Med Livet I Hænderne.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Færdig
* Advarsel indeholder selvskadende adfærd, som cutting * * Dette one shot deltager i Konkurrencen Psykiske sygdomme*

8Likes
0Kommentarer
428Visninger
AA

1. -

Det var en helt almindelig fredag, de daglige rutiner blev fulgt som jeg plejede at gøre hver morgen. Da jeg havde gjort mig klar til endnu en dag, på den skole som så mange elskede men for mig bare var en del af det helvede jeg levede i, gik jeg nedenunder til et tomt køkken som jeg plejede. Mine forældre var aldrig hjemme hvilket vist også var bedst, de kunne jo knap nok være i samme rum længere, de skændtes hele tiden om mig. Jeg var nok det man ville kalde familiens sorte får, jeg fik ikke speciel høje karakter, men var til gengæld en del populær på min skole, hvilket jeg var fuldstændig ligeglad med. Men de mente bestemt at det var min popularitet der var skylden i de ringe karakter, fordi Anna kunne jo sagnets både have høje karakter og være populær samtidige så hvor skulle jeg ikke også kunne det? De havde altid været ekstrem gode til at fortælle mig hvor dum jeg var og at jeg aldrig ville blive til noget. De sidste seks måneder af mit liv havde været ren helvede, efter Anna flyttede hjemmefra og jeg nu var helt alene med mine forældre som altid kun hakkede ned på mig, før i tiden havde Anna altid været der til at forsvare mig, hun havde altid været der for mig også selvom klokken så var 02:00 om natten og jeg havde behov for at snakke, jeg havde altid kunne komme til hende. Vi havde altid kunne sidde og snakket om alt mellem himmel og jord. Det var nogle af de ting jeg savnede ved hende.

Mit dagdrømmeri blev afbrudt da min mobil begyndte at vibrerede og derved indiceret at jeg havde modtaget en besked, jeg fik hurtigt baksede den op af lommen på mine sorte skinny jeans og trykkede den fire cifret kode. Beskeden var fra Elena, som spurgte om jeg ville have et lift så jeg ikke behøvede at tage skolebussen eller gå, jeg svarede hende hurtigt tilbage med et simpelt ”Ja gerne” efterfulgt at et hjerte. Hvis det ikke havde været for Elena havde jeg ikke kunne holde de sidste seks måneder ud, hun var den eneste der virkelig kendte til hvordan jeg havde det i forhold til mine forældre.

Jeg fik hurtigt svunget min sorte læder jakke på og begyndte at gå over mod Elenas bil, jeg åbnede døren og satte mig ind på passagerer sædet og kiggede hen mod Elena, hun kiggede på mig med det sørgmodig blik som altid og jeg prøvede på at fremtving et smil, men det lykkedes ikke. ”Hvordan har du det i dag?” spurgte hun mens hun startede bilen og begyndte at køre mod skolen ”Som jeg plejer” svarede jeg kort inde jeg satte mig til at kigge ud ad vinduet ”Du ved godt at folk er begyndt at fatte mistanke ikke” spurgte hun og jeg vendte straks min opmærksomhed mod hende ”Hvad mener du?” spurgte jeg hurtigt Elena tog en dyb indånding inden hun forsatte ”Ea, du bliver tyndere og tyndere jeg kan ikke engang huske hvornår jeg sidst har set dig spise noget, du er indelukkede og lever helt i din egen lille verden, du plejede altid at være glad og smilende hvad sker der? Jeg kiggede hurtigt på hende og skulle lige til at svare men hun forsatte ”Og tror du måske ikke godt at vi alle sammen har regnet ud hvorfor du kun går i trøjer og bluser med lange ærmer?” udbrød hun og tog fat i mit venstre håndled, jeg trak hurtigt min hånd til mig ”Jeg ved ikke hvad du snakker om” jeg vendte mit blik over mod vinduet og opdagede at vi var ankommet til skolen, jeg fik hurtigt samlede mine ting inden jeg åbnede bildøren og skyndte mig ud af bilen.

Jeg fik hurtigt mast mig gennem den store menneske mænge og hen mod mit skab, jeg fik hurtigt åbnet låsen og var i gang med at finde min bøger frem da jeg blev afbrudt af en der rømmede sig, jeg vendte mig hurtigt om og fik øje på Elena, Nick, Davis og Emma som alle stod med et bekymret udtryk i ansigtet ”Ea, vi har lige snakket med Elena og” jeg afbrød Davis før han kunne forsætte ”Jeg har det fint” snerrede jeg vredt og skulle til at vend mig om for at gå, men Nick tog hurtigt fat i min arm og trak mig tilbage ”Ea kan du ikke se vi er bekymret for dig” udbrød Nick, jeg trak hurtigt min arm til mig ”Kan i ikke bare være fuldstændig ligeglade” snerrede jeg vredt inden jeg vendte mig om og begyndte at løbe ned af gangen og hen mod toilettet, mens jeg kunne høre dem kalde forgæves på mig. Jeg fik skubbet døren op med et kæmpe brag og fandt hurtigt en bås der var tom, tårerne trillede ned af mine kinder mens jeg prøvede på at få min vejrtrækning under kontrol. Jeg fandt hurtigt det lille barberblad som jeg altid havde på mig frem, jeg lod det glide langs mit håndled og så langsomt hvordan blodet begyndte at komme frem, smerten var ikke noget jeg lagde mærke til længere. Jeg skulle lige til at føre bladet hen over mit håndled igen men blev afbrudt da døren til båsen gik op, jeg måtte havde glemt at låse den. Ind kom Nick og hans ansigt ændrede sig straks da han så ned på min venstre hånd med barberbladet. ”Ea” mumlede han lavt inden han satte sig på sine knæ foran mig ”Kig på mig” forsatte han og tvang mit hoved opad ved at ligge sine ene finger under min hage, jeg kiggede på ham og tårerne begyndte at trille ned af mine kinder igen ”Hey rolig, det okay” lød Nicks trøstende ord, han lod langsomt hans ene hånd komme tættere og tættere på mit højre håndled men stoppe da der kun var få millimeter imellem han kiggede mig i øjnene, inden han tog fat i det og vendte det om. Han kørte langsomt sine fingre langs nogle af de mange ar, inden han kiggede op på mig igen ”Du skal nok komme igennem det her Ea, du har os, du vil altid have os” sagde han med et lille opmuntrende smil. Han rejste sig og trak mig med op og stå ”Kom, lad os få vaskede det blod af dine hænder” han trak mig med hen mod håndvasken, tændte for vandet og begyndte langsomt at vaske blodet væk. Efter blodet var blevet skyllede væk og jeg følte mig klar igen, gik vi sammen ud til de andre. De havde alle sammen et opmuterende smil på læberne ”Vi er her altid for dig husk det” hviskede Nick lavt i mit øre. Og for første gang i lang tid, havde jeg en følelse at intet kunne gå galt. Det kunne godt være at mine forældre altid nedgjorde mig men jeg havde mine fire bedste venner og det gjorde at jeg pludselig kunne se en ende på det her helvede.

 

 

Jeg fandt en vej ud af mit helvede og står nu med livet i hænderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...