Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3679Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

 

"Bring it on
Ring the alarm
Don't stop now
Just be the champion."

Work bitch ~ Britney Spears 

 

"Møde i caféen nu!" råbte Prim ud over hele rummet. Vi rejste os alle op i en vis fart og en høj, irriterende lyd fyldte stedet. 

"Kom, tøser," sagde Nathan. Vi gik stille ind i caféen og satte os ned. Prim stod foran den hvide skærm tændt. "Hurtigere, folkes," sagde hun utålmodigt. "Godt. Jeg har en meddelelse til jer alle på den her gang. Vi har fået en mulighed for at sende jer på en lille tur til Manhattan. Til Designer of the Year." - Alle begyndte at snakke - "Shh," tyssede Prim, "men det kræver, at I har nogle penge. I repræsentere det her firma og hvis det bliver godt og folk lægger mærke til det, så har vi en rigtig god chance til VM til sommer og det vil vi godt, ikke?" - Vi sagde alle ja - "Så få tjent nogle penge og snak sammen!" 

Vi fik sammensat et kæmpe bord og fik valgt en ordstyrer. 

"Er der nogen der ved, at de ikke behøver at få tjent nogle penge til at købe stof?" spurgte May, som var ordstyrer. Der var mange der rakte hånden op. "Hvad skal I andre gøre?" Jeg rakte hånden op. May nikkede til mig. "Altså vi kunne vel få et job? Nogle kunne være barnepiger og sådan-" "Og charmere sig ind på kendte!" afbrød en nede bagved. 

Et sus gik igennem mig. 

Havde Justin sendt et billede ind et sted?

Jeg nikkede tilbage på May, som grinet af den piges kommentar. Jeg var ved at gå i chok. 

Stop det så, der er ingen der ved noget, sagde en stemme bag i mit hoved.

Jeg trak vejret dybt, kørte den cool og grinet af kommentaren. Indtil jeg opdaget, at folk ikke grinede mere. 

Jeg bed mig i læben og kiggede ned i bordet. 

"Ja, det var en god idé, June. Andre der har ideér?" 

 

***

 

Jeg havde været til jobsamtale ved en lille købmand  på torvet. Det var gået fint og jeg tjente vidst godt der, hvis jeg fik jobbet. Jeg skulle kun arbejde der lidt, heldigvis; de var ikke ligefrem dejlige mennesker dem, der ejede butikken. Selvom butikken var okay godt udstyret. 

Jeg havde også været til samtale ved en tøjbutik, men jeg troede ikke, at jeg ville få jobbet der. 

Begge svar fra butikkerne ville jeg få i morgen og jeg frygtede, at jeg ikke fik nogle af dem. 

"Vi skal ud og købe stof nu. June, May, jeg og Rae tager med," sagde Tori. Rae hedder rigtigt Rachelle og Tori hedder Victoria, men vi har altid kaldt dem Rae og Tori, fordi de meget bedre kunne lide det. "I bliver her og tjekker resten af markedet ud på vores konkurrenter, okay?" 

Vi fik vores jakker og gik ud til Raes bil. Tori kørte, Rae sad ved siden af og May og jeg på bagsædet. 

"Vi tager i Chanel, Dior og Victoria's secret til at starte med også hvis de ikke har noget, så venter vi med at købe stof," sagde May. "Hvad med Marc Jacobs?" spurgte jeg. "Det tager det næste hold," svarede Tori. Jeg nikkede. "Er I sikre på, at vi har nok penge med? Jeg mener, det er trods alt Chanel, Dior og Victoria's secret vi skal ind i," sagde Rae. "Det går nok," sagde Tori og næste sætning lavere: "Tror jeg." Vi grinet lidt. 

Da det flotte skilt Chanel var foran os stoppede vi kort op. Det var ikke hver dag at vi kom i disse butikker. 

"Kom så, tøser," sagde Rae med en snobbet stemme og stak armene ind i vores, "lad os gå ind." Vi spillet med på den indtil vi kom indenfor; der duftede af rige mennesker og dyre parfumer. Skoene stod stablet på tre border i butikken og der hang tøj i neutrale farver med print og ikke print på smukke stativer. Lamperne hang ned i flotte krystaller og der stod hyggelige - men fornemme - lamper på gulvet i krogene. 

"Wauw," mumlede Rae, "nu er det næsten for fattigt at have run away dreamz på." "Jeg kan godt lide dine run away dreamz," hviskede jeg. Hun smilet, "jo tak da." "Lad os spørge om hjælp," sagde jeg. "Nej!" Tori tog fat i min arm. "Vi 'leder' først også spørger vi." "Hvorfor dog det?" "Fordi, så virker vi ikke som de normale typer som handler her," svarede May. Jeg rullede med øjnene og trak Rae med mig op til disken. 

Der stod en høj, solbrun pige med lyst hår og en flot udstråling og make upen sad perfekt. Ingen rester af mascara under øjnene eller noget og hendes tøj var forresten fantastisk. 

"Hej," sagde jeg og smilede. "Hej. Hvad kan jeg gøre for jer?" spurgte hun med et sødt smil. "Vores chef har ringet til jer angående noget stof," sagde jeg. "Prim?" "Jeps," smilede Rae. "Ja, det kan jeg se. I kan bare følge med mig," sagde hun og åbnede døren bag hende. Vi kiggede om bag os hvor May og Tori stod med åben mund. Kom, mimede Rae til dem og de fulgte efter. 

Pigen kiggede med rynket pande på Tori og May. "De er med os," sagde Rae. Pigen nikkede, men stadig med rynket øjenbryn. 

Vi kom ind i et lagerrum med høje stativer med tøj i kasser. 

"Det hele er her på bordet, så I går bare i gang," sagde hun iført et bredt smil. "Tak," sagde Rae. Hun nikkede en enkel gang og gik igen. 

Rae brød ud i en høj latter. "I skulle have set jer selv!" "Rae, man går ikke bare sådan over og spørger i Chanel!" forsvarede Tori sig. "Jeg synes, at hun virkede ret ligeglad om vi gik i tøj fra h&m eller fra Dior," sagde jeg. "Whatever," sagde May, "lad os komme igang."

Vi delte stoffet op i katagorier. Neutrale farver, print, enkle farver og flerfarvede. 

Det tog lang tid at blive enige, men vi fik det bedste med hjem. Der var stof fra alle katagorier, så vi var alle tilfredse. 

"Skal vi ikke lige smutte i Victoria's secret og bare afblæse Dior?" spurgte jeg, "det er jo en forårs/sommer kollektion vi skal lave." "God idé, J. Lad os tage derhen nu også ringer du, Rae, til Dior og udsætter det til det næste hold," sagde Tori. Rae tog telefonen frem og ringede. 

Victoria's secret er forholdvis mere farverig end Dior. Dior er faktisk en smule dyster i mine øjne og Victoria's secret er fyldt med farver. Jeg går godt nok ikke i neon eller pang farver, men jeg skal heller ikke tænke på hvad jeg vil, man skal tænke på hvad der kan sælge bedst.  

Der duftede fantastisk i Victoria's secret - som altid. 

Det var lige mig at være i Victoria's secret. Det var mere min alder, hvis man kan sige det. Jeg er ikke bange for, at der er et par vokse damer der glor efter en, som om man er blevet slæbt ind af katten. 

"Hej, piger. Hvad kan jeg gøre for jer i dag?" spurgte en ung, mørkhåret pige på vores alder. "Vi er her på vegne af PS collections. Vi skulle kigge på noget stof," sagde May med en formel stemme. Pigen fniste. "Slap af, May. Du behøver ikke snakke på den fine måde." May så undrende på hende, "kender vi hinanden?" "Du var her i sidste uge sammen med en anden Cat hvis jeg husker rigtigt?" svarede pigen. "Chloe?" spurgte May og smilede. Pigen nikkede smilende. "Ej, har du fået farvet hår?" spurgte May. "Ja, fra blond til mørk. Jeg kunne ikke klare at være ligesom alle andre i de her butikker. Alle er blondiner og lidt bitches. Jeg ville ikke være en del af den klub," svarede Chloe. "Cool," sagde May med en stor begejstring i stemmen. "Tak," smilede Chloe, "følg efter mig så skal I få stoffet at se." Tori, Rae og jeg kiggede lidt forvirret på hinanden da vi fulgte efter Chloe og May der gik og snakkede, som om at de ikke havde set hinanden i hundrede år. 

"Alt stoffet ligger på disken, så I giver den bare gas med at lede," sagde Chloe. "Tak. Er der noget du kan anbefale eller noget der er best sellers?" spurgte Rae. "Altså det her stof har virkelig haft succes. Det er blevet revet væk. Det er blevet brugt i bh'er, crop tops og kjoler. Så det anbefaler jeg helt bestemt," svarede Chloe. Det var en blød lilla med et strejf af pink i siderne. "Tak, Chloe. Det betyder meget," sagde May smilende. "Selvfølgelig. Jeg vil altid hjælpe," sagde hun og gik igen. 

Da hun havde lukket døren skar Tori ansigt. "Hvad så, Tori?" spurgte jeg. "Vi har ikke et budget, vel?" sagde hun. May kiggede ned i sin pung. "Vi skal holde os under 1000 dollars," svarede hun og kiggede op igen. Tori lagde en hånd på hjertet og pustede ud. Vi grinet lidt og begyndte at snakke om hvad vi skulle vælge. 

 

***

 

Da jeg kom hjem om aftenen var jeg så udmattet at jeg gik direkte i seng med tøj, make up og sko. 

Døren blev åbnet to sekunder efter at jeg havde lagt mig. 

"Hva' så, June? Har det været en hånd dag?" spurgte mor med et grin i stemmen. "Mmh," mumlede jeg bare. "Hvad har I lavet?" "Vi har været ude at købe stof og det var lidt af en hjernevrider, når vi skulle blive enige. Og specielt hjem og vise og fortælle og diskutere med de andre om vores valg bagefter," svarede jeg. "Det kan jeg godt forstå. Var I forbi den Bieber-shop?" spurgte mor. "Shit, det glemte jeg," sagde jeg. "Nå," sukkede mor, "så må vi derhen i morgen." "Ja, godnat." "Skat, klokken er seks," mindede hun mig om. "Og hvad så? Jeg vil gerne bare sove," svarede jeg lettere irriteret. "Ta' i det mindste dit tøj, sko og make up af," sagde hun og gik. 

Jeg rev mine Converse af og smed mit tøj på gulvet og gik i seng - make up'en måtte vente til i morgen. 

Jeg gemte mig langt ned under dynen og faldt i en dyb, dyb søvn.

***

Klokken ti den næste morgen, blev der banket på min dør. 

"Yeah?" mumlede jeg under min dyne. 

"Der er kommet svar fra de butikker," sagde mor. Jeg sprang op og åbnede døren. Hun rakte mig brevene og kom med ind. Jeg satte mig på sengen og rev brevet op fra tøjbutikken. 

Jeg hvinede kort. "Yes! Jeg fik det." "Super godt, skat," smilede mor, "du må hellere åbne det andet også." Jeg åbnede det andet og fandt det ikke overraskende, at jeg ikke havde fået jobbet. 

"Nå, pyt. Du fik det, du helst ville," sagde mor. "Ja, det er det bedste. Og så skal jeg heller ikke afslå et af dem. Det ville være ret underligt, hvis jeg skulle fortælle, at jeg havde fået et andet job," svarede jeg. "Mmm. Nå, skal du med i Justin Bieber butik i dag?" spurgte mor og smilet. "Jaja." "Hvornår starter du på det job?" Jeg kiggede ned i brevet. "På mandag." "Hvad skal du så sige til Prim?" Mor tog brevet og studeret det lidt. "Altså vi er jo blevet valgt ud og vi har ikke nok sponsor penge til at købe, lave og opstille kollektionen, så vi skal arbejde os til det. Og derfor er der nogle på arbejde en dag og den anden dag er det hold på arbejde på redaktionen," fortalte jeg. "Okay, okay. Jeg er imponeret over at et par piger på 18 til 22 er i stand til at regne sådan noget ud," sagde mor. "Tak," smilede jeg, "men vi er altså femten piger." Mor daskede ud med hånden og blinkede til mig, "spis noget morgenmad, gå i bad også kører vi." Hun rejste sig og gik ud.

Jeg kiggede ud af vinduet og det så ud til at blive en dejlig solrig dag. Så derfor fandt jeg et par højtaljede shorts og en pink tanktop. 

Jeg smuttede hurtig i bad og svinede et håndklæde om mit hår, hvorefter jeg gik ned i køkkenet og spiste noget havregryn. 

"Jeg skal i hvert fald have et plakat med Believe movie," sagde April da vi sad i bilen. "Ikke andet?" spurgte mor. "Jo da," April tog sin mobil frem," et armbånd, t-shirt med teksten follow your dreams and never say never, alle hans albums-" "Hey, hey, hey, " afbrød mor, "hvorfor skal du have alle hans albums? Du har dem da alle på Spotify." "Ja, men jeg skal stille dem op på sådan en speciel måde. Du forstår det ikke, mor. Jeg har set det på instagram," svarede hun. Jeg smilede. "Nå, nå. Skal du så også lave et hjerte på væggen med billeder af ham?" spurgte mor. April kiggede undrende på hende," hvor har du set det?" "Skat, jeg bor ikke i en jordhulle. Jeg har faktisk facebook," svarede mor. April så meget overraskede ud. "Og nu er jeg fornærmet," sagde mor. April grinede af hende og det fik mig til at smile. Aprils grin stopper folk op på gaden, fordi det er en latter nogle piger ville gå i døden for. 

"Så er vi her," informeret mor os om og kørte bilen ind på et parkeringsplads. Vi steg ud af bilen og begyndte at gå. "Kom her, April," sagde jeg og tog hendes varme hånd. April smilede til mig, "du er altid så sød, June." "April, skal vi lige smutte derind bagefter?" spurgte mor og pegede på en tøjbutik. "Okay," svarede hun. 

April var meget hurtig inde i butikken med Justin Bieber ting. Jeg tror, at hun vidste præcis hvor det hele var. 

"Måske skulle vi lige smide det over i bilen?" forslog jeg. "God idé," grinede mor. Vi var alle tre læsset med poser. 

"Nå, skal vi så lige dumpe derover?" spurgte mor. "Ja, lad os dumpe derover," smilede April til mig. Vores mor har nogle mærkelige udtryk en gang i mellem.

Mor gik målrettet hele vejen ned i enden af butikken og stoppede. "Jeg tænkte, at du er klar til at-" "Mor, nej," afbrød April hurtigt. "Skat, det her hører med til at være teenager," sagde mor og slog ud med armen. "Mor, jeg føler ikke for at bruge bh lige nu," hviskede hun. Mor tog kærligt fat om hendes skuldre. "Jeg synes, at du bør bare prøve en." "Mor," sagde jeg og hun kiggede op, "hun har ikke lyst." April kiggede op med røde kinder. "Er du sikker?" spurgte mor. April nikkede voldsomt. "Okay så." Mor smilet kort til April og tog hende i hånden. 

Vi gik i stilhed ud i bilen og kørte hjem. 

Jeg hjalp April med at hænge hendes ting op da vi var kommet ind og sådan. Da vi var blevet færdige lå vi i hendes seng og så Believe movie for fjerde gang.

"Hvornår begyndte du?" spurgte April lige pludselig. "Med hvad?" "At bruge bh.." mumlede hun. Det var tydeligt at hun ikke var godt tilpas i denne samtale. "Da jeg var omkring de tretten," svarede jeg. "Synes du, at det var godt?" spurgte hun lavt. "Jeg lod mig ikke rigtig påvirke af det. Jeg havde den bare på og det var det," svarede jeg. "Men jeg forstår godt, hvis du ikke har lyst til at købe en sammen med mor. Det havde jeg heller ikke, jeg købte min første med min bedste veninde og mor fandt først ud af det flere måneder efter da hun vaskede tøj. Det var et uheld, at jeg lagde den til vask. For jeg ville ikke have at hun fandt ud af det, men det gjorde hun og det var bare en sjov ting, sagde hun." April nikkede med et lille smil," tror du, at du ville gøre det med mig?" "Købe en med dig?" spurgte jeg. April nikkede og pillede ved stoffet af sengetøjet. "Ja da," smilede jeg. "Tak," sukkede hun. Jeg kyssede hende på hendes pande, "altid, sis." "Men jeg har jo ikke bug for den. Jeg ligger jo bare herhjemme," indrømmet hun. "Altså hvis vi skal til fødselsdag for eksempl," svarede jeg. "Ja okay." Hun trak lidt på skulderen. "Må jeg egentlig ikke snart komme med dig på arbejde?" "Jo. Men ikke lige nu, der er lidt stresset på grund af Designer of the Year," svarede jeg. April nikkede igen og lagde sig længere ned under dynen. "Jeg går op til mig selv, okay?" Jeg rejste mig. "Jo, tak for hjælpen, J." "Always, sweetie," sagde jeg og gik. 

Jeg havde fået en sms:

From Justin

The weather is awesome! Miss ur little laugh, boo

Hvad betød boo?

From me 

The weather is actually good here too. Miss you too, boo

From Justin

Boo? Am I a girl now?:(

From me

What? Okay I don't know what 'boo' is..

From Justin

Haha. That's sweet! :) I'm ur bro and ur my boo. Got it?

From me

Okay... uhm I miss you too, bro 

From Justin

Exactly! I'm home soon, so I can't wait so see u. Because my skin is darker than yours ;)

From me

Nice. See you soon 

 

***

 

Det var min sjette dag i tøjbutikken, det ville sige, at jeg havde arbejdet der mandag, onsdag, fredag i sidste uge og i denne uge mandag, onsdag og fredag. 

"Hej. Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte jeg med et falsk smil. "Den her trøje købte jeg i sidste uge og den er allerede falmet. Jeg vil have den byttet," sagde en ung pige med blond hår og optegnet øjenbryn. "Hvad hedder varen?" spurgte jeg. "How should I know," svarede hun med snobbet tone og tyggegummiet kørende rundt i munden. "Giv mig den," sagde jeg. Hun rakte mig den hvorefter hun begyndte at sno sit hår om en finger. Jeg tjekkede den ind på computeren og svarede hende: "Den er ikke famlet, det er meningen. Du har købt den sådan her." "Umuligt!" råbte hun. "Jeg vil have den byttet nu, ellers kommer jeg ikke her mere." Jeg gik over og fandt trøjen og holdte dem op. "Ens." Pigen så meget overrasket ud og rømmede sig: "Nå." hun snuppet trøjen og macherede ud af butikken. 

"Hvad handlede det lige om?" spurgte en bag mig. "Hun sagde, at den trøje hun havde købt var falmet," svarede jeg. "Hpf. Det er meningen," sagde Sophie. "Netop." Hun fnøs, rystede på hovedet og folede endnu en t-shirt og lagde på plads. "Ja, det er sgu ikke ligesom at arbejde i Victoria's secret, det her." "Har du arbejdet der?" spurgte jeg. "Jep. Men jeg blev smidt ud, fordi jeg spildte fanta på en bh. Dybt åndsvagt," svarede hun. "Også fandt jeg det her job, for ellers kan jeg ikke betale for mit collage. Og dig? Hvad skal du tjene til? Også collage?" "Næh. Jeg skal bare have udbetalt denne måneds løn også skal jeg købe stof til en konkurrence," svarede jeg. "Hvilken konkurrence?" Sophie gav mig et par bukser, som jeg folede og lagde i en kasse. "For Designer of the Year. Der hvor jeg arbejder er vi blevet udvalgt til det. Så hvis vi vinder, har vi en god chance til VM." Jeg trak et stativ hen og begyndte at sætte prismærker på. "Så du er designer?" "Tja, jeg arbejder på det," svarede jeg. "Hvor arbejder du så?" "Hos PS collections." Sophie måbede. "Ved Prim Smith?!" "Ja," nikkede jeg. "Må jeg røre dig? Hun er fantastisk! Jeg elsker hendes kollektioner og åh.. fuck, det er sgu da mega cool!" flippede hun. "Hvis det handler om hvem der går i det tøj, man laver til Designer of the Year, så har I min ryg og alle andre jeg kender." Jeg grinet lidt. "Tak, Sophie. Men vi ved faktisk ikke helt, om det er dommere der skal bedømme det flotteste tøj eller om det er det mest populære." "Nå okay, men jeg vil i hvert fald rigtig gerne hjælpe hvis der er noget stof eller sponsorer I mangler," smilede hun. "Tak," smilede jeg og gav hendes hånd et klem. 

Vi arbejde i stilhed også var min vagt færdig. Jeg sagde farvel og tog tilbage til redaktionen. 

"Hvor langt er vi?" spurgte May, som praktisk talt stod lidt som torvholder. "Vi har været i Marc Jacobs og Dior. I Marc Jacobs var der ikke ligefrem tilbud, så vi købte ikke så meget. I Dior var sæsonen meget neutral, men det er jo heller ikke alle der synes, at det er fedeste at gå i regnbuefarver, selvom det er sommer, så der købte vi også noget," svarede Cat, der var blevet sat i en anden gruppe. "Okay, så nu skal vi igang med at sy kjoler, shorts, t-shirts, croptops, cardigans og så videre. Er I kamp klar?" Vi nikkede alle sammen. May smilede lumsk, "lad os give de andre redaktioner noget at græde for." Rae smilet til mig og hævede et øjenbryn. Hun tog pege- og langefingeren ind i munden og lod som om hun skød sig selv. "Nemlig, Rae," sagde May. Rae kiggede op på May, som om skolepige der var blevet fanget i at gøre noget slemt til en anden tværs over klassen. 

"Godt! Lad os brainstorm," sagde May og skrev det på whiteboared bag hende. 

***

"Jeg synes, at det virker underligt, at sætte pink og gul sammen," sagde Nathan. "Det er ikke underligt, Nathan. Det passer til piger og sådan er det. Vågn op. Du er den eneste der var uenig, ikke?" sagde May. "Se dog!" Nathan lagde to stykker stof ved siden af hinanden i pink og gul. "Nathan, nej. Drop det, hold kæft og begynd at tegne detaljer, vend tilbage til mig, jeg krydser dig af og bum! Så tager vi alle detaljer på alt op og ser på det, kay? Drop dit gayness lidt og slap af," sagde hun lettere irriteret, men med et smil. "Fint. Men jeg griner bare når alle er på min side." "Ja, grin du bare, for alle er enige med mig."

"Nej, med mig."

"Med mig."

"Nej, med mig."

"Med mig."

"Nej, med mig." 

"Med mig."

"Nej-"

"Årh, så hold dog kæft begge to!" afbrød Cat. Jeg brød ud i en svag latter. Nathan og May tav og begyndte på deres arbejde. 

Da jeg var færdig med detaljerne på min korte sommerkjole ventede jeg lidt også skulle vi alle samles igen. 

Min var til sidst og der var ikke det mindste. Alle var med på ideén. Nathans top skulle han selvfølgelig selv diskutere; han synes gul og pink så bræk-agtigt ud, men alle sagde ham imod. May skulle selvfølgelig hovere og Nathan gav hende en fuckfinger. 

Min sommerkjole var hvid med sorte og hudfarvet 'sten'. Det var ikke glimmersten, det lignede bare sten på selve kjolen. Den gik til knæene og det øverste var formet, som en hel normal top. 

"Jamen det-" May stoppet sig selv. Der var noget der ringede. "Hvems telefon ringer?" spurgte hun. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke få øje på en vibrende mobil. "June, er det ikke din?" spurgte Tori. Jeg kiggede ned i skødet på mig selv og ganske rigtigt var det min. 

Og det var Justin. 

Jeg rejste mig lynhurtigt op og gik hurtigt ud af lokalet. 

"Justin, hvorfor ringer du nu?" "Øh, det er fredag, klokken er ti om aftenen og- er du stadig på arbejde?!" "Ja, vi er blevet udvalgt til en vigtig konkurrence og vi er ved at tilpasse og sådan," svarede jeg. "Fedt. Hvilken konkurrence?" "Det kan jeg fortælle dig når du er hjemme. Hvorfor ringer du?" "Ville bare snakke med dig. Det er ikke alle der har tidsplan fredag klokken ti," svarede han tydeligvist med et smil på læberne. "Okay, men, Justin, jeg er ked af det, men jeg har altså ikke tid. Jeg skriver senere, okay?" "Okay." Han sukkede. "Vi ses." 

Jeg lagde på igen og gik tilbage. Jeg satte mig ned og lod som ingenting. 

"Vi fortsætter i morgen med at arbejde. June, du får to ekstra opgaver i morgen. Det har vi andre også fået. Du laver tre ting og det gør de fleste af os andre også." May gav mig mit papir tilbage og vendte sig væk. 

"Tak for indsadsen i dag, alle sammen! Vi er fandme et godt hold," smilede May, "gå hjem og sov. Vi ses her klokken elleve i morgen tidelig." 

Stolene skramlede ud og ind. Folk begyndte at snakke og sige farvel. 

Jeg gik ud til min plads og samlede mine ting sammen. 

Nu gjaldt det bare om at sove.

 

*EN UGE SENERE*

 

Jeg var færdig med sommerkjolen og de shorts jeg havde fået til opgave. Der var stress på. Den sidste uge havde vi alle arbejdet hårdere end nogensinde før. Alle var færdig med deres tøj, nu skulle vi i gang med billeder og det kunne godt tage tid. Halvdelen af os skulle stadig arbejde for at få tjent de sidste penge ind til alt det dyre stof, så tempoet var meget langsommere end normalt. 

Nogle af os var begyndt på yoga en halv time om dagen på jobbet, resten af os tog en hård, kold tyrkar. Arbejd, arbejd, arbejd. 

Det dårligste var, at Justin havde ringet 100 gange og jeg havde afslået alle gange. 'Jeg har travlt' var det, jeg sagde. Han havde sukkede alle gange og sagt 'okay'. Han havde sagt 'Ej, June. Tag dog en pause. Du får stress, som en på halvtreds hvis du ikke snart slapper lidt af!' én gang og jeg havde bare svarede: 'Det er ikke noget du skal bekymre dig om, Justin. Bare lad det være'. 

Det var fredag igen (en uge siden vi fulgte hende rigtigt sidst, håber I forstår ♥)  Jeg var på job i tøjbutikken igen og det var nærmest afslapning for mig. Det var stille og roligt.

"Hej," sagde jeg og smilede til den nye kunde,"hvad kan jeg hjælpe dig med?"  "Jeg skal have hjælp til en t-shirt," sagde han. "Ja, så er det denne vej." Jeg trådte ned fra skranken og gik over i herre-afdelingen. "Hvad har du i tankerne?" spurgte jeg. "Bare noget enkelt, i en normal farve," svarede han. Jeg trak et stativ frem og lod ham kigge. "Er der en speciel anledning?" spurgte jeg. "Jeg keder mig bare, min bedste veninde har ikke tid til at være sammen med mig for tiden, så køber jeg bare noget tøj," svarede han. Jeg bed mig i læben. "Nå da." Drengen kiggede på mig og rystede på hovedet. Han hev en hvid t-shirt frem og gik mod prøverummet. "Kommer du med eller hvad?" spurgte han. Jeg kiggede lidt rundt, men gik bare med. 

Han smed sin hættetrøje over forhænget og kom ud i den hvide t-shirt. "Den sidder godt," sagde jeg. Han nikkede og drejede rundt. Jeg fik øje på hans arm der var fuld af tatoveringer. Et sus skød igennem mig.

Justin havde tatoveringer der lignede dem. 

"Jeg tager den her," sagde han. Da han havde fået sin hættetrøje strukket godt op over hovedet gik vi tilbage til disken. 

"Det bliver 9$," sagde jeg. Han lagde pengene på bordet, imens jeg distrikt kiggede på ham. "God dag," sagde jeg. "I lige måde," mumlede han på vejen ud.

Jeg stod og kiggede efter ham i noget tid. 

Også slog det mig. 

Og jeg hoppede ned fra skranken.

"Hvad skal du?!" råbte Sophie efter mig. "Jeg gav ham før forkert tilbage," råbte jeg over skulderen på vej ud af butikken.

Jeg kiggede forvirret rundt og spottede så en sortklædt dreng gå med en pose i hånden. Jeg løb efter ham og daskede ham på skulderen da jeg nået ind på ham. 

"Justin," sagde jeg forpustet. Han vendte sig om, "year?" Jeg kiggede tilbage og så Sophie glo efter mig i vinduet. Jeg bed mig i læben. Jeg hev en pengeseddel op af lommen og stoppede den ned i Justins. "Hvad laver du?" spurgte han undrende. "De kigger," halvhviskede jeg. "Hvad skulle du derinde?" "Jeg ville bare se, hvad du havde gang i." Justin kiggede stadig ned på sin lomme, "hvorfor arbejder du hele tiden?" "Fordi vi har brug for de penge! Vi skal betale tilbage på et tidspunkt og det er virkelig vigtigt den her konkurrence," svarede jeg. "Jamen, du behøver vel ikke arbejde fireogtyve syv," sagde han. "Jo, Justin, det gør jeg. Det her er vigtigt for mig," sagde jeg. "Jamen-" "Hvis du keder dig, så har du sikkert så mange andre du kan være sammen med. Jeg har ikke... jeg har ikke tiden til det. Jeg er ikke din eneste ven, du har masser," afbrød jeg. "Ja, men jeg savner bare" - han slog ud med hånden - "jeg savner bare at være sammen med dig, okay?" "Hvorfor? Hvorfor, Justin? Jeg er intet specielt, bare en pige der arbejder sin røv og prøver at have et normalt liv. Jeg er ikke spændende, jeg er normal. Kendte gider ikke da ikke normale mennesker," svarede jeg irriteret. Justin bed hårdt sammen. "Det gør jeg og gider du snart få din hånd op fra min lomme? Det ser forkert ud." "Jeg kan ikke, min hånd sidder fast.." mumlede jeg. Justin grinede og tog ved min hånd. Han løftede den op. "Sådan." "Tak," smilede jeg. "Undskyld." Jeg stilede mig på tær og krammede ham. "Det' okay," sagde han, "og skal vi så tage hjem?" Jeg smilede og nikkede. 

Justin smed posen med t-shirten om bagved og åbnede døren for mig. Jeg smilede og satte mig ind. 

"Hvad har du så lavet siden sidst?" spurgte jeg. "Jeg har været kort - meget kort - i Miami og bare været her. Vi har fået skrevet noget musik og indspillet lidt," svarede Justin. "Må jeg høre?" spurgte jeg. "Øh ja, men jeg har det på min anden telefon der ligger der hjemme," svarede han. "Anden telefon? Har du to?" "Jeg har fire," sagde han og så lidt flov ud. "Hold da op," grinede jeg. Justin smilet. 

Da vi var kommet hjem og var gået ind fandt Justin hans mobil og kom ned i stuen.

"Det er ikke færdigt," sagde han og hvilet hagen på telefonen. "Hit," sagde jeg og rakte ud efter det. "Der er nogen småfejl og-" "Justin, giv mig den. Jeg kan ikke høre om der er småfejl," sagde jeg. Justin skulle til at sige noget mere, men jeg nåede at snuppe den ud af hænderne på ham. Jeg trykkede play og hørte den. 

Justin gav sig til at plapre højt imens jeg hørte sangen, hvilke irriteret mig. Så derfor slog jeg ham. 

Da sangen sluttede var jeg virkelig imponeret. 

"Wauw, Justin.." sagde jeg. "Jeg vil ikke høre det, jeg ved, at den er dårlig og du insisteret selv," skyndte han sig at sige. "Det wauw var et wauw-hvor-er-den-fantastisk ikke et wauw-den-er-dårlig," sagde jeg. "Synes du virkelig?" spurgte han undrende. "Ja, Justin. Undskyld mig, men hvem er nu selvkritisk?" Justin smilede, "tak." "Den skulle hedde Be alright 2.0," sagde jeg. "Ja, det siger mange. Men Life is worth living virker alligevel bedre," smilet han. Jeg nikkede og kiggede væk. "Hey, June. Du har tårer i øjnene, er du okay?" spurgte Justin og så bekymret på mig. "Ja, det er bare sangen." Jeg tørrede hurtigt mine øjne. "Den er virkelig smuk." Justin trak mig ind i et kram. "Tak. Det betyder altid mere når du siger det." Jeg kiggede op på ham og smilede lidt. 

"Er det så et godt øjeblik at invitere dig til en fest jeg holder i morgen aften?" spurgte han lidt efter. Jeg grinede og rystede på hovedet. "Ja, det er vel et okay øjeblik." "Okay. Vil du så komme?" Justin kiggede afventende på mig. "Selvfølgelig," smilede jeg. Justin knyttede hånden og lavede en bevægelse der gik bagud og faldt langsomt ned igen. "Selena kommer også, hun glæder sig til at møde dig," sagde han. "Hvad?" spurgte jeg forvirret. "Ja, Selena. Du ved, hende jeg engang var kæreste med og sådan," sagde han, som om jeg sagde hvad, fordi jeg ikke vidste hvem hun var. "Jeg ved godt hvem hun er. Jeg mener bare, at det nemt kunne slippe ud," svarede jeg. Justin så forvirret ud. "Jeg tror bare ikke, at jeg er klar til at løbe den risiko for måske at blive set sammen med dig." Jeg kiggede flovt ned i gulvet. "June, vi har været venner i snart tre måneder nu. Jeg synes faktisk, at det er virkelig crazy at vi ikke er blevet busted endnu." "Det ved jeg, Justin. Det er bare... jeg tror bare ikke at jeg er klar til at blive 'Justin Biebers ukendte pige' endnu," sagde jeg. "det bliver du ikke. Det lover jeg. Bare kom, okay?" bad han. Jeg tænkte lidt og nikkede så. Justin blinkede til mig og sagde tak.

 

***

"Fest. Okay. Lad mig lige tjekke udvalget," sagde Catherine og vendte sig mod sit skab. "Gå væk, Miley, det er ikke dig der skal være lækker i aften." Jeg tog Miley op og hun begyndte straks at slikke mig i hovedet. "Miley! Lad June være i fred," hyssede Catherine. Jeg grinede og tog Miley væk hvorefter hun lagde sig. Min hånd gled ned over Mileys bløde, brune pels og hun sukkede tilfreds. "Hvilken race er hun egentlig?" spurgte jeg. "Den hedder pomeranian," sagde hun og grinet lidt. "Her er en kjole jeg købte for lang tid siden." Catherine holdt en knækort kjole op der var turkis forneden og blev sort ved hoften. Den lignede en bh lige over brysterne også var der et flot mønster i sort ved halsen. "Wow, Catherine. Hvorfor bruger du den ikke selv?" Jeg tog blidt fat ved den og løftede den lidt op. "Jeg kan ikke passe den mere. Ja, altså jeg er åbenbart vokset. Ikke for noget," sagde hun. Jeg smilede lidt. "Jeg kan ikke gøre noget ved, at jeg kun er 1,60!" "Næh, og jeg kan ikke gøre noget ved, at jeg er 1,70. Helt seriøst, vær' glad for din højde," sagde hun. "Jeg gik forbi en på tretten i dag, der var højere end mig," sagde jeg. "Og? Hun var sikkert jaloux," svarede Catherine. "Prøv den." 

Jeg gik ind på badeværelset og tog kjolen på. Den sad godt. 

"Du må gerne få den." 

Jeg fløj op i chok. Catherine grinede. "Seriøst? Jamen det-" "Den passer mig jo ikke mere," afbrød hun. Jeg trak på skulderne og drejede rundt. "Den sidder perfekt," hviskede hun. Miley kom luntende ind på badeværelset og kiggede op på mig. "Jeg tror, at hun også godkender den," smilede Catherine og tog Miley op. "Okay." Jeg nikkede. "Okay?" "Okay, jeg tager den med." "Yaaay, du bliver så lækker!" hvinede Catherine. "Kom, lad mig lægge din make up," sagde hun og trak en stol hen til mig. 

En halv time senere sad min make up fantastisk, mit hår var krøllet i lange slangekrøller og Catherine havde lånt mig et par stiletter i lyserød, hvilke jeg var lidt imod, men hun overtalt mig. 

"Er du klar?" spurgte hun og smilede over resultatet. "Ja," svarede jeg. "Hvem er det egentlig ved?" spurgte hun og aede Miley over hovedet. "En ven," sagde jeg hurtigt. "Jaja, men hvem?" "Han hedder, øh Henry. Ja, han hedder Henry," sagde jeg. "Jeg kan se på dig, at du lyver. Kom nu, hvem er det? Du kan fortælle mig alt, J," bad hun. "Det her kan jeg ikke fortælle," sagde jeg og kiggede ned i jorden. "Jeg siger det ikke til nogen. Det lover jeg. Om det sågar er Josh Hutcherson du dater!" Jeg var stille lidt. "Seriøst?" spurgte Catherine. "Hvad?" "Dater du Josh Hutcherson?!" hvinede hun. "Nej! Du ser for meget Hunger games," svarede jeg. "Jamen hvem er det så?" plagede hun. Jeg trak vejret dybt. "Det er Justin Bieber, okay?" Catherine stivede og åbnede munden. "Fuck. Passer det? Seriøst! Du kender Justin fucking Bieber! Shit, min bedste veninde kender Justin Bieber. Omg, hvad siger April til det?!" "Jeg har sgu da ikke fortalt hende det," svarede jeg. "Okay, okay. Hvor længe har I kendt hinanden?" spurgte hun. "I snart tre måneder," mumlede jeg. "Og der er ingen der har opdaget det?" Jeg rystede på hovedet. "Wow, det er crazy," sagde Catherine. "Det siger Justin også, men jeg må altså se at komme af sted." Jeg åbnede hoveddøren. "Vent! Må jeg ikke komme med?" "Nej, Catherine. Det kan du altså ikke og jeg må hellere gå nu, før du overtaler mig." Jeg åbnede døren, vinkede og gik ned til min bil. Catherine stod stadig med Miley på armen og vinkede til mig i vinduet. 

Jeg vinkede igen og kørte over til Justin.

Da jeg kom nærmere kunne jeg ikke høre en høj bass pumpe i jorden, så jeg var kort bange for, at jeg var kørt forkert. 

Jeg steg ud af bilen og gik over til Justins hus. Jeg åbnede døren og en masse ukendte ansigter mødte mig. Jeg kiggede hurtigt ned og bed mig i læben. Jeg fortsatte ind i stuen hvor Justin stod. Han rejste sig og vinkede. Jeg gik over til ham og smilede forsigtigt. 

"Glad for at du kom," smilede han og gav mig et kram. "Selvfølgelig." Jeg smilede igen. "Kom, du skal møde Selena," sagde han og trak mig med ovenpå. 

Selena stod og snakkede med nogen i Justins soveværelse og jeg blev straks nervøs.

"Selena," sagde Justin højt og fik hendes opmærksomhed. Hun smilede stort til ham og kom over til os. "Selena, det her er June, June det her er Selena," præsenterede han os. "Hej June. Justin har fortalt så meget om dig," sagde Selena iført et smil og gav mig hånd. Jeg tog imod den og vi rystede dem kort og gav slip. "Lige over. Han er virkelig glad for at have en ven som dig," prøvede jeg at virke selvsikker og smile. "Piger, jeg kommer lige om lidt." Justin kiggede på os begge og forsvandt. Jeg ville gerne byde ind med noget, så jeg spurgte: "Har dig og Justin kendt hinanden længe?" "Year? Er du dum eller noget? Vi har kendt hinanden i hundrede år," svarede hun hårdt. Jeg bed mig kort i læben. "Jeg synes, at det er flot, at I kan være venner trods alt det med pressen," sagde jeg. "Spar mig, June. Jeg tror, at vi begge godt ved, hvorfor han er sammen med dig," vrissede hun. "Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret. "Søde, han kan jo ikke engang lide dig og bruger dig bare som tidsfordriv, fordi han ikke kan være sammen med andre her i denne slidte by. Så hvis du går nu, fortæller jeg ikke til nogen at du kender Justin," svarede hun med en hård, snobbet tone. "Så er jeg tilbage og jeg har drinks med!" Justin så glad ud imens han holdte to drinks op. Da han kunne se Selenas blik på mig spurgte han: "Hey, er der noget galt?" "Jeg tager hjem, Justin. Jeg kom i tanke om noget arbejde til i morgen," sagde jeg. "Du er jo lige kommet?" spurgte han forvirret. "Lad hende dog gå, Juju. Du har jo fortalt hvor vigtigt hendes arbejde er for hende," smilede hun sødt til ham. Justin kiggede lidt såret på mig, "okay. Men kan du komme i morgen?" Selena rystede diskret på hovedet og mimede pressen. "Det tror jeg ikke. Designer of the Year er på fredag," sagde jeg. "Jamen?-" "Vi ses," afbrød jeg og gik. 

En følelse af svigt var landede i min mave imens jeg gik ud af huset. Jeg havde altid troede, at Selena Gomez var en sød, smuk og venlig pige, men jeg troede nok bare forkert. Og hun var endda kun tre centimeter højere end mig, så vi kunne sikkert blive gode venner, men nej. 

Jeg tastede Mays nummer ind på min mobil og ringede hende op. "Hvad så, June?" "Kan jeg komme over på redaktionen nu?" spurgte jeg. "Ja da. Vi står netop lige og mangler en! Du kommer bare," svarede hun i den anden ende. "Super, jeg er der om fem minutter," sagde jeg og lage på. 

Jeg var i et trist humør. Jeg havde altid troede det bedste om alle mennesker og at jeg faktisk prøvede at snakke med Selena? Det var et kæmpe skridt for én som mig, der aldrig spurgte eller sagde noget først. Også var hun kold og led. Jeg var såret.

"Åh, June! Vi er så taknemmelige for at du kunne komme nu. Klokken nærmere sig tolv og du er her alligevel," smilede Tori stort. "Bare giv mig noget at lave," sagde jeg. "Her. Sy det her stykke færdigt og giv det det her mønster. Her er tegningen til." Tori rakte mig en kjole der kun manglede mønster. "En Jennifer Lawrence?" spurgte jeg. "Præcis," sagde Tori. Jeg gik i gang med kjolen og det tog mig cirka to timer. To timer til at tænke over Selena, to timer til at bearbejde det. 

"Er du klar til på fredag?" spurgte Tori da hun så kjolen til. "Det bliver to stressede dage," svarede jeg. Tori grinede: "Vi har alle taget madrasser, dyner og puder med. Vi bliver her dag og nat." "Jeg kan nok godt få mine forældre til at smide mine ting af her i morgen," sagde jeg. "Lyder godt. Hvis du gerne vil blive her i nat så har May en dobbelt madras med," svarede Tori."Okay, det er godt. For jeg har ikke tænkt mig at forlade jer med alt det arbejde," smilede jeg. "Jeg elsker din indstilling," smilede Tori og blinkede. "Hvornår skal vi have taget photoshoot?" spurgte jeg. "Snareste muligt. Men vi har brug for en pool og sol, og det skulle der vidst komme i morgen - vi mangler desværre en pool," svarede hun. "Min venindes forældre har en. Måske kunne vi låne den?" forslog jeg. "Ser det flot og idyllisk ud omkring den?" spurgte Tori. "Ja. Der er blomster og flotte træer," svarede jeg. Tori klappede i hænderne, "perfekt!" "Jeg ringer med det samme." Jeg tastede Cathrines nummer ind og ringede hende op. 

"June? Er der problemer? Shit, har du haft sex med Justin?!" "Nej, Catherine! Jeg skal bare høre om vi må låne dine forældres pool her i morgen," sagde jeg. "Hvorfor?" spurgte hun. "Vi skal skyde photoshoot til på fredag," svarede jeg. "Nårh, ja det kan sikkert godt lade sig gøre. De er i Dubai, så jeg passer huset," svarede hun. "Fantastisk. Må vi komme cirka klokken 10:00?" "Øh ja. Så ses vi der," svarede hun. "Super. Tak, Catherine. Det betyder så meget," sagde jeg. "Of cause, my girl," kunne jeg høre hende smile. Jeg lagde på og Tori havde regnet ud, at der var go for det. 

"Det bliver så godt!"

 

***

 

"Hvad?"

"Selvfølgelig er et da dig! Kan du ikke huske hvor meget ros vi fik sidst?"

"May, det kommer ikke til at ske. Der er så meget der kan gå galt. Tænk, hvis jeg ødelægger chancen for os."

"Det gør du ikke. Skråt op med det selvkritisk, du er fantastisk!"

"Ja, du er. Hold kæft og skyd de billeder, som om det gjalt dit liv." 

Jeg trak vejret dybt og irriteret.

Rae rakte mig kameraet og puffede mig hen til modellen der stod klar. 

"Okay... øh sæt armen højre arm i siden og løft lidt ud i kjolen imens du kigger smilende ned på den løftede arm," sagde jeg og kiggede ind i kameraet. Modellen gjorde som jeg sagde og jeg tog et par billeder. Tori kiggede dem igennem og nikkede tilfreds. 

Der kom en ny model i nyt tøj og stillede sig samme sted. 

"Kan du ikke sætte dig på kanten af poolen og kigge væk, som om din bedste veninde lige har sagt farvel til dig efter at hun sagde, at hun skulle til Europa i tre måneder." Modellen gjorde det perfekt og præcis, som jeg gerne ville have det. 

Tori tjekkede dem igennem og sådan fortsatte det resten af formiddagen.

Da klokken var omkring tre var alt færdigt og skulle nu bare gøres klar til fredag aften. 

"Super godt, June. Du er virkelig talentfuld og-" May stoppede "Øh, din telefon ringer." Jeg kiggede ned på bordet og tog den hurtigt op. Det var Justin igen. 

"To sekunder, May," sagde jeg og gik ud af huset. "Justin. Jeg har ikke tid, og det ved du altså godt," mumlede jeg. "Er du okay? Du gik ligesom ret hurtigt i går og-" "Jeg har det fint. Jeg har bare en meget vigtig ting at tage mig af lige nu," afbrød jeg. "Nu gør du det igen," sagde han. "Gør hvad?" "Udlukker mig. Der er noget du ikke fortæller mig her," svarede han.  "Hvad skulle det være?" spurgte jeg. "Spørg dig selv om det," svarede han lettere irriteret. "Undskyld, Justin. Jeg... jeg fortæller dig det, men ikke nu," sagde jeg og bed mig i læben. "Du bider dig i læben nu, ikke?" "Hvad? Nej," løj jeg. Justin grinede lidt. "Jeg smutter-" "Nej, vent! Hvornår kan du være sammen igen?" skyndte han sig at sige. "Det ved jeg ikke." "Hey, jeg har en god idé. Kan jeg ikke komme med på fredag?" forslog han. "Hvad? Så bliver vi jo opdaget," sagde jeg. "Og? Du bliver alligevel kendt efter I har vundet konkurrencen," svarede han. Jeg fnøs. "Kom nu, J. Jeg vil virkelig gerne med. Jeg savner min boo!" bad han. 

Jeg var forvirret; Selena sagde, at han bare var ligeglad med mig og han lød til at han virkelig var glad i mit selskab - hvilke jeg stadig ikke forstod. 

Jeg trak vejret dybt. "Okay Justin. Hent mig klokken 16:00 på fredag." "Yes! Du vil ikke fortryde, at jeg tager med!" sagde han. Jeg rystede smilende på hovedet, "klokken 16:00 og jeg mener det virkelig klokken 16:00! Der er ingen tid at spilde." "Selvfølgelig ikke. Ses i morgen," og med de ord lagde han på. 

Jeg gik tilbage til May. 

"June. Du er en pige der aldrig tænker på sig og aldrig tænker : 'Hey, jeg er da meget pæn'. Og det er virkelig synd. For du er den smukkeste, skønneste, mest uselviske, talentfulde-" "Stop, May. Jeg har ikke brug for alle de pæne ord," afbrød jeg. "Hold nu kæft og lyt! Du har virkelig talent for det du laver og disse billeder vinder vi 110% på. Så ti stille og smil til dig selv i spejlet og tænk: Jeg er smuk og har et godt hjerte og ingen får lov til at ødelægge det," sagde hun. "Hvad hentyder du til?" spurgte jeg. "Selvtillid, my love. Confident! Det skal du have i denne verden, ellers er du svag," svarede hun. "Jeg føler mig svag.." mumlede jeg. "Fuck det og ret dig op. Smil og si': I don't give a fuuuuuck." May hævede et øjenbryn og sendte mig et selvsikkert smil. "Tak May. Tak for at tro på mig, selvom jeg ikke gør," sagde jeg. "Hallo! Hørte du slet ikke min peptalk?" spurgte hun. "Jo, undskyld. Jeg tror på mig selv," svarede jeg. "Meget overbevisende, huh? Nå, det kan vi tage en anden dag, for det har vi basiclly ikke tid til i dag og morgen," sagde hun. "Er I klar til at tage tilbage, girls?" spurgte Rae. "Jep. Hjem til mere arbejde," svarede May og rullede træt med øjnene. "Vi får virkelig brug for den største make up i morgen, så vi ikke ser udmattede ud," grinede Tori. Vi smilede og fik tingene ud i varevognen og kørte tilbage. 

"Rae og June sætter I tøjet på stativer? Så redigerer vi billederne," sagde Tori. "Øh Tori? Er det ikke bedre at du hjælper med tøjet og June redigerer billeder?" forslog Rae. "Nårh jo. Undskyld, jeg er træt," sagde hun og smilede flovt. Jeg satte mig sammen med May og redigerede billederne, så der ikke var den mindste fejl. 

Da klokken var halv to blev der slukkede lys. 

 

***

 

Klokken var 13:00 og vi var ved at være klar. Alt tøj var sat ind i flyet og var klar. 

"Det ser godt ud, piger. I har klaret det fantastisk. Er I klar til i aften?" spurgte Prim der var kommet for at flyve med i privatflyet. "Jep, det hele er klappet og klart," svarede May. "Awesome. I har skaffet billetter til pårørende, ikke?" sagde hun. "Jo." 

Mor kom. Far blev hjemme ved April, selvom hun virkelig gerne ville med. Problemet var Justin, han havde ikke fået en billet og jeg panikkede i telefonen. 

"Jeg skal lige øh ringe til en," sagde jeg og gik lidt væk. Jeg ringede Justin op og han tog den med det samme: "Justin, der er altså et lille problem-" "Jeg har skaffet en billet til mig selv bare rolig," afbrød han. "Hvordan vidste du det?" "Jeg har da hørt efter når du snakkede om det," grinede han. "Nå," sagde jeg overraskede. Justin grinede, "vi ses på Manhattan." Også lagde han på. Jeg var lidt forvirret, men jeg blev nød til at fokusere. 

Klokken 16:00 skulle vi til at lette. Vi var ikke alle femten piger med. Vi var kun syv, men det var også nok. 

Klokken 17:00 landede vi på Manhattan og slæbte alt ud i en stor bil hvorefter at tage det hele ud ti minutter senere. 

"her er virkelig flot." May kiggede rundt. "Det kan du tænke på i morgen, min ven. Vi har travlt," brød Prim ind. 

Jeg trak et stativ ind i salen og måbede. Lyset var dæmpet og det skiftede farve. På scenen stod der: Designer of the Year med stor, lilla skrift. Der var små spots der pegede op på scenen. Der var delt i otte dele over det hele. De forskellige redaktioner selvfølgelig. Vores var i midten; der stod: PS collections i en bølgede, turkis skrift nedad. På det store billede var det billede af en model i helt pink tøj, en i helt limefarve, en i skriggul, en i lyseblå og en i lilla, som... jeg stivnede kort. "Ej, June! Det er det billede du har taget der hænger," udbrød Rae. Jeg var mundlam. "Wow. Er det dit værk?" spurgte Prim overraskede. Jeg nikkede. "Godt arbejde, J," sagde hun og aede mig kort på ryggen. 

Jeg stod kort og bearbejde det før jeg hev tøjstativet derover. 

"Piger og Nathan. i skal gøre jer klar nu også holder jeg øje med, at ingen andre deltagere stjæler jeres fantastiske arbejde," sagde Prim. "Hun har aldrig nævnt mit navn først før," mumlede Nathan stille. Jeg fniste. 

Vi kom ind i et lille rum med et stort spejl der fyldte en hel væg med bord. 

Jeg tog min kjole op og May gispede straks. "Er den for meget?" spurgte jeg usikkert. Det var Catherines kjole og jeg havde protesteret groft - hvordan hun overtalte mig, var en lang historie, men den skulle altså sidde på mig i aften. "Du har vidst fuldt mit råd allerede. Wow, du er lærenem," sagde hun. Jeg smilede lidt forsigtigt. Kjolen gik lige over knæene foran og ned til skindebenet bagpå og var blå. Der sad et sølvbælte lige over hoften og blev hvid hvor den lige skilte så man lige kunne se lidt mave. Der var den på en måde krydset, som et slapt x. Det var dér det blev lidt frækt at se på. Kjolen stoppede lige over brystet og jeg var ærlig talt lidt bange for at den ville falde ned.   

"Den er virkelig flot, men ja, der mangler altså noget," sagde hun. "Her. Jeg tog den her halskæde med - spørg ikke hvorfor - men jeg skal ikke bruge den. Her den ville passe perfekt," sagde May og rakte mig en guld halskæde med spidser. "Tak," smilede jeg og tog den om halsen. Jeg trak et par sorte stiletter på og lagde en fin make up. Mit hår blev krøllet i enderne også var jeg klar. 

Imens jeg ventede på de andre fik jeg en sms:

From Justin

Hey. I'm outside

From me

Nice. I'll come out with your ticket now. 

"Jeg kommer lige om lidt," sagde jeg og gik. Jeg gik ud af bagdøren og hen til Justin. Han smilede stort til mig. "Wow, du er virkelig smuk," sagde han. "Tak, i lige måde," smilede jeg og rakte ham billetten. "Vi ses derinde, ikke?" sagde jeg. "Jo." Justin trak mig ind i et kram og kyssede mig på kinden. "Ses," smilede jeg og gik tilbage. 

En halv time senere stod vi alle på scenen og ventede på, at de andres præsentationer blev færdige. De andres var virkelig flotte. May og Tori skulle fremlægge vores. 

Det blev os og jeg var overvæltet af nervøsitet. Jeg spottede Justin i mængden og han blinkede til mig. 

Modellerne gik først og jeg fulgte hver model nøje. Da billederne kom op bed jeg mig så hårdt i læben at der gik hul og jeg smagte en metalsmag i hele munden.  De så alle gode ud på storskærm og jeg kiggede over på dommerne der så meget overraskede ud - hvilke jeg blev endnu mere nervøs af. 

Folk klappede meget og længe. 

Da vi var færdige med det hele gik vi rundt. Jeg havde 2. vagten, så jeg snakkede lidt med mor og gik diskret over til Justin.

"Det var super flot!" sagde han. "Tak," smilede jeg. "Du tog billederne, ikke?" spurgte han. "Hvordan vidste du det?" spurgte jeg. "Det var da tydeligt," smilede han. "Du ryster, June. Er du okay?" spurgte han. "Gør jeg?" Jeg kiggede ned på mine arme og ganske rigtigt rystede mine hænder. "Jeg er sikker på, at I vinder," sagde han og krammede mig. "Tror du?" "Jeg ved," sagde han og gav slip. 

"Alle detagere bedes komme op på scenen."

Jeg trak vejret dybt og gik derop. 

May sendte mig et smil og tog mig i hånden. 

"Det har været svært, men der var bestemt også et hold der skilte sig ud. Der var en blanding med masse af farver og alligevel neutralt. Billederne der blev taget var fantastiske og ikke en finger at sætte på," sagde en dommer. 

Justin blinkede til mig og formede et hjerte med fingerne og holdte op. 

"Vinderen er..."

Jeg trak vejret dybt og May gav min hånd et hårdt klem. 

"PS collections!" 

Jeg stivnede og der blev råbt og skreget. Jeg tog hånden op foran min mund og smilede som en sindsyg. May hev mig ind i et langt kram, "vi vinder på grund af dig, skat." der blev klappet og hujet. 

Justin smilede over hele hovedet og lavede thumbs up med begge hænder. 

Vi fik et billede og en stor pokal. 

Da vi kom ned fra scenen kom Prim hen og skreg helt sindsygt, at hun var super stolt. 

Justin kom hen til mig og trak mig ind i et varmt kram. "Tillykke, jeg vidste, at I kunne klare det," hviskede han i mit øre. Jeg smilede til ham, "det var fordi, at du troede på os."

______________________________________________________________________________________

Wooooow. 

Der er 1000 år siden at jeg har skrevet og det undskylder jeg virkelig :'(

Men jeg håber alligevel at det her lange er okay. 

JEG ELSKER JER! :')

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...