Skygger Kolliderer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
En historie om frygt, had og smerte lukket inde bag en smilende facade. Det ville virkelig betyde meget, hvis jeg kunne få lidt respons og konstruktiv kritik på denne her.

1Likes
5Kommentarer
222Visninger
AA

6. Brændende hænder

Jeg sidder oppe det meste af natten og forsøger at læse. Jeg tør ikke lægge mig til at sove, før jeg er ved at besvime af udmattelse, er for bange for at være alene, med... med mig selv. Før i tiden læste jeg meget; bøger er en fantastisk flugtvej til andre, magiske verdner, uden smerte, uden frygt. Uden stemmer og hadefulde øjne. Men, siden jeg mødte Ham, er det blevet svært. Det er forbandet svært at læse, når siderne i bogen driver af blod og blæk, og bogstaverne former nye ord, som "skyld", "skam" og værre ting. Stemmerne gør det ikke lettere.

Det frustrerer mig: Alle de ting jeg ikke længere kan, på grund af Ham. Derfor bliver jeg ved med at prøve, som et stædigt barn, der nægter at acceptere, at påskeharen ikke findes og bliver ved med at lede efter chokoladeæg i haven.

Klokken bliver et om natten. Så to og til sidst tre, inden jeg er træt nok, til at turde forsøge at sove. Ruller mig sammen i en lille bold, helt ind mod væggen, med teddybjørnen Kurt trygget tæt ind mod mit bryst.

Jeg lukker øjnene, langsomt, prøvende, forsigtigt. Lukker øjnene og bider stakkels Kurt hårdt i øret, for at kvæle et skrig.

 

En lille pige. Et dybt, mørkt hul. En lille pige, på bunden af et dybt, mørkt hul. Pigen er tynd - som et skelet, med hvid, papirstynd hud og store, bange øjne, begravet i dybe huller. Den lille skeletpige skriger og skriger. Hun skriger om hjælp, men hun for langt nede i hullet, jeg kan ikke nå hende.

 

Jeg slår øjnene op, ligger på ryggen, stirrer op i det hvide loft, med de sorte sprækker og gisper efter vejret. Sprækkerne bliver større og større, og loftet går i stykker og falder ned i hovedet på mig. Men så gør det alligevel ikke, ligesom alt det andet, der kun foregår i mit syge hoved, og som alligevel ikke er virkeligt.

"Det er ikke virkeligt" hvisker jeg, med Hans latter rungende i hovedet. "Det er ikke virkeligt." Jeg ruller om på siden igen, fortsætter med at hviske, ind til det silkebløde mørke lukker sig om mig, og jeg taknemmeligt kan glide ind i søvnens bedøvende favntag.

 

Mørke. Der er mørke over alt. Jeg kan genkende mørket. Det er ikke bare den slags mørke, der kommer krybende med tusmørket, når solen er gået ned. Nej, det er en helt anden slags mørke - et mørke, der siver ind gennem sprækken mellem dine læber og ned gennem din hals. Helt ned i lungerne, hvor det forplanter sig videre ud i blodet og pumpes rundt i hele kroppen, forgifter og forrådner. Den slags mørke, der siver gennem dine pupiller, giver dig hovedpine, får dig til at glemme, hvem du er og danner mørke rander under dine udsultede øjne. Den slags mørke.

Først er her stille, men så kommer stemmerne. Hviskende, råbende, spottende og skrigene stemmer, der runger højt og hult i tomheden. Med stemmerne kommer lysende hvide øjne - hårde øjne, der dømmer og håner og stirrer på mig, uden at blinke.

Jeg mærker panikken, som is i mellemgulvet. Angsten lægger sin klamme hånd om min strube, forsøger at kvæle mig og banke mit hjerte, uden gennem mine skrøbelige ribben. Jeg begynder at løbe, vildt og snublende, som et flygtende dyr, ud i mørket og intetheden.

Jeg løber og løber, så hurtigt jeg kan, men mørket begynder at smuldre under mig. Intetheden forsvinder under mine fødder, og jeg falder, hurtigere og hurtigere. Jeg vil skrige, men det er som om lyden sidder fast i min hals, klistrer ligesom til tunge og gane. Jeg falder bare, lydløst og stille, og hurtigere og hurtigere.

Pludseligt dukker der hænder frem af mørket - hænder der famler efter mig, som for at gribe mig og bremse mit fald. Men de slanke, hvide hænder er omspændt af slikkende flammer, der syder og sprutter gnistre. Mine hænder er dækket af brandsår og vabler, og jeg ved, at hænderne brænder mig, hvis jeg griber dem, så jeg lukker bare øjnene og falder, hurtigere og hurtigere, ned, ned, ned.

 

Jeg sætter mig op i sengen, med et halvkvalt gisp. Hjertet hamrer i brystet på mig, og t-shirten klæber til min krop, der er dækket af koldsved. Jeg kryber sammen op ad vægen, knuger Kurt hårdt ind til brystet og forsøger, uden held, at få min hikstende vejrtrækning under kontrol.

Han sidder i et hjørne af værelset, smelter næsten sammen med mørket. Griner stille og klukkende, med et nærmest legesygt glimt, i de bundløse øjne, som et rovdyr, der leger tagfat med sit hjælpeløse bytte.

Jeg borer neglene ned i Kurts bløde pels og begynder ubevidst at rokke frem og tilbage, frem og tilbage.

"Når jeg engang blir' stor, ejer jeg alt på jord." Jeg synger med lav stemme en gammel børnesang, som mor plejede at synge for mig, for hvad der føles som en evighed siden. "Biler og cykler og ridehest, alt hvad jeg ejer er allerbedst. Jeg er flot når jeg går foran slottet i takt, med kongens garde på vagt."

Sangen hjælper lidt, men det er svært, nærmest umuligt at falde til ro, når Han sidder der i hjørnet og griner sin iskolde latter. Jeg har brug for hjælp, tænker jeg, men ser for mit indre blik, de slanke, hvide hænder omspændt af sydende flammer.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...