Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3749Visninger
AA

19. Kapitel 19

 

 

"He fell in love with his best friend

When she's around, he feels nothing but joy

But she was already broken, and it made her blind

But she could never believe that love would ever treat her right

But did you know that I love you?or were you not aware?

You're the smile on my face."

 

Fall ~ Justin Bieber

 

Overskrifter, interviewer, citater, sange, taler, Twitter.

Efter en måned hvor jeg ikke havde snakket med Justin, var mit liv ved at være helt Justin-Bieber frit. Bortset fra April, selvfølgelig. Hun var stadig en daglig update.

Hvis jeg mødte ham i dette sekund, ville jeg slet ikke være i stand til at sige noget. Jeg anet ikke hvad jeg skulle sige, overhovedet. Hvis vi skal sige det sådan her, så havde jeg dog grædt meget, ja. Jeg havde været knust i flere uger, men jeg havde indset, at vi ikke var 'meant to be' for hinanden. 

Jeg havde fået sommerferie, og det nød jeg på bedste vis. Jeg havde lige været i sommerhus med Catherine og hendes kæreste, Caleb. Miley var også med, og det var hun meget lykkelig for. 

Jeg var kommet hjem og stod nu og pakket ud, imens min iPhone spillede musik. 

Mor åbnede døren til mit værelse. "Du har fået brev." "Fra hvem?" spurgte jeg og tog det i mine hænder. "Det ved jeg ikke, der står bare dit navn på kuverten," svarede hun og lukkede døren efter sig. 

Jeg satte mig i sengen og åbnede det. 

Dear June.

Happy, happy, happyyyyy birthday!

Now you're 19 years old.

I'm crying.

Lol, no. 

It's good that you're 19, so I don't feel older as 20 years old ;)

I just wanna say that you're my best friend and I don't think that I'd survived this year if we didn't met last christmas. 

I don't know, but Ryan said something about the two of us. He said that I probably was in love with you and I think he's right. 

I'm in love with you.

I don't know how but you just make me so happy, and I have this werid feeling like I'd never let you go and I have to protect you. 

I'm trying to hide it, but maybe you're laughing right now because you already have found out but...

I don't know.

See you soon. boo.

Love, 

Justin.

Jeg sad som forstenet.

Jeg kunne ikke tro det, der stod. Så derfor læste jeg det igen, og igen og en gang til. 

Sort på hvidt; han var forelsket i mig. 

Der stod en dato i højre hjørne: 12-5-14.

Det var lidt over to måneder siden han havde skrevet det. 

Jeg pakkede brevet væk og lagde mig ned. Jeg stirrede længe op i loftet. Så længe at loftet

til sidst begyndte at blive prikket. 

Min mobil ringede. 

Jeg tog den op til øret og sagde hej. "Hej, June," sagde en stemme der havde holdt mig vågen om natten, en stemme der havde knust mig ved hjælp af få ord, en stemme jeg ikke kunne få nok af. "Har du måske tid... nu?" Han lød nervøs, ligesom sidste gang. Også blev jeg nervøs.

Jeg rømmede mig. "Øh, ja." "Kommer du bare over..?" "Ja, jeg kommer."Jeg lagde på og skyndte mig af sted. 

Da jeg så hans hus var jeg ærlig talt ved at kaste op. Min mave blev ved med at vende sig og slå kolbøtter. 

Jeg ringede på. Jeg følte mig helt som en fremmed. 

Døren blev åbnet og Justins halvtriste blik mødte mit. Et kæmpe sus skød igennem mig. Hans øjne var alvorlige, lidt blodskudte, ensomme.

Han åbnede døren lidt mere og jeg trådte ind. Hans duft gennemborede min næse. 

Uden en lyd snurrede han rundt og gik op ad trappen. Jeg fulgte bare genert efter. Vi kom ind på hans værelse.

Han satte sig på sengen og trak vejret dybt - han prøvede at gøre det diskret, så jeg ikke ville høre det. Jeg satte mig også.

Han var stille længe, ligesom sidst. Jeg blev mere og mere nervøs for hvad han ville sige. Måske var det blevet mere alvorligt imellem ham og Selena. Måske ville de flytte sammen. Måske ville de gifte sig i morgen aften og flyve langt væk.  Min fantasi ville ingen ende tage. 

"Mig og Selena slog op," sagde han endelig. Det gav et gib i mig, fordi han bare sådan pludselig sagde det. Jeg så nok rigtig, rigtig overrasket ud. Måske en tand for meget.

"Nå... jeg troede ellers-" "Seriøst, June? Troede du virkelig dét?" Jeg bed mig lidt i læben og nikkede. Han var bare stille imens han stirret på sine bukser.

"June," sagde han og kiggede på mig. "Undskyld.... Jeg er virkelig, virkelig ked af det hele. Da jeg sagde det, kom det helt forkert ud, også var jeg sammen med hende bagefter igen. Jeg har været en kæmpe narrøv." Han stoppede kort. "Men jeg tror... at jeg følte mig alt for skydig, til bare at kigge dig i øjnene, da jeg fortalte det." 

Jeg sagde ingenting. Ikke fordi jeg ikke ville. Bare fordi jeg ikke anede hvad jeg dog skulle sige. 

"Men jeg ved godt, det er dumt af mig at føle mere for dig end bare venskabskærlighed. Og jeg skal nok passe på, og gemme mine følelser langt, langt væk."

Jeg rejste mig og gik lidt frem og tilbage på værelset. Tårerne kom tilbage. Oversvømmede mine øjne og gled ned ad mine kinder. Justin fulgte mig med øjnene. Jeg kiggede tilbage på ham.

"Justin, for helvede," mumlede jeg og gik hen til ham. Han rejste sig op og kiggede ned på mig. Hans brune øjne blev lidt mørkere. "Jeg fik dit brev," snøftede jeg. Justin fnøs smilende. "Det havde jeg ikke forberet." "Tak." Han kiggede mærkeligt på mig, som om han havde glemt hvad jeg lige havde sagt. "Tak for brevet," gentog jeg. Han kiggede stadig lidt underligt på mig.

Jeg tog et skridt frem og lagde mine arme om hans hals. Han smilede i min t-shirt og lod hans hænder kærtegne mine ryg.

"Jeg har savnet dig helt ubeskrivelig meget," hviskede han. "I lige måde, bro," smilede jeg og gemte mit ansigt i hans grå t-shirt. Han grinte kort. 

"Er vi okay?" spurgte han og kiggede usikkert på mig. Jeg nikkede lidt. 

"Vi er helt okay."

___________________________________________________________________________

Aww, så blev de venner igeeeeen! <3

Jeg håber I nød kapitlet og det er okay velskrevet. 

Der har været lidt problemer omkring de sidste to kapitler for mig. Hvis der er problemer med det her kapitel - det ser underligt ud eller sådan noget, u know - så skriv lige i kommentarfeltet, okay?

Sidder i Italien lige nu, så der vil ikke komme et nyt kapitlet de næste to uger, men det virker okay at holde pause her, ikke? ;)

Jeg håber I nyder jeres sommerferie! 

#ILYSM ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...