LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8831Visninger
AA

10. Kapitel 8 - Filip Andersen

Kap. 1 - Den røde månes uendelige søskende

Tro det eller lad være, men der er altså noget der hedder Rossaer. Rossa betyder 'rød' på italiensk, og så er 'er' kommet på, fordi Rossaerne er i flertal. Rossaerne er børnene født under den røde måne. Jeg - Ingvar Hulm Jensen - er en Rossa. Jeg er født under den røde måne, d. 19 august 1964 præcis kl. 16.00. 
Men lad mig nu forklarer hvad den røde måne er for noget. 

Månen viser sig over søen i Nordøsterskoven hvert 18 år, præcis den 19 august. Hver gang bliver der født utallige små børn. Nogle ønskede andre ikke. 
Nogle forældre ønsker at plage deres børns skæbne, resten af deres liv, ved med vilje at føde dem under månen. Fordi de derfor føler sig specielle. De fleste prøver dog at undgå det. Det er heller ikke altid, at moren er gift med en Rossa, der kan ske fejl.

Selvom der sjældent bliver født to børn på samme tid, bliver der alligevel født hundredevis af børn på dagen. Hvordan det så kan lade sig gøre, er der aldrig nogen der har vidst - end ikke jeg. 

Man kalder som sagt børnene Rossaer, men der er også et andet 'ord' for dem: "Den røde månes uendelige søskende". Navnet skyldes at der bliver ved med at fødes børn hvert 18 år, og det vil først stoppe, den dag børnene ikke klarer opgaverne, og månen eksplodere - det vil der kommer mere om, i de næste kapitler. Desuden betegnes børnene også som søskende, på trods af at de ikke har samme mor. 

Børnene har forskelligt udseende, og det kan derfor være svært at finde en Rossa blandt en masse almindelige børn. De fleste Rossaer fødes dog med en unaturlig rød hårfarve, og et ar. Møder du en Rossa uden den røde hårfarve, er arret det eneste du kan genkende dem på. Jeg selv har sådan et ar. 
Mit sidder på maven. Det er dog meget forskelligt hvor man kan finde arret på en Rossa. Men det er altid den samme form. Altid den samme trekant, med den bølgede steg igennem. 
Har to Rossaer arret samme sted, er Rossaerne født lige efter hinanden, eller - selvom det sker sjældent - på samme tidspunkt. 

Jeg smækker bogen i med et smæld, da jeg hører hovedøren gå op med et brag. Det eneste ord der stryger gennem min hjerne er: Fuck. 
Det må være mor og Filip Andersen. Mit hjerte dunker, da jeg i hurtige bevægelser for rejst mig, samlet papirende med 'Den røde månes 100 regler' op, og så styrter jeg ellers - så lydløst som jeg nu kan - op ad trappen og ind på mit værelse. 
  "Hallo?" Hører jeg mors stemme nede fra stuen. 
Jeg prøver at trække vejret langsomt, da jeg lister hen mod min seng. Jeg smider bogen og papirende ind under sengen som gynger fra side til side, som skvulpende bølger, da jeg smider mig i den. 
 
Fuck...fuck...fuuck.... Bander jeg indvendigt. Hvad skal jeg gøre nu? Mor vil uden tvivl opdage mig på et eller andet tidspunkt, og så vil det være nemt for hende at gennemskue, at det er mig, der har stjålet "Den røde måne". Jeg slår gentagende gange nakken ned i sengens bløde underlag. Bider mig lidt i læben og ryster frustreret på hovedet af mig selv. Hvilken dum ide var det ikke også lige, at stjæle mors bog? 
Jeg lukker øjnene i kort, og lader tankerne overtage min verden. 

Jeg hører mor grine sit skingre højlydte grin, som hun ellers så sjældent griner. Andersen stemmer i, med sit yderst hæse. Trappen knirker let, og hentyder til, at de er på vej herop. Jeg åbner øjeblikkeligt øjnene igen. Hvad pokker skal de heroppe? 
  "Jeg synes du skal se Lunas nye værelse, efter hun har fået flyttet om, det har du ikke set, har du?" Hører jeg mor spørge, og det går op for mig, hvor langt tid siden det er Andersen egentlig har været her. Det er hundrede år siden jeg flyttede rundt på mit hvide værelse. 
Jeg kaster et blik på det store brune træ-skab ved siden af min seng. Støvet har lagt sig, som et tykt tæppe henover toppen af det. Det er i hvert fald lang tid siden, det blev rykket. 
Jeg hører stemmerne komme nærmere, og da opdager jeg det for sent. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg ikke flygter ud af vinduet, men med ét går døren op. 
  "Luna?"
Jeg skynder mig at lægge mig ned, og lade som om jeg sover. Hvad pokker skulle jeg svarer? Et eller andet måtte jeg finde på. Seriøst.. Luna, tænk! 
  "Ja, Luna, vi ved godt du ikke sover, vi så dig lægge dig ned, da vi kom ind på værelset," ler Filip. 
  "Hvad laver du hjemme på denne tid af dagen - du burde være i skole!" 
Jeg åbner flovt øjnene. Selvfølgelig så de mig.. Og hvad skulle jeg svarer? 
  
  "Jeg.." 
  "Sig nu sandheden.. Du kommer længst med ærligheden, ellers ænder det blot med at løgnen skifter side, og retter sig mod dig istedet," afbryder Andersen, hvilket giver mig lidt længere tid, til at tænke over den løgn, jeg nu skulle fyre af. Så skidt med ærligheden, så længe løgnen blot forbliver løgn, og ingen gennemskuer den. 

  "Jeg," begynder jeg, "Jeg, fik det dårligt og tog hjem fra skole," en falsk hosten bryder gennem mine læber. Jeg kigger uskyldigt op på dem. 
Filip står med et lettere skeptisk blik, og skal til at åbne munden, men han bliver afbrudt af mor.
  "Årh.. Det er jeg ked af at hører. Har du det bedre nu, eller er det stadig det samme?" 
Medlidenheden strømmer ud gennem hendes øjne, og hun bevæger sig tættere på mig. 
  "Jeg har det bedre nu, tak," 

Det er ligesom om, at så snart der er sket et eller andet med mig, opfører hun sig mindre fraværende. På trods af det, er det tydeligt at se, at der et sted inde bag medlidenheden, gemmer sig et stort tomt hul.
Filip åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen, da mor vender sig mod ham. 
  "Vil du ikke med ned og have lidt kaffe?" Spørg hun, og så forsvinder de ellers ud af døren, og lader mig alene. 
Min mor er sgu en underlig én.

Jeg overvejer at lægge mig til at læse igen, men i frygt for, at mor eller Andersen pludselig brager ind på mit værelse, afholder mig fra det. Jeg sukker og lukker mine grønne øjne i. Underlige billeder former sig i min hjerne. De slanger sig ind og ud mellem mine hjerneceller. 
Billederne er af en rød måne. Månen er hævet højt oppe over en sø, og hvis jeg kigger godt efter, ligner den faktisk den sø i skoven her. Den skov jeg mødte Noah i. Faktisk ved jeg ikke hvad den skov hedder, og jeg beslutter at spørge mor, på et tidspunkt hvor Filip ikke er her. 

Jeg ligger længe og tænker over alt det, der er sket på det sidste. Tænker på det der stod i "Den røde måne". Og det går op for mig, hvor langsom i opfattelsen jeg er. Seriøst.. Jeg burde have opdaget det noget før. Alligevel giver det et sæt i mig, da det går op for mig, hvad jeg er. En Rossa. Én af månens uendelige søskende, og så er jeg en af dem, der er let at genkende: 
Jeg har både den unaturligt røde hårfarve, og det ar, som alle Rossaer har. Måske skal jeg stoppe med at læse mere..? Måske finder jeg ud af noget, jeg ikke skulle have vidst. 

Men så alligevel, nysgerrigheden nager i kroppen, og det kribler i mine fingre for at bladre 'Den røde månes' gamle sider igennem. Jeg vil gerne vide, hvem jeg er. Jeg vil have svar på alle mine spørgsmål, og hvis jeg er en Rossa - så må jeg da for pokker også have ret til at vide det! 

Trappens larmende knirken afbryder mine tanker. Jeg skynder mig at hoste svagt, og lukke øjnene i. Jeg er jo 'syg'. 
  "Luna, jeg ved godt du ikke sover," hører jeg Andersen le, og jeg åbner mine græsgrønne øjne. Pokkers. 
  "Luna," siger han igen. 
Der er stille lidt, hvor efter han vender sig med front mod døren, og lukker den i. Så bevæger han sig forsigtigt over mod mig. Han sætter sig stille ned, og sengen gynger en smule under hans vægt. Ikke fordi han er fed. Nej, mere fordi at sådan er min seng bare. 

  "Luna," gentager Filip for tredje gang. 
Jeg himler med øjnene. Kom nu bare til sagen.
  "Det kan godt være, at din mor ikke kan se det, men jeg er sikker på, du ikke er syg," 
Det giver et gib i mig, da han siger det. Jamen, hvad skulle jeg gøre nu? 
  "Der må være en anden grund til at du tog hjem, har du det ikke godt i skolen?" 
Det føltes næsten som om, min hjerne er på vej ud i en eksplosion. Mine små grå hjerneceller arbejder på højtryk. 
  "Jo! Jeg har det altså dårligt," halvråber jeg frustreret. 
  "Luna, det kan jeg se på dig du ikke har," 
  "Jamen.." 
  "Har du det ikke godt nede i skolen?" 
Hvorfor skal han nu ligepludselig blande sig i mit liv? Kan han da ikke være ligeglad? Han er for pokker min onkel, der kun kommer her én gang hvert andet år. Jeg sukker. 
  "Okay okay, jeg har det ikke dårligt," 
Jeg ved ikke hvorfor jeg siger det til ham. Det ryger bare ud af min mund. 
Han kigger afventende på mig, som om han regner med at jeg nu vil fortælle hvorfor jeg så tog hjem, men jeg nægter at åbne min mund. 
Han hæver øjenbrynene, og siger så: 
  "Bare rolig, din mor for intet at vide," 
Jeg sukker og smiler så til ham. Lægger mig så ned på hovedpuden og begynder at tænke. Men det er lidt som om, at min hjerne ikke rigtigt vil fungere, og jeg kommer ikke længere end til, at jeg burde finde på noget rigtigt klogt at sige. Andersen ler.
  "Hver nu ærlig Luna, du behøver ikke lyve," 
Kan jeg virkelig stole på, at han ikke siger noget til mor? Jeg spørg ham, og han nikker. Stadig skeptisk går jeg igang med at forklarer, da jeg ikke ser andre udveje. Han vil kunne se jeg lyver. Jeg fortæller hvordan jeg tog bogen, og hvorfor. Det ender med jeg sidder med tårerfyldte øjne og grådkvalt stemme, og fortæller ham, hvor forfærdeligt ondt det gør på mig, at ingen vil fortælle mig noget. Faktisk overrasker det mig, at jeg bliver så nedtrykt, som jeg gør. 
  "Wow, sikke en tudemarie jeg er," griner jeg gennem gråden. 
  "Det er okay at græde - du har gået med alt dette inden i dig, og har ikke haft nogen at fortælle det til," smiler han. 
Han ager mig blidt over kinden, og tørrer en tårer væk fra min øjenkrog. Tænk, jeg vidste ikke engang at Andersen var så god at snakke med. 
  "Jeg kan godt forstå hvis du har lyst til at læse i 'Den røde måne', men,"  jeg forventer at han nu vil sige, at jeg skal lægge bogen tilbage på mors sengebord, fordi hun helt sikkert vil opdage det snart, men istedet siger han; "du vil muligvis læse noget, du vil fortryde du har læst," han smiler sørgmodigt men fortsætter så, "men på den anden side så skal du have det at vide snart, og måske er det bedst du selv har læst lidt, så du kan nå at vende dig til tanken," 
  "Hvad mener du?" Spørger jeg. Hvad pokker var meningen? Hvad skulle jeg dog udsættes for? 
  "Jeg tror, det er bedst, hvis du enten får det at vide af din mor eller læser det selv," 
  "Men hun fortæller mig aldrig noget!" hvisker jeg ophidset. 
  "Så må du jo læse dig frem til det," han smiler skævt, og rejser sig så for at gå ud af værelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...