Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3622Visninger
AA

14. Kapitel 14

 

 

In an unlocked place the only time I feel safe

You show the lights that stop me turn to stone

You shine it when I'm alone

And so I tell myself that I'll be strong

And dreaming when they're gone

Ligths ~ Ellie Goulding 

 

Justins synsvinkel

Jeg ville virkelig gerne tage fat i telefonen og ringe hende op. Èn tast. Èt nummer. Èn samtale. Èn person. Jeg kiggede igen på min mobil der lå på bordet. Jeg trak vejret dybt.

Idiot, tag dig dog sammen og ring hende op. 

Jeg gjorde mig enig med tanken i baghovedet og tog telefonen op til øret og ringede. Biptonen kørte et par gange også kom der voicemail. Jeg sukkede, trykkede mig ud af det og skrev en sms der bestod af:

From me

Hey June. I don't know what happened the other day, but I don't think we should be figthing over it or ignore each other. Come over 7:00 PM..

Jeg kedet mig måske utrolig meget - eller ja det gjorde jeg virkelig - men jeg anet ikke hvad jeg skulle lave. Alt det, jeg tog frem mindede mig om June, hvilke var underligt, fordi at vi ikke havde set eller gjort halvdelen af det jeg tog frem sammen. June fyldte 60% af mine tanker, og jeg var ved at blive skør af det. Vi var ikke kærester, kun venner så hvorfor tænkte jeg så meget på hende? 

 

Junes synsvinkel

From Justin

Hey June. I don't know what happened the other day, but I don't think we should be figthing over it or ignore each other. Come over 7:00 PM..

Jeg bed mig i læben og læste den igen. 

"Hvad så, June?" grinede Rae,"er du blevet droppet?" Jeg smilet hurtigt, "nej." "June," råbte Prim,"kontor nu!" Jeg kiggede hurtigt hen på May, som så overraskede ud. Jeg trak vejret dybt og gik hen til Prim. Hun havde et strengt udtryk i øjnene og smækkede døren efter mig. Hun kom over på sin del af skrivebordet, satte sig ned og hev et blad frem og lod det falde med et svirp tæt på mig. 

Jeg satte mig i den grønne stol og tog bladet op i hænderne. 

En artikel med Justin og jeg. Jeg slog op på det sidetal og begyndte at læse. 

"June, hvorfor har du ikke talt noget om ham til mig?" spurgte Prim. "J-jeg synes bare, at det var bedre at holde det hemmeligt-" "Er I sammen?" "Hvis du har læst artiklen, så ved du allerede svaret," sagde jeg. "Prøv ikke på at være flabet, for du er ikke en flabet person," vrissede hun. Jeg klappede i og kiggede ned på mine knæ. "June," sagde hun i en blidere tone,"jeg er ikke sur på dig, men jeg bliver nød til at vide mere. Snart vil alle andre også vide det." Jeg kiggede op igen og gjorde tegn til at hun bare kunne spørge. "Hvor længe har I kendt hinanden?" "Fire måneder og et par dage." "Hvilket venskab?" "Bedste venskab i verden." "Stoler I på hinanden?" "!00%" "Nogen kys?" "Nej." "Sex?" "Nej da!" "Har I sovet sammen?" "Øh.. ja." "Tæt?" "Ja." Prims blik blev vildt. Hun rystede med hænderne imens hun mumlede noget med Jesus. "Ingen følelser imellem hinanden?" "Nej." "Sikker?" "Ja." "Fortæller I hinanden alt?" "Det meste." "Har I skændes?" "Nej." "Det er jo den rene drøm, det venskab," mumlede hun. "Nå, June. Skal du så snart se ham igen?" "Ja, i aften," svarede jeg. Hun nikkede en enkel gang. "Fortsæt med arbejdet." Jeg rejste mig op. "Og June?" sagde hun. Jeg vendte mig om, "ja?" "Virkelig flot kjole du har lavet." Hun pegede på forsiden af bladet. Mine læber bevægede sig opad i et smil, "tak."

 

***

 

Jeg gik åndsvagt rundt på værelset og overvejet Justins sms. Jeg havde i sinde, at lade som ingenting - det, der skete sidst. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, da jeg sagde det med min læbe. Jeg tror, at det betyder, at jeg virkelig stoler på vores venskab. Men efter at hans øjne havde givet mig et langt blik, begyndte tankerne at vrimle rundt i hovedet på mig.

Jeg vidste godt, at det var teenage agtigt at gå trippende rundt på ens værelse mens man tænkte over en sms fra en dreng. Men jeg gjorde det, hvilke fik mig til at rynke øjenbrynene af mig selv og dumpe ned på sengen.

Jeg trak vejret dybt. "Tag dig dog sammen, June," mumlede jeg for mig selv og tog mobilen op og skrev en besked.

From me

Hi Justin. I'm coming...

Jeg tøvede.

Men så rystede jeg på hovedet og sendte den. 

Jeg rejste mig for at ordne mit hår ude på badeværelset. Jeg tog en ellastik og bandt den om mit pandehår på baghovedet. Jeg tog en vatpind og fjernede de resterende mascara rester.  Jeg pakkede et ekstra sæt tøj og en toilettaske, hvis nu jeg overnattede.

Jeg tog tasken over skulderen og halvløb ned af trappen. 

"June!" råbte April inde fra stuen. Jeg satte tasken på køkkenbordet og gik ind til hende. Hun sad med et blad i hånden og et blomstret tørklæde ved siden af. Hun havde et par hvide run away dreamz på og en sort top. "Hvad så, søde?" Jeg satte mig ned ved siden af hende. Hun drejede overkroppen lidt og viste mig bladet. Et sus skød igennem min mave, ligesom når du opdager at du har glemt at lave lektier. 

"June, jeg ville gerne flippe ud - hvilke jeg allerede har gjort - men så blev jeg såret. Hvorfor i alverden har du ikke sagt, at din bedste ven er Justin Bieber?! Jeg sidder her og tænker: What the fuck og du har bare ikke sagt noget? June, jeg elsker dig så højt og du er verdens bedste søster, jeg fortæller dig alt og du vælger ikke at sige det her til mig? Hvad fanden sker der, June?" "Undskyld, April. Jeg synes bare, at det var bedst ikke at sige noget - til nogen.. okay, Catherine ved det, men-" "Catherine? Catherine?! Jeg er din søster-" "Jeg er ked af det, okay? Jeg skulle have fortalt det for lang tid siden og du skulle ikke have fundet ud af det på den måde.." svarede jeg. "Øh nej? Og jeg ved godt, hvornår du var afsted til den her præmie. Den dag mor, far og jeg var i New York hvor vi var rædselslaget og du er bare til VIP præmiere," vrissede hun. "April." Jeg tog hendes hånd. "Jeg tænkte på dig hele tiden, jeg havde mareridt om den forhøjede medicin for resten. Tro endelig ikke, at jeg bare havde det sjovt. Det var forfærdeligt at være hjemme alene." April kiggede trist væk, "var det ham du fik Believe movie af?" Jeg nikkede. "Og alle de gange du har sagt, at du har sovet ved Catherine har været..?" "Ved ham, ja," afsluttede jeg. "June... du er godt klar over hvad du går ind til, ikke?" sagde hun. Jeg bed mig i læben. "Helt ærligt? Nej, jeg er ikke helt sikker og det skræmmer mig." "Justin skal nok beskytte dig, og det her blad kom ud her i morges. Der kan ikke være sket det store. Vi kan nok stadig nå at sige at du død," jokede April.  Jeg fniste. "Ja, måske." April smilede og lænede sig ind til mig. Jeg åbnede armene og gav hende et kram. "Du er den bedste af alle, June - også når du er blevet kendt og giftede dig med ham," hviskede hun ned i min t-shirt. Jeg grinet, "det er da dig der bliver gift med ham." "Hvis det bare er en jeg godt kan lide der bliver gift med ham, er det fint for mig bare at være svigerinde," smilede hun. "Okay så. Men jeg gifter mig ikke med ham, vi er bare venner"- jeg smilede -"rigtig gode venner." "Aha, ih ja. Just friends," sagde hun og lavede gåseøjne. Jeg rystede på hovedet og rejste mig igen. 

"Sig ikke noget til mor og far endnu," råbte jeg til April da jeg tog tasken på skulderen igen. "selvfølgelig ikke," råbte hun tilbage. "Vi ses senere eller i morgen." "Skriver du hvad du gør?" spurgte hun. "Ja," svarede jeg og åbnede døren, "hej hej." 

Jeg låste bilen op og lagde tasken på det andet sæde. Jeg tændte bilen og begyndte at køre. 

Jeg kom forbi et busstoppested og et par piger begyndte at skrige op. Det gav et sæt i mig og jeg kiggede forfærdet på dem. "Det er hende!" råbte en af dem. "Hils Justin fra mig og sig, at jeg elsker ham!" råbte den anden. Jeg løftede kort hånden og smilede lidt til dem da de nærmest stod ude på vejen. De flyttede sig lidt og jeg kørte forbi. 

Jeg fortsatte op til Justin og parkeret bilen i hans garage. Det store hvide hus lyste op i solen og poolen bagved glimret.

Mine sko klikkede hen over fliserne imens jeg gik over mod døren. Smstonen på min mobil kom og jeg tog den op og stoppede med at gå.

From Justin

Can't wait. U look good by the way

From me

Thank you!

From Justin

U can't see me?

Jeg kiggede rundt.

From Justin

Stay there

Døren gik op og Justin kom smilende ud med telefonen i hånden.  

"I'm coming. Fuck, jeg misforstod den," grinede han. Jeg rystede på hovedet. "Ej," sagde han og trak mig ind til sig, "hej." "Hej," smilede jeg. Han løb ind og kom ud igen med kameraet. "Frisk på photoshoot?" smilede han. "Jeg kan også tage billeder, hvis du mangler et nyt profilbillede på facebook." Jeg sendte ham et indlysende blik. "Nårh ja. Du har ikke facebook," sagde han. Jeg rystede på hovedet. "Whatever, du kan følge med i mit rigtige liv," sagde han og lagde armen over min skulder. Jeg fnøs og tog kameraet fra ham. 

"Jeg gider altså ikke tage billeder, Justin. Kan vi ikke lave noget andet?" spurgte jeg. "Jo da. Er du sulten? For det er jeg," svarede han. "Ikke specielt, men hvis du hentyder til, at vi skal lave mad så lad os da komme igang," sagde jeg. Justin smilede og vi gik ind. 

"Okay, jeg ordner kødet så laver du salaten?" forslog Justin. "Okay," svarede jeg og tog et bræt frem, en kniv, salat, tomater og agurk. "Nå, er du blevet stoppet på gaden eller skreget af?" spurgte Justin lidt efter. "Ikke stoppet, men jeg blev skreget af på vej herhen," svarede jeg. "Hvordan føltes det?" "Underligt, jeg blev lidt overrasket," svarede jeg. "Jeg kan desværre kun sige: Væn dig til det," sagde han. "Det var fint nok, men jeg kan skal nå at begå selvmord sagde April." Han grinede, "sikkert, men jeg ville blive ked af hvis du gjorde det." "Det gør jeg selvfølgelig ikke," fastslog jeg. "Godt." 

Vi stod i stilhed. Lyden af kniven der hakkede ned og kødet der sitret var det eneste der fyldte. 

"June," sagde Justin efter en lang pause. Jeg kiggede på ham og han kiggede hurtigt væk igen. Han begyndte at vippe frem og tilbage på fødderne. Jeg stoppede med at hakke og vendte mig helt til ham. Han stoppede også med at rode rundt i kødet. Jeg kiggede på ham, "hvad er der?" Justin sukkede, kiggede ned på gulvet og bed sig i læben. Jeg trak vejret dybt for at gøre ham opmærksom på, at jeg stadig var der. 

Han kiggede endelig på mig og et blik fyldt med ærlighed borede sig ind i mine øjne. Jeg rynkede øjenbrynene og ventede på svar. 

"Kan du huske dengang vi skulle til fest, også endte vi ved noget med ældre mennesker?" spurgte han. Jeg nikkede. Han begyndte igen at rode rundt i kødet, hvilke gav mig lyst til at hakke flere agurker ud i tern. "Kan du huske inden, der, hvor jeg bankede på døren til badeværelset?" spurgte han. "Ja." Han holdt en lang pause, hvor han ikke sagde noget. Jeg ville ikke presse ham, så jeg tav indtil han selv ville sige noget. "Ville du blive sur, hvis din bedste ven stod og kiggede på dig, hvor du var halvnøgen?" spurgte han. Jeg kiggede skræmt på ham, han beholdte blikket på kødet. "Øh, det ved jeg ikke," svarede jeg, "hvor vil du hen med det?" Han trak vejret lidt nogle gange. "Jeg stod måske udenfor døren og kiggede på dig," sagde han. "Hvad?!" råbte jeg inden en smerte gik igennem hele min hånd og arm. Jeg gav et hyl fra mig og tog min hånd op til brystet. Jeg blødte kraftigt. "Hvad skete der?" spurgte Justin panisk. Jeg viste ham min rystende hånd der var fyldt med blod. Han tog den og jeg skreg. Smerten var værre end jeg nogensinde havde prøvet før. Den skar hele vejen op ad armen. Justin fløj over til fryseren og fandt noget, der lignede frosende blåbær. "Øh, øhm jeg finder en viskestykke," stammede han og styrtede ovenpå. Jeg stod med hånden ind til brystet og holdt den anden hånd ovenpå. Der gled nogle tårer ned af mine kinder og smerten aftog ikke. 

Justin kom løbende tilbage, bandt blåbærrene ind i viskestykket og lagde det forsigtigt på min hånd. Jeg kom med et par smertefulde hulk. Da da frosende, kolde is kom på følte jeg en krampe gennem hele armen. "Shh, June," sagde Justin og aede min anden arm. "Kom." Justin førte mig ind i stuen og vi satte os sofaen. Jeg smagte en smag af metal i munden og fandt hurtigt ud af, at jeg havde bidt hul i min læbe. 

"Hvad skete der lige?" spurgte han, da jeg havde snøftet lidt. "Well, du f-fortalte, a-at du havde s-set mig u-u-uden tøj," snøftede jeg, "også s-skar jeg mig." "Undskyld, June. Det er jeg ked af.." sagde han. Jeg nikkede lidt. "Hvorfor, Justin?" Han bed sig lidt i læben og trak vejret dybt, "jeg ved det virkelig ikke.. måske var det bare den måde, du stod og kiggede på sig selv i spejlet på." "Hvordan kiggede jeg?" "Du.. øhm, du kiggede ned af din krop og rystede på hovedet," svarede han. Nu var det min tur til at bide mig i læben. 

Jeg blev nød til, at fortælle ham det. Det var ikke fair, hvis jeg bare løj og skiftede emne. 

"Justin," sagde jeg. Han kiggede på mig med store øjne. "Jeg bliver nød til at fortælle dig noget.." Han nikkede. Jeg tog en dyb indånding. "Da jeg var seksten, kiggede jeg tilfældeligvis på mig selv efter et bad og tænkte, at jeg havde brug for at tabe mig. Jeg synes, at jeg så fed og klam ud. Så jeg begyndte at læse om hvordan jeg kunne tabe mig hurtigt. Men en dag hørte jeg en to ældre piger henne i skolen snakke om, at man kunne sulte sig selv og man ville tabe sig helt vildt hurtigt. Så det begyndte jeg på, men det førte jo også til, at jeg gik sulten rundt hele tiden. Mine forældre spurgte tit hvorfor jeg ikke spiste mere, men jeg svarede ikke rigtig. April havde en meget mørk tid, hun havde det forfærdeligt. Så mine forældre tænkte ikke yderligere over, hvorfor jeg ikke spiste mere. Jeg blev tynder, men ikke tynd nok. Jeg havde en veninde der prøvede, at tabe sig også og hun sagde en dag, at vi bare kunne spise alt det vi ville også kaste det op bagefter. Jeg vat jo kun seksten, så jeg vidste ikke hvor farligt det kunne være. Vi begyndte på at kaste op efter hvert måltid. Det fungeret fint, indtil min mor opdaget at jeg havde kastet op. Hun holdt mig hjemme, fordi hun troede, at jeg havde madforgiftning - nogle dage senere kom jeg i skole. Min veninde og jeg begyndte at se værre og værre ud. Jeg fik den vildeste thigh gap og bikini bridge og alle de andre piger i skolen var misundlige og det var jeg lykkelig for. Men mit mål var stadig ikke nået. Jeg blev svag og kunne ikke engang løbe en rute på to kilometer, før jeg var ved at falde om. Jeg kunne ikke flytte en ensmandseng. Mine bryster blev flade og mine arme kunne man nemt med to fingre nå rundt om. Mit hår var tyndere end papir og faldt af, når jeg redt det.  Jeg var så tynd, som et græsstrå. Jeg kunne ikke selv se, at det var slemt, men folk gloede efter mig. Jeg havde intet fedt i ansigtet. Jeg begyndte at gå med for stort tøj, så folk ikke skulle glo sådan. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begyndte at skære i mig selv. Smerten der medfuldt var det, jeg havde brug for. Mine forældre var lidt ligeglade med mig, og jeg følte bare, at jeg blev nød til at føle et eller andet." 

Jeg stoppede kort for at trække vejret inden jeg igen fortsatte:

"Der hvor jeg har skåret er der små ar af og jeg er ikke glad for dem. Mine forældre kunne begynde at mærke noget underligt omkring mig. Jeg snakkede aldrig med dem, gik bare ind på mit værelse hver dag. De kunne høre mig græde om aftenen og kaste op om morgenen og aftenen. Mine tanker var altid mørke; der var altid dén tanke om selvmord der talte til mig. En aften begyndte jeg at planlægge det i mit hoved, men det blev ikke til noget - heldigvis.  Min mor kontaktede en læge, som kom for at se på mig. Lægen havde aldrig set noget lignende før; aldrig set tyndere ben, arme, barm og ansigt. De indlage mig på et topsikret hospital og overvåget mig dag og nat. De begyndte at få mig til at spise, men efter to år hvor maden var vant til at blive kastet op, kom den efterhånden selv op. Jeg var sur og indebrændt over det, de havde gjort - jeg ville ikke indlæges, jeg ville bare være tynd. Der kom pskologoer og snakket med mig om, hvorfor jeg havde gjirt som jeg havde gjort. De gav mig råd om hvordan jeg skulle komme ovenpå igen. En dag blev det for meget; en pskologo spurgte, hvordan jeg ønskede at leve mit liv. Jeg sprang op fra sengen og begyndte at skrige ad hende, at mit liv var perfekt før og når jeg kom ud af dette fucked up sygehus fortsatte jeg som før. Jeg løb ud af det rum og flygtede ud af sygehuset. Jeg kunne kun holde til at løbe i ti minutter, så jeg blev hurtigt taget med hjem igen. Mor kom og fortalte, hvor dårligt de havde behandlet mig og hun begyndte at græde, hvilke jeg også gjorde. Efter den samtale begyndte jeg at spise frivilligt igen. Maden kom stadig op, men jeg kunne holde på den længere og længere nu mere jeg prøvede" - jeg smilede - "Jeg begyndte at få rigtig mad og en dag, smilede jeg så stort at det gjorde ond i kæben. Så græd min mor igen" - Justin smilede - "jeg kom hjem og begyndte at åbne øjnene for mode og fotografi... det er det mest egoistiske jeg nogensinde har gjort." Jeg kiggede ned.

Justin tog min frie hånd. "Du har haft bulimi." Jeg nikkede svagt. "Det kan godt være, at du har været egoistisk, men det er du ikke mere. Hvis du kan sætte dig selv i 2. række gør du altid det. Husk på det. Husk på, at du er divergent og du er verdens stærkeste," sagde han. En tåre trillede ned af min kind imens jeg smilede. "Dig og dit divergent," grinede jeg halvkvalt. Justin trak mig ind til sig. Hans hånd kørte op og ned ad min ryg i en blid bevægelse. "Måske skal vi låne Divergent på biblioteket, så du kan fangirle med det." "God idé!" Justin smilede bredt. "Du er den bedste, Justin," smilede jeg. "Det er du," smilede han tilbage og kyssede mig på panden. Vi sad og kiggede lidt på hinanden i et langt øjeblik. "Hvordan går det med hånden?" Jeg kiggede ned på den. "Bedre, men note til dig: Fortæl ikke nogen en hemmelighed imens de står med en kniv." "Lyder som en god idé." Justin gjorde et ryk med halsen og smilede skævt til mig. 

 

***

 

"Jo! Kom. Nu. June. YOLO, we're young og alt det der shit," plagede Rae. Jeg sukkede. "Fint, jeg tager med." Nathan, May, Rae, Cat og Tori jublede. "Det bliver fucking godt," smilede May. "Jeg skal drikke jer alle sammen totalt i hegnet," sagde Nathan. "Årh, hold da kæft! Du falder i søvn efter fem shots," sagde Tori. "Ja, det gør du," gav han igen. Tori viftede afvisende med hånden. "Whatever." 

"Så vi mødes bare ved dig, May?" spurgte jeg. "Jeps," nikkede hun. "Det bliver en fed aften! Og jeg glæder mig til at lægge en my story ud i nat af dig Nathan," drillede Tori. Nathan gav hende fingeren. "Lige over." "Okay, det skal nok blive en sjov oplevelse at have jer to med i byen," fastslog Rae imens hendes pegefingere pegede på Tori og Nathan. May nikkede grinende. "Vi ses klokken 21:00 præcis!" "Det kan du ikke engang selv overholde," mumlede Nathan på vej væk. Jeg fniste og slog ham. 

From Justin

o.O check this out. 

Jeg åbnede billedet og kom ind på en hjemmeside. Der stod en masse ærlige ting om Justin og jeg. Underligt nok. 

From me

Maybe they feel sorry for you and actually wrote good things :)

From Justin

Nah.. that would be werid but nice :3 Have a wonderful night 

From me

You too 

Tre timer senere stod jeg klar og skulle til at tage over til May. Jeg havde en hvid bluse - lidt strik -  på med små huller i og en nederdel i rød. Jeg havde bare et par hvide converse på, da jeg ikke magtede stiletter. Min makeup var meget basic og det samme med håret. 

"Skal du noget med Justin?" kom det over fra døren. Jeg snurrede rundt på hælen. "Nej, bare i byen med May og nogle andre." "Bliv nu ikke for fuld, vel?" sagde April. Hun hvilede hovedet på dørkarmen og hånden lå ved siden af. Jeg smilte kort og tog hendes hænder. "Bare rolig," svarede jeg, "det gør jeg ikke." "Så ses vi senere." Hun krammede mig. "Jeg tror, at du er gået i seng til den tid." "Nå, så i morgen." "Nemlig." Jeg kyssede hende på panden. 

Vi gik sammen nedenunder og jeg råbte farvel til mor og far. 

Jeg gik over til May, der var ikke så langt. 

"... lidt sjovt, ikke? April, May, June," sagde en inde fra lejligheden. "Jo, haha." Jeg skubbede døren til stuen op og smilede, "hej." Rae kiggede på mig, "vi snakkede lige om dig, hihi." "Er I fulde allerede?" spurgte jeg. "Nej da," svarede Nathan, "ikke endnu." "Men det kommer vi til! Så lad os skride herfra og komme ud og feste," halvråbte Tori og tog mig i hånden. 

Den nærmeste klub/ bar lå tæt på, så vi gik også derhen. 

Musikken derinde spillede højt og man kunne mærke bassen i brystet og fødderne. Lys i forskellige farver kørte rundt og ramte mig i øjnene. 

"Kæft et sted!" råbte Rae og smilede bredt. Vi bevægede os længere derind og kom ned imod nogle sofaer. Der stod nogle unge fyre op ad en væg og en af dem, lignede Justin. Vent.. det var Justin. Da han så mig lyste han op og sendte mig et stort smil. 

Jeg kløede mig bag øret. "Jeg vidste ikke du havde en tattoo," sagde han, da han fik øje på min underarm. Han tog en slurk af flasken han stod med. Han så efter sine venner, som ikke var ventet, imodsætning til mine. "Jeg ville gerne have bedt dig om at komme med os, men det er ikke meningen, at du skal se mig i den her tilstand." 

Jeg havde lyst til at spørge ham, hvorfor han ville have mig med, men jeg sagde ikke noget. 

"På hvilken måde?" spurgte jeg, "fuld?" "Ja... eller nej." Hans stemme blev blid. "Ægte, tror jeg." "Jeg skal nok lade, som om jeg ikke har set dig." "Det er sgu pænt af dig." Han lænede sig frem mod mit øre. "Du ser pissegodt ud, June."

Hans ord overraskede mig. 

Jeg grinede. "Gør mig en tjeneste, okay? Hold dig væk fra problemer." "Selvfølgelig." Han blinkede til mig. Jeg smilede til ham, jeg kunne ikke lade være. 

Nathan rømmede sig, men jeg har ikke lyst til at vende mig væk fra Justin; heller ikke, da han gik tilbage til sine venner. 

"Øh, June?" Jeg smilet kort igen og snurrede rundt til de andre. May smilede lidt flabet og lavede en cirkel om sit ansigt. Jeg tog mig på kinderne og kunne mærke varmen. Nathan fnøs. "Kendte! Klokken er halv ti og han var allerede fuld." "Årh, hold op med det brokkeri, N. Kom, lad os få noget alkohol i dig, så du bliver sjovere at være sammen med," sagde May og trak af sted med Nathan i hans krave. 

Tori og Rae bestilte drinks imens vi fandt et bord. "Nå, hvem skrider idag? Aka finder en sød fyr?" spurgte May. "Mig." Nathan rakte hånden op. May rullede med øjnene. "Gør du, J? Eller har du allerede én?" "Hvorfor skulle jeg have en?" spurgte jeg og kørte en tot hår om bag øret. May rynkede øjenbrynene og stirret lidt underligt på mig. "Øh... ham?" Hun pegede efter Justin, som var gået. Jeg kom med et halv kvast fnøs. "Vi er bare venner, der er ikke noget at komme efter der." "Suuuuure. Du rødmede bare fordi her er varmt, ikke?" "Han sagde bare, at jeg så godt ud - men så er han påvirket." "Stop det der, skatter. Du ser godt ud, og jeg tror på dig. I er venner, det' cool. Men altså Nathan fortæller da også mig, at jeg ser godt ud, så det er tilladt for venner at sige det," forklarede hun. "Stop, stop, stop. Jeg fortæller dig aldrig, at du ser godt ud," sagde Nathan. May måbede og gav ham en lammer. "Du ved, jeg elsker dig, M", smilede Nathan og sendte hende et luftkys. "I lige måde, skattebasse." De lavede deres håndtegn og grinede lidt. 

"Så er der driiiiinks!" råbte Tori. "Tori, det er shots," sagde May og stirrede med store øjne på de små glas der blev placeret på bordet. "Og? Jeg skal have Nathan hurtigt fuld," svarede hun. "Fint," smilede May, "tag et glas, fokez." Vi tog fat om vores glas. "Hvem er hurtigste?" spurgte Rae. "På tre," sagde Nathan, "en, to... tre!" Jeg lagde hovedet tilbage og lod indholdet glide gennem min mund og hals. Jeg kneb øjnene sammen, da det havde virket. "Uh ha!" hvinede Tori der sad med små øjne og rystede lidt med hænderne. "En gang til," sagde Rae og tog fat i det andet glas, og det gjorde vi andre også. "En, to tre!" Jeg lagde igen hovedet tilbage og slugte det. Det kildede hele vejen igennem min hals med en ny smag af gajol. Det prikkede let bag på tungen og jeg blev nød til at knibe øjnene sammen igen. Det gibbede lidt i mig, og et bredt smil fyldte mit ansigt. 

"Hvordan kan du være så hurtig?!" spurgte Rae ophidset. "Ja, helt seriøst? Du er da overhovedet ikke sådan en drikker, som andre unge, er du?" bød May ind. Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben med et lille smil. Jeg blev lidt forbavset over det, de sagde. "Nå, hvem er klar på endnu en omgang?" spurgte Nathan, "måske dig, June?" "Nej tak, jeg holder mig bare til vand-" "Stop, J. Nu har vi fået dig lokket dig med i byen, så skal du også drikke," afbrød Tori. "Fint. Men jeg gider ikke ligge og kaste op imorgen." "Yeah! Jeg giver." Nathan rejste sig og gik op til baren. 

 

***

 

Rae, May og jeg holdte os meget godt. Nathan og Tori havde ikke holdt noget tilbage, de havde skyllet shots og drinks ned, som var det vand. "Vi er vidst de eneste, der får taget gode billeder af dem, huh?" grinede Rae hviskende. "Vi burde gøre som dem," sagde May, "jeg mener, come on. Vi er kun unge én gang." "Hørt." Rae rakte en hånd i vejret. "Jeg giver. Men så skal vi også se hvem der kan drikke fem hurtigst!" Vi gik op til baren og Rae gik bestilt femten shots. 

"Okay, jeg tæller til tre, kay?" sagde May. Vi nikkede. "En, to, tre!" Jeg skyllede det ned og tog fat om det næste glas og før jeg så mig om, var det fem shots væk. May og Rae manglede stadig en hver. Rae var hurtigst til at banke sit glas i bordet. "What the fuck?! Nu stopper du altså!" Jeg fniste lidt. May stod også med et overraskede blik. 

"Hey," kom det over fra Nathan. "Rør ikke den! Det er min, bitch." Rae og May kiggede på hinanden. "Måske skulle vi få dem hjem..?" forslog jeg. "Jep, det virker som en god idé," gjorde May sig enig. Min mobil ringede med en høj tone. "To sekunder," sagde jeg og gik ud på toilettet. 

"Hallo," sagde jeg. "June? Er det dig," råbte en velkendt stemme. "Justin?" spurgte jeg. "Himself! Nå, men øh... ja jeg ville egentlig bare, ha, spørge dig om du ville komme forbi nu?!" Hans stemme snøvlet og han var fuld. "Justin, måske i morgen, ikke?" "Nej, kom nuuuuu!" grinede han. "Hvor er du?" spurgte jeg sukkende. "Perfekt, awesome, amazing, nice, great. Er.. øhm, ja hvor er jeg? Nå! Bare kom nu ellers bliver mig ked af det." "Ok, fint. Vi ses," jeg lagde på. Jeg anet ikke hvor han var, så jeg ville ikke lede. Han kunne alligevel ikke huske det i morgen. 

"Kan du selv tage Tori? Vi tager Nathan," sagde May. Jeg nikkede og fik Tori op at stå. "Har jeg nævnt, at du er utrolig elsket af mig?" spurgte hun og fniste. "Kom, Tori," sagde jeg og trak lidt i hende. "Du har altså også en flot tattoo," sagde hun og rørte ved min underarm. "Tak." "Jeg vil også have en tattoo; der skal stå, live!" Vi fik banet os ud ad klubben og lidt hen ad gaden. "Jeg har ringet efter en taxa," informeret May os om. "I'm gonna live my life!" sang Nathan råbende. Han fik overbalance og var ved at vælte begge piger. "Tænk, hvis vi skulle slæbe dem begge hele vejen hjem," stønnede May. "What a hell," mumlede Rae. Taxaen kom kørende og holdt ind til siden. Jeg åbnede døren til taxaen og fortalte damen hvor de skulle hen. Da Rae havde smækket døren i, sukkede vi alle. "Jeg tror, at jeg vil smutte hjem," sagde May. "Ja, samme her," svarede Rae, "vil du blive og drikke, June?" "Nej, jeg tager også hjem." "Okay," svarede de i kor. Vi gav hinanden et hurtigt kram og gik hver til sit.

Jeg tjekkede min mobil for beskeder, imens jeg gik. Jeg tænkte, at jeg blev nød til at tage et smut forbi Justin, så istedet for at gå til venstre gik jeg til højre.

Da jeg kom op til hans hus, kunne jeg godt se at der var intet lys. Jeg tog i håndtaget og underligt nok, gik det op. Jeg rynket øjenbrynene, imens jeg tyst trak ned i håndtaget og åbnede døren. "Justin?" sagde jeg. Stuen var tom, men lampene var tændt. Hele underetagen var forladt, men der var lys i alle rum. Jeg gik så stille så muligt op ad trapperne og ind i hans soveværelse. En lyd, der lød som ringende vand kom ude fra badeværelset. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg puffede døren til badeværelset op og et lille skrig forlod mine læber. Justin kiggede forskrækket på mig. Han stod med hænderne på vasken og det ligende egentlig, at han skulle kaste op. Hans overkrop var bar, men han havde sorte shorts på. "Hvad laver du her?" spurgte han forvirret og tog sig straks til hoften. "Hvad er der sket?" Jeg lagde min taske på gulvet og fløj over til ham. Han kiggede flovt ned. "Har du været oppe at slås?" "Der var en der provokeret mig, og når jeg er fuld.. ja, så går det ikke roligt for sig," svarede han. "Men, Justin.. det ligner du har været ude i en ulykke, eller noget," sagde jeg forbavset. Han nikkede lidt. "Jah, det ved jeg." "Her, lad mig hjælpe." Hans læbe var flækket, hans ene øje var blåt og hele hans venstre side af panden og ned var blå, lilla og rød. Jeg skyllede kluden og vred den op. Jeg førte kluden op til hans læbe og han kom med en smertefuld lyd og et smertefuldt ansigtsudtryk. "Undskyld." Jeg duppede blidt med kluden og kunne mærke den dunkende hud igennem. "Er du okay? Hvordan kom du overhovedet hjem?" "Det var ikke så lang herfra- Av, for satan!" skreg han. "Undskyld! Men det hjælper altså!" råbte jeg. Han sukkede irriteret. "Vil du selv?" Jeg fjernede kluden og tilbød ham. "Nej," mumlede han. Jeg fortsatte. "Men hvad sagde ham, der provokeret dig?" "Noget med dig og at jeg var et dårlig forbillede, at inden længe begyndte alle Beliebers at ryge stoffer og at jeg skulle være i fængsel på livstid," svarede han. "Kæft, en narrøv," hviskede jeg, "men hvad var det om mig?" "Det vil du ikke vide.." "Jo, kom nu." Han trak vejret dybt. "At du bare var endnu en luder jeg udnyttede og at du ikke havde noget mellem ørerne." "Åh." Jeg bed mig i læben. "Hey," Justin tog fat i min arm," det ved vi begge er løgn." Jeg nikkede med et lille smil.Jeg førte kluden videre op til hans tinging og han gjorde et ryk i skulderne.  Jeg undskyldte igen. Et grin slap ud af mine læber og Justin greb fat i min hånd så noget vand sprøjtet op på os begge. "Vil du overtage min krop de næste dage?" spurgte han truende. Jeg rystede voldsomt på hovedet iført et stort smil. "Okay, så stop det grineri." Jeg gjorde honør og rakte ham en ispose. Han trykkede den mod sin kind og så kort lidt trist ud. "Av," sagde han med en ynkelig stemme, "it hurts." "Så må du hellere lære at beherske dig," sagde jeg og gik ind på soveværelset. 

"Men havde du en god tur ellers?" spurgte han da han fulgte efter. "Ja, Tori og Nathan var helt væk da vi fik dem kørt hjem," svarede jeg, "havde du?" "På trods af det her" - han tegnede en usynlig cirkel om sit ansigt - "så ja." Justin bøjede sig ned til natbordet og tændte fjernsynet på væggen. Der kørte en film, der vist nok lige var startet. "Uh, den er god," mumlede Justin og bevægede sig hen ved siden af mig. Han holdt en hånd for hoften, hvilke gav mig noget at tænke på. "Justin, rækker du mig lige det glas på bordet der?" spurgte jeg. Han gav slip på isposen og rakte mig det - uden at slippe hånden på hoften. "Hold det lige for mig," sagde jeg. "Kan du også lige give mig fjernbetjeningen?" "Øh.." Han prøvede at få fat på fjernbetjeningen samtidig med at han holdte glasset. "Justin, du har to hænder." Han blev ved med at prøve at få fat på den fjernbetjeningen. Jeg sukkede, rejste mig, gik over til ham og rev hans hånd væk. "Hvad laver..?" Han stoppede sig selv og kiggede ned på sin hofte. Der var lidt blod, ellers et stort, rød og lilla mærke. "Justin.." Jeg mumlede imens jeg lod min hånd løbe over det med øjenbrynene rynket. "Du bliver nød til at lade mig hjælpe dig, okay? Ikke bare med ansigtet, men det hele." "Det bare.. det virker lidt pinligt, du ved," sagde han. "Jeg forstår." Nikkede jeg. "Men du ved, at jeg altid er her." "I lige måde," han smilede med øjnene, selvom det var slemt med det blå øje og hev mig ind til sig. Mine arme gled rundt om hans ryg om de fandt hinanden og holdt fast. Hans nøgne hud mod mine arme var varmt og det føltes, som om han efterlod mig brændmærker. "Lad mig finde noget til det der." Jeg gav slip og gik ned til fryseren. Jeg fandt en ny ispose og tog den med tilbage. 

Vi satte os til at se film, og det næste jeg huskede, var, at soler skinnede udenfor.

Min arm lå over puden og Justin lå med hænderne under hovedet med benene trukket op under sig. 

Jeg satte mig forsigtigt op og listede ud på badværelset. Jeg tog min mobil ud af tasken og tjekkede klokken: 14:53. Jeg kunne høre Justin rulle rundt i sengen og det lød ikke til, at han sov mere. 

Jeg gik tilbage på værelset. Han lå og kiggede søvnrigt rundt. Hans kørte over mod mig, og han smilede da han så mig. Jeg smilede tilbage.. "Kom, lad os lige se på dine skader." Han rejste sig og tog fat på hoften igen. "Gør det ondt?" spurgte jeg og nikkede mod hans hofte. "En lille smule, det er ikke så slemt," svarede han, "og siden hvornår er du blevet sygeplejeske?" "Siden jeg har brugt lang tid på sygehuse." Jeg tog en ny klud og duppede lidt mod hans læbe. "Nå, year-" "Stå stille," afbrød jeg. Han klappede i. Jeg koncentreret mig om mit arbejde med hans læbe. Han øjne hvilede på mig og han begyndte pludselig at smile lidt. Jeg lod som ingenting, men da han blev ved, virkede det uvant for mig, at han sådan kiggede smilende på mig i lang tid. "Hvorfor kigger du på mig?" spurgte jeg og fjernede kluden og lagde den på bordet. "Fordi du er smuk." Han smilede et specielt smil, som altid fik mig til at mærke varme i kinderne - også nu hvor halvdelen af hans ansigt var lidt under ombygning. En underlig følelse kom op i hovedet på mig. Det gjorde, at jeg rynket øjenbrynene af mig selv. "Hvad er der galt? spurgte Justin. "Ikke noget," løj jeg, "skal vi gå nedenunder?" Justin nikkede og vi begav os nedenunder.

___________________________________________________________________________

Nåååå, tror I der er noget der?;)

Og! Og! OG.

Hvad gør man for at komme i kontakt med en dreng over de sociale medier? + at han lægger mærke til en? Skriv jeres ideer i kommentaren! Jeg skal liiiige hjælpe en veninde, he.

Elsker jer soooo much ♥

// undskylder SÅ MEGET for ikke at publicere noget før :'( Har bare haft meget der sker i mit liv lige nu; jeg skulle læse en bog til skolen færdig, til konfirmation, dans har også været rigtig vigtig da jeg skal til DM snart, jeg læser Divergent - ååååårh jeg dør! Fuck, den er GUD. Men basiclly: undskyld! Der er desværre altid 'gode' undskylninger. MEN jeg ælsker jer mere end I aner ♥♥♥

Hey, min hund - Mikki - har fødselsdag i dag, hihi :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...