Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3679Visninger
AA

17. Kapitel 17

 

 

"If your heart was full of love
Could you give it up?
'Cause what about, what about angels?
They will come, they will go, make us special
Don't give me up."

 

Not about angels ~ Birdy

 

"Er du klar, April?" råbte jeg op ad trappen. "Ja, jeg kommer nu!" råbte hun tilbage. Hun satte en fod på hvert trin. Bump-bump-bump lød det, og hun stod foran mig til sidst og smilede stort. "Let's go."

"God film, tøser, og græd nu ikke for meget," smilede mor. "Vi kan ikke love noget," svarede April og bandt sine sko. "Nej, det kan I nok ikke," grinede mor, "husk lige de lommetørklæder." Jeg nikkede og puttede dem i lommen. "Ses."

Vi gik ud i bilen og kørte af sted. "Justin skal til prisuddelling i aften," sagde April. "Ja, det fortalte han i går." "Var du sammen med ham i går?" spurgte April overrasket, "jeg troede, du var ude at gå." "Det var jeg også, men så kom han åbenbart pludselig gående." "Hm," sagde hun bare, "hvorfor er det ikke mig der støder ind i ham, hva'?" Jeg grinet lidt, "det ved jeg desværre ikke." "Det. Er. Nederen," mumlede hun.

Vi kørte ind på parkeringspladsen og holdt bilen der.  Da vi kom ind var er nogle piger der kiggede lidt underligt på April. Jeg skævet lidt til hende, hun så helt upåvirket ud. Jeg tog hendes hånd og førte hende over til biletsalg. Vi fik vores billetter, slik og sodavand. 

"Lad os gå op og vente," sagde April. Jeg nikkede. Hun kiggede lidt tøvende op ad trappen, bed sig i læben og nikkede for sig selv. Vi gik op ad trappen uden stop. 

Hun er selvfølgelig vant til trapper derhjemme, men der var alligevel flere her. 

"Er du okay?" spurgte jeg da vi var kommet op. Hun nikkede lidt forpustet. "Det er godt for mig." Jeg var ikke helt enig. Hun fandt over til en lædersofa og satte sig. 

Der kom mange mennesker og jeg holdte hele tiden øje med April. 

"Er du en ægte kræftramt?" spurgte en pige på siden af April. April kiggede forvirret op på pigen, "ja?" Pigen kom med et lille klynk og trak April ind til sig. Hun holdt godt fast. "Du skal bare vide, at du er sej. Du kæmper hver dag, hvert minut, hvert sekund. Jeg beundrer dig virkelig!" April fik tårer i øjnene og lagde armene om pigen. "Tusind tak," snøftet April i pigens t-shirt. Tårerne smittet over på mig. Mit syn blev uklart og det eneste jeg så, var farver. Det flød over og to tårer gled ned af kinderne på mig. 

Jeg trak min mobil op ad lommen og tog et billede af April og pigen. De hviskede noget til hinanden, og gav så slip. "Jeg hedder Alisa," smilede pigen. "Jeg hedder April," smilede April. "Skriv lige, okay?" sagde Alisa. "Jo, selvfølgelig." "Hej, hej," vinkede hun og gik tilbage til sine forældre. 

April vendte sig hen til mig og lænede sig ind til mig. Jeg lagde armene om hende og vuggede hende lidt fra side til side. "Lad os nu ikke græde allerede," hviskede jeg. "nej, du har ret," grinede hun. Vi gik hånd i hånd ind i salen og fandt vores pladser.

 

***

Vi kom begge ud med blodskudte øjne. April snøftede lidt. Tårerne stod stadig ud af mine øjne. 

"Det var en smuk film," sagde jeg. "Meget." 

Vi kom ned af trappen og April gik lidt væk fra mig. Jeg lod hende gå. 

Da vi havde kørt i noget tid sagde April pludselig: "Stop." "Hvad?" "Stop bilen," sagde hun. Jeg stoppede og hun gik ud. 

Jeg blev siddende og kiggede efter hende. Hun gik rundt på græsset og begyndte så at skrige. Så steg jeg ud af bilen. 

Hun drejede rundt på tåspidserne og faldt til sidst ned på knæ. "Hvad skal d-der ske m-med mig, June?" hulkede hun. "Ingenting, du har det jo godt, ikke? Der er intet galt," skyndte jeg at sige. Jeg satte mig ned og kærtegnede hendes ryg. Hun rystede min hånd af sig og kiggede op. Hendes kinder var våde af tårer og øjne helt røde. "Hvad hvis jeg e-ender s-som Augustus?" "Det gør du ikke, April, okay? Det gør du ikke." "Det kan du ikke love." "Jeg lover intet, men jeg ved at du ikke gør." "Du ved ikke hvordan det er." Jeg faldt sammen i kroppen. "Undskyld, hvad?" "Du ved ikke hvordan jeg har det!" "Jo, jeg gør, April, tro mig. Men jeg er ikke enig i det, du siger. Du er så stærk og så modig. Hvorfor tvivle på dig selv nu?" April græd videre lidt. 

Hun stilnede lidt af og kiggede op på mig med et blik det sendte et gys igennem min mave. Gråden boblede og snørede min hals sammen. 

"Jeg føler ingen modighed og heller ingen styrke. Jeg vågner op hver morgen og håber på, at jeg er rask. Men så tænker jeg så: Fuck, hvor er du dum! Hallo, wake up, sweetheart, du er kræftramt og det har du været siden du startede i skole. The fault in our stars har så megen af mine følelser med, men samtidig så Hollywood agtig; jeg kan ikke bare gå i støttegruppe og møde The Love Of My Life, vel?" "April." Jeg tog hendes hænder i mine idet en tåre banede sig ned ad min kind. "Du behøver ikke nogen dreng for at føle styrke eller mod. Hazel i filmen fik diagnosen da hun var 13, og du fik da du var 6. Og i øvrigt er det bare fiktion det hele, okay?" Hun var tav i lang tid. Vinden blæste hende i hovedet, hendes tørklæde gled lidt op. Til sidst lagde hun sig ned i det høje græs og kiggede op i skyerne. 

"Det føltes bare så ægte." 

Jeg lagde mig også ned, "det er det bare ikke." Hun rystede på hovedet. Skyerne var mørke og gled hen ad himlen i en langsom bevægelse. "Hvis bare man kunne gøre dét." Jeg troede først, hun hentydede til sex, men hun snakkede om skyerne. "Bare drive derud af uden pauser," forsatte hun. Jeg nikkede. 

Vi var stille igen. 

"Har du nogensinde tænkt det, April?" spurgte jeg, "engang du kørte hjem fra hospitalet eller lå i din seng om aften og ikke kunne sove.." Hendes øjne kørte fra side til side, hun holdte øje med skyerne. "Jo." Et stød. "Hvornår?" "Et par måneder siden," svarede hun, "vi var på vej hjem og jeg overvejede mit liv. Jeg kedet mig; mit liv kedet mig. Jeg følte ikke for at leve videre, jeg havde ikke en gang drømme om at blive model eller skuespiller at se op til.  Jeg havde kun jer, og det burde jeg være taknemlig for og det er jeg men..." Jeg nikkede forstående, "du manglede liv." Hun drejede om på siden til mig. "Jeg har noget at fortælle dig." "Okay," sagde jeg. "Nogengange når jeg græder, gør jeg det uden tårer, snot, eller følelse. Jeg græder bare. Og nogengange græder jeg med tårer, snot og følelse. Der græder jeg alt ud." "Hvad kan du bedst lide?" spurgte jeg. "Jeg vil helst sige, at det er det første, men jeg føler mig altid bedre tilpas efter at græde højt og længe. Det er ligesom at give en fremmed et kram, det er uden følelse, men at kramme en man kender, det er med følelse, fordi man kender personen. Også føler man sig bedre tilpas, ikke?" Jeg nikkede. 

Vi kiggede tavt på hinanden i lang tid. 

Et par dråber ramte mit hår. "Jeg tror, at det begynder at regne," sagde April og lukket det ene øje. Jeg nikkede. "Skal vi komme hjem?" Så nikkede hun. 

 

*** 

 

"Noget nyt med Justin?" spurgte May. "Næh, hvad skulle det være?" "Det ved jeg ikke, måske samleje eller..." "May, altså," grinede jeg, "det kaldes venskab, okay? Bare venskab." "Ja, det har du gjort klart, men altså man kan vel altid håbe, ikke?" sagde hun. "Jo, men i forhold til det her, er der ikke grund til håb for mere." May så lidt utilfreds ud. "Men så må vi finde en anden fyr til dig. Jeg vil ikke have, at du ender som én, der er gift med sit arbejde og har tusinde katte derhjemme." Jeg grinede lidt, "bare rolig - jeg er vidst nok allergisk for katte." May pustede ud. 

"Var The fault in our stars god?" spurgte Nathan. Jeg kiggede op på ham og nikkede. "Jeg har også hørt, at den er blevet rost til skyerne og alle - og virkelig alle - sad med tårer i øjnene og klumper i halsen," sagde han. "Jeg tror ikke, der var et øje tørt," svarede jeg. "Jeg må hellere se den," sagde han eftertænksomt, "hvem skal med?" "Jeg vil gerne med," smilede May. De snakkede lidt videre om det, og jeg koncentreret mig om min symaskine. 

Min mobil ringede. Det var Catherine. Jeg skyndte mig at tage den op til øret. 

"Hej, Catherine," hilste jeg. "Hey, søde!" "Hvad sker der?" "Ikke det store, kan du komme forbi senere i dag?" spurgte hun. "Ja, det kan jeg da godt," smilede jeg. "Super, Miley glæder sig også," smilede hun og Miley gøede i baggrunden. "Dejligt, sig til hende, at jeg også glæder mig." "Skal jeg nok. Kom du bare klokken 18:00," sagde hun. "Glimrende, vi ses," afsluttede jeg. "Hej, hej." 

Jeg tog tegningen frem af de bukser jeg var i gang med. De var lidt sværere end de så ud, men jeg var kommet til et godt resultat. 

Prim stod bag mig med krydsede arme og en rynke i panden. "Er det ikke godt?" spurgte jeg uroligt. "Jo, jo, det er rigtig godt," svarede hun. "Men..?" "Men ikke noget, det er fint, June. Det mener jeg virkelig," sagde hun og tog buksen op. Hun vendte den et par gange, tjekkede lynlåsen, knapperne og syningen i siderne. "Udmærket arbejde." "Tak," smilede jeg svagt. "Husk mig lige på at vi skal snakke sammen senere, okay?" Hun klappet lidt på bukserne imens hun kiggede rundt. "Okay," sagde jeg lidt forvirret, men hun var gået videre. 

"En snak med Prim, hva'?" May folede bukserne sammen. "Hun fyrer mig sikkert." "Ja da, det gør hun helt sikkert." Ironien var tydelig. "Du er så dygtig, June. Jeg brækker mig over det manglende selvtillid ved dig, ikke for noget." Ordene ramte mig i brystet. "Jeg ved godt det er slemt, undskyld." "Hør." May lagde bukserne væk og kiggede mig i øjnene. "Du skal ikke undskylde overfor mig. Kig på dig selv, tænk over tingene. Du er dygtig til det, du gør. Du hænger ud med verdens kendt. Du tager fantastisk billeder. Du er verdens bedste søster og datter. Du gør intet forkert og dit udseende fejler ligefrem heller ingenting. Stop det, og fortæl dig selv, at du er det værd." Hun stoppede, men hvis jeg kendte hende ordentligt, ville hun fortsætte. Ganske rigtigt åbnede hun munden igen: "Jeg troede, at Justin havde banket det ind i hovedet på dig." Jeg smilede lidt. "Han prøver." "Det må være et hårdt job," sagde hun. Jeg nikkede lidt og bed mig i læben, "ja, egentlig." 

May var stille og blev ved med at fole nyt tøj. "Smutter du ikke snart?" "Hvad?" spurgte jeg forvirret. "Ja, klokken er over fem," grinede hun. "Nårh." Jeg rejste mig op og pakkede min taske sammen. Jeg gav Nathan et halvt kram og May et lidt længere. Jeg vinkede til dem og de vinkede tilbage. 

Da jeg kom ud i min bil læssede jeg min taske af på det andet sæde og kørte over til Catherine. 

Jeg bankede på døren og kunne straks høre Miley gø på livet løs. Catherine tyssede på hende og åbnede døren. Hun faldt mig om halsen og krammede mig længe. "Jeg har savner dig sååååå meget," smilede hun. "I lige måde." Miley hoppede op ad mig, nærmest dansede frem og tilbage. "Jeg har også savnet dig, skønno, M," grinede jeg og tog hende op. Hun slikkede mig i ansigtet med sin lille tunge. 

Vi gik ind på hendes værelse og jeg satte Miley blidt ned i sengen hvorefter jeg selv satte mig. 

Catherine satte sig i skrædderstilling foran mig og smilede alt for stort. "Hvad er der, Catherine?" spurgte jeg. "Hvis jeg siger Justin, hvad siger du så?" spurgte hun (stadig med et stort smil) Jeg sukkede tungt og lod mig falde bagover ned i sengen. 

"Jeg er seriøs," sagde hun. Jeg sukkede igen og kiggede hen på hende. "Du føler dig ikke tiltrukket?" Jeg gloede bare på hende. "Du føler intet stød når han kommer nærmere, vi kunne sige, at han nærmest efterlod brændmærker, hvis han havde rørt dig?" Jeg gloede stadig. "Du tænker ikke på, om han tænker på dig?" "Catherine, hvorfor begynder du nu?" spurgte jeg. "Jeg har bare gået og tænkt over det; jeg har for eksemel set billeder af jer, og du skulle altid have det lækreste tøj på over til ham," svarede Catherine. Jeg overvejede mit svar lidt, men jeg var blank. 

Jeg havde altid set Justin som min bedste ven, som jeg kunne være June Carelyn 100% med, men jeg havde følt de stød, havde været tæt på...

"June?" Catherine knipsede med to fingre foran mit ansigt. Jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene. Jeg var bange for at svare; jeg var bange for at se mit svar forsvinde ud af munden på mig, og fortryde det straks efter. Det kunne ikke gøres om.

"Han gør noget ved mig, ja."

Catherine farede op og hvinede højt imens hendes arme fægtede vildt rundt i luften. "Fuck, I er jo perfekte sammen! Du bliver nød til at fortælle ham det - NU," sagde hun med højrystet stemme. "Jeg ved ikke rigtig..." mumlede jeg. "Jo, June. Du bliver nød til at træde ud af din trygge zone og begynde at leve, okay? Enten dét eller så går vi ned på den nærmeste bar og du snaver med den første og lækreste," sagde hun. "Okay, jeg vægler det første," skyndte jeg mig at sige. Catherine lyste op i et stort smil. Hun vippede op og ned i sengen, Miley blev også glad, så hun begyndte at lovre med halen og slikke på Catherine. Jeg grinede og begyndte også at vippe op og ned. Miley kom over til mig og gentog derfra hvor hun slap ved Catherine. Det boblede i maven på mig og jeg var i det højeste humør.

Det føltes godt at fortælle det til nogen. Der var noget inde i mig der løsnede sig. Jeg var glad for min beslutning om at fortælle det til Catherine. Men jeg var ikke selv sikker på mine følelser, før jeg fortalte det til hende. Jeg var rædselsslagen for bare at tænke på dét. Tænke på ham på en helt anden måde. 

"Ring nu til ham! Sig, at du vil mødes med ham," sagde hun imens hun prøvede at få Miley til at falde lidt ned igen. Jeg rystede lidt på hovedet, idet jeg kiggede ned på min mobil og fik øje på at Justin ringede til mig. "Hvorfor ikkeeeee?" "Det behøver jeg ikke." Jeg viftede lidt med telefonen og hun smilede bredt. "Tag den!" 

Jeg trak vejret dybt og sagde: "Hej, Justin." "June," sagde han, som om han ikke forventet at jeg ville tage telefonen. "Hva' så?" spurgte jeg. "Kan vi måske mødes nu? Altså det kan godt vente, men det er..." "Jo, det kan vi godt," smilede jeg.

Han vil mødes, mimede jeg til Catherine. Hun lavede thumbs up.  

"Okay... øh, bare nu? Skal jeg kommer over til dig eller kommer du herover?" Han lød utrolig nervøs og urolig. "Jeg kommer bare over til dig," svarede jeg, "ses om et kvarter." "Øh, ja, vi ses," sagde han og lagde på. "

"Hvad så?" spurgte Catherine," hvorfor ser du sådan ud?" "Han lød underlig," svarede jeg med rynket pande, "nærmest nervøs." Catherine tænkte lidt, "måske har han også følelser for dig, og er nu bange for at sige noget forkert." "Justin er aldrig nervøs for at sige noget; han tør at sige for meget." "Nå," mumlede hun lidt flovt, "men altså måske, right?" Jeg rystede grinende på hovedet. "Jeg bliver nødt til at gå nu, Cath. Skal nok skrive hvordan det går." 

Jeg kørte hurtigt over til Justin uden problemer, det vil sige ingen trafik. Jeg bankede på døren og ventede lidt. 

Justin kom til syne i døren og hans blik var meget utydeligt. Han åbnede døren, og jeg sagde hej. Han svarede med et mumlende hej og så endelig op på mig. "Skal du gå en tur?" spurgte han og var allerede på vej afsted. "Jamen det regner?" sagde jeg. Justin vendte sig lidt om. "Alligevel." Jeg kiggede lidt efter ham, men han blev ved med at gå. Til sidst fulgte jeg efter. 

Klokken var næsten ti om aftenen. 

"Du har ikke brug for et tæppe eller en jakke?" spurgte han, "det er lidt småkoldt." "Jeg har det fint." Vi gik ned mod stranden. 

"Hvordan gik det igår?" spurgte jeg. "Jeg vandt to priser." "Tillykke!" smilede jeg. Han skulede lidt til mit tøj, "tak." 

Vi gik med en lang stilhed i mellem os. Jeg var ved at blive lidt utålmodig, men sagde ikke noget. En lille bagtanke sagde mig, at han sikkert skulle fortælle mig noget ret dårligt; jeg håbede ikke for Guds skyld, at han ville fortælle mig at han havde set mig nøgen igen. 

"Jeg vil faktisk gerne fortælle dig om noget fra igår..." Jeg kiggede op til ham og nikkede. Han sparkede en sten væk der endte ude i vandkanten. Han stoppede op foran mig, og jeg gik ind i ham. Det plejede han altid at grine af, men der var ikke den mindste antydning af et smil at spore i hans ansigt.  

Han åbnede munden et par gange, men lukkede den igen. 

Jeg kunne mærke et stik af nervøsitet i min mave. 

"Selena og jeg fik ret meget champagne den aften til prisuddelelingen. Vi tog videre ned i byen, og lige pludselig var vi endt på et hotelværelse," han stoppede kort for at kigge ned på sine hænder og trække vejret dybt. Han kiggede ikke engang på mig. "Vi var godt wasted, kan man vel godt sige. Hun begyndte at trække min bluse lidt af, og jeg begyndte ved hende. Vi bevægede os over mod sengen i et godt make out. Jeg fik hendes undertøj af, og hun fik også alt mit af." 

Følelsen af nervøsitet var bestemt væk. En følelse af svigt var overalt mig. Der var ingen tårer, jeg følte mig bare tom. 

"Så var der et kondom og-" "Jeg skal ikke høre mere," afbrød jeg og pressede mine øjne sammen. "Jeg tror godt, at jeg kan forstille mig hvad der sker." 

Justin sagde ikke en lyd. Det lød som om han ikke engang trak vejret. 

Stilheden var uendelig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle gå, eller sige noget til ham. Jeg havde bare ingen idé om hvad jeg dog ville sige.

Jeg havde lyst til at spørge hvorfor han havde gjort det, men jeg forblev tav.  

Til sidst drejede jeg om på hælen og gik tilbage. Jeg kunne først nu mærke regnen der piskede ned i mit hår. Det gled videre ned af mine kinder og gjorde mit tøj fugtigt. Inden længe ville jeg være gennemblødt. 

Jeg havde lyst til at græde så højt at det ville gøre ondt i halsen. Jeg havde lyst til at falde ned på jorden, mærke sandet i mine hænder, regnen der ramte mig, mit hår, varme tårer der blev ved med at strømme ned ad mine kinder. Men jeg følte kun tomhed, ingen lillebitte trang til at græde. 

Jeg kom ind på Justins grund, skænkede huset et enkelt blik, men stadig ingen følelse af billeder i hovedet, der mindede mig om hvad vi havde lavet her. 

Jeg fortsatte ud på vejen og tråde ned i en stor vandpyt, så mine converse blev helt våde. Jeg bandede og løb resten af vejen hen til bilen. 

Jeg låste op og kørte hurtigt afsted.  

Da jeg kom hjem smækkede jeg bare døren i, løb op i svuppende sko op på mit værelse og smed mig i sengen.  Jeg gemte hovedet ned i puden, håbende på gråden der ville komme. Men stadig intet.

Jeg fik en sms fra Catherine, hun skrev:

Heeeey! How is it going? <3

Jeg havde ærlig talt ingen føling over at skrive tilbage, men jeg gjorde det alligevel. 

Wonderful. He told me that he & Selena slept together. So perfect in the Justin-camp. 

Jeg vidste ikke, hvor det sarkastiske kom fra, men det kom åbenbart. Beskeden skrev bare sig selv. 

From Catherine

What? Are u serious? 

From me

Yes

From Catherine

I'll come over, okay?

From me

No. I'm fine, just... stay home. 

From Catherine

U sure? :'(

From me

Yes.

From Catherine

Ok, but I'll call u tomorrow no matter what.

Jeg gad ikke skrive tilbage, jeg ville bare forsvinde ud i det blå. Glemme at denne dag var sket. Jeg følte mig stadig rystet.

April råbte et eller andet inde fra sit værelse, som jeg ikke hørte. 

Jeg lagde mig på den anden side. April råbte det samme igen. Så hørte jeg skridt og min dør blev åbnet. Ind kom April og hun smed sig ned ved siden af mig. "Hvorfor svarer du mig ikke?" "Sagde du det til mig?" April kiggede irriteret på mig. "Ja, jeg gjorde. Tre gange, helt præcist." Jeg sagde ikke noget, kiggede bare væk. 

"Har du hørt dét, om Selena og Justin?" sagde April lidt efter. Min mave vendte sig. Jeg nikkede. "Det er sååååå godt, at de er sammen igen!" hvinede hun. "Men altså jeg er bare bange for, at de sårer hinanden. Hey, tænk hvis de bliver gift! Ej, eller får børn! Det ville-" "April, er du ikke sød at fangirle et andet sted?" afbrød jeg. "Har du menstruation eller noget? Du virker indelukket - mere end normalt - og sur," spurgte hun. "Nej, det' bare..." jeg stoppede. Jeg vidste ikke hvordan April ville tage det, hvis jeg bad hende om at gå ind til selv, for det havde jeg aldrig gjort før. 

"Oh my god!" sagde hun og rejste sig igen. "Oh my god, oh my god, oh my god! Du er forelsket i Justin!" Jeg kiggede lynhurtigt op på hende, men nåede slet ikke at modstå før hun selv fortsatte: "Prøv ikke at sige noget imod. Du har hørt, at de har været i seng sammen og-" "April!" halvråbte jeg og fik endelig tårer i øjnene. Hun faldt lidt ned og snakkede lidt lavere. "Undskyld, June." 

Hun satte sig ved siden af mig og kærtegnede min arm lidt. Jeg havde godt nok tårer i øjnene, men der fuldt ingen følelser med. 

"Så... du føler faktisk noget for ham?" spurgte hun forsigtigt. Jeg bed mig hårdt i læben og nikkede lidt. "Jeg har først rigtig fundet ud af det sådan nu her - faktisk lige her i dag - også fortælle han mig, at ham og Selena har haft sex. Jeg gik bare... han havde ikke engang nok respekt til at kigge på mig, da han sagde det." April snøftede lidt. Jeg kiggede op på hende, og nu sad hun og tørrede tårer væk fra kinderne. "April, rolig nu," smilede jeg lidt. "Jeg kan pludselig ikke lide Selena mere. Dig og Justin ville passe perfekt sammen." "Jeg tror, at jeg vil holde mig lidt væk fra ham i lang tid. Jeg kan ikke holde det ud... tænk, hvis de finder sammen." April gav min arm et klem, men sagde ikke mere. Vi sad bare i lang tid i stilhed. 

Regnen trommede stadig mod taget. Det var en hyggelig lyd. 

"Jeg vil lade dig være alene lidt," sagde hun. "Tak," svarede jeg. Hun rejste sig, men stoppede ved døren. "Du er bedre end Selena," sagde hun, "bedre for ham." Jeg sendte hende et luftkys og hun smuttede ud ad døren. 

Jeg trak min dyne op over mig selv og lukkede øjnene. 

***

Der var blevet sagt godnat til April for lang tid siden, lyset i huset var slukket og det regnede stadig. Den eneste der var vågen, var mig. Jeg lå med folede hænder og stirrede op i loftet. 

Brudstykker af billeder af Justin og Selena sammen i en seng; lydene; bevægelserne; måden. Jeg havde kvalme over det. Jeg vidste ikke, hvorfor det lige var i dag. Hvorfor jeg skulle indrømme mine følelser hele to gange, og få dét af vide med Justin og Selena. Hvor ironisk, egentlig.

Dagen var gået hurtig, men samtidig føltes det som om at dagen var en uendelighed, hvis jeg tænkte tilbage på det hele. 

Jeg havde en sådan trang til at græde. Vende mig om og græde ned i puden. Jeg havde en kæmpe klump i halsen, men der skete ingenting. Jeg kunne ikke føle smerten af billederne, eller da Justin fortalte mig at det var sket. Jeg havde lyst til være sur over måden han sagde det på, dét, at han slet ikke skænkede mig et blik. 

Men jeg var ingen af delene. 

___________________________________________________________________________

Undskyld, at jeg først publicere nu, men jeg håber I kan lide kapitlet. 

Endelig fik June indrømmet sine følelser, tror I, Justin føler det samme? :)

Har været inde og se The fault in our starsog shit hvor jeg græd! Hold da helt op en fantastisk film :')

Rigtig god sommerferie, alle sammen. 

Husk nu, at jeg elsker jer til månen og tilbage igen 80 gange ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...