Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3712Visninger
AA

13. Kapitel 13

 

 

But soon we'll be found

Soon we'll be found ~ Sia

 

Justins synsvinkel

"Fest? Igen?" stønnede June. "Come on. Det bliver så fedt!" bad jeg. "Justin, jeg har arbejdet virkelig hårdt de sidste uger, kan vi ikke bare blive hjemme?" spurgte hun. "Nej. Please, June, det bliver fedt," prøvede jeg igen. "Det er jeg ikke i tvivl om, det er bare... jeg ville bare gerne være hjemme," svarede June og satte sig ned i sengen. Jeg kom på en idé og gik over til hende. Jeg sendte hende mit bedste hvalpeblik jeg overhovedet kunne. June kiggede længe på mig og grinede så: "Lad vær'! Det ender med at du overtaler mig." "Yes! Så det virkede?" spurgte jeg. June sukkede. "Ja, det virkede." Jeg begyndte at danse rundt. 

"Min telefon ringer," mumlede June imens jeg stadig dansede rundt som en idiot. Da hun var gået ud af væreslet satte jeg mig i sengen.

Jeg tog min mobil frem og lagde hurtigt et nederen billede af mig ud - det skulle jo passes, det instagram. Haha.

June kom ind igen med et trist udtryk i ansigtet. 

"Hvad så?" spurgte jeg. "Ikke noget," svarede hun. "Ej, June. Du ser altså lidt trist ud," sagde jeg. "Det er jeg ikke" - hun tvang et smil op - "var der noget med en fest?" "Altså vi kan da godt blive hjemme hvis..?" "Nej, lad nu være. Vi tager af sted," afbrød hun iført et falsk smil - et tydeligt falsk smil. "Okaaay, så må du hellere skifte nu for den starter om en time," sagde jeg. June nikkede og åbnede sit skab. Hun kiggede rundt i skabet og rodede lidt rundt på hylderne. Jeg betragtede hende nøje imens for at finde det, hun var ked af. 

Hun hoppede for at tage en kjole ned, men det lykkes ikke. Jeg rejste mig og gik over til hende. Jeg strakte min arm let og rakte hende kjolen. Hun smilede svagt og mumlede et tak. "June." Jeg tog fat i hendes arme og fik hende til at kigge mig i øjnene. "Hvad er der galt?" "Ingenting, okay? Jeg er bare lidt træt, intet andet," svarede hun. "June. Stop. Du er virkelig dårlig til at lyve, du ville aldrig blive skuespiller. Hvad sker der?" prøvede jeg igen.  "Kan vi ikke bare" - hun slog ud med armen - "tage til fest uden at tænke på mig?" "Hvis det er det, du gerne vil, så jo," svarede jeg. "Tak," sagde hun, vred sig ud ad mit greb og gik ind på badeværelset. 

Jeg sukkede og gik over til hendes spejl for at sætte min t-shirt bedre. Efter det satte jeg mig på sengen og ventede. 

Hun var langsom. Rigtig langsom. 

Jeg rejste mig og gik ud i gangen og puffede til døren, som gik lidt op. Jeg kunne se June igennem. Hun stod uden noget på overkroppen og jeg ville have kigget væk, men jeg stod bare og betragtede hende. Hendes hud var perfekt brun og hendes hår lå til den ene side. Hendes rygrad gik lidt indad, hvilke betød, at hun havde en flot holdning. Hun drejede sig lidt og det gav lidt udsyn til hendes bryster. En perfekt barm der ikke så for stor eller for lille ud. Hun tog en lilla bh op og bandt den rundt om hendes bryster - hvis man kan sige det. Bevægelsen var blød og rolig. 

Hun var sikkert virkelig god i sengen. 

Okay hvad?

Jeg kiggede væk, over den underlige tanke. 

Men alligevel kiggede jeg tilbage på hende, fordi hun snøftede. Hun kiggede ned af sig selv og rystede på hovedet. 

Jeg havde lyst til at brase ind og holde hende ind til mig. Hendes hud var uden tvivl perfekt glat og dejlig varm. At mine fingre løb over hendes bryster og mave...

"Justin? Er det dig?" 

"Øh, ja, jeg skulle øhm. Er du okay?" 

"Bare kom ind." 

"Idiot," mumlede jeg til mig selv og åbnede døren.

Hun havde fået kjolen på og stod og pillede ved stropperne. "Den er flot," smilede jeg akavet til hende. "Tak, det er en af mine veninders," svarede hun. Jeg nikkede lidt. "Hvad er der, Justin?" spurgte hun. "Hvad? Ingenting," løj jeg. "Nå okay." "Skal vi komme afsted?" spurgte jeg. Hun nikkede. 

Vi gik i stilhed ned til min bil og kørte. 

Jeg kiggede diskret på hende gennem hele turen. Hun sagde ikke noget overhovedet og jeg var bange for, hvad hun ville sige til at jeg spurgte igen. 

"June, vi er bedste venner, ikke?" Hun drejede hovedet og nikkede lidt med rynket pande. "Så kan du også fortælle mig, hvad der er galt," sagde jeg. Hun sukkede, "Justin. Du forstår det ikke-" "Jeg vil gerne høre det. Hvis det gør dig ked af det, så vil det sikkert hjælpe at tale om det," afbrød jeg. "Justin, der er to minutter til at vi er der, måske er det ikke lige tiden nu," svarede hun lavt. "Nej. Men lov mig, at du fortæller det," sagde jeg. "Det skal jeg nok," svarede hun. Hun klikkede selen op og steg ud af bilen. 

Jeg trak vejret dybt og gik også ud. 

Vi gik sammen ind og blev stoppet af en i døren. "Navn, tak?" sagde manden. "Justin Bieber," svarede jeg. "Hvem er den anden?" spurgte han. "June Carelyn, vi følges," svarede jeg. Manden kiggede sin liste igennem. "Mr. Bieber kan gå ind, Mrs. Carelyn kan ikke." "Hør, Justin her, han er ligesom ret kendt, ikke? Tror du ikke, at dem du arbejder for ville få en dårlig smag i munden, når de modtager en klage fra ham?" spurgte June. Manden rømmede sig, "jamen der var Deres navn jo. Jeg beklager meget, frøken," sagde han. June smilede et lidt ondt, snobbet smil og vi gik ind i salen.

"Wow, June. Hvad var det lige?" spurgte jeg overraskede. "Jeg hørte det fra en spydig person i sidste uge, så tænkte jeg, at det nok også virkede nu," svarede hun. "Jeg er mundlam," sagde jeg. June sendte mig et lille smil. 

Det var først nu, at jeg opdagede, hvilken fest vi var til. 

"Øh, og hvad er det her for en fest?" spurgte hun forvirret. "Altså Ryan ringede og sagde, at hans mor havde fortalt ham, at den her fest altid var Atlantas stolthed, men.." svarede jeg. "Hans mor?" gentog June undrende. "Nårh.. vi er kommet til en alderdomsfest," sagde jeg. June nikkede. "Hvorfor var jeg skrevet i døren?" mumlede jeg. June brød ud i en latter der fik mig til at kigge smilende på hende. "Kom, lad os finde noget at drikke," smilede jeg og trak hende med over til baren. 

"Så det stærkeste I har er Bailey?" spurgte jeg. "Ja, men det er jo ikke vores skyld, at De og Deres kæreste er kommet til denne ellers forrygende fest, vel?" svarede den såkaldte bartender. "Men med Mokai?" spurgte jeg. "Mokai? Er det en fisk?" spurgte han. June fniste ned i sin kjole. "Så stik os et par Bailey'er," sukkede jeg til sidst. "Så gerne." 

Junes telefon ringede og hun tog den hurtigt. Hun kiggede kort op på mig og gik lidt væk. 

"Nææææh. Er det ikke selvelse Justin Bieber?" spurgte en ældre dame mig. Jeg smilet lidt. "Himself." "Kom, De skal danse med mig!" sagde hun bestemt og trak mig med ud på dansegulvet. Hun begyndte at danse, hvilke fik mig til at grine. Jeg prøvede så godt jeg kunne at holde igen, men det var svært. Hun tog fat i mine arme og svingede lidt. Vi stod og dansede lidt - hun dansede, jeg var ved at flække af grin.  

Jeg spottede June stå i et hjørne og snakke i telefon. Hendes øjne var lidt blanke og hendes underlæbe viberede lidt, når hun ikke snakkede. Til sidst nikkede hun, bed sig i læben og lagde på. 

"Jeg bliver lød til at gå," sagde jeg til damen. Hun nikkede og dansede selv videre.

Jeg gik over til June, som straks tørrede sine øjne og smilede til mig. 

"Vil du gerne hjem?" spurgte jeg. Hun kiggede lidt rundt i lokalet og nikkede så. Jeg tog hende i hånden og gik ud til bilen igen. 

Vi kørte i lidt stilhed. 

"Det er pinligt, det her," sukkede June. "Hvorfor?" spurgte jeg. "Fordi at efter en halv time derinde, er vi allerede på vej hjem," svarede hun. "Ville du seriøst gerne være blevet til festen?" spurgte jeg. Hun grinet kort, "måske ikke." "Det er ikke pinligt, June. Jeg er glad for, at vi gik," forsikrede jeg hende om. 

Jeg stoppede bilen og vi gik op til hendes hus. June låste op og åbnede døren til et tomt, mørkt hus. Hun tændte noget lys ved gangen og gik ovenpå. Jeg fulgte bare efter. 

Hun tændte sin natlampe og tog en løs t-shirt ud under hendes dyne. "Ligger dit nattøj under din dyne?" spurgte jeg grinende. "Ja," svarede hun med et smil. Hun vendte sig væk fra mig og lynede kjolen ned, hvorefter at tage t-shirten på. Hun hev underdelen af og hang den på sin stol til skrivebordet. Hun gik over til sit spejl og fjernede makeup. Til sidst lagde hun sig i sengen og kiggede endelig på mig. Hun vinkede mig over til sig. 

Jeg satte mig på sengen, helt akavet og stille. 

"Tak," smilede hun forsigtigt. "Selv tak," svarede jeg. Vi kiggede lidt på hinanden i et langt øjeblik. Jeg rejste mig op og gik. 

"Bliv." 

Jeg drejede rundt og skulle sikre mig, at det kom fra June. Hun kiggede på mig og løftede øjenbrynene. Hun rykkede sig længere ind mod væggen. - Det var hende der sagde det. 

Jeg gik igen derover og lagde mig ned under dynen sammen med hende. Hun lagde puden lidt længere over ved mig, ved min skulder. Hun lagde hånden under hovedet. Jeg lagde min arm over hendes pude og kiggede ventende på hende. 

"April har det ikke så godt," hviskede hun. "Hvad?" spurgte jeg. "Hendes medicin skal nok forhøjes," svarede hun. "Er det derfor, at de ikke er hjemme?" spurgte jeg. June nikkede, "de er ved et sygehus i New York" - hun kiggede op på mig - "jeg var for træt til at tage med." "Det skal nok gå, hun er stærk," hviskede jeg beroligende. June snøftede lavt og tørrede sit øje. "Det ved jeg, men man kan ikke lade være med at være bekymret, vel?" "Nej. Men bare tro på, at de nok skal hjælpe hende," sagde jeg. "Ja, det er nok den eneste vej," hviskede hun. Jeg kærtegnede hendes arm. "Præcis." 

Vi var stille lidt. 

"Der er jo en grund til, at jeg fortæller Beliebers at man skal believe, ikke?" June grinede kort, "jo, selvfølgelig." Jeg smilede. 

June gabte. "Træt?" spurgte jeg. "Lidt." "Du skulle prøve, at feste igennem med mig så kan vi snakke om træt," sagde jeg. June smilede lidt. "Sov godt, Justin." 

Hun vendte sig lidt væk og lukkede øjnene. Jeg vendte mig samme vej som hende og tog min arm til mig. June hev min arm tilbage over hende. Jeg bed mig kort i læben imens jeg smilede lidt. 

 

***

 

Junes synsvinkel

Jeg vågnede ved solen der lyste ind i mine øjne. Jeg blinkede et par gange og kiggede væk fra solens stærke stråler. 

Og det var først nu, at jeg opdagede at jeg lå i en andens arm. 

Justin. 

Han lå stadig og sov fredfyldt. Han så så uskyldig ud når hans øjne var lukkede. Hans hår var blevet fladt og det lå nærmest som pandehår. Han havde den samme t-shirt på som han havde igår. 

Jeg prøvede at fjerne mig stille fra ham, men skulle selvfølgelig banke mit ben ind i hans. Han slog øjnene op og kiggede forvirret på mig. "Hvad sker der?" spurgte han. "Ingenting, jeg skal bare tisse," løj jeg. Han nikkede imens han holdte øje med mig. 

Jeg kiggede væk og koncentreret mig bare om at komme op og ud på badeværelset. 

Da jeg kom tilbage lå han og kiggede på sin mobil. Hans blik fløj hen på mig og smilede lidt. Jeg smilede akavet tilbage. 

Situationen var uvant for mig. Jeg var bestemt ikke vant til at der sov en dreng ved mig - og specielt ikke en verdenskendt en af slagsen. 

"Hvad er der galt, June?" spurgte han. "Ikke noget, jeg er bare.. jeg er bare lidt træt," svarede jeg. Han nikkede med et smil der sagde: Ja, klart. "Seriøst. Jeg gider ikke bruge en hel dag på at finde ud af hvad der er galt. Fortæl det nu bare så vi kan komme videre i programmet," sagde han. "Du ville grine," fastslog jeg. "Og hvad så?" Jeg trak vejret dybt. "Jeg har menstruation og der er højst sandsynligvis noget blod på dit tøj," svarede jeg. "Hvad?!" Justin farede op og løb ud på badeværelset. Jeg pustede lettet ud over at han troede på det. 

Jeg gik over til tøjstativet og tog en t-shirt med lilla blomster ud og fandt et par lyseblå shorts i kommoden. 

Jeg kiggede mig over skulderen og skiftede hurtigt til det. Da jeg havde skiftede redte jeg min seng og satte mig ned. 

Justin kom ud igen. "Måske er jeg idiot, men jeg er ikke dum," sagde han, "hvis du har menstruation lå der bind eller tamponer i skraldespanden." Jeg rødmede og kiggede ned. "June." Justin satte sig på hug foran mig og kiggede mig i øjnene. "Det er unormalt for dig, at du har drenge der overnatter, ikke?" Jeg bed mig i læben og nikkede. "Du behøver ikke være pinlig over det. Vi er jo venner, jeg er ikke totalt random, vel?" sagde han. "Nej, det er bare.. du ved," mumlede jeg. "Jeg ved præcis hvad du mener," smilede han. "Hvorfor er du altså så forstående?" spurgte jeg. "Lad mig bare sige det sådan: Jeg har datet en pige i næsten tre år," svarede han smilende. "Det giver god mening," sagde jeg. "Jep," gjorde han sig enig. 

Vi rejste os op og Justin trak mig ind i et knus. 

"Boo," hviskede han. Jeg smilede: "Bro." 

Vi gik nedenunder og begyndte at lave morgenmad. Vi satte os foran fjernsynet og så MTV.

Da vi var færdige tog vi opvasken. 

Vi gik udenfor i det gode vejr og satte os på en slags stor, hvid solseng. 

"Der er præmie på den film der hedder Divergent i morgen. Tag med," sagde Justin. "Jeg skal arbejde," svarede jeg. Justin skubbede underlæben frem og lavede et trist udtryk i øjnene. "Please, June. Tag med mig," sagde han igen. Jeg trak vejret dybt. "Fint." Justin lyste op i et stort smil, "det bliver så godt!"  "Du plejer da aldrig tage med til sådan noget?" sagde jeg. "Scooter har sagt, at hvis jeg bare blev set til en præmie som denne, ville folk måske tænke, at jeg ikke bare er åndsvag og tager stoffer i et væk. At jeg faktisk også godt kan tage i biffen," svarede han. "Han tænker smart," sagde jeg. "Hvem?" spurgte Justin forvirret. "Ja, Scooter," svarede jeg og rullede med øjnene. "Nårh, ja han tænker rigtig smart," sagde han. Vi grinet lidt. 

Justins telefon sagde en lyd og han kiggede hurtigt på den. "Selena er kommet. Jeg bliver nød til at gå," sagde han og rejste sig. Han kiggede tilbage på mig, "vil du med?" "Nej tak. Jeg skal på arbejde," svarede jeg hurtigt. "Okay." Jeg rejste mig og gav ham et kram. "Vi ses i morgen, smukke," sagde han og smilede. "Jeg henter dig klokken 18:00. Husk, at tage noget flot på. Du bliver højst sandsynligt set sammen med mig," smilede han. Et sus gik igennem mig. Jeg prøvede at smile selvsikkert. "Selvfølgelig." Justin vinkede og forsvandt ud af haven. 

Jeg blev sidende lidt og tænkte. Justin vidste ingenting om det, Selena havde sagt til mig og jeg var i tvivl om at jeg skulle fortælle Justin det eller ej - vi ville jo blive set alligevel sammen til præmien. 

Jeg gned mig i øjet og gik ind igen og gjorde mig klar til arbejde. 

En halv time senere sad jeg og syede. Jeg var alene. May, Cat, Rae, Tori, Nathan, ingen var der. 

Jeg rejste mig og gik ind til Prim. 

"June! Søde, hvad så?" sagde hun. "Hvor alle de andre?" spurgte jeg. "Ja, hvad laver du her?" spurgte Prim. "Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret. "De fejrer jeres sejr inde i cafeén," svarede hun, "gå da ind til dem." Jeg drejede om på hælen og gik forvirret ind i cafeén hvor alle var. 

Cat, Rae, May, Nathan, Tori, Mary, Chloe, Bea, Christa, Denise, Ann, Emma, Caddy og Mia. 

De kiggede alle over på mig og klappede. Jeg rødmede og kiggede bare på May. Hun smilede til mig. 

"June, vores bedste fotograf," råbte May stolt ud over vores lille gruppe. Jeg smilede lidt. "Jeg har altså ikke gjort det alene," sagde jeg. Vi satte os alle ned og ligesom til møder stod May op og styrede det hele. 

"Jeg er ikke chef, men jeg var torvholder. Jeg har ikke ydet ligeså meget, som nogen af jer andre har. Nogle af jer har kæmpet dag og nat til at få dette til at klappe. Nogle har været ude og handle om at få noget specielt stof med hjem. Nogle af jer har redigeret billeder hele natten og nogle har syede som sindssyge. Det er sgu noget, at være stolt af. Og det skal I være" - hun kiggede rundt på os alle - "jer alle sammen." En der sad bagved råbte et højt: "Wuhuu!" Og vi klappede alle sammen af os. Prim kom ind og May satte sig. "Som chef og alt det, har I gjort mig utrolig stolt. I har ikke spurgt om hjælp overhovedet og at I vinder.. det er ret ubeskriveligt," sagde hun, "I skal nok ende som en håndfuld fantastiske designere - men jeg håber, at I bliver hængende her lidt endnu." Jeg smilede og vi klappede alle sammen. Hun smilede, "og I fortjener ferie." "Hvad?" udbrød Nathan. "Hold op! I fortjener da ferie. Kan I slet ikke mærke, at I har arbejdet som gale den sidste måned?" spurgte hun. Jeg kiggede på May, som smilede stort. "Skal I sidde her hele dagen eller hvad? Skrid med jer, I har fri," smilede hun. Vi rejste os op og gik syngende tilbage til vores del. 

"Vi har fucking ferie! Og jeg regnede med, at vi skulle arbejde de næste to måneder også have ferie," smilede Rae totalt overvældet. "Det er deeeeeeejligt," sagde Nathan. May nikkede. "Nå, ses bitches." Hun gav mig et kram og jeg kom straks i tanke om, at det var sidste gang jeg krammede min bedste veninde inden at jeg blev 'kendt'. Jeg holdte fast i lidt længere tid og slap så. "Vi ses snart, søde," smilede hun. 

Nathan krammede mig hårdt. "Vi ses vel i ferien, ikke? Vi skal sidde på en café og se dem der arbejder, også skal vi sidde og grine af dem." "Jo, det skal vi bestemt," smilede jeg. Han smilet og vinkede. 

Jeg tog min taske over skulderen og gik hjem. April, mor og far var der stadig ikke, så jeg var alene. 

 

***

 

"Præmie, præmie, præmie," mumlede Catherine igen for sig selv. "Altså det, jeg hader ved drenge, er, at de tit inviterer i sidste øjeblik også står man der og har intet at tage på, fordi at alt holder lukket." Hun vendte sig ind til sit skab og rodede stativet frem og tilbage. Hun holdte et par kjoler ud, men rystede på hovedet alle gange om mumlede ting om dem. "Du tror vel ikke, at du selv har noget?" spurgte hun flovt. Jeg tænkte lidt. "Altså... måske." "Super. Kører du? Jeg sidder med Miley," sagde hun. Vi gik ud i min bil og kørte. Miley peb lidt af vejen, men ellers stod hun og kiggede ud af vinduet. 

Jeg gik direkte over til skrivebordet og tog kjolen op. Catherine stirrede længe på den. "Wow, hvor fanden har du købt den?" "Jeg har selv lavet den," svarede jeg. Catherine måbede og tog sin frie hånd op foran munden. "Selv? June, den er fantastisk!" "Tak," smilede jeg. "Tag den dog på," hvinede hun. Jeg tog mine jeans og hvide bluse af og fandt noget hvidt undertøj. Jeg tog kjolen på og lynede den bagi. 

"Wauw... det er godt nok fantastisk arbejde. Jeg er kritisk omkring tøj - ja, næsten en snob - men den der, damn girl," sagde hun. Jeg smilede taknemlig. "Uh! Jeg vil krabbe dit hår," sagde hun og sat mig den på en stol. Hun rørte kort ved de blå glimmersten på venstre skulder og smilede forelsket. Jeg fniste af hende og lod hende køre en børste igennem mit hår.

En lang time senere var jeg klar. Mit hår sad perfekt, min makeup strålede og kjolen sad, som den skulle. 

"At være mega jaloux," sagde Catherine da hun stod og rettede lidt på mit hår. "Catherine, du har intet at være jaloux over. Du har det flotteste hår og dine ben? Jeg ville sådan ønske at jeg var så høj som dig," sagde jeg. "Stop. Nyd, at du kan gå i stiletter uden at virker pisse høj og uanset hvad, er fyrene højere end dig. Jeg ser noglegange en fuuucking lækker skuespiller, og ved du hvad jeg så gør? Jeg går på IMDB og tjekker hvor høj han er," svarede hun. Jeg grinet kort og gav hende et knus. "Du er den bedste." "Det er du også." Catherine smilede. "Og husk nu hvem der satte dit hår og ordnede din makeup når du bliver kendt." Jeg smilede, "selvfølgelig." Hun gav min hånd et klem. "Vi ses snart." 

Da hun lige var gået, ringede det igen på døren. 

Jeg åbnede og Justin kom til syne iført et kærligt smil. Hans øjne løb op og ned af mig. Han fløjtede, "du er virkelig smuk." "Tak, i lige måde," smilede jeg. "Hvem har lavet den kjole?" spurgte han. "Mig selv," svarede jeg. Han måbede, ligesom Catherine. "Desginer, det bliver du helt bestemt," sagde han. Jeg takkede. Han holdte armen ud til mig, som jeg tog. "Shall we?" smilede han. Jeg nikkede og vi gik ud til bilen. "Limousine, Justin?" "Jep, det skal jo ligne, at jeg stadig har lidt klasse," smilede han. Chaufføren åbnede døren og vi satte os ind.

Der var dejlig køligt inde i bilen og stort. Man kunne sidde overalt derinde. 

"Er De klar, sir?" spurgte chaufføren. "Ja, bare kør, Henry," svarede Justin. Bilen begyndte at bevæge sig. "Skal vi langt?" spurgte jeg. "Ikke specielt," svarede Justin og rettede lidt på sit jakkesæt. "Jeg har aldrig set dig i dét før," sagde jeg. "Hvad? Det her?" spurgte han og tog lidt fat i den sorte jakke. Jeg nikkede. "Næh, det er heller ikke hver dag jeg går med det," smilede han. Jeg grinet kort. "Du virker glad..?" sagde Justin. "Er man ikke altid glad, når man får ferie?" spurgte jeg. "Har du ferie?" spugte han overrasket. "Ja, det gav Prim os igår," svarede jeg. "Ej, hvor niiice." "Så nu har jeg nok mere tid til dig," jokede jeg. "Det bliver så godt," grinede han. 

Bilen stoppede efter en halv time. "Så er vi her, Mr. Bieber." "Tak, Henry," sagde Justin. Jeg kiggede ud. Der var en rød løber og der stod fans omkring det metalhegn der nok gik mig til hoften. Der stod paparazzias på begge sider og tog billeder. Der stod et par og poseret foran paparazzia. En ung mand stod med en liste i døren og holdte øje med alt og alle. "Vi skal ud efter dem der," sagde Justin. Han tog min hånd, hvilke fik mig til at kigge på ham. "Er du klar?" Jeg trak vejret dybt og kunne mærke et sus flyve igennem min krop. Jeg nikkede. Hans øjne borede sig ind i mine. "Er du helt sikker?" "Ja, jeg er klar," svarede jeg. Han trak mig ind i et kram.

Jeg smilede til ham og han til mig. "Se, det er Kate Winslet." Jeg kiggede mig over skulderen. "Tænk, at vi skal ind lige efter hende," mumlede jeg. "Ja, hun nu ret kendt - og hun har en rolle i filmen," sagde han. "Netop." "Så, nu er det os." 

Henry åbnede døren og jeg nåede at tage en dyb indånding før jeg steg ud. Justin kom ud lige efter mig og kameraene begyndte at blize voldsomt. Justin smilede til mig. "Kom," hviskede han og lagde sin arm på min ryg. Vi stoppede kort op og smilede til kameraene. Fansene skreg i baggrunden og folk råbte omkring. Justin gav mig et klem, som sagde, at det gik fint. Han kiggede på mig iført et smil, jeg aldrig havde set før. 

Det var ægte. 

Hans øjne strålede og det fik mig til at smile. 

Vi gik indenfor og jeg kunne slappe lidt af. 

"Du var så god," sagde han lavt. "Tak," smilede jeg. "Kom, lad os sige hej til Theo og Shailene," sagde han. Vi gik over til to høje mennesker. "Hey, Justin. Fedt at se dig her," smilede pigen, som nok var Shailene. "Ja, jeg glæder mig meget til at se filmen," svarede Justin. "Justin? Wauw, længe siden," sagde fyren ved siden af - Theo. "Alt for længe siden," smilede Justin. "Og hvem har vi her?" spurgte Shailene. "Jeg hedder June," smilede jeg. "Elsker det navn," smilede Shailene. "Tak," sagde jeg. "Er I..?" spurgte Theo. "Nej, men vi er venner." Justin kiggede på mig. "Bedste venner." "Der er sgu også så megen sladder og alt det crap lige nu," sagde Shailene. Vi nikkede begge. 

"Filmen begynder nu."

"Nå, så vi vi hellere komme ind," sagde Theo. "Ego, Theo. Du vil gerne se din egen film igen-igen," sagde Shailene. "Hold da kæft, Shai. Du vil også se den igen! Du tænder så meget på det pariserhjul," sagde Theo. "Sjovt." Shailene slog ham på overarmen. "Hvad? Det var et uheld, at jeg rev dine bukser ned. Men du tog det nu meget pænt." Justin grinet. "Ja, dybt åndsvagt, ikke?" sagde Theo. Justin nikkede. "June holder med mig," sagde Shailene, "ikke?" Jeg nikkede. "SUCK. ON. THAT," sagde hun. Theo rullede med øjnene og vi kom ind i salen. Vi gik opad og Theo og Shailene fuldte efter. 

Vi satte os helt bagved. "Vi må godt sidde her, ikke?" spurgte Theo. "Klart. Har I ikke faste pladser?" spurgte Justin. "Bro, vi kan sidde hvor vi vil," smilede Theo. "Bare rolig, han er ikke altid så selvglad. Han er bare fra England," undskyldte Shailene. Vi grinede. 

Filmen startede og der blev stille i salen.

***

"Wuhuu! Og der kommer en toer, treer og fire!" råbte Shailene. "Shh! Det må du sgu da ikke sige højt, spade!" hyssede Theo. "Come on. Folk er da ikke så dumme, at tro, at der ikke kommer flere, når der er tre bøger, vel?" forsvarede hun sig selv. "Hvis der er tre bøger, hvorfor kommer der så tre film mere?" spurgte jeg. "Fordi nummer tre bliver delt over," svarede Theo. "Shh! Det må du da ikke sige, fjolle!" efterlignede Shailene. Theo rullede med øjnene. "Vi ses snart," smilede Justin. Shailene gav mig et kram, "hyggeligt at møde dig. Jeg kan endelig lide den piger Justin hænger ud med." Jeg smilede til hende. "Tak." "Selvfølgelig," sagde hun smilende og gav min arm et klem. Shailene og Theo gik snakkende den anden vej. 

Justin tog fat i min arm og vi begyndte at gå. 

"Hvad synes du om den?" spurgte Justin. "Den var virkelig god," svarede jeg, "jeg gad godt møde en divergent... hvis de fandtes." Justin stoppede op foran mig. "Jeg har mødt én," sagde han. Jeg slog en latter op. "Nej, jeg er seriøs," sagde han. "Hvem er det så?" spurgte jeg smilende. "Dig," svarede han. Jeg blev straks alvorlig. "Du er klog, godhjertet, hjælpsom, venlig, forstående, ærlig, sød og stærk." Jeg kiggede ned i jorden, "hvorfor skal du altid sige sådan nogle gode ting om mig?" "Fordi du er ligesom en divergent. Du kan klare alt. Du kan arbejde 14 timer og stadig overkomme at være mor derhjemme." Han holdte en kort pause. "Du er ligesom Tris. Du aner noglegange ikke hvem du er, men samtidig, når folk fortæller dig det, er du stærkere end du tror. Og det beundrer jeg virkelig." Jeg kiggede flovt op på ham. Han kiggede tilbage på mig med et varmt, kærligt smil. "Så er du Four. Stærk, modig, uselvisk, sød, klog og ærlig," sagde jeg. Justin smilede, "hyggeligt." Jeg smilet kort. 

"Justin, må jeg lige..?" 

Vi vendte os om. Der stod en ung pige med sin mobil i hånden og jeg troede først, at hun var en fan. 

"Selvfølgelig," sagde Justin med et lidt trykket udtryk i ansigtet. "Hvem er det du følges med?" spurgte hun. "Min veninde - og jeg mener kun veninde. Hun hedder June," svarede han. "June, pænt navn. Hvad har du på i aften, June?" spurgte hun og kiggede på mig. "Øh.. j-jeg har, øhm.. en kjole på, som jeg selv har lavet," svarede jeg usikkert. "Er du designer?" "N-nej, men jeg arbejder ved PS collections." "Når ja. I vandt det der  Designer of the Year," sagde hun. Jeg nikkede. "Stort tillykke" - hun vendte sig mod Justin igen - "hvordan går det med Selena?" "Hun har det godt." "Er I sammen igen? I blev set sammen i sidste uge." Justin smilede bittert. "Nej, vi er ikke sammen og jeg ved ikke, hvornår I indser, at man godt kan være venner efter et forhold - det er muligt, skal jeg lige sige." "Skal du snart i retten igen?" spurgte hun. Jeg kiggede måløst på Justin, hvis ansigtudtryk ændrede sig brat og han blev stram om munden. "Det er ikke helt sikkert endnu, men jeg ville være glad, hvis I kunne se, at jeg ikke er en dårlig person." "Tak, Justin. Vi håber på at se dig til endnu en præmie snart." Hun slukkede sin mobil og gik hurtigt videre. 

"Er du okay?" spurgte Justin og kiggede på mig, stadig med et lidt irriteret udtryk i øjnene. "Er du?" spurgte jeg. "Jeg er jo vant til de spørgsmål. Men dét, der irriterer mig mest, er, at de altid stiller de samme spørgsmål," svarede han, "men er du okay? Du har jo lige overlevet dit første paparazzi moment." "Jeg har det fint. Jeg synes bare, at det er synd for dig at du altid bliver overfaldt med de spørgsmål," svarde jeg. "Se," sagde Justin og løftede pegefingeren, "der er det divergent gen. Du leder opmærksomheden væk fra dig selv." "Drop det, Justin. Det er normalt at være bekymret for sin bedste ven," sagde jeg lettere irriteret. "Hey, du lød irriteret! Det gør du aldrig," smilede han. Jeg rystede på hovedet, "lad os tage hjem." "Må jeg så godt kalde dig Tris?" spurgte han. Jeg grinede og han lagde armen over mine skuldre. 

Jeg så Shailene stå ved udgangen og snakke med en anden og hun vinkede smilende til mig. Jeg vinkede tilbage og vi gik ud og fandt vores limousine. 

Henry begyndte at køre. 

Vi kom længere og længere væk fra de mange fans, paparazzis og kendte. 

Det havde været en god aften, og jeg håbede på at se Shailene og Theo meget snart igen.

"Nå, hvilken film skal vi se næste gang?" spurgte Justin og kiggede på mig. "Hmm.. Divergent 2?" svarede jeg. "Den kommer jo først om lang tid," sagde han. "Vi kan jo lave det til en Justin-og-June ting," forslog jeg. "Ih ja da! Så tager du kage med næste gang, så tager jeg kaffen med," sagde han. Jeg grinet, "det lyder da hyggeligt, så kunne Shailene tage kopper med og Theo skeer." "Perfekt! Skal jeg skrive til Shai?" spurgte han og tog mobilen op fra lommen. Jeg rystede grinende på hovedet. Han smilede til mig.

Vi ankom til Justins hus og gik ind. 

"Hvad skal vi lave nu?" spurgte Justin. "Jeg er træt, så jeg smutter i seng," svarede jeg. "Øv, jeg troede lige, at vi kunne drikke os i hegnet," sagde Justin. Jeg kiggede lidt på ham. "Drikker du ikke eller hvad?" spurgte han efter min stirren. "Jo, men.." jeg stoppede kort. "Jeg har ikke sådan rigtigt været fuld-fuld før." Justin nikkede en enkel gang og bed sig i læben. Vi var stille lidt. "Øhm, jeg går i seng nu." "Ja, sov godt," skyndte han sig at sige hurtigt efter. "Lige over," mumlede jeg og gik ovenpå i gæsteværelset.

Jeg gik ud på badeværelset og tog min makeup fjerner op fra toilettasken. Jeg gad ikke flette mit hår, så jeg tog bare kjolen, skoene og smykkerne af og gik i seng. 

Jeg vendte og drejede mig i sengen i lang tid. Tankerne fløj rundt og de stoppede ikke, før Justin havde sunget den samme sang fem gange i træk inde på sit værelse og der var blevet fuldstændig stille - og der var nok gået en time. .

Jeg faldt i søvn. 

***

"Hendes medicin kan ikke forhøjes, medmindre du hopper ud derfra." 

Jeg kiggede ud over kanten, der var kulsort og jeg ville ikke vide om der var fem meter ned eller halv tres. 

Jeg trak vejret dybt og kiggede på lægen. "Jeg hopper."

Jeg gik ud på kanten og kunne mærke mine hænder ryste. Jeg trak vejret dybt igen, lukkede øjne og hoppede.

"Vent!"

Jeg kiggede mig over skulderen, men det var forsent. 

Jeg var sprunget og kiggede dog opad.

April stod med hænderne på kanten og skreg mit navn. 

Der var noget der rørte min skulder. 

"June!"

Jeg kunne ikke se noget.

"June!"

Jeg kiggede panisk rundt imens jeg stadig faldt længere og længere.

"June, for helvede!"

Jeg skreg og-

Der var et par brune øjne der kiggede forvirret, panisk og skræmt på mig. Et par arme der holdt stramt, men stadig blidt om mine. 

"Hvad sker der?" spurgte en stemme, som jeg kendte alt for godt. Jeg kiggede forvirret rundt. "Slap af, der sker ikke noget. Du er i sikkerhed, June. Der sker dig intet."

Jeg satte mig op i sengen. Mit hår var vådt af sved og min hånd rystede imens jeg kørte den igennem mit hår. Jeg hyrperventileret og kunne mærke tårer på kinderne. 

"Hv-hvor er jeg?" snøftede jeg. "Hjemme hos mig, Justin," svarede stemmen. Jeg kiggede igen tilbage på de brune, paniske øjne. Jeg trak stadig vejret hurtigt, som om jeg havde løbet en maraton. "Det' okay," sagde stemmen blidt. "Det' okay," kom det roligt igen og igen. Jeg trak Justin ind til mig og han holdte mig længe inde ved sig. Han hviskede, at det var okay og at jeg var i sikkerhed og at han sad lige her. 

"Læg dig ned," hviskede han. "Du må ikke gå, Justin," peb jeg. "Selvfølgelig ikke," smilet han svagt og lagde dynen over mig hvorefter han lagde sig ved siden af og en arm over mig. Han fandt min hånd og gav den et klem, men gav ikke slip efter klemmet, han holdte fast. 

Jeg var stadig chokret og kom noglegange med nogle små snøft. 

"Shh, det er okay," hviskede Justin hver gang, hvilke fik mig til at slappe af. 

***

Jeg vågnede stille og roligt. Justins arm lå stadig over mig og min hånd i hans. Jeg følte mig beskyttet og det gjorde mig varm i maven. 

Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen for at se om han stadig sov - det gjorde han. Jeg ville ikke vække ham så jeg lå bare og stirrede på natbordet.

"June, er du vågen?" kom det bagfra. Jeg vendte mig om og nikkede. Justin blinkede lidt træt med øjnene. "Er du okay?" "Ja, jeg har det fint, tak," svarede jeg. Han smilede, "godt. Men hold kæft et chok." "Undskyld," sagde jeg og bed mig kort i læben. "Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er blevet vækket af en der skriger. Jeg var ved at falde over et eller andet da jeg løb herind," grinede han, "men du skal ikke undskylde, du kan jo ikke styre det. Bare du ikke gør det igen." "Jeg skal nok prøve... men jeg kan nok ikke love noget," sagde jeg. "Hvad drømte du?" spurgte han. "At jeg skulle hoppe ud fra noget og ned i noget sort og jeg kunne ikke se hvor langt ned, der var," fortalte jeg. "Hvorfor hoppede du?" "For at forhøje Aprils medicin," svarede jeg. "Klamt, huh?" Jeg nikkede og tog min læbepomade fra natbordet.

"Du bruger den læbepomade virkelig meget," sagde Justin og tog den da jeg havde smurt noget på læberne. "Jeg har et eller andet der udtørrer mine læber om foråret i april, prøv at mærk," svarede jeg. Justin kørte sin pegefinger rundt under min læbe i en langsom bevægelse. Hans øjne fandt op til mine og holdt blikket. Jeg bed mig i læben og kiggede væk. Han fjernede sin finger.

Jeg fjernede noget hår fra min kind og rømmede mig. 

Min mobil gav en høj lyd fra sig og jeg skyndte mig at tage den.

"June? Hvor er du henne?" spurgte en stemme i den anden ende. "Jeg øh er ved Catherine," løj jeg. "Kommer du snart hjem? Vi vil gerne snakke med dig," sagde mor. "Okay, jeg kommer om et kvarter," svarede jeg og lagde på. 

Justin lå og kiggede på mig, så jeg kiggede hurtigt væk igen hvorefter jeg begyndte at pakke mine ting sammen i tasken. 

Ti minutter senere stod jeg på dørtrinnet med en akavet stihed imellem Justin og jeg. 

"Vi ses snart," sagde jeg. "Ja, vi gør. Skriv, ikke?" svarede han og gav mig et kram. Jeg nikkede. "Og tak for dét i nat." "Skulle det være en anden gang," halvsmilede han. Jeg vinkede kort og gik. 

Jeg var forvirret. Justin havde været så sød da han vækket mig og resten af natten, også bliver stemningen akavet og forkert. Hvad havde jeg gjort forkert? 

 

***

 

"Jeg lægger det lige ovenpå," sagde jeg og gik ovenpå for at smide tasken på sengen hvorefter jeg gik ned igen. 

Mor, far og April sad inde i stuen. Jeg satte mig ved siden af April og gav hende et langt, kærligt kram ligesom Justin havde krammet mig.

Hun smilede lidt til mig og slog så blikket ned på sofaen. 

"Aprils medicin er blevet forhøjet, hun har gennemført et par prøver og det ser meget lovende ud - meget, meget bedre end for et år siden. Der var bare de problemer at puberteten presser på. Det er en hård alder, at have kræft på..." "Er det noget der truer?" afbrød jeg mor. "Nej, det er ikke psykisk, men det kan mærkes, dét, at være i den alder med piller og medicin," svarede hun. Jeg nikkede. "Det går fremad," fastslog far. Jeg vendte mig mod April og smilede til hende. "Men vi skal stadig passe på vores lille Aprilskat," sagde mor. "Moar, du skal ikke kalde mig det der," klagede April. Jeg grinede. "Kom, A. Lad os gå ind til dig," sagde jeg og løftede hende op. Hun hvinede. 

Jeg satte hende ned i sengen og hun krøb under dynen og rystede overkroppen lidt. Hun gav sig til at kigge alle sine plakater igennem oppe på væggen og smilede indimellem. 

"Nå, har du noget at fortælle mig?" spurgte jeg. "Hvad skulle det være?" spurgte hun. Jeg trak på skulderne, "det spørger jeg jo dig om." Hun tænkte lidt. "Altså jeg har måske mødt en dreng på hospitalet..." "Hvad? Hvem? Fortæl!" sagde jeg hurtigt og smilende. April grinede sin dejlige, søde latter. "Han hedder Luke og han er 14. Han er højere end mig også har han det sødeste smil! Og det bedste er, at han også har kræft, så vi fortæller hinanden alt," smilede hun. Hendes kinder blev rosarøde og hun kiggede ned. Jeg tog hendes hånd og trak hendes varme krop ind til mig. "Jeg elsker dig, April. Du er den bedste søster i hele verden og du fortjener det bedste af alt. Ingen må nogensinde skade dig, for du er blevet såret nok over de sidste seks år af dit liv," sagde jeg. "Og du er den bedste siiiiis. Du er der altid og vi har faktisk aldrig rigtig været søskende-skændes, vel?" Jeg smilede, "næh, faktisk ikke." Hun fniste. Jeg kyssede hende på kinden. 

 

Justins synsvinkel

Jeg sad og stirrede ud af vinduet. Det regnede og jeg frøs faktisk lidt. 

June var gået hjem for lang tid siden, men jeg havde siddet og stirret ud i luften lige siden. 

Ingen havde ringet.

Jeg havde ikke ringet til nogen.

Der var ikke kommet nogen.

Jeg var ikke kommet nogen steder.

Tanker om June fløj rundt i hovedet på mig; jeg følte en trang til altid at beskytte hende og passe på hende. Jeg tænkte næsten altid på hende, hvad hun mon lavede, hvad hun tænkte, hvem hun snakkede med. 

Jeg var mig 100% sammen med hende. Ikke den-idiotiske-Justin-Bieber-der-tager-stoffer-og-bliver-anholdt Justin, bare den-helt-normale-og-almindelige-Justin-der-faktisk-har-et-hjerte-og-følelser Justin. 

Det var en god følelse at have en så god ven der forstod én, selvom hun ikke var kendt - og kunne sige alt til uden at hun ville fortælle det videre. 

Jeg elskede den følelse. 

___________________________________________________________________________

Starter igen sådan:

UNDSKYLD

UNDSKYLD

UNDSKYLD

Jeg har været idiot til at publicere, men jeg har virkelig også travlt med skole og lektier - fuuck jeg hader skole! - så jeg håber også at I kan følge mig. Jeg var til turnering i sidste uge, og der mistede jeg også lidt af det selvværd - som I ved at jeg ikke har meget af - fordi, ja fordi jeg lige præcis ikke kom i finalen selvom jeg var EN plads fra også var jeg ked af det længe efter og alt muligt, som jeg ikke gider snakke om, så derfor tabt jeg lysten til at skrive, but I'll never leave your guys and Movellas ♥ 

Håber I kan lide dette kapitel og jeg ælsker jer.

MØS :-**

// Undskylder for tastefejl/stavefejl  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...