Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3748Visninger
AA

25. Kapitel 25

"I love it when you just don't care
I love it when you dance like there's nobody there
So when it gets hard, don't be afraid
We don't care what them people say
I love it when you don't take no
I love it when you do what you want cause you just said so
Let them all go home, we out late
We don't care what them people say."

Life of a party ~ Shawn Mendes

 "Jeg mener det, June. Du bliver nødt til at få Instagram. Det er ikke særlig fedt, at du ikke har," sagde April. "Jamen jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til," svaret jeg igen. April rullede med øjnene og mimede noget der kunne se ud som: Du lyder som mor! 

"Instagram er ikke præcis tidspressende, J. Det er bare at lægge et billede ud, få likes, få follows, få kommentarer" - hun slog ud med armene - "ikke så hårdt igen." Jeg tænkte lidt videre over det. "Okay så." April lyste op i et stort smil. "Jeg ved bare ikke hvordan," sagde jeg lidt småflovt. "Så er det jo godt, jeg gør," smilede hun og greb min iPhone. 

Hun smed sig i min seng og trykkede lidt rundt på AppStore. Hun downloadet det og gik derind. "Hvad vil du hedde?" Jeg overvejede det lidt. "Bare JuneCarelyn," sagde jeg så. "Jeg er sikker på, de fleste husker det søde efternavn," smilede April og trykkede navnet og min e-mail ind. "Jeg hedder selv AprilCarelyn." 

En ny side slog op og jeg var oprettet på Instagram. "Sådan, sis." Jeg smilede taknemligt og spurgte hende så om hvordan jeg lagde billeder ind og redigerede min profil. 

JUNE CARELYN 

Designer of the Year - 19 years old - Don't fall in love, rise with it.

Endte der med at stå på min profil og jeg havde et billede som Justin havde taget som profilbillede. 

"Næste billede Justin lægger ind af dig og ham og han linker til dig..." Hun smilede og lavede en håndbevægelse som viste at noget eksploderet. "Det bliver nok ret crazy," sagde jeg. April nikkede hurtigt. 

April fik en sms, smilede igen og løb uden et ord ud af mit værelse. 

Hun havde haft det rigtig godt på det seneste. Hendes sidste kemobehandling var i morgen og det kom til at være noget af det største øjeblik i vores lille familie. Vores bedsteforældre ville komme, vores fætre og kusiner, onkler, tanter og Benjamin. Han havde skrevet til mig, at han følte sig lidt nervøs for det. Men jeg havde sagt, at hele familien allerede havde hørt hele hans livshistorie flere gange og alle glædede sig til at møde ham. Det grinede han lidt af og fik farve i kinderne. Det bedste af det hele var at April ikke vidste at hele familien kom. Hun vidste kun, at Benjamin kom udover far, mor og jeg. 

Senere i morgen, ville jeg tage over til Justin, efter vi havde spist sammen med hele familien hjemme ved os. Det glædede jeg mig også meget til. Han ville også gerne ville have været med til den sidste behandling, men han blev nødt til at få en aftale i hus omkring noget fotoshoot i næste uge. 

Klokken var efterhånden ved at nærmere sig de elleve stykker, så jeg ville til at lægge mig til at sove. 

Jeg skrev hurtigt en sms til Justin. 

From me

Hey, Justin. Check ur Instagram ;)

Det var efterhånden en vane, at vi skrev godnat til hinanden, når vi ikke vi var sammen; men vi sov sammen for det meste og var sammen hele tiden. 

From Justin

Ohhhhhh! My baby is having Instaaaa!

From me

Yep c: I'll go to bed. I love you. 

From Justin

I love you more, honey. Sleep tight <3

 

***

 

Benji og jeg sad i venteværelset udenfor Dr. Stavads kontor i den onkologiskafdeling. Mor og far sad og snakkede med April og Dr. Stavad derinde.   

"Hvorfor er det lige, jeg er nervøs?" spurgte Benjamin. "Nok fordi du har været her en halv million gange før og det bringer måske dårlige minder frem?" svaret jeg. Han nikkede. 

Vi sagde ikke mere, ventede bare på en glad April. Hun havde været oppe at køre hele formiddagen. Hun virkede som en person der havde kørt slik ned hele natten. 

Jeg havde en grå cardigan på med en lidt løs, hvid top indenunder. Jeg havde bundet min røde skjorte rundt om livet og et par denim jeans med huller i. 

"Det er ellers et seriøst par neon lime sko, du har fået dig," grinede han. "Jeg kan huske hele navnet i dag," smilede jeg stolt. "Nike free run 3." Benjamin klappede ironisk. "Det var også meget at huske for en brunette." Jeg smilede lidt. "De er da ikke limefarvet!" "Hvad er det så?" spurgte han. "Lysegrøn." "Jaja, whatever," grinede han. "Hvordan går det med Justin?" "Fint," svarede jeg, "det er bare mærkeligt stadig at blive genkendt overalt. Her på sygehuset er det eneste sted, hvor der ikke er nogen der har nævnt mit navn eller spurgt ind til mig." "Det ændrer sig hurtigt, hva'?" Han havde hævet sine øjenbryn. Jeg nikkede lidt tungt. 

Døren blev åbnet ind til Dr. Stavad og April trådte ud med et papir i hånden. Hun smilede stort og Benjamin gik hen for at kramme hende. 

Han var et halvt hoved højere end hende; så høj som mig. 

Jeg smilede over Aprils gode, taknemmlige, lettet humør. 

Far og mor kom ud efter hende og gik hen til mig. 

"Var det dét?" spurgte jeg. Mor nikkede en smule træt. "Det var dét," sagde far og smilede. Mor lænede sig ind til ham. 

Jeg følte mig pludselig lidt alene; Benjamin og April stod sammen. Far og mor stod sammen. Og jeg stod uden nogen. 

"Er vi klar til at gå?" spurgte far nogle minutter senere. April havde været rundt på afdelingen og sige farvel til sygeplejelskerne og nogle andre af hendes veninder og venner. Hun skulle til tjek en gang i måneden, men det var alligevel et stort skridt. Hun var rask nu og skulle kun tjekkes en gang i mellem. 

Vi trådte ud af sygehuset. April blev stående derinde og kiggede rundt i receptionen. Hun stod med ryggen til os. Vi kiggede rundt på hinanden og Benjamin gik tilbage til hende. Han lagde en arm om hendes spinkle skuldre og snakkede dæmpet med hende. Hun kiggede på ham og en tåre løb ned af hendes kind. Hun pegede på den store skulptur, der var farvet i en havblå farve med orange rundt omkring.  Han nikkede og trak hende ind til sig. De snakkede lidt mere. Så tog de hinanden i hænderne og trådte over dørtrinnet. 

De smilede til hinanden.

Nu var det slut med kræft. 

 

***

Vi stod ud af bilen og begyndte at gå op mod vores hus. April sad på ryggen af Benjamin, imens de grinede af noget. 

Mor låste op for døren og sendte mig et strålende blik; vi vidste godt, hvad der gemte sig inde i huset. 

Vi kom ind i stuen og der blev råbt et kæmpe surprice. Lyset blev tændt, og hele vores familie var derinde. 

April tog sig overraskede til hovedet og begyndte at grine lidt. "Ej, hej," sagde hun så, og folk grinede lidt. Turen med krammere gik i gang.

Benjamin fik klaret sig flot igennem alle og endte også med at snakke længe om et fifa spil med vores fætter, Jeremy. 

Inde i køkkenet var der vores bord blevet længere via ekstra bordplader. Der var tallerkener til alle de 20 mennesker vi var. Der stod vinglas, vandglas og alt-mulig-glasset, som min moster kaldte det. Det lignede en hel konfirmation.

"Hvor længe har I brugt på det her?" spurgte jeg min kusine, Nicole. "Øh, omkring to timer." "Ikke længere?" spurgte jeg overrasket. "Er du klar over, hvor mange vi var om det?" smilede hun. "Og hvor mange glas vi har været tæt på at smadre?" Jeg grinede lidt. 

Jeg fik snakket med en masse fra min familie, som jeg normalt ikke så så tit; mine bedsteforældre, moster, onkler, tante, Nicole og Jeremy. 

"Så er det spisetid!" råbte min mormor, Elizabeth. Alle rejste sig og gik ind i køkkenet. Vi skulle have pulled pork og coleslaw med kartofler.  

Min moster bankede let på hendes alt-mulig glas og rejste sig op. Hun rømmede sig og begyndte at snakke: "Kære, søde April. I dag er en dag, vi alle har ventet på i over fire år. Den kom meget pludseligt, synes vi, men hellere pludseligt end så meget andet. Du har været så meget igennem, alt for meget for en 13 årig... men du er stærk, og sådan er du født. Jeg kan huske da min søster - din mor - ringede og fortalte det for seks år siden. Vi var meget chokeret og havde overhovedet ikke regnet med at få den opringning klokken halv et om natten. Du begyndte at miste dit hår et halvt år efter du havde fået konstateret leukæmi, og du forstod det overhovedet ikke. Vi fortalte dig, at der var en engel oppe i himlen der havde brug for noget ekstra hår, og det troede du jo på, fordi du kun var seks år gammel. Men den aften sad din mor og jeg med dit hår i vores hænder og græd sammen. Jeg kan huske..." Hun stoppede kort, da hendes øjne begyndte at blive blanke. Hun pudsede næse i en serviet. "Jeg kan huske, at din mor sagde, at der var en mening med alt her i livet. Men denne mening, forstod hun ikke. På nogen måde. Hun forstod ikke, at du skulle udsættes for dette. Anne ville meget hellere have, at hun selv blev ramt af kræft i stedet for dig, søde. Jeg tog den aften noget af dit hår med hjem og har haft det liggende i mit smykkeskrin lige siden." Moster smilede sørgemodigt og kiggede lidt ned.

Mors, farmors, mormors, Aprils, Nicoles og mine øjne var fyldt af tårer.

"Og da det ikke gik bedre de senere år, havde jeg allermest lyst til at råbe til himlen, at de bare kunne tage mig. Lad dig leve et normalt børneliv. Så begyndte du at snakke mere for et års tid siden. Du smilte meget mere og lød nærmest lykkelig. Måske var det på grund af ham Bieber der, jeg ved det ikke." Folk grinede lidt. "Der har været så mange dage, måneder, hvor vi har besøgt dig i en hospitalsseng. Holdt jul og fødseldage der. Se dig ligge der i det kridhvide, sørgelige tøj med et farverigt tørklæde om hovedet. Med slanger i næsen, armen og på maven. Du havde indrettet totalt, som om det var dit eget værelse. Du fik lov til at bruge personaleelevatoren, som Nicole og Jeremy har haft en masse sjov med sammen med dig. Det var dit hjem, den stue, det sygehus." Hun holdte en pause og stod og kiggede lidt fremad. 

Jeg tørrede endnu en tåre væk fra mit ansigt. 

"Jeg tror aldrig, jeg har kendt et menneske, der er stærkere end dig, skat. Jeg kan huske et besøg, jeg selv aflagde. Det var i december, og du havde lige fået en lang lyskæde op over din seng. Jeg kan huske, du fortalte, om hvor lang en diskussion dine forældre havde haft med lægerne om at få den op. Du fortalte også hvordan du lå i din seng og kiggede på julelysene i byen. Du sagde, at du havde en drøm om at stå på skøjter i den dalende sne i mørket. Så tænkte jeg, at det skulle du altså have lov til. Så sneg vi os ud af sygehuset og kørte ud på den store skøjtebane, og vi stod på skøjter i flere timer. Vi havde det så sjovt, og du blev ikke engang syg bagefter. Der troede jeg på, at der havde været en engel, der holdt hånden over dig." Hun smilede lidt. "Den bedste opringning jeg nogensinde har fået, var en uge siden halv tre om natten. Din mor jublede nærmest hele opkaldet igennem. Hun hulkede af glæde også begyndte jeg selv at hulke af glæde. Så derfor synes jeg, vi skal udbringe en skål for April. For hendes fremtid, og for at hun er rask." Alle løftede deres glas, og vi skålede. "Jeg elsker dig overalt på jorden, April. Må du leve længe og lykkeligt!" Vi klappede af moster, og April omfavnede hende. De græd lidt sammen og smilede længe til hinanden. 

En time senere, begyndte jeg at sige farvel til folk. De undrende sig alle lidt over at jeg skulle gå, men jeg fortalte dem alle grunden til det. De var lidt overraskede, men ønskede tillykke med vores forhold. 

"Nyd din aften, okay? Det her skal aldrig glemmes, vel min?" smilede jeg, imens jeg krammede April farvel. "Jeg vil nyde den i fulde drag. Tak, June. Jeg elsker dig," smilede hun. "Jeg elsker dig højere." Jeg kyssede hende på kinden og vinkede farvel. 

Det tog ikke specielt lang tid at køre over til Justin.

Jeg åbnede bare døren og gik ind. Han var ikke i stueetagen. Jeg traskede op ad trappen og gik ind i hans værelse. Der var han heller ikke. Så begyndte jeg at kalde på ham. Han svarede ikke. Så kunne jeg høre musik i kælderen og gik derned. Jeg kiggede igennem døren til hans dansesal, hvor han stod og sang med på noget musik imens han rullede nedad på sin iPhone. 

Jeg åbnede døren og han kiggede op. Han lyste op i et stort smil og lagde sin mobil fra sig. Han kom hen til mig. Justin løftede mig op og snurrede rundt med mig i armene. Jeg grinede lidt, og han satte mig ned igen. Eller det vil sige, jeg låste mine ben rundt om livet på ham. 

"Hej," sagde han så. "Hej," smilede jeg. "Haft en god dag?" spurgte han. "Møde med dr. Stavad og familiefest, ja. Rigtig god. Formidabel faktisk. Dig?" "Møde med de fotoshoot crew, så fin nok." Han smilede lidt. 

Vi løb op på hans værelse og lagde os i sengen. 

"Skal vi lige tage et selfie til din nye instagram profil?" spurgte Justin. Jeg rullede med øjnene og nikkede lidt. Vi tog billedet, og jeg postede det. "Shit, det går stærkt!" halvråbte jeg. Følgere, likes, og kommentarer tæskede ind på min mobil. "Det ødelægger jo min telefon, Justin!" "Bare sæt fly tilstand til," foreslog han. 

Vi begyndte at snakke om alt mulig, og det endte ud i, at vi satte Divergent på. 

"Der er mange minder omkring den her film," smilede Justin og greb min hånd. "Ja, det var en god aften," smilede jeg og genlevede den i hovedet. "Er Theo ikke højere end dig?" spurgte jeg. "Jo, han er 1,83 og jeg er kun 1,77." "Det er da kun seks cm forskel. Og det er passende for mig, at du ikke er højere - du er 17 cm højere end mig, så. Det er en rar følelse at kunne mærke og høre dit hjerte slå, når jeg krammer dig." Han kiggede på mig og smilede. "Jeg elsker dig, June." "Jeg elsker dig, Justin." 

Han hev op i sin t-shirt og pegede på en tatovering, jeg ikke have set før. Der stod: J & J forever and always. 

Jeg blev lidt rørt og lagde mig længere ind til ham. 

Han drejede mit hoved op imod hans og lagde sine læber imod mine. En dejlig følelse flød rundt i min krop. Det boblede i min mave, og jeg var oprindelig lykkelig. 

Hans hånd gled om på min ryg, og vi lå som smeltet sammen. Det elskede jeg allermest. At være så tæt på ham, være en del af ham. 

Han kiggede mig i øjnene og smilede svagt. Alene det smil fik noget inde i mig til at føle mig glad, og jeg kyssede ham igen. Jeg kunne mærke hans hjerte der bankede i et roligt tempo og hans varme læber, der bevægede sig i en dejlig takt med mine. 

Det var her, jeg følte mig tryg. Sammen med Justin. Jeg ville ikke have andre, kun Justin. Og det havde jeg og derfor var jeg glad og boblede af lykke. 

___________________________________________________________________________

Aww, how cute is thaaat! 

Så guys, det var sgu dét. Det var den novelle, Feel again :')

Der kommer en besked lige bagefter dette kapitel så læs den også ligeeee.

KYSSER

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...