Feel again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
At være 18 år giver det jo nærmest sig selv; fest, venner, veninder, høj musik, flirt og tømmermænd. Det er der bare ikke rigtig plads til i June Carelyns liv. Hun arbejder hårdt på en designer karriere ved en meget kendt designer samtidig med, at hun har en kræftramt lillesøster, som hun ville gøre alt for. Det, at arbejde tolv timer i døgnet og være 2. mor derhjemme, er ikke nemt, men June prøver at skjule det og lade det være. Samtidig med hendes lave selvværd kan hun ikke lide, at vise følelser for nogen. Lige pludselig dukker der en person op, der vidst selv ikke skulle interessere sig i følge June på grund af hans image. June ændrer sig; hun bliver mere åben, smilende og åbner øjnene op for det unge liv hun faktisk har.

33Likes
39Kommentarer
3565Visninger
AA

1. Flashback

Jeg sad uroligt og ventede. 

Det kunne da ikke tage så lang tid.

"Mor, sker der ikke snart noget?" spurgte jeg. Mor rettede blikket hen på mig, "jo, skat-" Hun blev afbrudt af en læge der kom ud til os. Vi rejste os alle op. "Vi har resultater," sagde han med en trist klang. 

Et sus af angst farede igennem mig. 

Vi gik med lægen og satte os rundt om et bord. Knappenålstilheden var uendelig. Lægen trak vejret dybt, og jeg følte en trang til at kaste op. 

"Vi har konstateret, at April... har fået tilbagefald," fortalte han. Jeg stak sammen og havde allermest lyst til at gå min vej. Mor og far sad stive tilbage og stirrede begge på lægen. Jeg pustede roligt ud, men kun fordi, at jeg var ved at bryde sammen. "Leukæmi," sagde lægen lavt og kiggede ned i bordet. Mor kiggede over på mig, "skat... du må gerne gå ud." Jeg ville egentlig gerne høre noget mere, men alligevel ikke. Jeg rejste mig som svar og fortsatte hele vejen ud af hospitalet. 

Jeg stod med mit hoved i hænderne i noget tid. 

"For helvede!" skreg jeg og slog ud efter luften. Et ungt par gloede underligt på mig, og jeg kunne høre manden hviske:  "hun har nok mistet én." Jeg var ligeglad. 

Min lille, sårebare søster, havde fået tilbagefald. For 3. gang. Hun havde levet med kræft siden hun var 6, og jeg havde så ondt af hende. Noglegange overvejer jeg, at overtage hendes sygdom, så hun i det mindste kan leve livet. 

Nu kom tårerne, og de stoppede ikke.

"June..."

Mor kom over til mig, lagde en arm om min skulder og fik mig sat ned på en bænk. "Hun skal nok klare den, okay?" Jeg nikkede, "men det er tredje gang. Hun holder ikke sær-" "Shh, det vil vi ikke høre. Hun klarer den, okay? Vi klarer den sammen." 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...