Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3620Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

"Cause you're a good girl and you know it (oh yeah)
You act so different around me
Cause you're a good girl and you know it
I know exactly who you could be." 

Hold on, we're doing home ~ Drake

 

Justin synsvinkel

Hendes seddel lå stadig på bordet, som om jeg slet ikke havde rørt det i tusinde år. Men jeg havde rørt det, flere gange. Jeg turde bare ikke rigtig ringe til hende. Da jeg havde fået papiret stukket i hånden, eller teknisk set på brystet, havde jeg lyst til at ringe med det samme. Men hver gang lejligheden var der, var jeg blevet afbrudt. Jeg var alene nu. 

Jeg rejste mig og tog fat i sedlen. Jeg fandt min mobil frem fra min baglomme og ringede nummeret op. 

Det bippede fire gange, også kom telefonsvarer. Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet, men hun var sikkert på arbejde. 

Ja, jeg var ikke. Jeg havde fri. 2014, mit frie år. 

Jeg sukkede og prøvede igen. 

 

Junes synsvinkel

"Modeuge, modeuge, modeuge!" 

Vi arbejdede på højtryk. Alle kjoler, alle bluser, alle t-shirts, alle busker, alle tasker, alle hatte, skulle være færdige til på lørdag. 

Det var torsdag.

"Nathan!" råbte jeg, "hjælp!" Nathan styrtede over til mig og hjalp mig ud af det stof der har lænket sig selv fast til symaskinen. "Din telefon ringer," sagde Nathan. "Det har jeg altså ikke tid til," svarede jeg og kiggede på Nathans arbejde. "Sådan, søde." Nathan rettet sig op og trådte et skridt væk. "Du redder alt," smilede jeg. Nathan sendte et luftkys og gik tilbage på sin plads. 

Jeg blev langt om længe færdig med den babyblå kjole der havde drillet mig lidt. Prim kom ned til mig og tjekkede kjolen. "Mmm," mumlede hun en i mellem. "Det ser sgu godt ud. Klokken er kun to, så du kan vel afslutte Mays arbejde i dag?" sagde Prim. "Hvad?!" udbrød jeg. "Hun er syg," svarede Prim og rullede med øjnene, "det tager ikke lang tid." Hun gik hen til Mays skab og tog et par næsten færdige jeans ud. "Jamen, jeg ved ikke hvor jeg skal starte, eller hvordan syningen skal være ell-" "Shh, der skal bare fem knapper på," afbrød hun og lagde bukserne fladt ud på bordet. Jeg sukkede og gik i gang. 

***

"Godt, tøser og Nathan . I har gjort det fantastisk den sidste uges tid! I fortjener ros til skyerne. Gå nu hjem og sov den ud. Vi får en travl dag i morgen. Ingen og jeg gentager ingen, drikker sig fulde, okay? Godt, vi ses!" råbte Prim. 

Det var ligesom skole; alle rejste sig og pakkede sammen. En høj summen af mennekser der havde fået weekend fyldte rummet. 

"Vi ses i morgen, Nathan," sagde jeg. "Jep, husk nu, sleep it out," svarede han og smilede skævt. "Lige over," sagde jeg og løftede et øjenbryn. "Ay, ay!" Nathan gjorde honnør. Jeg grinede lidt og sagde farvel igen.

Jeg tog mine bilnøgler ud af min taske og steg ind i min bil. Jeg skulle bare hjem og sove.

 

***

 

Næste morgen var et helvede. Jeg skulle i bad, intet varm vand. Jeg skulle spise morgenmad, ingen mælk. Jeg skulle have mine good-luck bukser på - dem har jeg på til modeuger og sådan noget - blod på bagdelen på grund af menstruation. Alt i alt, lorte morgen. 

Men jeg havde da fundet et andet par busker: tætsiddende leopard bukser og en sort hættetrøje. 

Jeg var faktisk derhenne nu. Jeg stod ud af bilen og løb over til indgangen. May stod og ventede ved receptionen. "Hej, May," sagde jeg. "Hej," sagde hun og satte sig bag receptionbordet. "Hvorfor sidder du der?" spurgte jeg. "Fordi jeg lige vil sidde ned. Har ledt efter dig i en time," svarede hun. "Okay..." mumlede jeg bare, "hvor skal jeg gå hen?" "Derind til højre," sagde hun og pegede. Jeg satte kursen mod det rum hun pegede på og gik derind.

En sød duft af parfume gik mig i møde, da jeg åbnede døren. Der var spejle rundt omkring med stole og podier til modellerne. 

Jeg gik videre efter lyden af stemmer og fandt alle modellerne og Prim i et andet rum. Der var bumstille, fordi Prim forklarede hvordan dagen ville forløbe. Jeg var også stille. Hun sluttede af og modellerne gik forskellige steder hen. 

Prim vendte sig i min retning og kom hen til mig. "June, du går lige med mig." Jeg nikkede lidt og fulgte efter. 

"Du skal sidde- May, hvorfor sidder du der?" May fik et chok og rejste sig hurtigt op. Prim rullede med øjnene, "nå, men du skal sidde og guide folk rundt og tage imod biletter." "Okay," sagde jeg og satte mig. Prim lavede thumbs up og førte May væk. 

Jeg hældte noget kaffe op og noget mælk oveni. Det dræbte noget af den stærke smag. 

May kom tilbage lidt efter og så virkelig glad ud. "Jeg skal styre catwalken!" "Ej, tillykke!" smilede jeg. "Taaaaak! Det er så fedt! Jeg tror det her hedder fangirling og ved du hvad det bedste er? Du skal næste gang!" svarede hun og dansede lidt rundt. Et sus gik igennem mig. "Er det rigtigt?" May nikkede og lavede thumbs up og smilede med sin tunge lidt ude af munden. "Jeg må gå, ses senere!" 

Jeg sukkede lettet og satte mig til at tælle biletter. Tusinde biletter lige præcis. Telefonen ved siden af mig ringede. Jeg tog den op til øret og sagde: "Hej, det er Prim Stewarts modeshow. Hvad kan jeg hjælpe med?" "Vi bliver nød til at aflyse vores biletter," sagde en kvindestemme. "Ja. Deres navn?" spurgte jeg. "Anderson. Ti biletter," svarede hun. Jeg tastede det ind på computeren og fandt deres biletter og fjerede dem. "Så er det gjort. Ha' en fortsat god dag," meldte jeg. "I lige måde." 

Klokken nærmede sig fem og jeg blev hentet ind til personalerummet for at få en kjole.

Min kjole var mørkeblå og overdelen var der hvidt og blåt glimmer. Den faldt flot ned over gulvet når jeg gik rundt. Der var en smule kavalergang, og den pressede mine bryster lidt sammen, men det var ikke galt. 

"Wauw," sagde May, "du er virkelig smuk." "Tak, i lige måde," smilede jeg. Hendes kjole var pink og overdelen var lyseblå. Den gik kun til knæene og var sammensat med et par stiletter i blå. "My girls! I er sexet, hva'?" kom det bagfra. "Nathan dog! Men du er også ret pæn," sagde May. Nathan blinkede til hende og snurrede rundt. "Jeg må hellere tilbage på min plads. Folk ankommer om mindre en halv time. Vi ses," sagde jeg og gik. Jeg måtte løfte lidt op i min kjole for ikke at falde.

Der stod allerede mange udenfor.

"Se, det er det sjove ved modeshows. Folk kan stå udenfor og vente på at komme ind en time før, og vi kan sidde herinde i varmen," sagde en bag mig. "Hehe, hej Cat." Jeg smilede lidt at hendes bemærkning. "Sikke en flot kjole, June. Jeg elsker blå, men min kjole er så grim til mig. Orange er ikke min farve," sagde hun. "Ja, altså jeg synes den klæder dig perfekt!" svarede jeg. "Tak, June. Du er altid så sød imod alle. Det beundrer jeg dig..." mumlede hun. Jeg aede hendes arm, "du er sød." "Cat!" råbte Prim. "Ups. Vi ses, June!" sagde hun og løb hen til Prim. 

Dørene blev åbnede og folk gik stille og roligt over til mig. Det var meget fine folk der kom, så det hele forløb stille. 

"Ja, Deres navn?" sagde jeg og fjernede ikke øjnene fra computeren. "Bieber. Justin Bieber." Jeg stivnede og kiggede op. Han stod og smilede svagt til mig. "Hej." "Hej," sagde jeg, "hvad vil du til et modeshow for kvindetøj?" "Det befandt sig i Atlanta. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave," svarede han. Jeg fnes kort og tastede ham ind. "Hey, bare fordi du er kendt, kan du ikke holde personalet hen!" kom det lidt væk fra. Justin smilede uskyldigt, "ses." 

Det tog en time at få resten af publikumet ind, også holdte jeg pause. Jeg stod alene i personalerummet og drak noget vand. Man kunne høre musik ude fra catwalken og folk der klappede. Jeg kiggede ud gennem døren, som førte backstage. Alle modeller var stille, og ventede bare på at det var deres tur. May var god til at få dem ud og ind med præcis passende mellemrum.

Da showet var færdig,  fik vi alle lov til at drikke alkohol, men det er normalt meget få der gør det. Det er på en måde, en hemmelig prøve på at se hvem der kan holde sig professionelle, selvom showet er færdig, og man kan tage hjem. 

Jeg gik ud i receptionen og samlede mine ting sammen. Jeg råbte farvel og der var en der greb fat i mig og trak sig ind til sig.

"Just call me, fuck this 'maybe' shit." Et papir fløj stille ned i min taske og personen gav slip på mig. Personen var allerede på vej væk, men jeg havde set Confident videoen af Justin Bieber sammen med April, kunne jeg kun gætte på at det var ham.

Jeg tog papiret op fra min taske og kiggede på det. Hans håndskrift var lidt utydelig, men jeg kunne godt læse det. 

___________________________________________________________________________

Ikke det mest spændende, men det skulle selvfølgelig med.

June har fået Justins nummer og de har skrevet det samme på sedlerne. 

Hyggeligt, huh? Hæhæ ♥

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...