Skygger Kolliderer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
En historie om frygt, had og smerte lukket inde bag en smilende facade. Det ville virkelig betyde meget, hvis jeg kunne få lidt respons og konstruktiv kritik på denne her.

1Likes
5Kommentarer
220Visninger
AA

7. I mørket er der sikrest

Dagens første, spæde dagslys trænger gennem nattens mørke, farver himlen rosa og orange og sniger sig gennem vinduets florlette, hvide gardiner, mens de første fugle begynder deres morgensang.

Dagslyset forstyrre min drømmeløse søvn. Skærer sprækker i søvnens bløde, beskyttende mørke og danser, som lysende pletter, på indersiden af mine øjenlåg.

Jeg misser med øjnene og sætter mig op i sengen, langsomt og modvilligt. Det går først op for mig, at det ikke er weekend, da jeg åbner øjnene og kigger på uret. Klokken er næsten ni om morgenen - jeg kommer to timer for sent i skole.

Med muskler, der stadig er tunge af søvn, står jeg ud af sengen og trækker hurtigt i et par jeans og en hættetrøje. Jeg må lade håret sidde som det er: Vildt og pjusket, som halen på en hest. Lægger bare et hurtigt lag make-up, svinger skoletasken over skulderen og haster ud af døren. Udenfor vælter regnen selvfølgelig ned i tætte, iskolde stråler.

 

Da jeg endelig når frem til skolen, er jeg gennemblødt, mit hår klæber til mit ansigt, og jeg har make-up i hele hovedet. Jeg ligner mest af alt en druknet, meget deprimeret mus, konkluderer jeg, da jeg hastigt tjekker mit spejlbillede på toilettet, inden jeg går ind i klassen. Nu kan du i det mindste ikke blive grimmere, hvisker Han, med et lille, hånligt smil.

Samtlige elever vender sig og stirrer på mig, da jeg kommer ind i klassen. De fniser og puffer til hinanden, med hånlige øjne. Jeg går med små skridt, skuldrene oppe og hovedet bøjet, forsøger at gøre mig så lille, som muligt. Jeg slapper en anelse af, mærker et lettet smil flakke i den ene mundvig, da jeg løfter blikket og er, at vi har dansk, med Peter - en venlig, midaldrende mand, med et varmt smil, der aldrig siger noget til, at jeg altid opfører mig, som om jeg befinder mig i en anden verden, når vi har time.

Denne time er ingen undtagelse. Sørens ord er en usammenhængende summen i baggrunden, mens urets tikken synes øredøvende - et disharmonisk kor, i sammenspil med regnens hidsige trommen mod ruden.

 

Da klokken endelig markerer, at timen er forbi, rejser de andre sig - finder deres sædvanlige grupper, for at påbegynde dagens dosis af ligegyldigt sladder. Jeg bliver siddende på min plads og følger dråberne, i deres meningsløse kapløb ned ad ydersiden af ruden. Her venter deres død, og alligevel synes de så ivrige, efter at komme først.

"Skygge?". Jeg retter mig op med et ryk og kvæler et halvkvalt gisp, af bare forskrækkelse. Peter sidder på hug foran mit bord, med hovedet på skrå og bekymring i øjnene. Jeg trækker mig automatisk baglæns, kan næsten mærke forsvarsmærkerne hæve sig.

"Er du okay?". Af en eller anden grund hader jeg det spørgsmål. Måske fordi, det er farligt. Jeg kunne jo komme til at gøre noget dumt, som at åbne op og fortælle ham sandheden: At jeg ikke er okay, at jeg er så langt fra at være okay, som jeg kan komme. At jeg ikke engang kan huske, hvordan man er okay.

"Jeg har det fint," siger jeg mekanisk og afslutter med et bredt smil, der strammer i kæberne. Han kniber øjnene sammen, rynker panden, som om han ikke tror mig, men nikker så og rejser sig.

"Okay," siger han bare, med et halvt smil, inden han forlader klasseværelset. "Godt."

 

Selvom jeg går glip af de to første timer, synes skoledagen alligevel uendelig. Timerne snegler sig af sted, og Han sidder ved min side, under dem alle sammen og hvisker iskolde ord i mit øre, mens Koret griner hysterisk. Jeg kan næsten fysisk mærke, hvordan jeg kommer tættere og tættere på at knække.

Til sidst rejser jeg mig og styrter ud på det velkendte badeværelse. Den metalliske lugt af blod river mig allerede i næsen, selvom jeg ikke engang har fundet bladet frem.

Jeg kryber sammen i et hjørne, med ryggen mod den kolde flisevæg og benene trukket op under mig. Sidder bare og skælver over hele kroppen og rokker frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg vil gerne finde bladet frem, få smerten indeni til at stoppe og Ham til at holde kæft. Men noget indeni mig stritter imod. En del af mig ved jo godt, at jeg ikke burde. At jeg burde holde op med at kaste op og skærer og sulte og i stedet få noget hjælp. Jeg burde virkelig få noget hjælp. En del af mig, er ikke andet end et forvirret, skrækslagent barn, der er faret vild og har hjemve og føler sig helt alene. Den del af mig, vil gerne forsøge at få det bedre, forsøge at passe på mig og redde mig. Problemet er bare, at det jeg skal redes fra, er mig selv.

Den anden del af mig vil længere ud. Længere væk, alt for langt væk og alt for højt op, til nogensinde at blive fundet. Den del af mig klamrer sig til smerten og mørket og frygten, fordi det er det eneste jeg kender til. Det er trygt at have det af helvedes til, fordi jeg ikke kan huske, hvordan man er glad, og det skræmmer mig, endnu mere end alt det andet. I mørket er der sikrest, for i mørket kan man gemme sig. Lyset er nådesløst, blotter alle ar og fejl.

 

Til min overraskelse ringer klokken ud for sidste time, netop som jeg går tilbage til klassen. Med sløve, mekaniske bevægelser, begynder jeg at pakke mine ting sammen, ænser overhovedet ikke mine omgivelser eller, hvad jeg selv foretager mig. Min virkelighedsfølelse er forsvundet, sammen med det blod, der for nogle minutter siden dryppede ned i håndvasken.

Jeg farer sammen, som et forskrækket dyr, da nogen i det samme lægger en varm hånd på min skulder. Bag mig står Jonah - en køn dreng med nougatbrun hud, lysebrunt hår og varme, mørke øjne. Jeg trækker mig instinktivt væk fra hånden, løfter skuldrene og spænder i musklerne, som et rådyr parat til flugt.

"Jeg ville bare sige..". Han tøver, bider sig i læben, med et usikkert smil. "Pas på dig selv, ikke?" han smiler igen, lidt bredere denne gang. "Vær glad."

Jeg nikker langsomt, stum af overraskelse, og bliver stående og stirrer efter ham, som en anden idiot, da han forlader klasseværelset. Vær glad, ordene runger hult i mit smertende hoved. Vær glad.

Han træder helt tæt på, bøjer sig ned over mig bagfra, så jeg kan mærke Hans isnende ånde i nakken.

Det får du ikke lov til, hvisker Han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...