Skygger Kolliderer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
En historie om frygt, had og smerte lukket inde bag en smilende facade. Det ville virkelig betyde meget, hvis jeg kunne få lidt respons og konstruktiv kritik på denne her.

1Likes
5Kommentarer
216Visninger
AA

5. Tomhed

Mor kommer for en gangs skyld hjem tidligt nok, til at spise aftensmad sammen med mig. Jeg finder en eller anden gryderet i fryseren og varmer den i mikroovnen. Fryseren er fyldt til randen, med tomme hvide masker og knogler lavet af hvid flamingo.  Gryderetten smager af pap og køleskab.

Jeg sidder over for mor og kører maden rundt på tallerken, rundt og rundt. De små stykker trevlet kød bløder blæksort blod, når jeg prikker til dem med gaflen. Det vender sig i mig, og jeg mærker kvalmen stige i halsen og holder mig omhyggeligt til de udkogte grøntsager. Egentlig er jeg vegetar, men det glemmer mor som regel, når hun køber mad ind. Hun har jo så travlt.

Hun er ligeglad, hvisker Han sagte, for en gangs skyld helt alvorligt. Jeg nikker langsomt og fortsætter med at køre maden rundt og rundt. Selvfølgelig er hun det.

Mor siger noget, som jeg ikke rigtigt opfanger. Jeg løfter hovedet, glipper desorienteret med øjnene. Et overbærende smil breder sig på hendes læber og når de kønne, olivengrønne øjne. Jeg kniber øjnene sammen og rynker panden. Hvorfor kan jeg ikke smile sådan? Hvorfor strammer mine smil altid i læberne og giver mig ondt i kinderne? Og hvorfor kan jeg ikke se sådan ud? Hun er da min mor, så jeg burde vel have arvet hende gode udseende, ikke? Åbenbart ikke.

"Har du haft en god dag, skat?" gentager hun. Jeg reagerer automatisk; smiler og nikker. Selvfølgelig har jeg det. Jeg har altid haft en god dag, hvis nogen spørger.

Hun lægger hovedet på skrå, bliver ved med at kigge på mig. "Hvordan har du det?". Det her minder efterhånden mere om et krydsforhør, end en samtale, tænker jeg. Igen kommer svaret automatisk, som en indøvet replik i et alt for ofte spillet teaterstykke.

"Jeg har det fint." Endnu et pænt smil og hun er tilfreds. Jeg sænker igen blikket mod tallerknen. Gryderetten er blevet til en hvid maske, med tomme øjne og et uhyggeligt smil. Jeg synker kvalmen og rejser mig.

"Tak for mad."

 

På trods af, at jeg ikke har spist ret meget, føler jeg mig oppustet og har kvalme. Da mor går ind på kontoret, for at arbejde, går jeg ud på badeværelset. Skruer højt op for radioen og tænder for bruseren.

Jeg lægger mig på knæ foran toilettet og slår brættet op. Føler mig rådden og syg indvendig, som om den sorte sø indeni mig er noget helt op til mig hals. Jeg har brug for at få det ud, alt det sorte og rådne.

Med Bring Me The Horizon's "Sleepwalking" hamrende i hovedet, bøjer jeg mig ned over kummen og stikker to fingre i halsen.

Han sidder ved siden af mig, betragter mig med hovedet let på skrå. Stakkels lille pige, hvisker Han, uden den mindste medlidenhed i stemmen. Hun vil hellere kramme toilettet end nogen af sine venner.

My secrets are burning a hole through my heart, tordner musikken. Jeg stikker fingrene længere ned, mavemusklerne trækker sig sammen i et jag af smerte.

Mirrors start to whisper, shadows start to sing. Alt det sorte vælter op, plasker ned i toiletkummen.

My skins smothering me, help me find a way to breathe. Jeg stikker fingrene i halsen, igen og igen, mærker hvordan alt det sorte langsomt forlader mig krop, hvordan jeg bliver tom og ren indeni.

It's like I'm sleepwalking. Fell into another hole again. Ren og tom og følelsesløs. Feels like I'm sleepwalking. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...