder. Jeg er også et menneske," svarede han. "Jeg synes bare, at det er utroligt at du lade det være. At du gå videre på din vej, uden at blive stødt af det," sagde jeg. "Jeg er for vant til at blive svinet til, at det ikke gør ondt mere. Ligesom en der bliver mobbet, den person kan ikke mærke det til sidst," forklarede han. "Jeg er mundlam." Jeg trak vejret dybt. "Jeg er en dyb person," smilede Justin. "Meget," gjorde jeg mig enig. "Hey, jeg fik et smil ud af dig!" udbrød han. "Hvad mener du?" Jeg blev lidt tung i skulderne. "Du er en meget seriøs person, og du er som en dagbøg med hængelås," svarede han, "når du snakker lyder du som en på 30." "Tak." Ironien var steget til topen. "Undskyld, June. Det er ikke ondt ment, jeg mener du snakker som om du har været hele verden rundt. Du lyder til at vide en masse, om ting jeg aldrig nogensinde ville finde ud af var muligt. Din tankegang er så anderledes og ens med min. Det er virkelig utroligt," sagde han. "Det længste væk jeg har været er Mexico," sagde jeg og smilede skævt over hvor langt ude det lød. Justin grinede. 

"Du virkede så selvsikker da du trak mig dit nummer, og siden har du været så forsigtig, men hvis jeg får dig lidt åben, er du den sjoveste person jeg har mødt, den person der kan få mig til at se anderledes på tingene." "Stop, Justin. Du gør mig flov," sagde jeg. "Du hader vidst at folk snakker godt om dig, hva'?" Jeg kiggede lidt væk og bed mig i læben. "Jeg har ikke den højeste confident." "Du har confident på en hel anden måde, og den måde, burde flere folk have." "Lad os snakke om noget andet," fastslog jeg. Justin blinkede til mig, "jeg kan godt lide dig." "Øh tak?" "Du ved, på vennemåden," skyndte han sig at sige. "Det sagde du bare ikke!" grinede jeg. "Hvad?" spurgte han. "Vennemåden. Det er da kun børn der siger det," grinede jeg. "Nååårh!" sagde han. Jeg nikkede og vi grinet begge. 

Resten af aftenen gik med pinlige og sjove øjeblikke. Justin havde oplevet ret meget pinligt, som selvfølgelig var kommet ud på internettet. 

"Fuck, klokken er halv tre," sagde Justin. "Shit." Jeg rejste mig hurtigt op. "Nej, nej. Du sover her," sagde han. Justin rejste sig og gik ovenpå. Jeg fulgte efter ham og vi kom ind i et værelse. "Gæsteværelse," sagde han. Jeg gik lidt rundt i rummet. "Du kan også bare sove inde ved mig." Jeg kiggede skræmt på ham. "Joke," sagde han. "Nå, men godnat." Justin åbnede døren. "Vent lige!" Justin stoppede op og kiggede på mig. "Hvordan kan du sige alt det om mig, efter vi kun har været sammen to gange?" spurgte jeg. "Jeg er kendt, jeg har lært at iagttage folk hurtigt." Justin sendte mig et varmt smil. "Tak." Jeg tog mig sammen og gav ham et hurtigt kram. "Altid, June," smilede han og lukkede døren. 

Jeg bed mig i læben og gik over i sengen. Den var blød med glatte lagener. Lyset på sengebordet slukkede jeg og alt blev mørkt. 

Jeg har altid haft en tendens til at tænke alt for meget når alt er mørkt. Jeg tænker normalt altid over dagen der gået, så det gjorde jeg. Jeg tænkte over, hvorfor Justin havde sagt alt det om mig. Over hvordan han fik mig på andre tanker end sygdom, arbejde og omverden. Over hvordan han fik mig ud at min beskyttede bobbel. Jeg har aldrig åbnet mig på den måde overfor et andet menneske, og at Justin kan få mig til at åbne op, virkede ærlig talt lidt uhyggeligt. 

Men jeg kunne godt lide det.

___________________________________________________________________________

Gad godt tilbringe sådan en dag med Justin. 

Andre? :)

Jeg har været meget i tvivl om hvordan jeg skulle skrive det, og jeg er stadig lidt skeptisk. Der var en samtale der gerne skulle være sat i gang, men den bliver nød til at vente, hvilke dræber mig! Den samtale glæder jeg mig sådan til. Nå, nu røber jeg for meget, eller det gør jeg ikke, men hvis jeg skriver mere om det gør jeg, he.

Tak Mathilde for at få mig i gang. Jeg har vidst været lidt doven... I torsdags var jeg sammen med to veninder, fredag var jeg sammen med en veninde, skulle til dans og have selvbruner på, lørdag var jeg til turnering hele dagen - fik en 4. plads i solo og 2. plads i duo - og søndag var jeg motherfucker træt. Så ja.. håber kapitlet er okay ♥ 

Skriv kommentarer! Jeg mangler lidt meninger fra jer. Skriv, skriv, skriv! :P

- Ikke rettet. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...