One Shots - One Direction

Det her er one shots med One Direction drengene eller en af dem. Jeg har lavet denne movellas fordi at hvis jeg har lyst til at lave et one shot kan jeg bare lige gøre det, og det er ret hyggeligt. Desuden kan jeg også øve mig på min skrivning:)

9Likes
5Kommentarer
542Visninger

1. Sad 💎 Liam

💎💎💎

Liam var på tour og jeg savnede ham virkelig meget. Han havde sit sidste show i dag og så ville han komme hjem, og jeg glædede mig mere end nogensinde. Jeg kunne endelig se ham efter 6 måneder.

Jeg havde nemlig haft min skole at passe, jeg havde været syg i noget tid, så derfor var jeg sakket bagud i skolen.

Jeg fik et chok da min mobil bippede for anden gang. Jeg rejste mig fra sofaen og gik over til reolen, hvor min mobil lå. Jeg havde fået 2 sms'er. En fra Liam og en fra min mor. Jeg tjekkede først beskeden fra Liam.

 Fra: Limsebasse♥
 Hey baby. Jeg ville bare sige, at jeg savner dig helt vildt meget og jeg kan ikke vente med at se dig!

 Et stort smil var placeret på mine læber, og sommerfuglene fløj rundt i min mave. Jeg svarede Liam tilbage med et stort smil på læberne.

 Til: Limsebasse♥

 Heey Limse. Jeg savner altså også dig så meget! Det er helt utroligt vi skal se hinanden. Kan ikke vente med at fejre vores 3 års dag:)  x

 Glad tjekkede jeg beskeden fra min mor, som blot havde spurgt om jeg ikke kom forbi senere i dag. Jeg havde blot svaret at jeg allerede kunne komme nu, og derfor gik jeg ud i gangen for, at tage mit overtøj på.

 Jeg åbnede døren til min og Liam's lejlighed, gik ud af den, lukkede den og låste den. Derefter spurtede jeg ned af trapperne, og løb hen i mod min bil.Jeg satte mig ind i bilen, tændte den og bakkede.

 Det tog noget tid at tage hen til min mor, men det var det hele værd for jeg havde ikke set hende i noget tid nu.

 Pludselig tikkede en sms ind på min mobil. Jeg begyndte at tage min ene hånd ned i lommen og begyndte at lede efter den. Da jeg så fandt den låste jeg min mobil op, og så at Liam havde svaret.

 Fra: Limsebasse♥

 Jeg kan heller ikke vente!:) Det bliver så fantastisk at være sammen med dig!:D x

 Et stort smil var placeret på mine læber og jeg begyndte at svare, men inden jeg nåede at sende den lød et dyt og en stor smerte skød igennem min krop......

 Liam's synsvinkel.

 Utålmodigt ventede jeg på, at Nellie svarede på min sms. Det var efter hånden noget tid siden jeg havde sendt den. Jeg tjekkede min mobil igen, og stadig intet svar.

 Uroligt skrev jeg til hende.

 Til: My princess♥

 Babe? Er du der?? Er du okay? Svar mig! Du gør mig så bekymret!

 Til: My princess♥

 Hvis det her er en slags joke er det altså ikke sjovt!

 Til: My princess♥

 Svar mig nu Nellie. Please du gør mig så syg af bekymring!
 Til: My princess♥

 Hvis du ikke snart svarere kommer jeg hjem og tjekker om du er okay!

 Jeg skulle til at sende endnu en besked, da Paul afbrød mig. "Liam du skal på nu!" irriteret kiggede jeg på Paul. "Nej jeg skal ej! Nellie svarer mig ikke! Paul jeg tror der er sket noget! Hun plejer altid at svare!" sagde jeg grædefærdigt. For ærligtalt jeg var syg af bekymring og det plejede, aldrig at tage så langt tid for hende at svare.
 "Nu giver du mig den mobil og så optræder du. Vi kan ringe til hende når du er færdig med showet" sagde han strengt. "Men-" "ikke noget men! Giv mig den så!" med et suk gav jeg ham mobilen og gik bekymret ind på scenen.

 ***

 Da koncerten var slut stormede jeg ud, af scenen og løb rundt for at finde Paul. Jeg kunne høre Paul's stemme og skulle til, at råbe op om, at han skulle give mig min mobil, men den sætning han var i gang med, at sige stoppede mig.

 "Hvad skal vi sige til ham? Han bliver helt knust" sukkede han opgivende og det tog mig ikke langtid at forstå, at det var mig de snakkede om. "Han skal jo få det af vide på et eller andet tidspunkt. Han opdager det jo når han kommer hjem. Det kan ikke undgås Paul" hviskede en stemme jeg ikke helt kunne genkende. "Hvad opdager jeg?" spurgte jeg og trådte ind i lokalet.

 Paul så overrasket på mig og begyndte, at stamme. "Øh d-det" "Liam...." min opmærksomhed lå på Lou som lige havde snakket til mig. "Nellie har været ude for en bilulykke og lægerne tror ikke hun klarer den" sagde hun trist og fik tårer i øjnene.

 Nej. Det kunne ikke være rigtigt! "Je-jeg må tage tilbage nu. Det må jeg!" skreg jeg. De andre drengene kom ind i lokalet. "Hvad sker der" spurgte Zayn. Jeg rystede på hovedet og tårerene kom en efter en.

Jeg styrtede ud af lokalet. Jeg skulle bare tilbage. Jeg skulle hjem til Nellie og der var intet der kunne stoppe mig.

 ***

 Jeg styrtede ind af hospitalsdøren og Nellie's mor stod og ventede på mig. "Åh Liam!" udbrød hun og faldt grædende sammen i mine arme. Mine kinder efterhånden helt våde af alle mine tårer og det hjalp ikke så meget, at jeg blev ved, med at græde. Jeg begyndte at trøste Nellie's mor Mary, det virkede en smule underligt, men hun havde brug for mig.

 Hende og Nellie mistede også deres far i en bilulykke. "Hun skal nok klare den. Hun er en stærk pige" græd jeg. Jeg trak mig ud af krammet og tørrede nogen tårer væk. "K-kan jeg se hende?" spurgte jeg. Mary nikkede og viste mig hen til hendes rum.

 Jeg åbnede stille døren, og lukkede den efter mig. Der var massere af slanger og maskiner, desuden havde hun massere af skræmmer i ansigtet. "Nellie" hviskede jeg og satte mig ned ved siden af hende, tog hendes hånd og aede den blidt. Jeg tog en dyb indånding for at køle mig selv ned. "Hvorfor dig?" hviskede jeg igen.

 "Du er sådan et godt menneske. Du fortjener ikke det her" snøftede jeg. Et bank på døren afbrød mig, og jeg kiggede op og så Mary stikke hovedet ind. "Jeg har noget du måske gerne vil læse" sagde hun og trådte ind i rummet. I hendes ene hånd havde hun Nellie's mobil. "Hun skulle til at sende den her til dig da ulykken skete" smilte hun svagt og rakte mig den.

 Til: Limsebasse♥

 I lige måde! Det bliver så dejligt at kunne kramme og kysse dig igen, føle dine arme om mig, så jeg kan mærke trygheden og ikke mindst at du altid vil være der for mig. Jeg elsker dig Liam! Hav en god koncert baby!:) xoxo.

 Tårerene trillede ned af mine kinder. Var det min skyld hun var døende? "D-det min skyld" stammede jeg og tørrede nogen flere tårer væk. "Nej det er det ikke Liam. Billisten der kørte ind i hende var fuld og kørte over for rødt" trøstede Nellie.

 Pludselig begyndte bippelydende at køre langsommere og langsommere. I en fart stormede lægerne ind og begyndte at pille ved hende. "Hvad sker der!?" skreg jeg af frustration og kiggede på min elskede som lå i den hæslige hospital seng. "Vi er ved at miste hende" mumlede en af lægerne, mens en anden førte os ud.

 Jeg brød fuldkommen sammen. Jeg lå sammenkrøllet midt på gulvet og det føltes som evigheder inden der skete noget. "LIAM!" råbte nogen alt for genkendelige stemmer. Jeg rystede på hovedet og krøllede mig mere sammen. "Liam for fanden" mumlede Harry og tog fat i mig. "D-de er ved at miste hende" hikstede jeg. "Jeg er ved at miste hende" hviskede jeg.

 Jeg faldt sammen i Harry's arme. Han lagde armene om mig og trøstede mig. "Liam hun er stærk. Hun kæmper alt hvad hun kan. Okay?" beroligede han. Jeg snøftede kort og nikkede. "Hun klarer den" hviskede jeg.

 "Tak drenge" hviskede jeg og krammede dem alle. Pludselig kom alle lægerne ud og kiggede sørgmodigt på mig. Nej. "Mr. Payne. Jeg er ked af det men...vi har mistet hende. Vi gjorde alt vi kunne, men til sidst måtte vi gi' op og lade skæbnen gå sin vej. Det jeg ked af sir" sagde lægen med et sørgmodigt blik. Vreden kogte i mig. Hvordan kunne de bare give op!? "I har ikke gjort alt hvad i kunne! Hvis i havde gjort det ville hun leve!" råbte jeg og stampede i jorden. Lægen kiggede forskrækket på mig, men gik så sin vej.

 "Jeg må se hende" hviskede jeg og stormede ind af døren. Og der lå hun. Helt ligbleg i ansigtet og med lukkede øjne. Jeg kunne holde det ud. Jeg løb ud af døren med tårerene strømmende ned af kinderne. Jeg løb alt hvad jeg kunne indtil jeg kom til stedet. Stedet hvor mig og Nellie mødtes for første gang.

 Jeg satte mig på bænken og lod alle tankerne komme til mig. Hun var ikke væk. Det måtte hun ikke være.

 Harry's sysnvinkel.

 Jeg var løbet efter Liam, som bare var stormet ud af hospitalet. Jeg stoppede op for, at få pusten og lidt længere henne kunne jeg faktisk se Liam. Han sad på en bænk og kiggede ned på sine hænder.

 Med forsigtige skridt gik jeg hen til ham og satte mig ned ved siden af hende. "Er du okay mate?" spurgte jeg. Liam svarede ikke rigtig. Han kiggede bare på sine hænder. "Liam?" spurgte jeg igen. "Hun er ha' stadig" hviskede han og kiggede op på mig med rødsprængte øjne. "Hun er ikke væk. Hun er lige ved siden af mig. Hun- hun siger hun elsker mig" hviskede han.

 "Liam hun er dø-" "Nej! Hun er ikke død. Ikke død" græd han og faldt sammen.

💎💎💎

Det skal lige siges at dette var et fælles imagine jeg havde lavet så hvis der står (D/N) eller (D/M/N) nogen steder skal i bare skrive det! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...