Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3751Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

"I don't care what people say
The rush is worth the price I pay
I get so high when you're with me
But crash and crave you when you leave."

Your love is my drug ~ Ke$ha 

 

To uger senere, var dagen kommet. April havde ikke snakket om andet siden i sidste uge, og det var seriøst. Hun havde ikke nævnt andet end Meet&Greet og Justin Bieber.

April så slet ikke syg ud mere, hun smilede som en person der havde vundet i lotto. Det elskede jeg. Og det var kun på grund af Justin Bieber. 

"Skal vi snart af sted?" spurgte April igen-igen. "Ja, om en halv time," svarede jeg. April sukkede og jeg grinede lidt. "Er du spændt?" spurgte jeg. "Jeg er ved at kaste op," svarede hun. Jeg rejste mig lynhurtigt op og fandt en pille. "June, jeg har det fint, eller jeg er bare nervøs. Jeg skal ikke brække mig for real, og hvad så? Hvad hvis jeg kastede op? Det dør jeg ikke af," sagde hun. "Nej, undskyld. Mor og far har bare sagt det," sagde jeg. April nikkede lidt, "okay, jeg vil måske gerne have den pille." "Det er ikke godt for dig at spise piller uden grund," mindede jeg hende om. Hun grinede en hæs lille latter. 

Jeg kiggede igen på klokken. "Så er det nu." April trak vejret dybt og rejste sig. Vi gik ud til bilen og kørte af sted.

Det var omkring to timer væk, så jeg havde fået strenge ordre på, at April skulle sove på vejen derhen. 

***

Jeg rustede svagt i April og hviskede hendes navn. Hun åbnede stille øjnene og lyste op i et bredt smil. Hendes blege hud sendte et hvidt skær igennem halvmørket. Jeg aede hende på kinden, "er du klar?" Aprils hånd rystede og hun nikkede. "Jeg er lige her hele tiden, okay?" sagde jeg. Hun nikkede igen og smilede forsigtigt. 

Vi kom ud af bilen og gik over mod bygningen. April holdte mig i hånden, og jeg kunne mærke, at hun rystede lidt. 

Vi kom ind af døren og stillede os i kø. Der var en masse piger foran os, og jeg fik at vide, at vi var de sidste. Jeg blev lidt bange for at Justin ville være lidt træt, men sagde det ikke til April.

"Jeg kan se ham," hviskede April og rødmede lidt. Jeg kyssede hende på kinden, "bare slap af, okay?" Hun nikkede og smilet. 

Vi kom endelig op til Justin, og han smilede sødt til April. "Hej," sagde han. April rødmede dybt, "hej." Justin satte sig ned på knæ, fordi April er virkelig lille og krammede hende. Aprils ansigtudtryk ændrede sig pludseligt og hun skubbede Justin væk og kastede op. 

Jeg fik et chok og satte mig ned til hende. "April? Al, er du okay?" April kastede noget blod op, og nogle mennesker samlede sig rundt om os. Jeg turde ikke løfte hende op, så jeg stod bare og aede hende på ryggen. 

Da hun endelig stoppede, trak hun vejret dybt og snøftet

"Kom, April," sagde Justin og tog hende i hånden. Jeg gik bare med, for hvad skulle jeg ellers gøre. Vi kom ud bagved hvor der stod drikkevarer og stole. "Er du okay?" spurgte han, "kom, sæt dig på stolen. Jeg finder noget vand." Justins blik mødte kort mit, og jeg kiggede straks væk. 

Justin forlod rummet og jeg satte mig på hug og kiggede lidt på April der så skuffet ud. "Jeg er så dum," mumlede hun. "Nej, du kunne ikke gøre for det," fastslog jeg. "Justin tror bare at jeg er på stoffer eller noget," sagde hun. "Nej, det gør han da ikke. Han hjælper dig jo, ikke?" svarede jeg. Hun nikkede lidt. 

"Her, sødeste," sagde Justin og rakte April noget vand. Hun mumlede et tak og drak vandet langsomt. "Jeg går lige ud og tisser," sagde hun og rejste sig. Jeg rejste mig også op og Justin gik igen. 

Jeg kunne ikke lide bare at gå uden at sige tak, men det var måske lidt underligt, fordi han er kendt. 

Jeg kiggede lidt rundt, men kunne ikke rigtig se ham. Jeg gik ud og så en dør stå lidt på klem. Justin stod derinde, så jeg gik derover og skulle til at åbne, men stoppede i sidste sekund, da han ikke havde t-shirt på. Jeg kiggede væk, men det var lidt svært. Jeg kiggede diskret ind igen, og han havde fået en anden bluse på.

Jeg bankede på døren, før jeg kunne fortryde det igen. Justin åbnede og smilede lidt. "Undskyld, for det med min søster, hun har virkelig bare været så nervøs og..." jeg stoppede, da jeg ikke vidste om det var en god idé, at sige, at hun havde leukæmi. "Og?" spurgte han ventende. "Hun har leukæmi, så det var nok også lidt derfor, men jeg forventer ikke medlidenhed," svarede jeg hurtigt og kiggede ned i gulvet. "Oh... det er jeg ked af," mumlede Justin. "Bare tak," sagde jeg og gik igen. 

April stod og ventede på mig, "hvad skulle du?" "Ingenting. Kom, lad os tage hjem," løj jeg og trak hende med mig. 

 

***

 

Jeg lå på mit værelse og slappede af sammen med min venindes hund. Jeg havde sagt ja til at passe den, og den var virkelig sød. Det hed Miley, og var stadig hvalp. Min veninde, Catherine, skulle til Italien i en uge, så jeg passede hendes hund. 

Det var jul om to dage, og April var endelig kommet hjem. Hun var stadig skuffet over sig selv, over det Meet&Greet, men det var jo ikke hendes skyld. 

Jeg tog mig sammen og rejste mig. Jeg skulle ud og gå med Miley, og hun var vidst heller ikke selv så begejstret for det. 

Jeg løftede hende op og gik ud i bryggerset. Jeg tog mine vinterstøvler og jakke på og satte Mileys snor på hendes halsbånd. 

"Kom så, Miley," mumlede jeg og åbnede døren. Det var virkelig koldt udenfor, men sådan er det at have hund. Man skal gå i alt slags vejr.

Vi gik rundt i gaderne og da jeg tjekkede min mobil, fandt jeg ud af, at vi havde gået i en time. Jeg stødte ind i noget hårdt og tabte min telefon. 

Jeg var gået ind i en.

"Det må du undskylde," skyndte jeg mig at sige. "Det' okay. Jeg så dig ikke lige. Jeg stenede vidst min mobil igen," svarede personen. Jeg samlede min telefon op og viftede lidt med den," samme her." Drengen grinede svagt. Han havde en grå hættetrøje og solbriller på. Solen skinnede ikke engang. Drengen kørte sine solbriller lidt ned og et par flotte brune øjne kiggede på mig. Jeg bed mig i læben," nå, men jeg må videre." Jeg begyndte at gå, imens hans øjne fulgte mig. Det kunne jeg mærke. 

Miley synes vidst at det var sjovt at gå så hurtigt, for hun kiggede sådan glad op på mig. 

 

***

 

Jeg var sent på den. Virkelig, virkelig, virkelig sent på den. Jeg havde tyret noget morgenmad ind, fået sat en grim knold og nu var jeg på fuld fart hen på arbejde. 

Jeg havde sovet over mig, og det var første dag efter ferien for mig. 

Vejene var glatte, så jeg kunne ikke skynde mig overhovedet. Det er så typisk.

Jeg kunne endelig se bygningen og jeg pustede ud. Men jeg var stadig fucking forsinket. Jeg løb derind og folk gloede underligt efter mig. 

Jeg løb hen på Prims kontor og rev døren op. Jeg fik et chok. Prim, May og to andre jeg ikke kendte sad og kiggede forvirret på mig. 

"June, du er sent på den i dag. Helt seriøst? Lige i dag?" sagde Prim. "Hvad mener du med lige i dag?" spurgte jeg. "Jeg forklarer senere, smut nu- Justin!" Jeg drejede rundt og fik øje på Justin Bieber. Han kiggede på mig og så overraskede ud. 

Selvfølgelig.

Det er totalt min dag.

Jeg gik forbi ham og så seks piger stå og glo ind til Prims kontor. Jeg fandt ned til Nathan, mit og Mays plads og læssede mine ting af ved mit bord. "Hvorfor fanden, har ingen sagt, at Justin Bieber ville være her i dag?" vrissede jeg hviskende til Nathan. "Det ved jeg da ikke, June. Den tid på måneden?" svarede han. "Luk røven, Nathan. Ellers begynder jeg at kalde dig Nat, som din mor plejede at gøre." Nathan klappede straks i og syede videre. 

Jeg satte mig ned og gik i gang med at sy. 

Fire timer senere kom May ned til mig. "Søde, hvorfor brød du ind?" "Fordi, at jeg skulle melde, at jeg var sent på den! Jeg anet ingenting om, at ham ville være her!" svarede jeg irriteret. "Så der skete ikke noget til det Meet&Greet?" smilede hun frækt. "Hvad tror du selv?" svarede jeg. 

Jeg ville ikke fortælle om April, for det ville hun sikkert ikke have det godt med, hvis jeg gjorde. 

"Nå, men jeg har pause, vil du med ud og ryge?" spurgte hun. Jeg nikkede og vi gik ud. 

Da jeg blev hentet ind igen af Nathan, sad Justin stadig inde ved Prim og snakkede. 

"Skatter! Fem sten til!" råbte Nathan. Nathan er en seriøs bøsse; han kalder os skat og skatter osv. men det er meget hyggeligt. Elsker ham, han er en fantastisk bøsseven. 

Jeg traskede over til skuffen med sten, fandt stenene og afleverede dem til ham. Jeg gik ud i caffén og tog noget at spise. 

Jeg gik ud på toiletterne og satte mit hår om. Døren blev åbnet og lukkede igen. Jeg kiggede diskret derhen og så Justin. 

"Hej," sagde han. "Hej?" mumlede jeg. "Din chef, Prim, er sød," sagde han. Kunne han huske mig eller hvad? "Ja, det er hun," svarede jeg lavt. Jeg havde allermest lyst til bare at blive stående foroverbøjet, så jeg ikke behøvede at kigge på ham, men det ville være dumt. Jeg rettede mig op og Justin smilede skævt til mig. "Var det ikke dig, med din lillesøster til det Meet&Greet?" spurgte han. "Jo." "Er hun okay?" "Ja." "Det var også dig, jeg så, gå med en lille hund, ikke?" Jeg kiggede forvirret på ham. "Var det dig?" Justin nikkede. Jeg rev noget toiletpapir af og skrev mit nummer på. Jeg klaskede papiret på Justin bryst og gik. 

 

 

Justins synsvinkel

June tog noget toiletpapir og skrev noget på. Hun gik over mod mig og lod det klistre fast på mig, hvor efter hun gik ud. 

Jeg smilede lidt af hendes afgang. 

Selvtillid.

Jeg holdte papiret op og læste:

Call me. Fuck this 'maybe' shit.

Også hendes nummer. 

Jeg smilede. 

Det her, var starten på noget godt. 

Det kunne jeg mærke.

___________________________________________________________________________

Først og fremmeste: undskyld for den lorte sang i starten! Den passer overhovedet ikke ind, men det er ment til April. June siger det til April. Hvis du forstår :)

Og jeg har virkelig svært ved at hvordan fanden Justin skulle få den seddel, og det kunne også have været omvendt osv. Jeg har faktisk slettet og startet forfra fire gange, såh.. :P

Jeg synes stadig ikke rigtig at det er godt nok, men håber det er okay.

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...