Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3712Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Living in my own world. Didn't understand.

That anything can happen, when you take a chance."

Start of Something New ~ High school musical

 

Et år senere

Jeg vendte stoffet og syede videre. 

"June! Jeg skal bruge Swarovski sten herinde, gider du lige finde nogle hurtigt?" råbte May. "Jo, hvor mange?" råbte jeg tilbage og rejste mig. "10, tak!" Jeg småløb over til kassen med Swarovski sten og gik ind med dem til May. "Tak," smilede hun og lagde dem på bordet ved siden af hende. Jeg gik tilbage på min plads og syede videre. "Kommer Prim i dag?" spurgte jeg. "Øh, ja. Eller det tror jeg, hun sagde i hvert fald, at hun ville hente den her kjole og det andet tøj," svarede May.

Der var stille i dag, det var søndag, og vi var kun to på arbejde. Prim er den designer vi arbejder for. Hun er rigtig kendt her i USA, og det er en kæmpe oplevelse hver dag. Jeg sendte en idé til noget tøj ind, og en uge efter, sad jeg og syede for hende. Det er så sindsygt. May har været her i tre år, og jeg i to. Vi er rigtig gode venner, og hun var den der tog bedst imod mig, da jeg kom til. Hendes moster er virkelig gode veninder med Prim, så det gjaldt også lidt. Men jeg bebrejder hende ikke noget, hun er rigtig talentfuld. 

"Glæder du dig til modeuge?" spurgte May. "Ja, altså de er jo de ret stressede nogle gang, men ellers selvfølgelig," svarede jeg. "Vi får altid de flotteste kjoler," grinede May. Jeg smilede. 

Vi arbejede i stilhed i en times tid, indtil May sagde: "Sådan, så er den færdig!" Jeg sprang op og løb hen til hende. Hun rejste sig op og løftede kjolen. Den glimtet i en flot rød farve. "Det er godt arbejde, May. Det er virkelig flot," sagde jeg. "Tak da. Er du færdig med blusen?" smilede hun. "Lidt over halvvejs, men jeg går om ti minutter," svarede jeg. "Hvorfor?" "Jeg skal op til April," mumlede jeg. "Oh... det er jeg ked af," sagde May lavt. "Det skal du ikke være. Hun er glad," smilede jeg lidt. "Stadig Belieber?" May hang kjolen op i en bærepose og lynede den sammen. "Det kan man vidst roligt sige," svarede jeg. May smilede lidt. 

Jeg gik tilbage til min plads og ryddet mine ting op og vinkede til May. Det regnede udenfor, så jeg hev min hætte op over mit hår.

Jeg burde faktisk få mit hår klippet, det var utrolig langt, men jeg turde ikke. Typisk teenager-artigt, men jeg havde brugt to år på at få det så langt. Så jeg ville vente til den dag, hvor det bare slog mig, at nu var det nu det skulle klippes, men den dag var ikke kommet. 

Hospitalet lå tæt ved mit arbejde, så jeg besøgte April næsten hver dag. Hun er jo også min søster. 

Jeg løb resten af vejen derover og kom gennemblødt ind på sygehuset. Folk kiggede irriteret på mig, men jeg forsatte bare med at gå uforstyrret. 

Efterhånden som sygehuset var mit andet hjem, var lugten intet problem mere. 

Jeg drejede ind på Aprils stue og fandt hende sidde i den blå lænestol ved vinduet. Hun lyste op i et smil, der gjorde min dag perfekt. 

"Hej," smilede jeg og gav hende et forsigtigt kram. Jeg turde ikke kramme hårdt, hvis nu det gjorde ondt. "Hej," sagde hun. "Hvordan går det med Bieber?" spurgte jeg og tog min jakke af og satte mig i den anden stol. "Justin," rettede hun, "og det går fint. Hans film kommer jo ud snart." Jeg nikkede. 

Lægerne havde faktisk sagt, at det ikke var godt for hende, at sidde i en biograf i to timer, sammen med en masse andre mennesker, men jeg ville ikke være den første til at fortælle hende det. 

"Glæder du dig?" spurgte jeg. April rødmede lidt, "meget." Jeg elskede hendes rødmen, men hun var så bleg, at hun pludselig så rigtig syg ud. "Skal jeg hente noget til dig?" spurgte jeg. "Nej tak. Jeg har lidt kvalme," svarede hun. "Jeg henter en læge-" "Nej, de har lige været her," afbrød hun. "Sikker?" spurgte jeg. "Sikker," sukkede hun. 

"Næ, hej June!" lød det fra døren. Jeg drejede rundt og fik øje på far, "hey, far." Han smilede og gav mig et kram. "Har du haft en god dag?" spurgte han. "Ja, der var dejlig stille i dag. Det var kun mig og May," svarede jeg. "Det lyder hyggeligt, blev du færdig med den bluse du har haft lidt svært ved?" sagde han imens han satte April ovenpå ham. "Nej, jeg bliver nok færdig i morgen," svarede jeg. 

Vi blev ved April indtil hun faldt i søvn. 

"Så, June. Jeg skal lige fortælle dig noget," sagde han og stoppede. Jeg ventede på at han fortsatte. "Vi har jo prøvet at få fat fat i noget Meet&Greet og privat biletter til Believe movie, ikke?" sagde han. "Har vi?" spurgte jeg overraskede. "Ja, undskyld, at vi ikke har fortalt det, men vi har fået fat i noget," svarede han og smilede lidt. Jeg begyndte straks at smile, "hvad så?" "Hvad siger du til, at tage med din lillesøster, til Meet&Greet?" spurgte far og holdte to armbånd op. Jeg hvinede glad, "selvfølgelig!" "Det lyder godt, skat! Hun bliver så glad," smilede han, "men shh, du må ikke sige noget, okay?" "Hvornår fortæller vi hende det?" spurgte jeg. "I morgen, det er jo det der music monday," svarede far. Jeg grinede lidt og nikkede og vi gik. 

 

***

Da vi kom ind derhjemme, var maden i fuld gang. Altså mor var igang. Efter at have efterladt April alene på hospitalet et par gange, har jeg stadig ikke særlig godt med, at spise derhjemme uden hende. Hun er jo stadig en del af familien. Hun havde været hjemme i en måned i sommers, og det var svært. Vi skulle huske på en hel del, men lægerne havde sagt, at hun gerne måtte komme hjem, når vi havde lært at huske alt hendes medicin. Vi var blevet rigtig gode til det, så vi gik og håbede på at hun snart måtte komme hjem og bo. 

"Hvordan går det med vores lille prinsesse?" spurgte mor. "Godt, selvom hun har lidt kvalme," svarede jeg og fandt min macbook frem fra min taske. "Anne, jeg tror du skal vende det der," sagde far. "Hvis du skal rette på mig, kan du overtage," sagde mor. Far smilede og kyssede hende på kinden. 

Min familie ser sikkert allerede ud til at være en lykkelig familie udover Aprils sygdom, men ja, altså vi er en meget normal familie. Det kan vi jo ligeså godt indrømme. 

Da vi havde spist, gik jeg op på mit værelse for at forbedrede noget til dagen efter. 

Jeg var kort på facebook efter det, og gik så i seng. Jeg var træt, men det var jeg for det meste. Jeg havde ikke den vildeste lyst til at drikke kaffe, så det var derfor. Jeg står normalt op klokken seks, også arbejder jeg til enten tre om eftermiddagen eller klokken seks. Prim tvinger tit kaffe i mig, og det kan jeg kun takke hende for. Jeg var kun atten år, men jeg blev nitten i maj, så det glædede mig lidt til. Jeg var faktisk på vej til at flytte hjemmefra, da April fik tilbagefald for et år siden, men så følte jeg ikke, at jeg kunne alligevel. Jeg ville ikke flytte, før at tingene faldt mere til ro, men jeg havde ikke tænkt tanken i et halvt år, fordi jeg ikke så nogen mulighed for at flytte, eller at jeg behøvede det. 

 

***

 

Jeg vågnede ved at solen skinnede gennem vinduet til mit lyse værelse. Jeg havde glemt at rulle ned for gardinet. Jeg tjekkede klokken, halv ti. Heldigvis mødte jeg klokken tolv hver mandag. 

Mit værelse er meget lyst og pænt. Min seng står til højre og ved siden af står et sort natbord med tre lysestager i sort. Ved siden af natbordet hænger et gråt tøjstativ der er lavet af træ. Vinduet er så på en måde bag ved tøjstativet. Der er sådan et hak ind til mit skrivebord, sådan ment, at væggen er lige fra vinduet til sengen, også holder væggen op og kører hen ad i stedet. Lige, stop, hen ad. Hvis det er forståeligt. I hvert fald står mit skrivebord i det lille område alene. Der ligger en hel bunke modeblade på, og over bordet er der et stort billede af sort tekst der lød Glamour og hvid baggrund. 

Jeg elsker mit værelse, og jeg får tit af vide, at man godt kan se, at det er en designer der bor her.

Jeg stod op og fik noget rent tøj på. Dagen i dag ville blive stille og rolig. Det var det altid om mandagen. Der var kun en mandlig designer hvor jeg arbejde og han hed Nathan. Han er virkelig så sød, vi elsker ham alle rigtig højt, fordi han bare er ham - han er bøsse. Men det gør det også lidt sjovere, du ved. Hvis en af os tager en nedringet bluse på siger han bare: "Uh ha, skattepige. Hvad skal du senere?" 

Jeg blev hurtigt færdig og smuttede først over til April hvor mor og far også befandt sig. "Okay, nu er vi her alle," sagde mor og April blev straks rigtig opmærksom. "Vi har en god nyhed," smilede far. April smilede svagt. "Nu må du ikke skrige," sagde mor. April grinede kort. Far tog Meet&Greet armbåndene op og April tog lynhurtigt hånden op til munden. "Er... er-" "Nemlig, skat," smilede mor. Aprils hånd begyndte at ryste. Jeg grinede lidt. "Okay, bare skrig," sagde far til sidst. April hvinede og sagde høje, underlige lyde. Jeg tror hun fangirlede. Hun gav os alle et kæmpe kram og snakkede højt og så videre. "Jeg tager med dig," sagde jeg. April smilede stort og krammede mig. 

___________________________________________________________________________

Så er den igang!

*HAR ÆNDRET NAVNET TIL JUNE*

Første kapitel, og jeg er allerede på vej ind i 10. kapitel, fordi jeg har så mange gode ideér, okay, nej. Jeg har ikke skrevet flere end disse to, but anyway. 

Jeg vil ikke spørge jer, hvad I synes endnu, men I må da gerne skrive en kommentar alligevel. Jeg håber også nogle directioners følger med, der også har læst Do you remember me!

Nogen directioners?:)

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...