Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3679Visninger
AA

10. Kapitel 10

 

 

Let it go, let it go!
Turn away and slam the door.
I don't care what they're going to say.
Let the storm rage on.

Let it go ~ Frozen

 

Jeg vågnede efter en hård nat. Solen skinnede igennem nogle brader og fuglene sang på den anden side af skuret. 

Jeg rettet mig lidt op og kiggede rundt. Det gav et sæt i mig da jeg opdagede en sovende Justin halvt liggende tæt op ad mig. Jeg rykkede lidt til venstre så han ikke rørte mig. Åndsvagt, ved jeg. 

En solstråle fangede mit øje og jeg lukkede det hurtigt.

Justin bevægede sig ved min side. Han mumlede noget jeg ikke forstod og gled over på højre side. 

Jeg rejste mig op, hvilke fik mig til at falde ned igen. Jeg rev op i mit bukseben og så t-shirten. Jeg glemte det. Jeg flyttede t-shirten lidt og kiggede. Det så ikke for godt ud. 

"June?"

Jeg fik et chok og gav slip på t-shirten. 

Justin satte sig lidt op og gned sig i øjet, som et lille barn. "Måske skulle du gå til en læge med det der..?" "Og sige hvad?" spurgte jeg, "jeg var til fest i går, politiet kom og en hund bed min i benet, jeg har gemt mig i et skur hele natten med Justin Bieber. Hvad kan du gøre ved dét?" "Eller du kan lade være," mumlede han. Jeg nikkede og prøvede at rejse mig igen. "Lad mig nu hjælpe dig," sagde Justin og rejste sig. Han lagde en arm på min ryg og gav mig en hånd. Jeg gik rejst mig forsigtigt op ved hjælp af Justin. "Tak," smilede jeg kort. "Altid. Skal vi gå tilbage?" Jeg sukkede. "Jeg kan da godt bære dig?" forslog han. "Jaja, som om," sagde jeg og begyndte at humpe afsted. 

Solen var varm udenfor og jeg ville skyde på at klokken var halv elleve. 

En arm svinede rundt om min lænd og jeg blev taget op. "Si' aldrig til en dreng, at der er noget han ikke kan." Jeg rullede med øjnene, "det skal jeg huske." 

Justin bar mig et godt stykke også hoppede jeg selv ned. "Du skal ikke ødelægge din ryg på grund af mig," sagde jeg. "Du vejer ingenting, tro mig," sagde Justin med en overbevisende tone. Jeg nikkede ironisk og begyndte at gå videre humpe. 

"Er vi ikke snart ved dit hus?" spurgte jeg. "Det ved jeg ikke. Det var mørkt i går, så det kan være at vi er gået i den forkerte retning," svarede han. Jeg stirrede skræmt på ham. "Joke," smilede han," huset er to minutter væk." Jeg kunne mærke en lettelse i min mave og humpede lidt hurtigere. 

Jeg kunne ane huset forude og blev endnu gladere for at jeg ikke behøvede at humpe mere rundt sådan her. 

"Vent!" råbte-hviskede Justin. Jeg stoppede op og sendte ham et irriteret blik. Han satte sig ved en busk og kiggede ind på huset. Han rejste sig og sneg sig ind på grunden og rundt. Jeg sukkede opgivende; jeg anet ikke hvad han havde gang i.

"De er væk, du kan godt komme med nu," sagde Justin. "Vil du gerne være detektiv?" spurgte jeg. "Har det helt fint i min egen branche, men det kunne jeg nok ikke. Jeg er ikke en pussy, men detektiv ved jeg sgu ikke helt," svarede han med et skævt smil. 

"Damerne først," sagde Justin og åbnede døren. "Hvorfor er det at drenge altid siger det?" spurgte jeg blev stående ude. Justin kiggede lidt flovt ned i jorden. "Hallo?" pressede jeg. "Så vi kan tjekke jeres røv ud," smilede han flovt. Jeg rystede på hovedet og skubbede ham ind først. Justin grinede lidt.  

Hans latter stoppede hurtigt da vi kom ind og så stuen. Der lå cigaratter, papkrus og rod overalt. 

"Vil du blive?" spurgte Justin med et underligt udtryk i hovedet. "Hvordan kunne jeg sige nej?" svarede jeg sarkastisk. Justin tændte for fjernsynet og skruede op, så vi kunne høre hvad de sagde. 

Vi begyndte at rydde papkrusene op og smide ud. Jeg tog modvilligt en halvfærdig cigaret op og kiggede på den. Den stank stadig af det ulækre røg så jeg smed den igen. 

"Hey, det hjælper ikke," sagde Justin med en streng mor-stemme. Jeg smilede lidt skævt. Justin havde taget fat i støvsugeren og fået mig til at sidde ned med en pose frosen frugt på læggen. Jeg sagde til ham at det ikke ville gøre en forskel, men han var meget stædig, så nu sad jeg og så ham flyve rundt i huset med støvsugeren. Han mumlede flere gange, at han ligeså godt kunne have ringet efter noget rengøring. 

Han var ikke speciel god til det, men det hjalp; man kunne se gulvet igen. Ej, okay, så slemt var det ikke, men det var meget bedre efter støvsugeren også var taget i brug. 

Da klokken var blevet seks var vi færdige. Der var blevet pænt i hele huset. 

"Nå, skal vi se hvad der bliver sagt om i går?" spurgte Justin og tændte for fjernsynet. "I går i Justin Biebers hus blev der holdt en stor, vild fest på grund af pop stjernens hjemkomst. Politiet lagde et besøg af ved et tiden først på grund af klager, men efterfølgende da de var kommet ind i huset stoffer. Næsten alle gik rundt med stoffer på sig og de fleste sidder til afhøring stadig. Bieber slap væk sammen med en anden højt sandsynligt en pige med mørkt hår. De forsvandt i mørket og er endnu ikke fundet. Var det Selena han forsvandt med?-" Justin rullede med øjnene "- Eller var det en ny? Vi skal nok finde ud af det. Se med i aften, hvis du er med på gossip." 

Justin slukkede igen og trak vejret dybt. "Selena bliver altid nævnt." "Synes hun ikke, at det er irriterende?" spurgte jeg. "Jo, men vi er jo så vant til det. Jeg tror, at vi ville blive overraskede over at vi ikke blev nævnt i hinandens sammenhæng," svarede han.  "Jeg kan bare ikke forstå, at I ikke flipper sidelæns," sagde jeg. "Det ville ikke just hjælpe," mumlede Justin.  "Det ville jeg gøre." "Ikke når der er nogen der er over dig firetyve syv i løbet fire år," fastslog han. "Jo, det er da der jeg ville gøre det! Jeg ville flytte til et land hvor ingen kendte mig hvis jeg var dig," sagde jeg og slog ud med armene. "Søde," sagde Justin og kiggede grundigt på mig,"i alle lande kender folk Justin Bieber." "Ikke alle steder," holde jeg fast i. "Okay, hvor?" spurgte han og smilede stort. "I Atlantis," smilede jeg og hævet et øjenbryn. Justin brød ud i grin. "Du er så sød." Jeg trak på skulderne. Han rystede på hovedet grinende. 

"Jeg må hellere tage hjem. Min mor er sikkert ved at flippe ud over at jeg ikke er hjemme," sagde jeg. "Du må ikke gå, June. Jeg vil ikke være alene." Justin prøvede at se ked af det ud. "Du er voksen, du er nød til at være alene en gang i mellem," sagde jeg. "Fint," og nu var han 'sur'. Jeg rejste mig og han fuldt efter. 

"Vi ses," sagde jeg og han trak mig ind i et kram. "Snart. Skriv når du er fri, deal?" "Year. Jeg skriver." Justin smilede kærligt til mig da jeg åbnede døren og forsvandt. 

 

***

 

Det var overalt. I aviser, på nettet, på arbejdet, derhjemme. Justins fest var alles yndlingsemne. Og han var endda ligeglad: han sagde bare, at det var en lille ting og jeg ikke skulle tage mig af det. 

Min læg så meget bedre ud og jeg humpede næsten ikke mere. 

Justin havde fødselsdag om tre dage og jeg anet ikke hvad jeg skulle give ham; hvad giver man en dreng der har alt? Jeg var på bar bund, og han var ikke engang i Atlanta den 1. Han skulle til Bahamas, så jeg blev nød til at give ham gaven senere i dag og jeg havde ikke fundet noget som helst.

Jeg sad og smug kiggede på nettet efter ting til ham, men fandt ikke noget. Jeg sukkede og kiggede over på Nathan. Der lå et blad på hans bord med Justin på forsiden. 

"Nathan, hvad tror du, man giver en dreng i gave der har alt?" spurgte jeg. Nathan kiggede underligt på mig, "hvorfor?" "Ham Justin Bieber har jo fødselsdag snart og så tænkte jeg bare på om hvad hans venner og familie mon giver ham," svarede jeg. "Jeg tror, at de bare er der. Du ved, er sammen med ham, giver ham kærlighed," smilede han. Det hjalp ikke just da jeg ikke var der på selve dagen. 

En idé ramte mig pludseligt og jeg skyndte mig ind på nettet igen. 

Det tog lang tid - jeg fik ikke syet en ting på den kjole jeg var i gang med - men det var blevet overraskende flot og jeg var meget tilfreds, selvom der godt kunne have manglede det sidste, men det gik nok. 

Klokken nærmede sig fem så jeg sagde farvel og smuttede. 

Solen var stod flot i dag og man kunne mærke foråret. 

Jeg drejede ind i Justins garage efter tyve minutters tid og steg ud med gaven i tasken. Jeg gik bare stille ind, men stoppede da jeg kunne høre nogle stemmer:

"Scooter, hun er virkelig en sød pige. Lidt forsigtig, sart og utrolig unik, hun har en rolighed over sig, som jeg aldrig har set før. Hun er ikke ligesom de andre, tro mig. Hendes latter er som musik, ikke falsk og for meget. Hendes udseende er godt nok perfekt, men hun er ikke arrogant. Hendes smil er noget der for mig til at smile, fordi hun ikke er dén person der elsker sig selv. Hun er selvkritisk og har selvtilliden i bund. Hendes lillesøster er kræftramt og sætter altid sig selv i anden række hvis ikke tredje eller fjerde række... Scooter, tro mig. Du ville elske hende og det ville alle andre også, vi bliver sikkert 'et par' i følge pressen, men sådan er det ikke. Hun er den jeg har brug for, hun er den person jeg har brug for lige i øjeblikket og fremover. Jeg vil ikke have en kæreste, det fylder for meget lige nu. Jeg vil bare leve mit liv og June får mig til at føle mig levende."

Mine skuldre var faldet helt ned og jeg troede ikke mine egne ører. Der var aldrig nogen der havde sagt sådan om mig før..

"Du har vidst aldrig sagt sådan om nogen før, hva'? Du har virkelig fået dig en god veninde... jeg vil gerne møde hende."

"Ja, selvfølgelig. Hun kommer snart jeg kan-" "Ej, det behøver ikke være i dag. Jeg skal videre," afbrød Scooter. "Okay, vi ses." Der blev vidst krammet og jeg hoppede lydløst ind i køkkenet. 

Døren smækkede og jeg kunne se Justin gå tilbage i stuen. 

Jeg bed mig kort i læben og gik ind til ham. Han fik et chok og begyndte så at grine. "Er du vampyr?" "Jeg kom før Scooter gik," svarede jeg med et lille smil. Justin smil forsvandt og han kiggede genert ned i jorden, "så du hørte... hvad jeg sagde om dig?" "Ja," jeg nikkede, "og jeg takker, men jeg tror, at du har set forkert på mig. Jeg er ikke så fantastisk, som du beskriver." "Jo. Og bestemt selvkritisk. Du behøver altså ikke blive ved med at se ned på dig selv. Du er virkelig unik og den bedste veninde i hele verden, tro mig," sagde Justin. Jeg smilede. "Tak." 

"Se, jeg har din gave med," sagde jeg. "Ej, det skulle du da ikke," smilede han. Jeg hev den bløde indpakning op af tasken og rakte til ham. "Du skal ikke åbne den, før du er på flyet, okay?" "Øh, okay," grinede han. 

"Hvad mente du egentlig med, at jeg altid satte mig selv i anden række?" spurgte jeg. "Det passer jo. For eksempel skulle du til prøver med din søster i går og ordne et par bukser for en anden, så du arbejde en hel nat for nogle dage siden," svarede han. "Det er bare almindelig høflighed," sagde jeg. Justin kiggede lidt på mig. Jeg kiggede væk og så på poolen. "Du kendte også en lille pige der havde en speciel sygdom, ikke?" spurgte jeg. 

Der gik lidt tid før han svarede, så jeg kiggede tilbage på ham.

"Jo, Avalanna," svarede han, "hun var virkelig stærk og kæmpede til det sidste." Justin rykkede sig lidt i sofaen. "Fortæl mig om hende," sagde jeg. Justin smilede lidt. "Hun var fantastisk og når man kunne slet ikke mærke sygdommen på hende. Hun virkede rask, som en normal lille pige. Alle Beliebers, fans, mine kollegaer, familie, venner elskede hende og det gjorde jeg også. Min 3. lillesøster, Mrs. Bieber. Men hendes... hendes helbred og krop ville ikke det samme som læger og alle os andre håbede på." Justin stoppede kort og jeg kunne mærke på ham, at han ikke synes det var sjovt at snakke om. Jeg bed mig lidt i læben og ventede på at han var klar igen. 

Justin trak vejret dybt et par gange og fortsatte.

"Hendes ene øje begyndte at blive meget svagt." Justin kiggede ikke længere på mig. "Det var så hårdt at se." Hans underlæbe viberede let og hans øjne var blevet blanke. Jeg begyndte at blive berørt af at se Justin sådan. Jeg blinkede hurtigt et par gange for at få tårerne væk. Jeg vidste præcis hvordan han havde det, jeg havde tænkt det samme som ham, følt det samme, oplevet det samme. "Jeg savner hende," sagde han og hev luft ind. En tåre trillede ned af min kind og jeg tog hans hånd. "Hun har det bedre nu," hviskede jeg. Justin nikkede. Jeg trak ham ind til mig og holdte ham der. Han snøftede et par gange i min bluse og jeg lod ham være uden et ord. Vi sad sådan i nogle minutter. Justin trak sig lidt og sendte mig et lille smil med øjne der var overfyldt af tårer. Jeg gengældte med et smil der var enormt trist.  

"Jeg sidder og græder som en pige." Justin tørrede sine øjne med håndryggen. "Det er okay, jeg forstår dig bedre end du aner," sagde jeg. Justin nikkede med et forsigtigt smil. 

"Skal vi ikke lave noget andet end at sidde her og være kede af det?" spurgte Justin og rejste sig. Han var en dreng; ikke så vild med at vise sine rigtige følelser og være trist længe. Jeg nikkede. "Hvad har den næsten voksne lyst til?" "Jeg har lige fået '12 years A slave' hjem af Scooter," sagde han. "Seriøst? Ej, så lad os da se den!" Gjorde jeg mig hurtigt enig. Justin smilede og fandt den. Jeg satte mig i sofaen og svøb mig ind i et tæppe. Justin satte sig ved siden af mig og filmen gik i gang. Jeg lagde mig ned i skødet på ham. "Klar?" spurgte Justin. "Så klar," svarede jeg. 

 

***

 

Justins synsvinkel

Vi gik ombord på flyet og slog os ned i sæderne rundt omkring. Der var en rigtig god energi i flyet. Vi var alle klar på ferie til Bahamas. 

Jeg satte mig væk fra de andre, fordi jeg sagde, at jeg gerne ville sove lidt, men jeg skulle bare åbne Junes gave, som jeg havde glædet mig så meget til at åbne og se hvad hun havde fundet på. Det ville ikke undre mig hvis det var et par glimmerbukser. 

Jeg åbnede æsken og fandt en hel livs historie. Beliebers med skilte hvor der stod tillykke, Justin! Elsker dig! Billeder med mig da jeg var lille; tre år, ti år, tolv år, seksten år, atten år og et billede jeg aldrig havde set før af mig selv. Jeg sad med min mobil og så meget fokuseret ud. Det var sikkert et billede hun selv havde taget. 

Jeg smilede lidt og fandt små sedler hvor der stod hilser fra Beliebers om hvor meget de elskede mig, og hvorfor de gjorde det. Jeg tog en lidt større seddel op og læste: Happy birthday, Justin. I hope you'll get a wonderful day and enjoy your life. When you read this, I'm on work and thinking of you, my best friend. We have knowed each other for tree months and you are my best friend all ready. Have a lovely day and enjoy, enjoy, ENJOY! - June.

Jeg smilede og følte mig gladere. June var en fantastisk ven. 

______________________________________________________________________________________

 Sødt vennepar - og jeg understreger at de kun er venner, intet andet. 

Jeg undskylder igen for at være så pisse langsom til at udgive. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor det går så langsomt, bare undskyld i hvert fald. 

#elsker <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...