LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8824Visninger
AA

11. Kapitel 9 - Grå-blå øjne

Jeg finder mig selv siddende med 'Den røde måne' i hånden endnu engang. Jeg kører langsomt en hånd gennem mit unaturligt røde hår, og skal lige til at slå op på side 2 da jeg hører et vredes brøl nede fra stuen. Det er mor. Hvem eller skulle det være? Andersen tog hjem i går aftes, da hans datter, der nu havde fået fri, kom og hentede ham. 
Det er sjældent mor laver dem. Brølene altså. Hun gør det udelukkende kun når hun bliver ekstra frustreret. Jeg ser ned på bogen i min hånd, og smækker den i øjeblikkeligt, da det går op for mig, hvad der nok er, mor brøler af. 

Jeg ser mig hurtigt omkring, og er sikker på at mine grønne øjne lyser af frygt. Jeg slår gentagende gange baghovedet ind i væggen bag mig, og rejser mig med ét op. Hvad skal jeg dog gøre ved bogen i min hånd? Jeg begynder at fægte vildt med hænderne, i et forsøg på at mindske min frygt en smule, men forgæves. Sveden pibler ud under mine armhuler. Jeg ved hvor sur mor kan blive. Hun bliver det sjældent, men bliver hun det, så er det bestemt ikke noget man ønsker at opleve. Og de få gange hun er blevet det, har det altid haft noget at gøre med at jeg har spurgt ind til min fortid. Og nu står jeg her med bogen om hele min fortid og muligvis fremtid i hånden. Jeg forstiller mig, det hårde ryk i dør håndtaget, når mor åbner døren til mit værelse. Men så går det op for mig, at jeg nu har stået og tænkt lidt for længe. Jeg hører mors trampene skridt på trappen, og er klar over, at hun i hvert fald ikke er fraværende lige nu. 

Jeg kaster et blik rundt i værelset. Forsøger at finde et sted at gemme bogen, og så ser jeg den sorte skuldertaske på gulvet. Den jeg altid bruger når jeg skal på lejrture med skolen, eller overnatte hos Mathilde. Hurtigt smider jeg den derned, da håndtaget til min dør bliver trykket ned med et brag. Præcis som jeg havde forestillet mig. 
  "Hvad så mor?" Forsøger jeg uskyldigt. Jeg kan se vreden i hendes blik.
  "Luna!" Halvråber hun. Hendes blik ligger på den sorte skuldetaske. 
  "Ja," smiler jeg. Jeg ber til, at hun ikke hører at min stemme skælver. 
  "Du skulle tilfældigvis ikke have set min bog," hun skærer tænder. 
  "Nej, det har jeg desværre ikke" jeg forsøger at svarer kort, så jeg ikke siger noget forkert, "skal du da ellers bruge den til noget?" 
Hun kigger irriteret på mig. Og da bliver jeg klar over, hvilket åndssvagt spørsmål det var; selvfølgelig skal hun bruge den. Det gør hun jo hver dag. Jeg forsøger at rede den ved at sige: 
  "Hvor havde du den sidst?" 
Hun sukker opgivende og siger at hun havde lagt den under sin seng inden hun skulle ud og hente Andersen.
Jeg trækker uskyldigt på skuldrene og siger: 
  "Desværre mor," 
Jeg hører hende mumle noget der minder om et 'nå'. Så vender hun rundt og går ud af værelset. Jeg ånde lettet op og falder langsomt ned langs den hvide dør. Jeg lukker øjnene i et kort øjeblik og fortæller bebrejdende mig selv, at jeg altså burde have tænkt dette scenarie igennem, før jeg tog bogen. 
Men der er ikke lang tid jeg får lov til at puste ud, for nu tikker en besked ind fra Mathilde. 

Hey sweetie <3
Kan jeg komme over?
Din Mathilde. 

Jeg tager mig til hovedet og sukker. Ikke fordi jeg ikke vil have Mathilde på besøg. For det vil jeg da hellere end gerne. Men nu skal jeg også til at overveje, hvad jeg skal sige til hende. Jeg lovede jo at forklarer, hvorfor jeg tog hjem fra skole i går. 
"Hej Mathilde, jeg tog hjem fra skole i går fordi jeg åbenbart er en Rossa, og jeg skulle lige stjæle min mors bog, så jeg kunne få noget viden om min fortid," Nej vel? Den duer ikke. 

Jeg lister langsomt ned af trappen for at spørge mor om det er okay, at Mathilde kommer over. Og selvfølgelig er det det. Der er næsten ikke mere vrede tilbage at sporer i mors blik, kun en lille rest sidder i øjenkrogen. Hun går dog rastløst frem og tilbage i vores lille køkken, som om hun ingen ide har om hvad pokker hun kan foretage sig, nu hvor hun ikke har bogen.

Hey skattiie <3 
Selvfølgelig kan du det, hvornår kommer du?
Din Luna. 

Mens jeg går op af trappen der knirker beklagende, igen, spekulere jeg over, hvad jeg kan fortælle Mathilde. Jeg hader at lyve overfor Mathilde, men jeg har ikke rigtigt noget valg, hvem pokker vil tro på det med en Rossa? Ikke engang hvis hun så bogen, ville hun tro det, det nægter jeg at tro. 
Jeg kan sige, at jeg skulle til lægen eller måske tandlægen. Men det kunne jeg ligesågodt have sagt højt til Jensen så. Måske kan jeg sige, at jeg bare havde brug for en pjække-dag. Men så kunne jeg ligesågodt være blevet hjemme fra starten. Sådan spekulere jeg længe inden jeg endelig tager beslutingen om at sige, at sige, at mor havde fortalt at jeg skulle komme hjem fem minutter over tolv, fordi vi skulle ud og hente min onkel, Filip Andersen, der var punkteret på cykel. 
Det er ikke helt løgn. Andersen havde jo været her. 

Jeg sætter mig på sengen, og venter. Venter på at hører de sædvanlige otte bank på døren, når Mathilde kommer. Og det varer ikke længe før jeg hører dem. Jeg løber ned ad trappen, for at åbne, og beslutter mig i farten for, kun at fortælle om i går hvis hun selv spørger ind til det. 
Hendes lyse hår flagre lystigt i vinden, og hendes lyserøde læber lyser op i et stort smil, da jeg åbner døren. Men selvom Mathilde langt fra ligner, så minder det mig om den nat med den kutteklædte. Jeg husker tydeligt de grå-blå øjne i vinduet. 
  "Luna, er du okay?" Hører jeg Mathilde spørge, og det går op for mig, at jeg har stået og stirret lidt for længe på hende. 
Jeg smiler og ryster på hovedet. 
  "Nej nej, jeg har det fint, kom bare ind," 
Hurtigt for Mathilde smidt overtøjet, og snart sidder vi på gulvet oppe på mit værelse. 

  "Forresten, så startede der en ny fyr i parallelklassen, næsten lige efter du var gået," siger hun. 
Jeg blinker et par gange med øjnene, og kommer i tanke om, at det jo var den dag Noah havde fortalt han skulle starte. 
  "Han spurgte efter dig," forsætter Mathilde, og mit hjerte springer et slag over, "kender i hinanden?" 
  "Hvordan så han ud?" Spørger jeg nysgerrigt, med en snært at skælven i stemmen. Bare det ikke er ham der er Bror Cielo. 
  "Rødt hår, faktisk samme farve som dit, muskuløs, dejlige brune øjne, " forklarer hun, "pisse lækker," afslutter hun så. 
Men da jeg ikke svarer lige med det samme siger hun:
  "Men selvfølgelig har Ida allerede kastet sig over ham. Jeg kunne se skuffelsen i Olivers øjne. Faktisk har jeg lidt ondt af ham," 
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Det var Noah. 
  "Altså, jeg mødte ham her for et par dage siden," siger jeg, og jeg kan se Mathildes øjne udspile sig af nysgerrighed, jeg griner lidt for mig selv, "den dag du skulle til maskebal, hvis du husker. Jeg gik gennem skoven istedet for at følge vejen, og så stødte jeg tilfældigvis ind i ham," 
  "Seriøst? Hvad snakkede i om?" Mathilde hopper op og ned af spænding. 
  "Han fortalte bare han skulle starte på Landevejsskolen i b klassen, ikke rigtigt mere," jeg undlader at fortælle det med brevene og Bror Cielo. I princippet kunne jeg jo godt sige det, men jeg har det bedst med at have det for mig selv, da jeg føler mig en smule skør, når der pludselig dumper breve ned fra himlen til mig. 
  "Ej, jeg ville ønske det var mig," smiler hun. Synes hun virkelig han var så lækker? 
  "Hvordan gik det egentlig til maskeballet? Det har jeg slet ikke hørt," jeg skifter emne. Jeg har ikke brug for, eller lyst for den sags skyld, til at snakke mere om Noah. 
  "Fint," siger hun.
  "Hvordan fint?" 
  "Jeg havde bare en fin fest, Sofie var der ikke, så ikke noget der. Jeg kom ikke på tværs med Ida, men jeg savnede dig nu lidt," hun kigger lidt ned i jorden men griner så. 
  "Nurh mussi, jeg savnede også dig," siger jeg. Og så griner vi sammen. 

Det varer lidt, hvor vi bare sidder og griner, fyrer en joke af, eller fortæller lidt om nogen sjove eller kiksede personer vi kender. Men så er det hun spørger: 
  "Du lovede egentlig at fortælle hvorfor du tog hjem så tideligt i går," 
Mit hjerte banker nu lidt hurtigere, og jeg tager en dyb indånding. Jeg hader at lyve overfor hende. 
Men så begynder jeg at fortæller min lille røverhistorie, men jeg lyver jo egentlig ikke - Andersen var her jo, jeg var bare ikke med ude og hente ham. Istedet stjal jeg min mors bog, men det er der ikke andre end Filip Andersen der behøver at vide. 
Og selvom der er forfærdeligt mange gennemsigtige huller i min historie, fortsætter jeg til det yderste. Og snart tror jeg ikke længere der er flere plotvinduer der kan smadres. Der kommer måske lidt plottwists her og der, men jeg tror ikke det er noget, Mathilde bider mærke i. Hun nikker blot forstående, og kommer med de rigtige indvendinger på de rigtige tidspunkter. Faktisk virker det lidt som om, hun ikke hører rigtigt efter. Men jeg er ligeglad, bare hun ikke fatter mistanke om, at det jeg siger er forholdsvis løgn. 

Da jeg endelig har fortalt min rodede historie til ende, sukker jeg og siger:
  "Det kunne jeg jo ikke lige sige til Jensen, uden at han ville blive splitteravnende gal i bolten på mig, vel?" 
Hun griner højt og smiler.
  "Nej selvfølgelig ikke," 
Det varer lidt for hun siger:
  "Men du kommer vel i skole imorgen, hvis ikke endnu en onkel punkterer på cykel ikke?" 
Jeg nikker og griner. 
  "Selvfølgelig," 

Det banker på døren til mit værelse, og mors lyse bølgede hår kommer til syne. Jeg kan se hun gør sig umage for at smile sit mindst fraværende smil til Mathilde, selvom jeg tydeligt kan se det tomme hul bag det. 
  "Vi skal spise, Luna," siger hun så, og retter blikket mod mig. 
  "Jeg skal også til at hjem," smiler Mathilde og rejser sig hurtigt op. 

Jeg følger med ned i gangen og giver Mathilde et langt knus og et farvelkys på kinden inden hun forlader huset. Jeg ser hende gå op ad bakken mod hendes hus. Jeg smiler lidt for mig selv, og går så ind for at spise. 
Jeg trækker stolen ud og sætter mig, da jeg ser er par blå-grå øjne i mørket udenfor, i køkkenvinduet bag mor. Jeg gisper svagt, og kan mærke mit hjerte slå så hård mod mit bryst, og jeg føler det snart falder ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...