Especially for you - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2015
  • Status: Igang
Emmali Sophie Carter, bliver bare kaldt Emmy, bor i New York og har længe sparet sammen til en ferie til England, så hun kan komme over og besøge sin bedsteven Jason Chambers, der flyttede for 1½ år siden. Kan 6 måneder i Englands hovedstad ændre alt? Emmy ser frem til en sommer fuld af sol, strand, liv og glade dage med Jason og måske et par nye venner. Men kan 5 drenge, der allerede har taget hele verdens teenagers hjerter med storm, også ende med at få Emmys? Én ting er sikkert; Efter denne sommer bliver det aldrig som før. *bemærk venligst at jeg startede på denne historie for lang tid siden og derfor er Zayn stadig med i den da han får en betydning senere*

19Likes
1Kommentarer
957Visninger
AA

4. Where am I?

2. Juni 2014

Part 1


Emmys P.O.V

"AV FOR..." Jeg vågner ved lyden af en masse skramlen og råben og duften af bacon, hvorfor nu Jas, jeg sov lige så goooodt. Vent hvad?! Bacon, jeg eeelsker bacon! Op af.. Sengen?

Okay, jeg er ellers ret sikker på at jeg faldt i søvn på sofaen.

Well så længe det ikke er rumvæsener der har bragt mig her op, så jeg glad og sikker. Det kunne lige være ET kom og sagde "ET phone home" med en lysende finger og en crepy stemme! Ej. Men det kunne da være cool. På en eller anden måde...

Et ur. Jeg må absolut finde et ur. For jeg kan ikke finde min hvide iPhone! *panik*.

Ej måske er det et ur i køkkenet? Klart smarte! Et ur i et køkken. Lad mig finde køkkenet, hvor Jas sikkert også er. 

Og gæt hvad. Jeg havde ret! Jas var i køkkenet. Og spise bordet er dækket med boller, marmelade, skramble eggs, og snart bacon, for det er Jason i gang med at lave ved komfuret. 

"Go'morgen" siger jeg friskt og snupper en lille bid scramble fra tallerken. "Godmorgen til dig Emmali" griner han og jeg skære ansigt ved Emmali altså navnet er fint nok, men jeg foretrækker bare Emmy.

"Hvad skal vi lave i dag?" Spørger jeg, planter røven på stolen og kikker spørgende på Jas der kommer mod bordet med bacon.

"Hvad kunne du tænke dig at lave? Jeg tænkte vi kunne se byen, Big Ben, London Eye eller noget" Big Ben er det store tårn med det gigantiske ur. Uh, et ur! 

"Har du ikke et ur?" Jason kikker mærkeligt på mig, og peger på ovnen hvor klokken så fint siger at klokken er, 11:56. Så har jeg ret i at klokken er mange! Selv om jeg har det som om klokken kun er 7. Jov nu skal du se hvorfor klar smarte, London er 5 timer foran New York. Derfor.

 

########

 

Jeg lægger nakken tilbage og kikker op på det stor tårn, også kaldt Big Ben med det store ur. Og vender mig så mod Jason, men han er der ikke. Hva fanden? Han var der jo lige før! Jeg snurre lidt rundt om mig selv og kikker ud over folke mængden, men ingen Jason til syne.

Hvor fanden er drengen gået hen?!

"OMG DET LIAM PAYNE OG NIALL HORAN" skriger en stemme, og en klasse der er på udflugt (tror jeg nok) begynder at amokke, hvis man overhovedet kan sige det? Nå men i hvert fald ser jeg foran mig to drenge stå med et lettere panisk udtryk da de ser hvor mange piger der pludselig er.

De virker bekendte, og... det er jo fordi det er 2/5 fra One Direction det verdens kendte boy-band som alle jeg gentager alle snakker om i New York, og de fleste af mine veninder vil nok flippe fuldstændig når jeg fortæller at jeg har set Liam og Niall, og oven i købet kun har være få meter fra dem.

Jep det var slet ikke nogen dårlig ide at tage til England, men hvor fanden er Jason? Jeg klapper på mine lommer i mine shorts men jeg har selvfølgelig glemt min mobil der hjemme. Typisk.

Pigerne har nu samlet sig i en stor klump og står med blokke og kulepinde og skriger på de to pop idoler.

Stakkels drenge egentlig. Og nu hvor vi snakker om at de er samlet i én stor klump, tja så er jeg faktisk fanget i den klump.

Jeg prøver at skubbe og glide blidt gennem pige mængden. Men uanset hvad jeg gør får jeg et hårdt skub tilbage, og bliver skubbet længere ind mod midten.

Mit syn begynder at blive lidt slørret og en knugende fornemmelse i brystet. Jeg trækker vejret i små stød. Jeg lider måske en smule (meget) af klaustrofobi så for mig er det en rigtig dårlig ting at være 'fanget' mellem en helt masse piger der skubber og råber. Nej nærmere skriger. Støjen er enorm.

Pludselig bliver jeg skubbet hårdt på brystet lige op i en eller anden person. Mit syn begynder for alvor at svigte og mine ben knækker sammen under mig.

"Niall, ring til Paul, lige nu!" Er det sidste jeg kan høre en stemme sige inden det hele bliver sort.

######

Jeg vågner med en voldsom hovedpine og noget vådt og koldt på panden. "Jeg tror hun vågner nu" siger en stemme, fra en dreng vist. Jeg åbner stille øjnene og ser lige op i et hvidt loft, jeg drejer hovedet lidt og kikker hen mod en lysthåret dreng med mørke hår rødder og blå øjne, og lige nu et meget stort smil. Også kendt som Niall Horan.

Vent lidt. What?

Jeg ligger på en sofa, med en pose is på hovedet. Niall. Freaking. Horan. Sidder i en 2 mands sofa lige ved siden af mig og smiler til mig. Hvad er jeg lige gået glip af? Hvordan er jeg endt her? Hvad laver jeg her? Hvor er Jason? Og alle de spørgsmål flyver gennem hovedet på mig, men ingen svar. Ufh, alle de tanker gør hovedetpinen værre. "Vågner hun? Nu?" lyder en stemme bag fra en dør i den anden ende af stuen. Og et hovedet stikker frem i døren, et hovedet med to varme brune øjne og et venligt smil. Også kendt som Liam Payne.

Okay, hva fanden laver jeg her!? Drømmer jeg?!

Jeg sætter mig langsomt op, og kikker på dem. "Godt at se du er vågen" siger Liam og giver mig et omsorgsfuldt smil, "Hvad hedder du?" Lyder det fra Niall, han kikker nysgerrigt på mig.

"Emmy" svare jeg kort, ikke fordi jeg ikke vil snakke med dem, men det som om mit hovedet skal til at springe og min mave gør knuder. "Er du sulten?" Jeg trækker kort på skuldrene og men kort efter begynder min mave at rumle højt, hvilket får Niall grine højt. Seriøst, den drengs grin! Nu ved jeg hvad pigerne snakker om der hjemme.

Pludselig lyder der en masse skramlen ude i noget jeg ville tro er entréen, "Så er vi her!" råber en stemme.

Hvem er her?

"Og vi har Nandos med!" råber en anden stemme, hvad i alverden er Nandos? "Uh Nandos!" Jeg kikker forskrækket på Niall der nærmest hopper op af sofaen og springer ud af døren til stemmerne, der lyder høje grin og så kommer Niall ind i stuen igen med 3 poser, hvor meget har de lige bestilt? Og bag Niall kommer der en høj dreng med en masse krøller, en med højt sort hår og den sidste har håret i en rodet frisure men på en måde jeg ikke kan forklare og røde bukser med seler og en sort hvid stribet bluse. Resten af One Direction bandet. De stopper alle sammen brat op og stirrer på mig. "Hvem har fået en kæreste?" Lyder det fra den krølhårret og Niall griner hysterisk igen. Wow slap af dreng...

"Ikke nogen, drenge det her er Emmy, Emmy det her er Harry, Louis og Zayn" Liam overtager og introducere selvom det ser ud til at drengene kun bliver mere forvirret over hvorfor jeg er her. Noget jeg egentlig også gerne vil have svar på, hvorfor er jeg her? Hvordan kom jeg overhovedet ind? Jeg kan ikke selv huske jeg gik ind af døren. Jeg stønner svagt og støtter mit hoved i mine hænder. For helvede hvor hårdt slog jeg hovedet? "Åh gud, Liam er hun okay?" "Jaja hun slog bare hovedet i en pige flok.. det var helt sindsygt." "Emmy?"- jeg kigger op på Liams nøddebrune øjne - som faktisk ligner mine ret meget -"vil du have noget smertestillende?" Jeg nikker stille og hurtigt får jeg to Zapp pernodill og et glas vand stukket i hænderne. 

######

"Så Emmy, hvor kommer du fra, du lyder amerikansk?" spørger Harry på min højre side "New York" siger jeg og giver ham et skævt smil, "Hvad laver du så her?" Liam har jeg fundet ud af altid er den, hvad kan man sige? Den mest voksne. "Faktisk er jeg her fordi jeg skulle besøge min bedsteven og så være her i 6 måneder, hvor jeg så bor hos ham" drengene kikker lidt på mig men spiser så videre. "Er du forresten fan?" siger Louis pludselig, og resten af drengene kikker nysgerrigt på mig, hvilket jeg finder ret ubehageligt, centrum har aldrig helt været mig.

Jeg smiler lidt ved Louis spørgsmål, "Nej, det kan man vist ikke helt kalde mig, selvfølgelig kender jeg noget af jeres musik, men nej nok ikke fan" jeg giver dem et forsigtigt smil og tager den sidste bid af min mad, og så er jeg ellers stop mæt.

Niall kikker på mig som om jeg nærmest var et rumvæsen.

Hvad sker der lige for drengen?

"Skal du ikke have mere?" Hvor charmerene Niall! Snak lige med munden fuld af mad. "Nej, jeg er stop mæt!" Jeg læner mig tilbage i stolen og klapper på min mave, "Også mig" istemmer Zayn sig og efter aber mig.

"Jeg keeeeder mig!" "Hvad skal vi så lave?" vi har sat os ind i stuen og har spredt os ud over sofaerne, Harry, Louis og mig sidder i tre-mands sofaen. Liam og Naill i to-mands sofaen og Zayn i en lænestol.

Selvfølgelig er det Louis der brokker sig og Zayn der så svare. "Vi kunne lege en leg? Eller se film?" Gode forslag Liam, helle for film!

Drengene kikker på mig, oh no, det sagde jeg bare ikke højt..! "Okay så ser vi film" Liam klapper i hænderne "nogle ønsker?" Han går over til en skuffe med en masse film.

"GYSER" omg, har i nogensinde hørt hvor creepy det faktisk lyder når 4 drenge råber det samme i kor? Det kan jeg så fortælle, er meget uhyggeligt! "Så ser vi gyser" griner Liam, nej nej, Liam vi skal ikke se gyser!

Igen kikker drengene på mig, "jeg har bare ikke lyst til kikke på en skærm fyldt med uhyggelig musik og et pigebarn der bliver slagtet eller forfulgt!" Jeg vifter med armene for at understrege min pointe.

Og den kom vist også igennem for der kom en mærkelig 'uff' lyd fra Louis på min højre side og drengene skære ansigt men så flækker Niall, jeg kikker på Louis og ser jeg vist var liiidt for vild i mine arm bevægelser og ramte ham i sine 'ædlere dele' hvis i forstår... hæ hæ, ups...ad..

Og stakkels Louis har krummet sig sammen, men hænderne på skridet.

"Undskyld Louis" siger jeg skingert og lægger armene om ham.

Men bliver hurtigt trukket væk igen af et par Harry arme, "hvis du ikke kan li' gyser så skal jeg da nok holde om dig" mumler han i min skulder - da han har trukket mig op på hans skød - "Jamen søde Harry-basse, hvem siger jeg overhovedet vil sidde hos dig?" hvisker jeg tilbage jeg kysser hans kind og vikler mig ud af hans greb og sætter mig ordenligt op lige i midten af sofaen, Harry sender mig et sad face og klør sig så akavet i håret

"Skulle vi ikke se film?" siger jeg da det hele stort set er gået i stå med vores lille 'scene' eller hvad man nu kan kalde det.

"Jo da"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...