Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3747Visninger
AA

6. Kapitel 6

"Come up to meet you, tell you I'm sorry
You don't know how lovely you are
I had to find you, tell you I need you."

The scientist ~ Coldplay 

 

Da jeg var på vej på arbejde torsdag morgen en uge efter at have været sammen med Justin, var mit humør rigtig godt. Jeg vidste godt, at det var på grund af Justin, men jeg havde aldrig haft det så sjovt med en person jeg næsten ikke kendte før. Men det underlige var, at jeg først var blevet glad og fattede at jeg havde været sammen med ham, en uge efter. 

Jeg skubbede døren op og rystede mine skuldre lidt, da det var varmt indenfor og koldt udenfor. 

"Hej, June!" sagde Nathan, imens han ikke fjernede øjnene fra symaskinen. "Hej," svarede jeg og læssede mine ting af på bordet. "Sket noget siden sidst?" spurgte han. "Ikke rigtig. Hvad med dig?" løj jeg med et nyt hurtigt spørgsmål. "Min søster, Lynn, er hjemme igen. Oh my god, jeg kan simpelhen ikke tage hende noglegange. I går, ikk'? Der sagde hun: 'Heeeeeej, my gay bro!' Ej, men helt ærligt? Jeg ville have grinet hvis det var dig eller May der råbte det, men min søster der ikke engang var i USA da jeg fortalte det. Jeg får kvalme," fortalte han. "Det lyder træls," sagde jeg. "Bestemt. Så lige nu, bor jeg hjemme ved en af mine veninder," snakkede han videre. "Hvem er det?" "Hun hedder Emilie, men alle kalder hende Em. Hun hader at hedde Emilie, fordi det lyder for piget." Nathan kiggede kort op. Jeg nikkede lidt. 

"Nå, jeg går ned og finder ud af hvad jeg skal." Jeg rejste mig og gik ned til Prims kontor. Hun vinkede mig ind. "Hvad kan jeg gøre for dig, June?" spurgte hun venligt. "Jeg mangler en ny opgave," svarede jeg og folede mine hænder. "Ja, det var da lige hvad der manglede," sagde Prim og hev mig med sig. Hun åbnede en stor bred skuffe og læssede den over i mine arme. Den var virkelig tung, så tung at jeg faldt lidt sammen i benene da jeg fik den overrakt. "Sortere dem i farve," sagde hun og gik. 

Jeg trampede hen på min plads og lod den dumpe larmende ned på bordet. Nathan kiggede op og begyndte at grine. "Jeg har prøvet det der, og tro mig, det er virkelig kedeligt!" Jeg sukkede og begyndte at sortere knapperne.

Det tog næsten tre timer, og jeg følte mig befriet da May sagde, at vi havde spisepause. 

"Hvad kigger de piger på?" spurgte jeg May da vi havde sat os ind i caféen. "Øh, jeg tror, det er noget med Justin Bieber," svarede hun og åbnede sin vandflaske. Hun gik på facebook på hendes computer. "Shit," mumlede hun. "Hvad er der galt?" spurgte jeg. "Det er Justin Bieber, han eh.. er blevet anholdt," svarede May. Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede hende over skulderen. Billederne var af ham der blevet kørt væk af politiet. "Hvad har han nu gjort?" "Seriøst." "Han er virkelig et fjols." "Narrøv nærmere." "Jeg elsker ham." "Ej, hvorfor?" "Han er da stadig en god sanger." "Jamen, han er anholdt?" "Jeg tror, han ryger ind." "Det tror jeg også, han ryger jo også hash og sådan." Snakken kørte over alt i caféen. 

"Din lillesøster får vidst et mindre hjerteanfald," fnes May. Jeg kiggede på hende og hun lod straks som ingenting. 

"Godt, tøser. Der er winter-high-shop om to uger og- undskyld mig, hvad er det der er så vigtigt, at I ikke gider kigge herop?" Prim var kommet ind i caféen. Hun gik over til Cats bord og drejede en computer i hendes retning. Hendes ansigtudtryk ændrede sig lidt, men prøvede at skjule det. "Han er kendt, I kan bekymre jer om jeres idoler i fritiden. Der er arbejde der skal gøres!" 

Folk begyndte at skramle med stole og komme tilbage på plads.  

Jeg var blevet færdig med at sortere knapper, så jeg stilet dem tilbage. Nathan plaprede løs om sin søster, uafbrudt i de sidste to timer. 

Da jeg havde fået fri, tjekkede jeg min telefon for opringninger, og så, at Justin havde ringet tolv gange. Han måtte nok ikke snakke i telefon lige i øjeblikket, så jeg lod det bare være og skyndte mig at komme hjem til April. 

"Hej June," sagde mor udmattet," vi tager på apoteket for at hente resten af Aprils medicin, gider du lige holde øje med hende?" "Jaja. Har hun anfald?" spurgte jeg. "Anfald? Det er vidst en underdrivelse," svarede hun og smilede lidt. 

Jeg gik ind til April der sad i stuen med sin telefon og fjernsynet tændt. Den stod på MTV, og der var live streaming på Justin Bieber. "Nå, April." "Ja, det er ikke så godt," mumlede hun. "Hvad har han gjort?" spurgte jeg. "Jeg ved ikke rigtig noget endnu, men jeg prøver at finde ud af det," svarede hun og kiggede kort op på fjernsynet. "Hør, nu slukker jeg her, også skal du sove lidt-" "Nej, det kan jeg ikke!" afbrød hun. Jeg sukkede, "få nu bare ikke stress over det, okay?" April rystede på hovedet. Jeg smilet lidt af hende og kastede et sidste blik på fjernsynet. Det gjorde mig lidt nervøs, at Justin var blevet anholdt, og at han havde ringet tolv gange hvor jeg ikke havde opdaget det. 

Jeg gik op på mit værelse for at sy videre på en kjole jeg selv havde designede. Den var lang og blå. Der sad små palettier rundt omkring på kjolen, så det glimtrede i lyset. Jeg manglede kun at sy stropperne sammen. Det var brede stropper, sådan cirka en femten centimeter. På det øverste var det dækket til af blå palettier.  

 

***

 

"June!" skreg April. Jeg rejste mig hurtigt op og løb ned til hende. Hun sad og stirrede forskrækket på sin telefon. "Hvad sker der, April?" spurgte jeg. "Læs det!" April stak sin mobil helt op i hovedet på mig, så det var sløret. Jeg fjernede telefonen og holdte den lidt ud, så jeg kunne læse det. "Han har kørt påvirket tilstand om kap i en lejet Lamborghini," sagde jeg. "Kan man blive anholdt for det?! Seriøst en flok svagpisser!" brokkede hun sig. "Rolig," bremsede jeg. "Hvad er klokken?" spurgte April med sur mine. "Halv seks," svarede jeg. "Jeg kan ikke tage det, og hvorfor blev han ikke bare her i Atlanta, hva'?" mumlede hun irriteret. "Det ved jeg ikke," sagde jeg. "Det regnede jeg heller ikke med," vrissede hun. Jeg lagde stille hendes telefon ned på hendes skød igen, og listede op på mit værelse. 

Jeg gik stille derop, og spurtet over til min telefon, for at tjekke mere ud om Justin. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han blevet taget for at køre om kap. 

Jeg fandt hurtigt et link og læste nærmere, og det var først bagefter, at jeg opdagede, at det var et sladderblad. Jeg fandt et andet link, hvor der stod at der hvor han havde kørt, var der lukket af og stod sikkerheds folk rundt om. Hans promille var så lille, at det sikkert bare var en øl han havde drukket. Hvis han var over enogtyve, havde de ikke anholdt ham. 

Døren gik op nedenunder og der blev råbt hej. Jeg rejste mig og gik derned. 

"I burde nok give April en pille, hun er oppe at køre," sagde jeg. "Over hvad?" spurgte far. "Justin Bieber selvfølgelig," svarede mor og rullede med øjnene. "Har han udgivet noget nyt?" spurgte far. Mor grinede højt, "det er så herligt at jeg ved mere end dig noglegange, John!" Far så forvirret ud. "Han er blevet anholdt for spritkørsel og noget med noget kap," svarede jeg. "Nånå. Undskyld mig, men hvorfor er vores fan af ham?" sagde far og rystede på hovedet. "Området han kørte om kap på, var lukket af med sikkerheds vagter. Hans promille var noget der kunne måle sig med en øl, og hvis han var over enogtyve, havde de ikke taget ham," forklarede jeg. "Så hør' man lige dig! Er du også fan nu?" sagde mor lidt overraskede. "Jeg hørte det fra April," løj jeg. "Nå ja." Mor nikkede lidt. 

"Nå lille skat!" sagde mor da hun var gået ind i stuen. Der lød snak derinde fra, så jeg gik tilbage på mit værelse ude af stand til at vide hvad jeg skulle tage mig til. 

 

***

 

Der var lavet et hav af pranks med Justin allerede. Hans forbryderbillede - eller hvad det hedder - var blevet matchet med Miley Cyrus og en hel masse andet med ham i det orange tøj. Jeg havde ondt af ham, selvom vi kun var bekendte. Jeg kunne ikke forstå, at der var så mange mennesker der synes det var sjovt at han var blevet anholdt. Næsten alle fandoms støttede Beliebers og trender på twitter, havde April fortalt. 

Da jeg stod op fredag morgen, var jeg rigtig træt. Jeg havde næsten ikke sovet hele natten. Jeg fulgte med i alt; på facebook, twitter, instragram og internettet. Justin var ude af fængsel, fordi han havde betalt for det. Der var en gruppe Beliebers udenfor fængslet der havde stået og sunget 'Be alright' og bare været der. Han havde grædt og det var nemt at se. På billedet han fik taget på politistadionen, var hans øjne blanke og smilet passede ikke ind. 

Jeg var ved at køre ind i en bil på vejen på arbejde, fordi jeg stoppede bilen for sent. Jeg havde drukket en hel del kaffe i løbet af formiddagen, så meget at jeg overgik Prim. Hun havde spurgt flere gange om jeg var okay, fordi jeg drak så meget kaffe. Hun plejer normalt at tvinge kaffe i mig, men ikke i dag, der havde jeg bare brug for det, for ikke at sy mig selv fast til maskinen. 

"June," sagde Prim, "har du mulighed for at blive her lidt længere med May, Cat og mig?" "Jo, det kan jeg godt. Hvorfor da?" svarede jeg. "Vi skal i gang med winter-high-shop billederne. Alle andre smutter om ti minutter," svarede Prim. "Okay. Hvem skal skyde billederne?" spurgte jeg og lagde en rest stof væk. "Jo, altså, vi har hørt en lille fugl synge om at du skulle være ret god til det," smilede hun.

Jeg blev i det samme stiv i kroppen. Havde Justin fortalt at jeg havde taget de billeder?

"Dine forældre selvfølgelig!" sagde Prim. "Nårh," grinet jeg falskt. Prim rullede grinende med øjnene og gik videre. 

Vi fik taget en masse rigtig gode billeder, som så professionelle ud. Nathan var også dukket op, uanmeldt, men det tog Prim med et smil og lod ham være med til at hente tøj. Modellerne var super søde og tålmodlige. Sommetider har vi snobbet modeller inde, og det er irriterende at arbejde med. 

"God weekend, alle sammen. I har været en stor hjælp," sagde Prim og smilede varmt til os alle. Vi sagde farvel til hinanden og gik vær til sit. 

Jeg kørte hurtigt hjem og gik ind med nøglerne og tasken, imens jeg også skiftede sko. "June. Hvad har du tænkt dig?" spurgte mor. "At gå en tur. Jeg har ikke været udenfor i dag, og har lidt hovedpine," svarede jeg. "Nå okay. God tur så," smilede hun. Jeg vinkede kort og lukkede døren efter mig.

Jeg satte kursen mod stranden. Jeg traskede langs vandet i en times tid. Jeg satte mig ned på sandet og kiggede ud mod havet. Solen var ved at være væk, men man kunne stadig ane den. Den sendte et varmt skær over vandet, hvilke også fik vandet til at genspejle det. Skyerne rundt om solen var blålige og lilla. Havet var så stille, at det eneste der kunne høres var mig selv. Jeg var den eneste på stranden. 

Jeg trak vejret dybt og nød den friske luft, som der kun var ét sted. Her på stranden. Hovedpinen var aftaget og jeg kunne svagt høre havet skylle små bølger ind. 

"June?"

Jeg hvinede og sprang op. En forskrækket Justin stod og kiggede på mig. Jeg blev overrakset over at se ham. "Hej," sagde han og hans ansigtudtryk ændrede sig til et smil. Han gik hen imod mig og trak mig ind til et kram. Han var varm og duftede af parfume. "Er du okay?" fløj det ud af mig. Justin kiggede ned i jorden og op igen. "Jeg har haft det bedre." Jeg nikkede lidt. "Jeg er praktiktalt flygtet her tilbage," sagde han med et lille næsten utydelig smil. "Jeg har set en masse-" "Det er ligemeget. Tag dig ikke af alt det folk laver," afbrød han. "Hvordan kan du være ligeglad? Jeg ville blive rigtig ked af det," sagde jeg. "Det blev jeg også i starten, men Scooter har altid sagt, at jeg skal være kold overfor det," svarede han. Jeg nikkede lidt. Helt automatisk bed jeg mig i læben og kiggede ned. Justin sagde ikke noget i lang tid, men jeg kunne mærke at hans blik hvilede på mig. 

Mit blik forblev i jorden.

"Hvorfor ringede du ikke tilbage?" 

Jeg kiggede op mødte Justins triste ansigt. 

"Jeg tænkte, at du ikke måtte snakke i telefon," svarede jeg. "Det måtte jeg ikke i noget tid, men efter det måtte jeg." Justins stemme var fyldt med skuffelse. "Undskyld, jeg ville bare ikke..." jeg stoppede, fordi jeg ikke anet hvad jeg skulle sige. "Undskyld," gentog jeg bare uden mere at tilføje. Jeg havde ikke den største lyst til at fortælle ham, at jeg havde ligget oppe hele natten og fulgt med, for det ville han nok bare tolke forkert, som om jeg var vild med ham, hvilke jeg på ingen måde var. 

"Det er okay," sagde han til sidst. "Jeg vidste bare ikke..." jeg kæmpede for at finde de rigtige ord, "jeg vidste bare ikke, at du allerede ville snakke med mig, som den person. Jeg troede du ville ringe til en af dine tættere venner." "Det forstår jeg. Jeg følte bare, at du var den eneste der ikke ville gøre en kæmpe sag ud af det, fordi du ikke kender mig helt så godt," forklarede Justin. Jeg nikkede med blikket i jorden.

Situationen var uvant for mig; det var længe siden, at jeg havde snakket sådan rigtigt med en dreng, du ved. Jeg snakkede selvfølgelig med Nathan og min far hver dag, men det her føltes bare anderledes - også på grund af at han var kendt. 

"Gør jeg dig nervøs?" spurgte Justin. "Nej." Jeg rettet blikket op på ham. "Du er lidt hvid i hovedet," sagde han. "Jeg har også arbejdet længe i dag," svarede jeg. "Hvad har du lavet?" spurgte han med interesse i stemmen. "Jeg har faktisk taget billeder til et modeshow om to ugers tid," svarede jeg med et lille, stolt smil. "Wauw! Ej cool, må jeg ikke se dem?" Justins ansigtudtryk blev til et stort smil. "De er på mit arbejde," sagde jeg, og kom på noget," men jeg har en nøgle." Justin smilede. "Men jeg må ikke selv låse mig ind, hvis jeg bare skal vise noget til andre," sagde jeg. "Jeg bestikker dem bare, kom nu." Justin trak mig efter sig. Jeg grinet svagt og fulgte bare efter. 

Justin og jeg gik hele vejen hen til mit arbejde, hvilke er en halv time. Justin snakkede som et vandfald, og det kan jeg normalt ikke have, at folk japper derudaf, men Justin gjorde det på en helt anden måde der bare var rar. 

Jeg låste op og følte mig lidt som en teenager. Alle lys var slukket og der var halvmørkt over alt. "Yolo," fnes Justin bag mig. Jeg tændte det lys der var vigtigt, ellers lod jeg det andet være. 

Jeg tændte computeren billederne var overført på, og ventet lidt. Justin gik rundt og kiggede på forskellige ting. "Hvem har lavet den her?" spurgte han og holdte en kjole op. Jeg fløj op og tog den fra ham, "du må ikke tage dem!" "Sorry, mom," sagde han og smilet flabet. "Hvis du absolut skal vide det, er det mig," sagde jeg. "Shit. Du er godt nok god så!" Jeg bed mig i læben og sendte ham et lille smil. Jeg gik tilbage til computeren og fandt billederne frem. 

Justin satte sig ned og tjekkede dem alle ud. "Perfektion." "Du behøver ikke have medlidenhed-" "Hold nu kæft, June. Det er virkelig flot," afbrød han og nev mig blidt i siden. Jeg prøvet at skjule mit smil og slukkede computeren igen. 

Justin forsvandt. Jeg sukkede og gik rundt og ledte efter ham. 

"King of wonderful!" 

Jeg drejede rundt på dælen og løb ind i caféen. Justin stod på et bord med en kost og dansede. "Folk siger ellers at du er en god danser," drillede jeg. Justin måbede og tog fat i en ketchupflaske. "Åh nej. Justin please lad være!" Jeg bakkede langsomt tilbage. Justin nærmede sig og begyndte at sprøjte. Jeg skreg og fandt over bag bordet med madvarer. Jeg kastede en sandwich efter ham, hvilke han råbte af. Jeg fniste og tittede op over bordet. Justin sad som mig, så man kun kunne se øjnene på bordet. Det gav et ryk i mig og jeg turde ikke flytte mig. "Lad os holde fred, og gå hjem til mig, så vi kan få noget at spise, okay?" sagde han. "Slip den ketchup," befalede jeg. Et bump gik igennem mit øre, og det betød fred. Jeg rejste mig op, i samme sekund som Justin. Jeg kastede noget dressing efter ham, og han grinede bare. 

___________________________________________________________________________

Omg!

Undskyld x 10000!

Jeg har ikke skrevet i jeg ved ikke hvor lang tid, og det undskylder jeg virkelig for :'(

Men jeg håber I kunne lide kapitlet ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...