Skygger Kolliderer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
En historie om frygt, had og smerte lukket inde bag en smilende facade. Det ville virkelig betyde meget, hvis jeg kunne få lidt respons og konstruktiv kritik på denne her.

1Likes
5Kommentarer
223Visninger
AA

9. For tung til Himlen

Lys. Skarpt, hvidt lys, der river og flår i mørket. Jeg stritter i mod, klamrer mig desperat til bevidstløsheden, men virkeligheden sniger sig ind på mig, som et nådesløst rovdyr på jagt, og jeg er intet andet, end dens hjælpeløse bytte.

"Skygge?." Stemmen er så fjern, så uendeligt langt væk, som kalder den på mig gennem en lang tunnel. Jeg forsøger at trække mig væk fra den, vil ikke lade den komme nær mig og tage mit trygge, følelsesløse mørke fra mig. Vil bare sove. Bare dø i fred.

"Skygge?." Stemmen bliver højere, trækker mig tættere på virkeligheden, og al min modstand synes nyttesløs. Mørket sprænges, går i tusinde stykker, og lyset vælter ned og skærer i mine stakkels øjne. Alt er så lyst, så blændende hvidt.

"Er jeg død?" hvisker jeg, med en stemme jeg knapt kan genkende. Den virker langt væk, ligesom alt andet, og så hæs og skrøbelig, som kunne den gå i stykker hvert øjeblik. Da ingen svarer, bestemmer jeg mig for, at det er jeg nok, og glider taknemmeligt tilbage i mørkets bløde favntag.

 

"Skygge?". Denne gang er lyset der med det samme, blænder mig og brænder min hud. Jeg snapper halvkvalt efter vejret og åbner øjnene, kun for at se mere hvidt. Hvid intethed. Måske er jeg faktisk død, tænker jeg, mærker en snigende følelse af håb. Måske er jeg kommet i Himlen. Men det håber brister, da et ansigt glider ind fra venstre og spolerer alt det hvide. Ansigtet tilhører en midaldrende mand, med gråsprængt skæg og isblå øjne.

"Skygge, kan du høre mig?" spørger manden, med rynket pande. Det kan jeg desværre godt. Jeg kan næsten fysisk mærke, hvordan håbet flås i bittesmå stykker. Så var al min frygt og smerte nok alligevel for tung til Himlen.

"H-hvor er jeg?" hvisker jeg hæst og frygter inderligt for svaret.

"Du er på hospitalet," siger manden alvorligt. "Du forsøgte at tage dit eget liv i går." Mareridtet går i opfyldelse, verden lukker sig ligesom om mig, kvæler mig. Nej, tænker jeg panisk. Nej! Jeg er stadig i live, nej, nej, nej! Jeg kniber øjnene hårdt sammen, klamrer mig igen til mørket og mærker, hvordan virkeligheden endnu en gang glider væk.

 

 

Forårssolen flimrer bleggyldent i hospitalets vinduer, reflekteres og skaber bittesmå regnbuer. Jeg stirrer stift på vinduet, forsøger at ignorere alt det klinisk hvide og den unaturligt rene lugt af hospital. Man skulle efterhånden tro, at jeg havde vænnet mig til det.

Jeg sidder op i sengen og kører en lille plastikske rundt i skålen med yoghurt, som mor har købt til mig, fordi jeg ikke kan fordrage hospitalsmaden. Desværre er det som om alt det klinisk rene trænger ned i alt på det her sted, selv min yoghurt, og får det til at smage af opvaskemiddel og pap.

Jeg lægger mig tilbage i sengen, med et træt suk og stirrer fortsat ud af vinduet, på den fjerne verden udenfor. På bordet ved siden af sengen, står der buketter med blomster, æsker med chokolade og utallige kort, men det hele er urørt. Jeg er inderst inde bange for at røre ved det, vil ikke erkende virkeligheden. Kan stadig ikke helt acceptere, at jeg faktisk er i live. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvordan jeg egentlig har det med det. Én ting har jeg dog forstået: Glæde findes ikke i flydende form på flaske. Den kan ikke ryges, kan ikke skæres ind i huden og kan ikke købes, i form af små hvide piller. Hvad glæden egentlig er, ved jeg stadig ikke, og for at være ærlig ved jeg heller ikke, om jeg tør finde ud af det. Men måske en dag. Lige nu vil jeg bare gøre mit bedste, for at blive okay og huske, hvordan man trækker vejret, selvom jeg måske stadig mangler en lunge eller en del af mit hjerte, eller noget er forkert eller gået i stykker.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...