Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3565Visninger
AA

18. Kapitel 18

 

 

"Do you go to the movies?
Do you make out in the park?
Do you stay up for hours?
And just talk and talk?

Would it make any difference
If I got you alone?
If I called would you listen?
Would you hang up the phone?"

 

She' not me ~ Zara Larsson 

 

Følelsen af at stå op af sengen efter en uge hvor man ikke har sovet meget, var ligesom at bygge et hus og sprænge det i luften bagefter. Jeg slæbte mig frem og tilbage på arbejde. Jeg sminket mig op med alverden make up, for ikke at se træt ud. Jeg havde ikke grædt en eneste gang. Kun ligget og stirret op i loftet. Jeg syntes, det var underligt at der ikke var nogen følelser omkring det. Catherine havde prøvet alt for at få mig til at udtrykke mine følelser, og - tro mig hvor end jeg gerne ville - jeg kunne bare ikke. Jeg kunne ikke. 

Nathan havde også prøvet at snakke ikke-opmærksomhedskrævende højt om Selena. Hvor dum og grim hun var. På Mays primiser, havde han gjort det. 

Der var bare intet der hjalp. Jeg havde overvejet at gå til terapi eller noget, jeg havde slået mig selv - det kunne jeg bestemt godt mærke, men kun det sted jeg slog ikke andet, desværre. 

Jeg så Selena og Justin nede i byen i går. De gik hånd i hånd og grinede. Jeg gloede bare efter dem, og ingen af dem så mig. Det var nærmest Big Ban på Twitter, havde April sagt. Folk var meget uenige; de vidste ikke hvem der var bedst, men det betød ikke noget for mig, selvom jeg går meget op i hvad andre synes. 

"June, din telefon ringer altså," sagde May. Jeg vågnede hurtigt op, tog mig sammen og sagde: "hej." "God eftermiddag, Mrs. Carelyn," sagde en fornem stemme," vi ville høre om du havde lyst til at komme herind i aften og snakke lidt om Justin?" May kiggede forvirret på mig. "Øh," mumlede jeg. Gør det, mimede May. Hvorfor? mimede jeg. Gør det nu bare, mimede hun tilbage og nikkede. "Jo, gerne." Jeg fik tidspunktet og stedet og lagde på. 

"Måtte man tage venner med?" spurgte Nathan, "måske en sorthåret bøsse?" "Det nævnte de ikke," smilede jeg. "Øv."

Jeg tog min jakke på og hev hætten op. Det havde været rigtig dårligt vejr de sidste fire dage, men det sagde mig ikke noget. Jeg var ligeglad, for jeg var ikke i godt humør alligevel. 

 

***

Jeg var på vej over til det studie hvor interviewet skulle foregå. May, Nathan, Tori, Rae og Cat sad klar hjemme ved Nathan for at se det. Det eneste der havde holdt mig fra at gå helt fra forstanden var på grund af dem og Catherine. De havde hjulpet mig alt det, de kunne. Selvom det ikke hjalp - fordi jeg ikke følte mig knust, som en normal pige der får sådan noget af vide - var det godt, at de var der. 

Tori sendte mig en snapchat:

All ready! Now go in and break that Selena pinky Gomez bitch! We'll support you through all of it ♥

Med et billede af dem alle der sendte luftkys. 

Jeg sendte en tilbage af min trutmund og tekst: Your guys are simply the best. I love your guys so so much ♥

Jeg kørte bilen ind på en plads og steg ud. Hele vejen derud havde jeg tænkt igennem hvad jeg ville sige, og svare på spørgsmålene. 

Da jeg kom ind blev jeg straks sendt i makeuppen. Der blev lavet smooky eyes, fin blush og neutral lipgloss og mit hår blev glattet. Jeg kunne næsten sidde på det når det var glat. 

"Er du klar, June?" spurgte en pige med en blok i armen og hestset på. "Ja, tror jeg..." mumlede jeg. Hun smilede, "bare rolig, de fleste her kan bedst lide dig: Den ukendte, mystiske pige med det lange hår." "Tak," smilede jeg. "Ingen årsag, du er på om 35 sekunder," sagde hun og smuttede ud af settet. 

Jeg trak vejret dybt et par gange og kunne til sidst høre, at der blev talt ned fra fem til nul. 

Værten - kvindelig, hun hed Beatrice - præsenteret programmet og der blev stillet om til mig. Det skarpe lys blænede mig lidt. 

"June, kan du ikke fortælle dig hvordan det går imellem dig og Justin, nu hvor han er tilbage sammen med Selena?" spurgte Beatrice. "Det er stille og roligt. Justin og jeg har det fint sammen," smilede jeg på bedste vis. "Der er slet ikke noget der? Jeg mener, ingen følelser i klemme?" "Vi er som bror og søster. Vi fortæller hinanden alt." "Så der har aldrig været nogen berøringer der måske ikke skulle være der?" "Justin og mig har sovet sammen - i samme seng. Men det var ligesom at sove med en veninde, i mit tilfælde." "Har Justin vist nogen tegn på andre følelser?" "Nej, bestemt ikke." "Har du?" Jeg smilede. "Nej." "Så alt er godt, når I er sammen?" Mit smil blegnede. 

Af alt i verden havde jeg lyst til at fortælle det hele. Hvad, han sagde den dag. Hvordan, han sagde det. Tomheden i mig. Følelserne der var tændt som et lys og slukket som et lys igen. 

Beatrice ventede stadig. Jeg havde ødelagt det hele. Afsløret, at det ikke var godt. 

"Vores forhold kører på skinner." 

Beatrice smilede et jeg-har-luret-dig smil og takkede af. 

Jeg gik for hurtigt ud af det hele. Rev min taske med mig, så bordet med makeup var ved at tippe over og vælte alt af. Men jeg blev ikke og undskyldte og puttede det hele tilbage igen. Jeg gik bare. 

Igen.

 

***

 

Jeg smed tasken væk. Den landede med en brag på skrivebordet, og der faldt noget ned på gulvet. 

Jeg kastede mig ned foran sengen og gemte mit hoved i hænderne. Det blev varmere under mine øjenlåg og jeg tænkte endelig. 

Jeg blinkede ihærdigt, prøvende på at få tårer ud... der skete bare intet. 

"Græd det nu ud, for helvede!" skreg jeg og flåede min jakke af. Den fløj op i loftet og landede i sengen. 

Mor åbnede døren med et forfæstet blik. Jeg kiggede på hende. Hendes blik ændrede sig lidt. "Jeg så det." Jeg nikkede. "June, hvis han ikke kan se at det er dig der er dét værd, så lad ham det. For det er du hele vejen, okay?" Jeg rystede på hovedet. "Han fortjener mig ikke. Selena er bedre." "Skat," sagde mor og kom ind. "Nej, mor," sagde jeg, "hun er sjov, hun er smuk, hun er taletfuld og Justin er bedre sammen med hende, okay?" En tåre trillede ned af kinden på mig. "Hun har de flotteste øjne og kender Justin, slet ikke som m-mig." Mor kom over og krammede mig. Hun var højere end mig. Jeg græd, det føltes godt, men jeg var ikke opmærksom på det.

Jeg holdte igen, jeg ville ikke stortude foran min egen mor. 

"June, græd ud. Det hjælper ikke at holde igen, okay?" Jeg var ligeglad, stadig holdt gråden tilbage. "June." Hunsagde det højere. "Undskyld, mor. Jeg bliver... jeg bliver nød til at gå." Jeg vristede mig ud af hendes kram og styret ud af huset. 

Jeg begyndte at løbe som aldrig før. Det brændte i halsen, sveg og rev. Mine lunger skreg og ben sitret. 

Men jeg kunne godt lide det. Jeg følte mig fri.

Jeg kom langt om længe hen på broen og satte tempoet ned. Jeg hev efter vejret og tog mig til brystet, hvor mit hjerte galoperet af sted. 

Jeg lagde mine arme på broens gelænder og pustede roligt ud. 

Træerne omkring togbanen under mig bevægede sig fra side til side. 

Jeg stod længe og tænkte over Justin. Hans forhold til mig, mit forhold til ham. Det var lige pludselig meget forvirrende det hele. Jeg vidste ikke hvor mine følelser var henne. Det var som om de blev revet væk samtidig med regnen skyllede mit ansigt til med vand. 

Justin ville sikkert komme lige om lidt, også ville vi snakke om en af vores problemer og det hele ville ende i et kram og vi ville gå hjem til ham.

For det endte altid sådan, og han kom altid på mystisk vis. 

Jeg rørte ved min piercing i øret let smilende. Jeg kom til at tænke på hans slåskamp. Og om hvordan det gik med hans skader. Jeg ville måske aldrig komme til at tilse dem igen, eller spørge til dem. 

Jeg tog mig selv i at tænke på alt det gode, og om hvor meget jeg ville have alt det tilbage. Men jeg vidste inderst inde, at det var bedst som det er nu. Selena kunne posere med ham til præmier, kysse ham, være sammen med ham, grine med ham, have dybe samtaler...

Men gad vide om det var sådan? 

Gik de i parken sammen og kyssede under et træ?

Gik de i biografen?

Havde samtaler der endte i kærlige kram og opløftende ord?

Et tog kom kørende med høj lyd. Det kom nærmere. En sær smerte opstod i mit bryst og min mave blev lidt urolig. Som om, toget ikke bare ville køre under mig, men tage mig med; køre mig over. Det runnede i broen og jeg lukkede øjnene. 

Toget kom bragende under mig. Jeg kunne mærke det i fødderne, men jeg stod der stadig efter toget var på den anden side. 

Jeg smilte og grinede lidt. Det begyndte at regne. 

Det var slut. Mig og Justin. 

Jeg ville ikke have dét. Jeg blev nød til at fortsætte det liv før Justin. Det var et godt, lykkeligt liv. 

Men bedre med ham.

Jeg sukkede dybt og rystede på hovedet.

Bedre uden ham. Det blev det nød til at være. 

Den nat sov jeg igennem.

 

***

 

"June." Prim vinkede mig ind til sig. Jeg rejste mig op fra stolen og gik ind til hende. Hun pegede på døren og jeg lukkede den. Vi satte os ned igen.

"Jeg giver dig denne opgave, fordi det ville være for meget for de andre piger," sagde Prim. Jeg ventede på opgaven. "Du skal ind og være journalist til Justin Biebers fest i morgen aften." "Hvad?" udbrød jeg med en stikkende fornemmelse i maven. "Hør, jeg ved godt-" "Kan du ikke sende en anden derhen? Nicky for eksempel? Hun elsker ham." "Det ved jeg godt. Men du kender det og ham. Du skal bare gøre det for vores blogside på nettet. Lorna er syg, så derfor sender jeg dig." "Men hvorfor mig? Jeg har det altså ikke så godt med det," sagde jeg. "Jeg ved godt, det er lidt anspændt imellem jer, men du behøver ikke engang at snakke med ham. Miley Cyrus kommer, Taylor Swift og Taylor Lautner, Shailene Woodly, Theo James, Ryan, Chaz, Demi Lovato. Sådan nogle kommer," svarede Prim bedende. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at bande højt. Til sidst nikkede jeg bittert. "Årh, tak, June! Du får ekstra løn for det, okay?" Jeg nikkede igen og smuttede ud af hendes kontor. 

 

***

Jeg havde ret normalt tøj på. Nathan havde sagt, at jeg skulle udstråle sådan: Jeg er her kun på grund af mit arbejde. Justin, jeg føler intet. I'm juuuust working. 

Så derfor havde jeg sorte stramme jeans på med revner i, en hvid lidt løs t-shirt med en halskæde med et lille, rundt, sort vedhæng, mørkeblå cardigan og ringe på fingrene. 

May havde lagt en meget neutral makeup. Bare smokey eyes, lidt blush og lipgloss. Og som det bedste - som vi alle grinede længe af - en grå hue. Den sad løst på mit hår også blev mit hår glattet også var jeg klar. 

"Er vi readyyyy?" spurgte May. "Ret klar, ja," svarede jeg og bandt mine sorte converse. "Super." "Tak for hjælpen," smilede jeg til May, Nathan og Catherine. "Selvfølgelig," smilede de alle i kor. Jeg vinkede og åbnede døren til Catherines lejlighed. "Held og lykke, girl," sagde Nathan og smilede lidt lusket. 

Jeg kørte over til Justin hus i Mays lille fiat 500. Jeg tog min taske med, hvor mine ting lå i. Jeg trak vejret dybt og åbnede døren derind til. 

Der var noget roligt musik på og folk gik rundt og snakkede. Jeg kunne se de andre fra andre redaktioner gå rundt imellem alle og spørge dem om tøj. 

Jeg tænkte, at jeg hellere også måtte igang. Så det gjorde jeg. Direkte i Shailenes retning. 

Hun smilede stort da hun så mig, og trak mig ind i et kram. "Søde June!" "Hej, Shailene," smilede jeg. "Bar kald mig Shai," smilede hun, "hvordan går det?" "Joh, fint. Dig?" "Helt dejligt, jep." "Jeg har set The fault in our stars. Den var virkelig rørende." "Ja, det siger mange. Jeg er bare imponeret over, at den er rørende," smilede hun. Jeg stilte hende nogle spørgsmål og gik videre til et par andre kendte. 

Theo, Shai og mig holdte pause og stod og grinede i baren. Jeg var glad for de var der. Så havde jeg da nogen at snakke med. 

Efter et par timer havde jeg snakket med rigtig mange. Jeg var på vej over mod Demi Lovato nu.

"Øh, undskyld, Demi?" sagde jeg. Hun vendte sig om og smilede stort til mig. Uheldigvis snurrede hun så hurtigt rundt, at hendes drink væltede ud over mig. Et gys gik igennem mig, da det kolde indhold ramte mig. 

"Ej! Det må du meget undskylde!" udbrød Demi. "Det gør ikke noget," skyndte jeg mig at sige. "Jo, det gør. Dit tøj var så fint og nu... er det ødelagt," svarede hun. "Det' okay, Demi. Jeg ved godt hvor køkkenet er," forsikret jeg hende om. Hun nikkede og undskyldte igen. 

Jeg prøvede at børste det lidt af, men det er flydende, så man kan ikke børste det af. 

Jeg kom ud i køkkenet. Det var underligt at stå der. Jeg gik over til vasken og prøvede at fjerne det med en klud. 

"June?"

Jeg fór op. 

Det var Justin. 

Alt kom tilbage.  

Strandturen, da han sagde det. Hans smil. Hans grin. Hans stemme. Mine følelser for ham...

"Hvad laver du her?" smilede han. "J-jeg," mere kunne jeg ikke sige. Han ventede. "Jeg skal skrive om din fest på vores blog," tog jeg mig sammen og sagde. "Okay," nikkede han, "hvad synes du så om festen?" "Justin, jeg er her ikke på grund af dig," sagde jeg hårdt. 

Hans smil forsvandt. Han kom over til mig. Meget tæt på mig faktisk. Hvis jeg lænede mig frem, kunne jeg nå hans læber.

"Jeg savner dig, June," sagde han. Jeg bed mig i læben og kiggede ham over skulderen. Alt for ikke at møde hans blik. 

"Og jeg skylder dig vidst noget for det her," sagde Justin lavt og kørte en finger hen over mit lille ar på håndledet. Hans øjne borede sig ind i mine. 

Mine kinder blev varmere og jeg rev min arm fri af hans hånd. Jeg havde tårer i øjnene og havde allermest lyst til at råbe ad ham, skælde ham ud. Men jeg gjorde ingenting.

"Græder du?" spurgte han. "Nej. Jeg..." Jeg løsrev blikket. "Det er bare luften." Jeg prøvede at komme forbi, men han bøjede sig ned for at se bedre på mit ansigt. Da jeg ikke ville lade ham se, tog han fat om min hage. Jeg fjernede hovedet i et ryk. Jeg veg tilbagefor hans berøring, men den fik mit hjerte til at hamre. 

Jeg kunne ikke klare det mere. Så jeg gik forbi ham og gik hurtigt ud af køkkenet. Jeg kiggede tilfældeligvis til venstre og så Selena stå med et hadsom udtryk. 

Hun havde hørt os. 

Jeg rystede bare på hovedet og styret ud af huset. 

Jeg anet ikke hvor jeg var på vej hen, men det var ikke i retning af bilen. Jeg kunne mærke sand under mine sko og fandt ud af, at jeg var endt på stranden. 

Jeg gik bare videre og kom i tanke om aftenen han fortalte mig om alt dét han havde, også råbte jeg ad ham. Fordi han ville have det, og vi gik hjem til ham. 

Også på aftenen det hele gik galt. Han ville ikke engang se på mig, da han sagde det. Han havde ikke engang den respekt at kigge på mig. 

 

Justins synsvinkel

Jeg havde fucked up. Jeg fucker fandme alt op. 

Jeg havde virkelig lyst til at slå mig selv. June var gået, ja nærmest løbet væk. 

Hvordan er det muligt at være så dum? 

Ja, det spørgsmål skal jeg virkelig have styr på. 

Idiot, Justin, idiot. Du fortjener hende ikke engang, ikke efter den nat med Selena. June fortjener bedre, meget bedre. 

De fleste var taget hjem, og der var kun Selena og jeg tilbage.

Hun virkede sur og meget tøse-fornærmet. 

Don't ask 'cause I don't know.

"Er det hende du vil være sammen med?" spurgte Selena pludselig. Jeg kiggede forvirret på hende. "Ja, June," sagde hun vrissende. "Er det hende du vil være sammen med?" spurgte hun igen med gråd i stemmen. Jeg sagde ingenting, kiggede bare på hende. "Elsker du hende?" spurgte hun. Jeg trak vejret dybt, men sagde stadig intet. "Okay.." Selenas stemme var grødet. Hun snøftede, puffede noget hår om på ryggen og kiggede stift på mig. Hun fnøs, rystede på hovedet og gik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...