Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3712Visninger
AA

20. Kapitel 20

 

 

"You don't understand how much you really mean to me
I need you in my life, you're my necessity 
But believe me you're everything that just makes my world complete
And my love is clear the only thing that I'll ever see."

All I ever need ~ Austin Mahone 
 

 

"Hvorfor smider du os altid ud, når han kommer?" spurgte April klagende. Jeg stirret lidt på hende, indtil hun forstod det. "Got it." "Godt," grinede jeg lidt. "Men jeg vil bare gerne møde ham igen!" sagde hun og slog ud med armene. "Jeg vil ikke bare være En Eller Anden Pige Til Meet&Greet. Jeg følte mig som hende i Pitch perfect." "Det er du ikke, okay?" Jeg kiggede hende i øjnene. Hun kiggede småsurt væk med et bid i læben - hvem kommer det mon fra?

"Okay så," sagde hun, "men næste gang bliver jeg altså hjemme no matter fucking what." "Uh ha, et sprog," smilede jeg. "Jeg er teenager, hvad regner du med?" afsluttede hun og marcheret ind til sig selv. 

Jeg spekuleret over, hvorfor hun sagde dét i den tone. Nærmest menstruationsur.

"Så alt er godt imellem jer?" spurgte Catherine. "Ja, i skønneste orden," svarede jeg. Hun fnøs. "Hvad er der?" "Det bare..." Hun stoppede. "Nej, glem det." "Jo, kom nu." Hun bed sig lidt i læben og bevægede undermunden over til den ene side. "Jeg tror bare, det er svært at lade være," sagde hun så. "Lade være med hvad?" "Til næste fest. Hvad så? Så bliver han fuld og går i seng med hende igen. 'Jamen, jeg var fuld', vil han sige. Også skal du bare acceptere det, fordi man gør dumme ting, når man er påvirket?" Jeg kiggede lidt ned. "Jeg tror godt, du ved, hvad svaret er," sagde hun, "han kan gøre det igen, June. Og igen. Og igen. Og igen." "Vi er jo ikke sammen," mumlede jeg. "Og?" spurgte hun. "Det har måske ikke gjort ondt sidste gang? Du var måske ikke knust i en måned?" "Du får det til at lyde værre end det er." "Nej, jeg stiller dig overfor sandheden. Han er over dig, og derfor tilgiver du ham bare." "Over mig?" "Du er svag, June. Intet ondt, okay? Du er ikke vant til følelser på den måde. Og derfor håndterer du det, som du nu gør." 

Jeg følte mig trådt på.

"Er jeg svag?" spurgte jeg. "June." Hun satte hænderne på sin tinging. "Nej, ikke svag. Du er... sårbar." Jeg kiggede lidt væk og bed mig i læben. "Undskyld, det var ikke ment ondt eller sårende. Jeg prøver bare at hjælpe dig," sagde hun med lav stemme. Jeg nikkede. Hun rejste sig sukkende og gav mig et kram. "Jeg bliver nød til at gå nu. Men pas nu på ham Bieber. Lov mig det," sagde hun midt i krammet. "Okay," hviskede jeg. Hun slap mig, smilede og gik. 

Ti minutter efter stod jeg og vinket farvel til April, mor og far. De tog ud og besøgte bedsteforældrene. 

Og lige for at afklare én ting, så smed jeg dem ikke ud; det var mor der forslog at besøge hendes forældre. Jeg havde løjet mig til, at jeg havde hovedpine, så jeg blev hjemme.

Jeg trippet tilbage på mit værelse. Jeg tog en hvid tshirt af en bøjle på tøjstativet og lagde på skrivebordet for efter at trække den grå tshirt af, som jeg havde på. Så opstod det problem, at jeg sad fast i min halskæde. Jeg hev forsigtigt i håb om, at halskæden ville give op. 

"Hej!"

"Fuck," mumlede jeg for mig selv. En dør smækket og der lød trin på trappen. 

"June?"

Jeg bandede igen. Mine arme var låst fast i tshirten, så jeg kunne ikke engang vippe kæden af med hånden. 

"Hallo, er du derinde, June?"

Jeg sukkede. "Her."

Justin kom ind i værelset, først med et skævt smil, også undren. "Øh, hvad-" "Jeg sidder lidt fast," afbrød jeg. Varmen i mine kinder steg, og jeg bandede igen inde i mit hoved.

Justin smilede skævt igen. "Bare lidt." "Kan du...?" Han kom over til mig og kiggede mig lidt i øjnene. Bølger af sommerfugle fløj gennem min krop. Han blev ved med bare at kigge på mig. "Bliver det i dag eller hvad?" spurgte jeg. "Nårh, year." Han kom til sig selv. 

Han hjalp mig ud af tshirten og smed den på sengen. Hans blik fandt mit og jeg rakte ud efter den hvide tshirt. Han smugkiggede også lige min bryster. Jeg følte en lille glæde over at have taget en okay pæn bh på. 

"Hvad står programmet på i dag?" spurgte jeg. "Eh," var det eneste han sagde. 

Var han lidt genert efter episoden med tshirten?

"Jeg har ikke tænkt over noget," sagde han. "Hvad?" udbrød jeg lidt højt. "Justin Drew Bieber har ikke tænkt over noget?! Ikke noget sted, han vil vise? Uhhh, er man blevet syg?" Justin fik sit smil på banen igen, og et stød gik igennem mig. "Justin Bieber har det aldeles fint, men nej. Han har desværre ikke flere overraskelser." "Hmm," sagde jeg. "Kan vi så ikke tage ud i huset?" "Jo da," svarede han og sprang op. "Skal vi smutte?" Jeg nikket. 

Vi kørte af sted i en af Justins mange biler. 

"Noget nyt i Selena sagen?" spurgte jeg. "Hvad skulle det være?" "Er I tilbage sammen? Snakker I sammen?" "Næh, jeg tror ikke, Selena og jeg nogensinde finder sammen igen," svarede han og kiggede på mig ud af øjenkrogen. "Hmm." 

Vi kørte i stilhed.

Da vi kom ud i huset, var der ikke ligefrem ryddeligt. 

"Hvad har du lige lavet, Justin?" Jeg kiggede forvirret rundt i stuen. Der stod brugte tallerkner og bestik på sofabordet. Tomme vodkaflasker rundt omkring og gardinerne var trukket for nogle steder og halvt fra andre steder. "Jeg har været her ret meget siden... det hele," svarede han, "jeg havde bare lige glemt, at jeg havde." "Glemt," sagde jeg og lavede gåseøjne. Justin bed sig i læben. "At bide sig i læben viser usikkerhed eller at man prøver at skjule noget," citeret jeg. "Yeah, frem med sproget, søster," grinede han, "så har du meget at fortælle mig da." "Tjekket bare om du var vågen." 

"Hvad gør vi lige med at det her?" spurgte jeg. "Jeg. Gider. Ikke," svaret han, "jeg gør det selv i morgen eller whatever, ikke lige nu." Han kom hen til mig. "Nu er vi jo endelig sammen igen." 

Det var så fristende at læne sig de tyve centimeter frem der var imellem os og kysse ham. Mærke hans læber, smelte ind i ham.

"Du er på prøvetid," gav jeg igen. Han smilet og kiggede ned på min mund. 

Suset kom igen. 

"Det kan jeg godt klare," svaret han. "Mmh." Jeg snurrede rundt og gik ud i haven. 

Jeg fortsatte hele vejen ned i bunden og satte mig på bænken. 

Catherines ord kom op i mit hoved: Han kan gøre det igen. Jeg stiller dig overfor sandheden. Du er svag, June. Pas nu på ham Bieber.

Justin dumpede ned ved siden af mig. 

Jeg havde pludselig lyst til at slå på noget. Måske fordi Catherine havde ret? Var jeg bange for at være alene? At han ville stå sammen med Selena og droppe mig? Måske var han en player?

"June?" Jeg nærmest sprang op. Justin grinede, "er du bare helt væk eller hvad?" Jeg fnøs og kiggede ligefrem. Vi var stille længe.

Hvis jeg skulle sige det, skulle jeg gøre det nu.

Nu.

"Hvad laver vi, Justin?" spurgte jeg. Han kiggede skræmt på mig. "Hvad mener du?" "Hvad har vi gang i?" spurgte jeg igen. "Hvorfor tilgivet jeg dig?" "Nok fordi du ikke kan stå for min charme," jokede han. Jeg rejste mig og begyndte at gå. "June, vent!" 

Han greb min arm og snurrede mig rundt. "Undskyld, det..." "Jeg mener bare..." Jeg stoppede. "Næste fest. Hvad så? Du bliver totalt fuld og er sammen med hende igen. Også skal jeg bare tilgive det, som om 'Jeg var fuld' er en vidunder undskyldingen?" Jeg citeret direkte fra Catherine. "Selvfølgelig ikke-" "Nej, vel? Vi er ikke engang sammen, men det..." Gør bare fandens ondt, ville jeg have sagt. 

Tårer begyndte at sløre mit blik. Justin blev utydelig, dobbelt op. 

Jeg trak vejret ned i maven og tænkte. Så vristede jeg mig fri af hans greb og gik.

"June, det hjælper ikke at løbe fra sine problemer," råbte han efter mig. Jeg stoppede. "Det virker okay lige nu." 

Jeg gik lidt videre før der blev råbt: "Vent!" 

Han tog igen fat i min arm og drejede mig lynhurtigt rundt. Jeg prøvede at holde mit blik på alt andet end ham. Jeg følte mig ikke stærk nok til at kigge ind i hans gyldne øjne. 

"Er der nogen der har nævnt, at du blinker, når du bander?" spurgte han. "Lad nu være, Justin," sagde jeg. "Nej." 

"Er der nogen, der er så tæt på dig, som jeg er?" spurgte han. "Èn, der kan hjælpe dig af med dit tøj, uden det føltes underligt? Eller snakke med dig, som jeg gør?" 

Jeg sagde ikke noget.

"Er der nogen der fortalt dig, at du altid smiler med blanke øjne der stråler, som om du græder?" Jeg havde fået en klump i halsen. "Jeg er ked af det, June, men jeg er forelsket i dig." Han stoppet kort. "Og er der nogen nogensinde der har fortalt dig at de elsker dig så højt, at det nærmest gør ondt?" 

Tårerne oversvømmede mine øjne. Jeg tørrede dem væk med håndryggen. 

"Jeg smiler for det meste med tårer i øjnene, fordi tingene du siger, rammer mig, også bliver jeg følsom. Så... du har forelsket dig i en ynkelig tøs." Justin fnøs let rystende på hovedet. "Jeg har forelsket mig i en vidunderlig tøs." 

Han tog mit ansigt i sine hænder og lagde sine læber mod mine. Jeg blev faktisk overrasket og min hjerne måtte også lige skrige: Han kysser mig! Han kysser mig! Han kysser mig!

Hans bløde, fugtige læber bevægede sig i et stille tempo. Hans ene hånd lå i mit hår og den anden langt nede på min lænd. 

Sommerfugle, stød, sus, alt muligt fløj rundt i kroppen på mig. 

Hans hånd fandt til sidst min numse og det gav mig et lille chok. Jeg lod bare som ingenting og lod mine hænder rode lidt rundt i hans hår. Også gled min venstre hånd ned ad hans mave. 

Da vi forsigtigt trak os lidt fra hinanden for at få vejret igen, smilede vi begge to. Justin tørrede de resterende tårer væk med tommelfingeren og kærtegnet derefter min kind.

"Jeg er ked, hvis jeg sagde, at jeg havde brug for dig og lød for meget alle de gange," sagde han og kiggede mig dybere i øjnene. "Men jeg er ligeglad, jeg er ikke bange for kærlighed." Jeg gav ham et kort kys. "Vil altid hjælpe dig." Han smilede, men blev så alvorlig igen og kiggede ned. "Jeg tror, jeg har sagt undskyld til dig en million gange i mine tanker." "Justin." Jeg tog fat i hans hår og rev det lidt op, så han kiggede mig i øjnene. "Det er okay, virkelig. Jeg er okay, vi er okay... mere end okay." Han nikket og smilede. 

"Kom," sagde han og lagde en arm over mine skuldre. Vi gik indenfor og op i soveværelset. 

Han smed sig i sengen og det samme gjorde jeg. Vi begyndte at snakke som aldrig før; snakket om alt det der var sket i den tid vi var adskilt, grinede af alt muligt. Jeg kunne ikke få smilet af mit ansigt. 

"Ej!" sagde han og spærret øjnene op. Han tog fat om mit ben og stirrede på min læg. "Er du okay igen?" "Altså du snakker om den gang, da politiet crashede din fest?" spurgte jeg. Han nikkede, hvilket jeg grinede af. "Justin, det er 100 år siden. Det er helet fint igen - for længe siden." "Jeg synes bare, det så ret nasty ud i skuret," svarede han. "Det var mørkt, du kunne ikke se noget." "Nånå." 

Han holdt stadig lidt øje med det efter noget tid.

"Hvis det kan gøre dig bedre tilpas, så kan jeg godt mærke det, når jeg løber," sagde jeg. "Knew it," smilede han. 

Min mobil lyste op ved siden af Justins hånd og jeg fik lige øje på klokken. "Fuck, " mumlede jeg og fløj op. "Ahaha, du blinkede!" grinede Justin. Jeg gav ham smilende fingeren. "Hvad skal du?" spurgte han. "Klokken er halv tolv, og April skrev for lang tid siden, at jeg skulle være hjemme klokken elleve," svaret jeg. "Uhh, June Carelyn får stuearrest," jokede han. "Nej," sagde jeg og himlede med øjnene. "Det bare... nej, det gør jeg ikke!" "Okay." Han rejste sig også.

Justin låste huset af og vi kørte hjem.

Da han holdte på hjørnet af min vej, stod jeg ud. Han steg også ud og kom over til mig. 

"Lov mig nu at vi kan gøre det her  snart igen," sagde han og kørte sine arme rundt om mig. "Det lover jeg," smilede jeg, "i morgen?" Han nikkede. Så lænede han sig ned og kyssede mig. 

Et sus gik igennem mig. Hans hænder lå folet langt - langt - nede på min ryg. Jeg trak mig lidt fra ham igen. "Ses i morgen." "Ses i morgen." Hans øjne borede sig ind i mine. "Og undskyld igen." "Årh, hold nu kæft, Justin!" Jeg vred mig ud af hans greb. Jeg kunne høre ham grine på vejen væk. "Ses, smukke," råbte han og jeg vendte mig rundt og vinket smilende. 

Da jeg kom ind på vores grund, kunne jeg se en lille skikkelse ligge på græsset i forhaven. 

"Hvad laver du, April?" spurgte jeg. Hun fik øje på mig. "Øhhhhh, hvad laver du? Du skulle have været hjemme for 45 minutter siden!" "Undskyld, mor," grinede jeg og lagde mig ved siden af hende. 

Vi var stille lidt.

Der var små skyer rundt på himlen. Ellers var der stjerner så langt øjet rakte.

"Jeg tænker på The fault in our stars, når vi ligger her," sagde jeg lavt. "Jeg tænker på livet," sagde April. "Hvad tænker du så om livet?" "At det ikke er en tragedie at vi dør, det er et mirakel at vi lever," svarede hun. Jeg kiggede forbavset på hende, "smukke ord, søster." "Jeg tror, det står på bagsiden af The fault in our stars." Vi grinede.

"Org, jeg har fået menstruation," sagde hun. Det gibbede i mig og jeg satte mig hurtigt op. "Hvad?!" "Det passer," sagde hun, "jeg har lige fundet ud af det." "April!" råbte jeg. "Det betyder jo... alt. Du er ved at blive rask." Hun nikkede med blanke øjne. Jeg trak hende ind til mig og knuede hende, som om jeg aldrig ville give slip. "Har du fortalt det til mor?" "Ikke endnu, men jeg gør det lidt senere." "Du skal have nogle bind," sagde jeg. "Har taget fra dit badeværelse." "Okay." Jeg grinede af glæde. 

Mit liv føltes nærmest perfekt, tænkte jeg, da jeg sad med armene om April. 

______________________________________________________________________________________

Awwwwww, sødt :))))

Er I på team Justin? Eller synes I, hun burde holde sig fra Justin? Skrivvvvv <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...