Skygger Kolliderer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
En historie om frygt, had og smerte lukket inde bag en smilende facade. Det ville virkelig betyde meget, hvis jeg kunne få lidt respons og konstruktiv kritik på denne her.

1Likes
5Kommentarer
219Visninger
AA

4. Giv os smerte, for os er det en ven

Dagen går langsomt. Uendeligt, uendeligt langsomt. Jeg kigger på uret flere gange, end jeg kan tælle og får absolut intet ud af undervisningen. Som sædvanligt. Nogle gange overvejer jeg, hvorfor jeg ikke bare pjækker hver dag.

I spisepausen er jeg efterhånden blevet så sulten, at min mave er begyndt at knurre højlydt. I et forsøg på at berolige den, spiser jeg et æble, ude på toilettet. Hvis jeg spiser foran andre, kan jeg se i deres hårde øjne, at de dømmer mig - tænker, at jeg er for fed til at spise. Og bagefter hvisker de sandsynligvis om mig, griner og fniser. Det ved jeg at de gør. Det fortæller Han mig, at de gør, og Han har altid ret. Det bliver Han nødt til at have. Han er den eneste, der aldrig har vendt mig ryggen, den eneste jeg kan stole på.

Jeg spiser æblet i små, forsigtige bider, nærmest som et egern. Det er et forsøg på hele tiden at bevare kontrollen, så jeg ikke lige pludseligt sluge æblet i én mundfuld, bare fordi jeg er sulten. Jeg demonstrerer min kontrol over kroppen og sulten, ved at spise langsomt og forsigtigt, selvom min mave knurrer af sult.

 

Det sner, da jeg endelig får lov at gå hjem fra skole. Ikke sådan som det altid sner på film, med små, bløde totter vat, der daler fredfyldt fra himlen og gør alting smukt og idyllisk. Nej - store, tunge snefnug, der fyger med den bidende kolde vind og trænger gennem huden, som nåle af is.

Da jeg endelig når hjem, er jeg gennemblødt til skindet og kold ind i hver eneste fiber af min kulderystende krop. Med tænderne klaprende i munden, smider jeg skoletasken og de våde sko i baggangen og sjapper så direkte ud på det lune badeværelse.

Han stirrer på mig, mens jeg tager tøjet af. Står i hjørnet og betragter mig, med hovedet let på skrå, som om Han morer sig kosteligt, væmmelse i øjnene og et hånligt smil på læberne. Jeg får gåsehud over hele kroppen, har lyst til at sende Ham ud, få Ham til at gå, bare i ti sekunder. Bare ti sekunders fred. Men ti sekunder er for meget for langt, og der er ingen steder jeg kan løbe hen, for Han er ikke virkelig. Det ved jeg jo godt, at Han ikke er, det er jo kun mig, der kan se Ham. Problemet er bare, at det ikke hjælper noget. Lige meget, hvor uvirkelig Han er for alle andre, er Han jo stadig virkelig for mig.

Jeg skælver ukontrollabelt, da jeg træder ind under det fossende, skoldhede vand. Jeg føler mig skrøbelig og udsat, som om jeg er ved at gå i stykker, og Hans blik brænder mod min nøgne hud. Jeg trykker armene ind mod brystet, mærker trangen til at skrige efter hjælp, som en voldsom trykken i brystkassen. Men hvem skulle hjælpe mig? Her er jo ingen. Ingen ud over Ham.

Det varme vand hjælper ikke. Lige meget, hvor højt jeg skruer op for varmen, bliver min hud ved med, at være dækket af gåsehud, og tænderne klaprer efterhånden i munden på mig. Han står helt tæt op ad mig og griner sin kolde, skingre latter.  Det er som om noget inden i mig går i stykker.

"Gå væk!" skriger jeg og slår ud efter ham. "Gå din vej, lad mig være i fred, dit ækle kryb!". Jeg slår og slår, men rammer ingenting og latteren holder aldrig op.

Til sidst hamrer jeg begge mine knyttede hænder ind i muren, så hårdt, at der går hul på mine knoer. Jeg skriger igen, af frustration og af smerte og frygt og afmagt, og hamrer hovedet ind i muren, så hårdt jeg kan. Jeg bliver ved, igen og igen, indtil sorte pletter danser for mine øjne og min mund er fyldt med den beske, metalliske smag af blod. Benene giver efter under mig, og jeg kryber sammen i fosterstilling, ind mod muren. Jeg græder ikke. Sidder bare og ryster, rokker frem og tilbage, frem og tilbage.

Med rystende hænder, finder jeg bladet i smykkeskrinet, trykker det mod min underarm og trækker til. Såret er dybt og væmmeligt og det hjælper. Ganske langsomt falder jeg til ro.

Alligevel slukker jeg for vandet og finder lighteren, i bunden af skuffen, mærker et sus, ligesom af adrenalin, da jeg tænder den. I et stykke tid sidder jeg bare der og stirrer på den lille flamme, med en fjern fascination, der nok ville skræmme mig, hvis jeg ikke følte mig så bedøvet, af det varme blod, der løber ned over min underarm.

Så løfter jeg mit ene håndled, lader flammen slikke den bløde, hvide hud og smelte alt det sorte og rådne væk, der gemmer sig indenunder. Smerten tager mig med væk - langt, langt væk, til en mørkt og fredfyldt sted, uden stemmer og ansigter, uden smerte og frygt. Bare sanseløs, mørk stilhed.

 

Da jeg har sat plaster på såret, vasket blodet væk og gemt både bladet og lighteren, sidder jeg lidt og kigger ned ad mig selv. Kigger på de utallige takkede ar og runde brændemærker, der dækker min mave, mine håndled, arme, lår, hofter og ben, og føler en ubehagelig væmmelse, ved det jeg ser. Inderst inde ved jeg godt, at jeg burde fortælle nogen om det hele. Jeg burde få noget hjælp. Men de ville ikke forstå det. De andre væmmes ved smerten, gør alt for at undgå den. Men de måtte hellere end gerne give al deres smerte til mig. For mig er smerten det eneste, der altid hjælper. Det eneste der altid er der, når jeg har brug for den og som aldrig ville drømme om at svigte mig. For mig er smerten en ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...