Skygger Kolliderer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
En historie om frygt, had og smerte lukket inde bag en smilende facade. Det ville virkelig betyde meget, hvis jeg kunne få lidt respons og konstruktiv kritik på denne her.

1Likes
5Kommentarer
224Visninger
AA

3. Fanget i en stemplet kasse

Jeg går med bøjet hoved, korte skridt og skuldrene trukket op om ørene. Sådan går jeg altid, i håbet om, at ingen lægger mærke til mig.

Mine Doctor Martens efterlader blæksorte aftryk på gangens ridsede, gråhvide linoleumsgulv. Det sorte drypper fra mine fodsåler og siver gennem støvlernes bund, ned på gulvet. Men ingen kan se det. Ingen bortset fra mig og mine syge øjne. De andre stirrer på mig, når de går forbi. Stirrer på den blege, sortklædte pige med det fraværende ansigt, med hårde, nådesløse øjne, der dømmer og dømmer, fanger mig i en kasse der er stemplet "FORKERT" med store røde bogstaver. Eller også gør de ikke, og så det er i virkeligheden bare noget Han fortæller mig, mens Koret hvisker bittersøde løgne i den syge del af mit hoved, der altid gør ondt. De hvisker om mig, griner bag min ryg og fortæller beskidte løgne - eller endnu værre: beskidte sandheder. Eller også gør de ikke, og så er det bare Koret jeg kan høre, og Ham der giver dem alle sammen hadefulde, sorte dæmonøjne. Måske.

 

Jeg træder ind i klasselokalet, finder en plads, så langt væk fra tavlen, som muligt. Læreren er allerede kommet, og undervisningen er gået i gang. Jeg tror vores lærer siger noget til mig, måske en kommentar til, at jeg kommer for sent, men hans stemme bliver bare til en svag, forstyrrende summen.

Jeg tror nok, at vi har geografi - noget med årstiderne, men jeg er ikke sikker. Alt virker så fjernt og uvirkeligt, ligesom tåget, som om jeg er her og så er jeg her alligevel ikke.

Han sidder ved siden af mig og griner - højt og skingert, med en skarp undertone af hån. Jeg kan lugte Hans harske ånde af død, da han læner sig helt op ad mig. Jeg er så tæt på, hvisker han. Så tæt på at knække dig, lille vingeløse fugl. Han griner igen - lavt denne gang, lige ind i mit øre. Du ved vel, at katten tager de fugle der ikke kan flyve, ikke sandt lille fugl?

Jeg skælver over hele kroppen, mærker frygten som isvand i maven. Med hjertet hamrende i brystet rejser jeg mig, så brat at stolen skramler hen over gulvet bag mig, og småløber ud af klasseværelset.

Ved siden af vores klasse, er der et lille toilet, med velkendt, hvidt flisegulv. Her synker jeg sammen, med ryggen mod væggen og benene trukket op under mig. Iskolde fingre famler under trøjen, finder den pung jeg har om halsen og bladet, der er gemt i den.

Blodet drypper ned på det hvide gulv - spolerer de rene fliser, ødelægger den hvide farves uskyld. Men det er ikke første gang dette gulv har smagt blod - endda langt fra, så helt uskyldigt er det nok ikke. Med bladet tegner jeg striber af smerte i min hud, men med smerten kommer tomheden, lettelsen. Alt det sorte: smerten, frygten, hadet flyder ud med blodet og efterlader mig tom og ren. Han er der stadig, ved siden af mig som altid, men Hans ord kan ikke røre mig. Jeg er langt, langt væk i en verden af sanseløst, stille mørke, og for et øjeblik har jeg fuldkommen fred. Et udmattet smil lægger sig på mine læber.

Sådan sidder jeg lidt, tillader mig selv at nyde tomheden, inden jeg vasker bladet og omhyggeligt sørger for, at gulvet er rent. Jeg må for alt i verden ikke efterlade mig spor. Da jeg er helt sikker på, at toilettet ser ud, som da jeg kom ind, går jeg langsomt tilbage til klassen.

 

Heldigvis vender kun nogle få sig, for at kigge på mig, da jeg forsigtigt genfinder min plads. Undervisningen handler åbenbart stadig om et eller andet med årstider.

"Hvad er så jeres yndlingsårstid?" spørger Henrik, vores geografilærer og vender sig mod klassen. Da ingen af os udviser tilstrækkelig entusiasme til at række hånden op, tager han os en af en. De fleste siger forår og sommer, på grund af den varmere luft og dagene, der er lysere og længere.

"Og hvad med dig, Skygge?" spørger Henrik og retter blikket mod mig. "Hvad er din yndlingsårstid?".

Af en eller anden tåbelig grund smiler jeg. "Vinter" svarer jeg så og smiler stadig. "Fordi det er koldt nok, til at gå med lange ærmer."

Et par stykker kigger undrende på mig, men ingen lader for alvor til, at lægge mærke til min begrundelse.

De er ligeglade, hvisker Han. Jeg nikker langsomt for mig selv og giver Ham ret. De er ligeglade. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...