Magi af guld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2014
  • Status: Igang
Kate er bortført og husker ingenting. hun bor ved en anden familie og bliver kaldt Lisbeth. hun har aldrig skåret sig eller er begyndt at bløde. Alt dette har noget at gøre med hendes virkelige familie. men det får I at høre om i historien.

0Likes
0Kommentarer
47Visninger
AA

1. et øje af guld

Lisbeth så sig om i køkkenet. Hvor kunne det være. Det billede var det vigtigste for hende, det var det eneste bevis på at hun ikke hørte til i familien, det hele var så tydeligt. Okay hvor havde hun ledt. I stuen, på hendes værelse, på forældrenes værelse, i badeværelset, i gangen og i køkkenet... ,,VENT!" Råbte hun, hun havde glemt Sebastian's værelse. Hun spænede op ad trappen og brasede ind i hans værelse, Lisbeth rodede alt igennem, kasser med video spil og konsoller, æsker med sedler og breve, hylder med masser af bøger om fodbold og... Et glasskår, et enkelt glasskår fra billedet af Lisbeth og de fire andre hvis hoveder var helt utydelige. Hun satte sig i sengen og stirrede på glasskåret. Nu havde Sebastian smadret det hele for hende.  Lisbeth fældede en tåre ned på glasskåret, det var som om at det voksede og blev større, skarpere, det stak hende i fingeren, men blodet var ikke mørkt og rødt men klart og gyldent. Blodet flød ud på skåret og dannede et øje. Det øje blinkede til Lisbeth, hun blev så forskrækket at hun tabte det. ,,Kate, Hjælp!" Hviskede øjet. Lisbeth fik hovedpine, ,,HVEM?" Skreg hun. ,,dig Kate" svarede øjet. En skrækkelig lyd kom fra Lisbeth ikke et skrig ikke et råb ikke et gisp men en ukendt hvislen.Sebastian kom råbende ind ad døren. ,,HVAD HAR DU GANG I?! DU KAN DA IKKE BARE SMADRE MIT VÆRELSE!" Men Sebastian så ikke Lisbeth. Ikke engang det gyldne øje der lå på gulvet. Sebastian var skrækslagen. Hvis ikke det var Lisbeth han kunne høre, hvad var det så? Da han så fordybningen i hans seng vidste han at hun havde været der. Sebastian gik hen til sengen hvor Lisbeth sad, og da han satte sig fik han kuldegysninger, han kunne mærke der var nogen men han vidste ikke at det var "nu og her". Lisbeth kunne ikke være usynlig, det vidste han. Nu kunne Lisbeth ikke holde det ud, smerten i hovedet var så voldsom og virkede som en hammer der slog søm i hjernen på hende. Den skrækkelige hvislen var meget kraftigere end før og Sebastian blev ude af sig selv. Han rejste sig fortvivlet op og prøvede at løbe men besvimede før han var kommet ud af værelset. Lisbeth rejste sig hurtigt op og gik hen til Sebastian. Hun bøjede sig ned og så at hans hud mistede farven læberne ætsede og øjenbrynene brændte væk. Håret der før var blødt og lyst blev tyndt, tørt og sort. Hun vidste at det var hendes skyld det hele, hun havde aldrig skammet sig så meget. Hun hørte igen stemmen fra det gyldne øje ,,bare læg mig på hans bryst det hele skal nok gå" Lisbeth gik med en dårlig fornemmelse i maven hen og tog øjet. Hun lagde det forsigtigt på Sebastian's bryst og bakkede tilbage mod sengen. Hun blev helt blændet af det skarpe lys der strålede i Sebastian's øjne, blev helt glad da hun så farven i hans kinder, men... Det gyldne øje blev mindre og mindre lysende. Snart var Sebastian helbredt og øjet snart væk. Sebastian satte sig op med et forvirret blik. ,,Sebastian! Vi kører nu, skynd dig" råbte deres mor. ,,KOMMER!" Svarede han og satte sig op. Sebastian stirrede på Lisbeth mens han gik ud af værelset. Hun hørte døren smække nedenunder. Da hun var på vej ud, lukkede døren foran hende, hun kunne ikke blive overrasket,


 der havde været rigeligt drama den dag. Lisbeth tog i håndtaget men der var låst. Hun gik skuffet hen til vinduet, og hørte Sebastian råbe: ,,LISBETH DU ER SINDSSYG!" Nu var Lisbeth helt alene og låst inde. Ikke engang øjet var tilbage sammen med den lille pige. Der sad hun i flere dage og håbede på at nogen ville hjælpe, men de andre var rejst langt væk. Hun havde ingen kræfter. Lisbeth havde været træt og trist lige siden hendes familie var taget afsted. Det var som om at alt hendes håb og mod lå i det smukke øje der nu var forsvundet. Og ingenting kunne hun finde til at komme ud med, ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...