Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3742Visninger
AA

16. Kapitel 16

 

"And I will stay up through the night
Let's be clear, won't close my eyes."

Elastic heart ~ Sia 

 

 

Jeg slog øjnene op. En solstråle ramte mit blik og jeg blikkede lidt. Jeg var hjemme efter en lang dag i Justins 'flugt' hus. Klokken var blevet mange, og jeg var først hjemme ved et-tiden. 

Jeg havde drømt om Justin og Selena; de stod sammen på en rød løber og smilede til kameraet. 

Jeg tjekkede klokken på min mobil, halv to om eftermiddagen. Jeg satte mig lynhurtigt op og skyndte mig i tøjet. 

Jeg løb ned af trapperne og sendte min mor, som stod i køkkenet et - måske - lidt forvirret blik. 

"Hvad så, June?" spurgte mor med et smil. "Hvorfor har I ikke vækket mig?" "Du kom sent hjem, så tænkte jeg at du kunne sove længe," svarede hun. "Længe?" gentog jeg, "klokken er to." "Det sker jo ikke så tit, vel, skat." Hun bladrede videre i sit magasin. "Hvor er April?" spurgte jeg. Mor pegede op på på hendes værelse.

Jeg bankede på hendes dør og hun råbte kom ind. Jeg gik ind og smilede til hende. Hun sad med rammen af Justin i hånden og kiggede glad på den. "Fik du ham til at skrive det her?" spurgte hun. "Nej, han fandt den selv," svarede jeg, "må jeg læse det?" Hun rakte mig rammen og kiggede op på sine plakater. 

Hey April..

After knowing your sister for a half year now, I know how much she loves you. I love my brother & sister very loud too but I  feel guilty for not being more with them now then I see June talk and be so concerned about you...

I don't think I've ever seen such a strong girl like you and your sister. You really fight for your life and you're just 13 years old. Be proud and say fuck those girls who thinks there lives is over because of a guy, okay? Promise me that. 

June often say that I make you believe, and if that makes you keep going then I'm very, very proud. You are Belieber, you buy my stuff, music, movies and love me. I love you, okay? Very loud for begin there no matter how stupid I am. Because I am stupid. Almost in prison? Well done, Justin...

Thank you. You're still here. 

That's all for now.

I hope to see you soon again.

I love you.

Love, Justin♥

"Du ved godt, at du virkelig har en stor plads i hans hjerte, ikke, June?" sagde April. Jeg lagde hovedet lidt på strå. "Hvad mener du?" "Det, han skriver. Måden, han kigger på dig på. Du betyder meget for ham," smilede hun. Jeg smilede tilbage. Vi var stille i noget tid. "Jeg tror, jeg går en tur," sagde jeg så. "Over til Justin?" April vågnede op. "Nej, bare en tur," smilede jeg, "vi ses." Jeg lukkede døren efter mig og gik ud i entreen for at tage sko på. 

"Hvad skal du nu, June?" spurgte mor, hun lagde tryk på alle ordene imens hun sukkede, som om det var hende der skulle ud og løbe et maraton i snevejr. "Jeg skal ud at gå." "Hvorfor?" "Fordi jeg har brug for frisk luft," svarede jeg. Mor grinede fnysende, "June, jeg tror aldrig, at jeg har kendt en som dig." "Hvad mener du?" "Du stod op for en time siden og nu er du på vej ud. Kan du dog ikke bare tænde for en film med April og slappe lidt af for en gangs skyld?" spurgte hun. "Jeg ser film med hende senere," sagde jeg og åbnede døren. "Vi skal se 10 things I hate about you." Mor smilede, imens hun rystede lidt på hovedet. "Så ses vi senere." "Ja, ses." Jeg vinkede kort, lukkede døren og begav mig ud mod stranden.

Solen stod stadig højt på himlen, men der var næsten ingen på stranden. 

Jeg tog mine sko af og op i hånden. Jeg gik i vandkanten og lod vandet nå mig, hver gang det slog ind. 

Min foretrukken bænk var ledig, så jeg satte mig på den, ligesom alle de andre gange. Jeg sad bare og kiggede lidt, tænkte, overvejet...

"June?"

Jeg farede op. 

Justin grinede ad mig, "hvad laver du her?" "Jeg var bare ude at g-gå," svarede jeg forpustet. Mit hjerte hamrede stadig hurtigt. "Ja, du sad i hvert fald i dine egne tanker," grinede han. "Jah.." svarede jeg og kørte mine fingre igennem håret. "Hvad laver du?" Justin pegede bagud, "ude at gå." "Hvorfor?" "Fordi jeg sov længe, også ville jeg ud og lufte tankerne." "Seriøst?" spurgte jeg overrasket. "Hvorfor er det så vildt?" "Fordi jeg ville præcis det samme," svarede jeg. Justin smilede lidt. "Vil du gå med..?" "Hvorhen?" "Hjem," svarede han, "jeg er på vej hjem." "Nårh, jo okay."

Vi gik lidt i stilhed. 

"Jeg så det du skrev på Aprils billede," sagde jeg, "pæne ord." Justin smilede lidt. "Tak." "Hvor kom de fra?" spurgte jeg. "Jeg har haft dem i hovedet længe," svarede han. "Hvad skal det betyde?" spurgte jeg, "du vidste, at April ville spørge om det eller...?" "Nej," grinede han, og blev alvorlig igen. "Jeg tænker tit på hende... og dig." Jeg kiggede lidt overraskede op på ham. Hans blik rettet sig ikke imod mig. Jeg bed mig i læben. "Synes du virkelig, at jeg er, som du har beskrevet?" "Hvorfor skulle jeg lyve?" Han kiggede endelig på mig. "Det ved jeg ikke." Hans øjenfarve ændrede sig lidt, da hans øjne bevægede sig op i et lille smil. "Blev du overraskede over hvad jeg synes?" Jeg tænkte lidt, "måske lidt, ja." "June," sagde han, som om han talte til en på seks og stoppede med at gå, og stillede sig foran mig. "Du ved godt, hvor meget jeg beundrer dig for hvordan du lever og er som person. Hvordan kan du så blive overrasket?" "Jeg svarede bare på dit spørgsmål..." "Mmm, men du ved det," smilede han. "Ja." Han gjorde plads og vi fortsatte.

"Skal du ind og se The fault in our stars?" spurgte Justin. "Jep," svarede jeg, "med April i morgen." Justin nikkede. 

"Jeg skal til prisuddeling i morgen," annonceret han pludselig. Jeg blev overrasket igen. "Okay,  hvor?" "I New York," svarede han smilende. "Vi flyver i aften." "Vi?" "Ja, Scooter, Ryan og min mor. Selena mødes vi med derover," svarede han. Jeg stivnede og stoppede. "Med Selena?" Justin sukkede lidt flovt og nikkede. "Hvorfor? Har du snakket med hende?" "Ja," svarede han og kiggede ned. "Ja..?" Jeg ville have ham til at uddybe. Justin blik gled over himlen, sandet, vandet, ned, men ikke mig en eneste gang. "Hun, øhm... synes stadig, du er en dum, klam bitch der gerne vil være kendt," svarede han endelig med et bid i læben. Jeg blev tung i kroppen. Jeg var aldrig blevet kaldt det før. 

"Okay," mumlede jeg. "Det er du ikke, okay?" sagde han og tog fat i mine skuldre. Jeg rystede på hovedet. "Selena kan... hun kan godt stemple folk noglegange, men hun fejler altid og kommer til at elske dem, bare giv hende tid," forklarede han. Jeg nikkede. "Kom." Justin lagde en arm over mine skuldre og trak mig blidt videre.

Vi var stille lidt, imens vi gik.

"Jeg ville det hele, ikke," sagde han så. Det lød lidt som et spørgsmål. Jeg kiggede lidt spørgende på ham. "Og det fik jeg, men..." Han stoppede sig selv.  "Hvad?" "Jeg følte stadig, at jeg manglede noget." "Manglede hvad?" "Der var på en måde et tomrum dybt, dybt inde i mig." Pause. "Jeg har bare først fundet ud af det." "Så du ved ikke, hvad det er?" "Det føles, som det var.." Han stoppede. Han tog sin hånd op til øjnene og jeg troede først, han begyndte at græde, men et grin kom pludselig fra hans hænder. "Orgh, det' pinligt." "Hvad, Justin?" spurgte jeg. "Det var ligesom jeg manglede én til at fortælle mig, hvilken idiot jeg var." Vi blev alvorlige igen. "Det kan jeg da godt gøre." Jeg rømmede mig lidt. "Justin, hvad fanden tænker du på?! Hænger ud med en der ikke kan hjælpe en skid med dit afslappende år, hva'? Fuck, en idiot! Og komme i fængsel, næsten? Jeg mener bare, godmorgen. Vatpik, det er, hvad du er!" Justin grinede ad mig. "Nu har det meget bedre," grinede han. 

Vi gik lidt videre.

"Jeg fik en kæreste, lå nummer 1 på hitlisterne, alle piger verden over var totalt skudt i mig, jeg tjente penge, fik lavet to film, tours, fede huse... også i 2013 begyndte jeg at fucke up. Jeg tog alt for givet." "Justin," nu stoppede jeg op. "Du er ikke fucked up; du er en fantastisk person, uanset hvad folk siger, okay? Du viser omsorg, er sjov og er tålmodig og ser altid det bedste i alle." "Men, jeg svigtede mine fans og forvirrer dem med Selena," sagde han. "Men det gør dig ikke til en person, der ikke er værdig. Du har kæmpet fra bunden og op. Du har klaret det og er der stadig." Han fnøs. "Jeg er ved at blive vippet af." "Jeg ved godt, at nu er One direction der og de er 'totalt fejlfrie', men har du stadig fans og Beliebers? Helt sikkert. Laver du stadig god musik? Ja. Er du stadig lækker? Ja." Han smilede, "stadig lækker, huh?" "Du siger da også til mig, at jeg er, ikke?" smilede jeg. "Jo, og det er du bestemt også." Jeg smilede som tak. "Men jeg mener det. Du er stadig Justin Bieber, du er stadig dig, du er..." Jeg stoppede før det slap ud og reddet det. "Du er stadig den mest dejlige, smilende ven ever." Hans øjne blev lidt blanke. Han trak mig langt om længe ind i et kram. "Jeg ved ikke, om du også forbedreder det, du lige sagde før i hovedet, men tak... det hjalp," hviskede han. Hans læber strejfede mit øre, da han snakkede. "Selvfølgelig, du gør jo det samme for mig." "Vi har mange af disse samtaler, har vi ikke?" Jeg grinet lidt. "Jo, egentlig. Men vi har vel begge brug for det, ikke?" "Jo." 

Vi gav slip på hinanden igen. Der var en tåre tværet ud på Justins kind. Jeg tørrede den helt væk og smilet kort. "Pinligt," mumlede han. "Nej da," hviskede jeg. Vi gik videre.

"Nogle ting du har brug for at snakke om, June?" spurgte han. "Næh, heldigvis ikke," svarede jeg. "Nogle emner du vil snakke om?" "Divergent?" forslog jeg og beherskede mig for ikke at grine. "Ja, god idé!" Han lyste op. Jeg grinede lidt. "Ej, der er ikke noget der som sådan går mig på lige nu." "Okay, ellers kan vi tage det næste gang." Vi stod på trinet af hans hus. Jeg nikkede. "Vil du lige med ind eller..?" Jeg nikkede igen. Han smilede, "så kom." 

Justin greb mig om livet og hev mig op på skulderen og bar mig op ad trapperne. "Justin!" hvinede jeg. Jeg slog ham på ryggen, imens jeg så flere trin forsvinde under os. Der kom græs og jeg håbede på at blive sat ned. 

"Justin, hvad har du gang i?" råbte en forskrækket kvindestemme. "Ikke noget," svarede han og satte mig hurtigt ned. Pattie stod i døren med store, forvirrede øjne. "Hvad er det dog for en måde at behandle hende på?" spurgte hun og kom hen til os. Hun rettede lidt på mit hår og strop på kjolen. "Undskyld, det var bare for sjov," sagde han. "Var det?" spurgte hun med blikket på mig. Jeg nikkede hurtigt. "Okay." "Jeg hedder Pattie," sagde hun smilende og rakte hånden frem, "du må være June." "Ja, det er mig," smilede jeg. "Sikke et flot hår du har," kommenteret hun. "Tusinde tak." Vi smilede lidt til hinanden. "Lad os gå ind, så kan du møde Scooter og Ryan," sagde hun. 

Vi gik indenfor hvor Ryan lå og bankede sin iPhone op og ned på sit bryst. Scooter stod og snakkede i telefon. 

"Hey," sagde Justin. Ryan satte sig op og smilede. "Hey." "Det er er June," sagde Pattie. Ryan rejste sig op og rakte hilste på mig. "Ryan," smilede han. "June." "Hvem har egentlig fundet på det navn?" spurgte han. "Det ved jeg ikke," grinede jeg lidt halvkvalt, "men det hedder jeg altså." "Det er også et pænt navn, jeg mener der er så mange underlige, ikk?" "Jo," nikkede jeg. Scooter kom også hen og sagde hej. "Du er godt nok ikke særlig høj," sagde Scooter, "hvor høj er du?" "Cirka 1,60 der omkring," svarede jeg. "Det er ligesom Selena," sagde Pattie. Justin kiggede hurtigt på mig og jeg kiggede på ham. "Sagde jeg noget forkert?" spurgte Pattie. "Nej, nej," smilede jeg, "jeg tror, jeg hellere må tage hjemad." "Allerede? Du er jo lige kommet!" sagde Pattie. "Jeg har noget arbejde til i morgen." "Nå, men så må du komme forbi en anden gang." Jeg nikkede og vinkede. 

Jeg gik ud i entreen idet Scooter kom løbende efter mig. "June, vent lige," sagde han. Jeg stoppede. "Du skal bare vide, at du virkelig hjælper Justin hele tiden. Han opfører sig ordentlig, holder sig ude af problemer og det er kun på grund af dig. Han har ikke haft en eneste dårlig overskrift siden anholdelsen." Jeg smilede, "jeg er glad for du synes det, men jeg står ikke alene med det. Du hjælper, Pattie hjælper, det gør I alle sammen." "Men du gør mest; du bor jo her i Atlanta. Og han ved, at han kan fortælle alt til dig uden du fortæller det videre." Jeg bed mig lidt i læben. "Tak, Scooter. Men uanset hvor meget du roser mig, vil jeg ikke tage hele æren." Han smilede, "fint, men jeg syntes bare, at du skulle vide det." "Og jeg er glad for at vide det, meget glad," smilede jeg. "Okay, vi ses." Han smilede stadig og bakkede bagud ind i stuen. 

Jeg vinkede igen og lukkede døren efter mig. 

 

Justins synsvinkel

Scooter kom tilbage i stuen. 

"Hvad skulle du?" spurgte Ryan. "Bare lige give hende nogen tæsk," svarede han. "Haha," grinede jeg ironisk, "hvad sagde du til hende?" "Jeg fortalte bare, at hun er en god støtte," svarede han. "Det ved hun godt," sagde jeg. "Ja, ja, men måske ville hun gerne have det af vide af andre end bare dig." Scooter hævede øjenbrynene. "Hvis June kan undgå ros om hende selv, så gør hun det," informeret jeg han om. "Hallo, alle piger elsker ros, hvis de kan komme i nærheden af det," sagde Ryan. "Ikke June." "Jeg synes, hun er en sød pige," sagde mor. "Jo, bestemt," gjorde Scooter sig enig. "Du pakker nu, Justin."

Jeg gik op på mit værelse og begyndte at pakke ting og sager ned i en kuffert. 

June var en god støtte, helt bestemt. Men jeg følte, at jeg ikke gav nok. Ikke kunne støtte hende ordentlig, i det hun stod i; lillesøster med kræft og hendes selvtillid der rutchede op og ned hele tiden. Jeg tænkte på hende alt for meget, og nogle af tankerne kom for langt ud; hvordan hendes øjenvipper ville glide op og ned af mine kinder; hvordan hendes øjne så ud helt tæt på; hvordan hendes fingrespidser ville køre op ad mine arme...

Det var simpelhen for underligt.

Jeg gik ud på badeværelset og kiggede mig selv i spejlet. Jeg trak vejret dybt og plaskede noget koldt vand i hovedet. 

"Hvad så, man," sagde Ryan der pludselig stod i døren. "Hvad så," sagde jeg. "Hende June..." "Hvad er der med hende, Ryan?" sukkede jeg. "Med hende?" gentog han, "mere med jer." "Der er ikke noget med os," svarede jeg. "Hvad med dig?" "Heller ikke noget med mig." "Så du føler ikke noget for hende?" Jeg rullede med øjnene, "nej, Ryan." "Come on, Justy! den måde, du kiggede på hende på!" udbrød han. "Justy? Vikelig?" grinede jeg. Ryan sendte mig et seriøst blik. "Undskyld," mumlede jeg. "Så der er ikke noget? Bare det mindste? Du føler ikke et sus igennem hele kroppen, når du krammer hende? Du føler dig slet ikke afhængig af hende? Eller mærkelige tanker, såsom hvordan hendes fingre er i dit hår?" 

Jeg kunne ikke lyve overfor Ryan. Men jeg havde ikke direkte følelser for hende. 

"For det første: Jo, jeg føler mig afhængig, men det betyder jo ikke, at jeg er totalt forelsket, vel?" "Det sagde jeg ikke, Justin. Men hvis du benægter, så presser jeg ikke." 

Jeg følte at jeg havde løget overfor ham. Jeg havde allermest lyst til at råbe fuck, for jeg vidste ikke hvad jeg følte. 

"Er I klar, drenge?" råbte mor. "Ja," råbte jeg tilbage. "Tænk i det mindste på, hvilke tegn hun viser, okay?" "Hvad mener du?" Ryan begyndte at gå. "Ryan!" råbte jeg efter ham. "Har du bemærket noget? Et eller andet i hendes øjne der fortæller noget andet, end det hun siger?" spurgte han. Jeg trak på skulderne. "Så tænk over det." Han drejede rundt igen og løb ned ad trappen. 

Jeg sukkede og tankerne begyndte at snurre rundt i hovedet på mig. 

______________________________________________________________________________________

Tror I, Justin føler noget for June og måske omvendt?

Det næste kapitel kommer til at hænge meget sammen med dette, lidt ligesom i serier. Synes bare, jeg ville dele det op, ellers bliver det langt også kommer det til at tage 100 år om at blive publiceret, såh. 

Håber I kan lide kapitlet og glæd jer nu til det næste, det bliver godt, heh. 

Og det skal da lige siges; jeg har ikke noget imod Selena Gomez overhovedet! Synes, hun er mega professionel og meget, meget dygtig :)

RIGTIG GOD KONCERT HVIS DER ER DIRECTIONERS DER LÆSER MED HER! Bliv nu ikke overfladet, babies <3

XX :-* 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...