Skygger Kolliderer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
En historie om frygt, had og smerte lukket inde bag en smilende facade. Det ville virkelig betyde meget, hvis jeg kunne få lidt respons og konstruktiv kritik på denne her.

1Likes
5Kommentarer
216Visninger
AA

2. Sprækker i loftet

Hvidt. Loftet er hvidt. Hvidt ligesom alt andet. Hvidt med sorte sprækker. Ligesom alt andet. Jeg ligger lige så stille og følger sprækkerne med øjnene, leder efter nye. Dér - ovre i hjørnet er en ny, faktisk lidt større end de andre. Måske stor nok til, at en edderkop kan kravle ind ad den? Jeg gyser, kan næsten mærke de mange ben mod min bare hud. Føj!

Alligevel er det som om, jeg ikke kan overskue at stå op. Jeg ligger lige så stille i sengen og stirrer op i det hvide loft med de sorte sprækker, trækker vejret lige så stille, ind og ud. Uden for vinduet ligger verden bleg og stille, med hvid sne og striber af flimrende, gråt dagslys, der lige så stille er ved at vække en ny dag til live. Jeg lukker øjnene igen, lytter til uret. Tik, tak, tik, tak. Alt for mange timer, minutter og sekunder. Alt for mange dage. Jeg er så træt. Så udmattet af den træthed, der dvæler i mine hule knogler, i mine tunge øjenlåg og hver eneste fiber af min blege hud. En træthed der ikke kan kureres af nogen mængde søvn.

Jeg gnider med klodsede fingre mine tunge øjenlåg og sætter mig modvilligt op i sengen. Det første jeg lægger mærke til, er væggen. Den hvide væg, der driver af blod. Bagefter ser jeg Ham. Han står i hjørnet ovre ved døren, smelter ligesom sammen med skyggerne.

Godmorgen Tykke, hvisker Han, med morskab i stemmen og Koret i mit hoved griner, som et ekko, højt og skingert. Jeg slår uvilkårligt armene rundt om overkroppen, som for at holde sammen på mig selv, og farer i det samme forskrækket sammen, da min mobil begynder at vibrere, som et arrigt insekt. Han slår en høj latter op, og Koret griner med ham.

Jeg slår alarmen fra med dirrende fingre, rejser mig og går ud i køkkenet. Jeg sætter først kaffe over og åbner så køleskabet og finder et grønt æble i frugtskuffen.

Er du sikker på du vil spise det? Han står lige ved siden af mig og smiler sigende. Jeg synker noget, der sidder fast i min hals, mærker mine hænder ryste. Med et træt suk lægger jeg æblet tilbage i skuffen, med lyden af latter rungende i hovedet.

 

Jeg er ikke sikker på hvordan, men på en eller anden måde lykkes det mig, at tvinge mig selv til at tage tøj på og gå i skole, med hætten trukket godt op over hovedet, høretelefoner i ørerne og mit natsorte pandehår glattet ned foran øjnene. De siger øjnene er sjælens vinduer, men ingen kan se igennem vinduerne, hvis du lukker skodderne.

Udenfor er det koldt og frostklart - luften bider i huden, og min ånde står ud i morgenluften, som små, hvide dampskyer. Jeg fisker en smøg op af jakkelommen og tænder den. Læberne lukker tæt om cigaretten, inhalerer dybt og længe, i et forsøg på at ryge det sorte ud af mine lunger. Jeg puster røgen ud gennem næsen i en lille, giftig sky, ser hvordan det sorte drypper fra røgen, ned på asfalten med en lavmælt syden, som var det gift. Det ser mine syge øjne. Sandsynligvis ingen andres.

Du kan ikke ryge mig ud. Han går ved siden af, kaster ligesom en mørk skygge over den frostklare vintermorgen. Jeg forsøger at lukke Ham ude, skabe barrierer i mit sind og lukke af, men bliver mødt med rungende latter. Mit ynkelige forsøg på forsvar morer Ham.

Du kan ikke lukke mig ude, hvisker Han og går helt tæt på, så tæt af jeg kan mærke Hans isnende ånde af død og forfald i nakken, så de små hår på mine arme rejser sig. Jeg er dig.

Angsten lægger sig om min hals, som en kold, klam hånd og breder sig som is i min mave. Jeg begynder at løbe, panisk, vildt og snublende, kun med én tanke i mit dunkende hoved: at komme væk. Hjertet hamrer i mit bryst, som forsøger det at banke sig vej ud gennem mine ribben, og jeg mærke koldsveden springe frem på min pande. Jeg løber og løber, men jeg har ingen steder at løbe hen, for Han løber ved siden af mig, og Koret griner hysterisk i mit hoved, mens Hans stemme giver genlyd i den bidende vind: Jeg er dig, jeg er dig, jeg er dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...