LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8789Visninger
AA

9. Kapitel 7 - Den røde månes 100 regler

Klokkens lille viser er lige landet på tolv og minder mig om, at jeg snart må forlade skolen. Urets røde viser tikker i takt med min krusedulle i matematikbogen. Jeg følger viseren med øjnene og venter spændt på den flytter sig bare fem takker mere. Små bank lyder på dørens overflade. 
  "Forresten," afbryder jeg Jensens lange talestrøm om brøker, "Mathilde nåede ikke bussen, så hun skulle cykle, jeg tror, det er hen..." 
  "Ja ja, det er godt Luna, luk du bare munden og hør efter," Jensen lyder som altid irriteret, og jeg vælger at holde mund. 

Men ganske rigtigt træder Mathilde ind af døren. Hun smiler bare og sætter sig ned ved siden af mig. 
  "Hvad så, gik det godt med at cykle?" spørger jeg.  
Mathilde ryster bare irriteret på hovedet, men fniser så. 
  "Luna, så er det godt, Mathilde, ryk derhen!" Jensen henvender sig først til mig, og derefter til Mathilde, han peger mod en anden stol end den, hun sidder på. 

Mathilde sender mig et smil, hvorefter hun kaster sit lyse hår om på ryggen og tager tunge skridt mod bordets anden ende. 

Mit blik lander igen på urets viser, og en prikkende fornemmelse i maven tager til. Den bliver større og større jo mere viseren flytter sig. 
  "Så får I papir her, og så kan I bare begynde," Jensen bøjer sig frem over mig, for at give mig et stykke papir, og lige så snart urets viser lander på fem, skynder jeg mig at finde en blyant. Jeg lader bogstaverne flyde ud på papiret: 

Skal noget vigtigt, forklarer senere. 
Jeg tror ikke, jeg kommer tilbage i skolen. 
Skal nok forklare når jeg får tid 
-  det lover jeg
Din Luna 

Så strækker jeg hånden bagover og kaster den hvide klump over til Mathilde, som griber.   
Hun åbner den hurtigt. 
  "Luna! Så er det ud," brøler Jensen. 
Jeg sukker opgivende. Det var vel egenligt også det, jeg var på vej til?  


Jeg når lige bussen i tide. De blå døre lukkes i, og skolens mure forsvinder bag mig. Træer og huse suser forbi mig, og snart stopper bussen der, hvor Mathilde plejer af stå af. Ind kommer en dame. Hendes buttede vom hopper op og ned, når hun går, hendes lyse hår er klippet kort og går hende kun til dobbelthagen. Hun spadserer ned mod mig, og på trods af bussens ellers tomme pladser sætter hun sig ved min sidde.

En svag lugt af sved og parfume kommer mig imøde. Jeg rynker på næsen og vender hovedet den anden vej. 
  "Halløj halløj," 
Jeg hæver øjenbrynene. Var det hende, der sagde det? Forvirret vender jeg igen hovedet mod damen, der kigger afventende på mig. 
  "Eh.. Halløj," mumler jeg. 
Damen smiler, så man kan se hendes store hvide tandsæt. 
  "Er du Luna Rossa Cielo?" siger hun så. 

Forskrækket måber jeg. Hvor kender hun mit navn fra? 
  "Øh.." 
  "Det tager jeg som et ja," smiler hun så hendes dobbelthage vokser, "jeg er Dorthea Hyld," 
  "Ehmm okay?" Hvad pokker ville hun mig? 

  "Min søn fortalte, at han mødte en pige i lørdags, som havde samme unaturlige røde hårfarve som ham. Så fortalte han, at pigen hed Luna Rossa Cielo," 
Jeg rynker brynene og retter blikket mod markerne, der nu suser forbi. 
  "Så kom jeg tilfældigvis herind og så en pige med hans hårfarve - nemlig dig," 

Jeg blinker et par gange med mine græsgrønne øjne. Den eneste dreng med samme hårfarve som mig, jeg har mødt, er Noah. Det passer også med, at jeg mødte ham i lørdags. 
Dog kan jeg ikke se sammenhængen mellem Noahs veltrænede overkrop og så hende her, tykke Dorthea. Og hvor skulle Noah også kende mit navn fra? 

  "Er du sikker på, det var mig, han mødte?" spørger jeg. 
  "Er du måske ikke Luna Rossa?" 

Jeg lader tankerne falde tilbage på i lørdags, hvor jeg mødte Noah, og kommer så i tanke om brevet, han gav mig. På det stod der Til Luna Rossa Cielo. Fra Bror Cielo. Det vil altså sige at Noah enten er Bror Cielo, eller at han kender ham og deraf ved, hvad jeg hedder. 
Måske vidste Dorthea noget om Bror Cielo, hvis hendes søn kendte ham. 

  "Ved du hvem Bror Cielo er?" Spørger jeg og vender igen blikket mod Dortheas dobbelthage.

  "Undskyld mig, jeg skal af nu," skynder hun sig at indvende. 
  "Men.." 
Hendes grå øjne flakker, da de korte ben rejser sig for at stige ud af bussen. Jeg sukker opgivende, da hendes krop forsvinder ud af den blå busdør. 

Resten af turen går med at spekulere. Hvem er Bror Cielo egentligt? Hvad med den gamle mand? - Er det ham, der sender alle brevene. Den kutteklædte? Og hvorfor vil ingen fortælle mig den mindste smule om Bror Cielo og min fortid? 

Endelig stopper bussen og jeg skal af. Det kribler i fingrene for at komme hjem og læse i "Den røde måne". Hurtigt stiger jeg af bussen og løber hjem. Min sorte taske falder af skuldrene flere gange, men jeg samler den blot op og spæner videre. 

Det øjeblik jeg tager i håndtaget, går det op for mig, at jeg glemte at låse døren, da jeg tog afsted. Men heldigvis er det intet problem, da jeg derfor ikke behøver at fiske nøglen op af tasken. 

Jeg får smidt mine ting på gulvet og løbet ind til boghylden.
Bo grønt, Lise og Sofies rejse, Forbudt kærlighed, Den syvende verden, Mormors kageopskrifter, står der stadig. Men der står der ingen "Den røde måne". 
Derfor konkluderer jeg, at den stadig må være inde på mors værelse. 

Hurtigt lister jeg derind. En overvældende lugt af gamle papirer kommer mig i møde, men det stopper mig ikke i at trænge ind på mors værelse. 
Mine skridt bliver dæmpet af det røde gulvtæppe, der fører hen til skabene i værelset, som jeg straks åbner. 

Ud vælter en stor stak af gamle papirer, som forklarer lugten. Nogle steder er papirerne revnet, og flere af dem er totalt kvæstet, alligevel formår jeg at læse overskriften på det øverste papir; "Den røde månes 100 regler,". 
Jeg lader blikket glide ned over resten af papiret, der er fyldt op med en masse punkter. 

Jeg samler papiret op, og opdager endnu et papir fyldt op med punkter. Det under er også fyldt ud, og sådan fortsætter det, til der ikke er flere papirer i stakken, der var faldet ud af skabet. 
 Jeg beslutter at tage dem alle med mig, så kan jeg da lære noget om reglerne for den røde måne - den har åbenbart en masse med mig at gøre.
Jeg står med papirsbunken, klar til at åbne det næste skab, der også hurtigt bliver revet op. Men der er ingen "Den røde måne". 
Og snart står alle mors skabe på vid gab. Men der er ingen bog. 

Jeg knuger papirbunken ind til mig, da jeg løfter mors mørkegrå dyne. Så hendes pude. Lagnet. Men der er ingenting. 
Jeg skuler og prøver at vride hjernen til det ydereste. Hvor pokker kan den være? 

Jeg tager mig til hovedet med hånden, der knuger om papirsstakken. Tænker så det knager. Frustreret slår jeg hånden ind i min pande, gang på gang, og det øverste papir i stakken falder på gulvet. 
Hurtigt bøjer jeg mig ned for at samle det op og kommer ved et tilfælde til at se ind under sengen. Overrasket måber jeg. Hun må holde meget af den bog. 

Jeg får straks hevet "Den røde måne" ud - væk fra det støvede gulv under sengen. 

Forsiden forestiller en stor rød måne, der spejler sig dybt ind i søen under den. Nøgne træer læner sig ud over vandets blanke overflade. Og to store runde øjne kigger sørgmodigt på mig nede fra forsiden. Øjnene er lige over månen. 
Henover søen står med store sirlige bogstaver "Den røde måne" og under det, står der med blokbogstaver "LunaRossa". Der er intet forfatternavn at se, uanset hvor meget jeg kigger. Der er dog ét citat - godt kamufleret - i midten af månen. 
Den der fødes under den røde måne, må også dø under den. 

Jeg rynker brynene og konkluderer, at den eneste måde at få svar på mine spørgsmål er ved at læse i bogen. 
Så det gør jeg. 

Sengen knager under mig, da jeg får sat mig ned. Forsigtigt bladrer jeg om til første side. Stanken af gamle papirer bliver øjeblikkeligt forstærket. 
Jeg lader øjnene glide over indholdefortegnelsen: 


Indhold
• Den røde månes uendelige søskende...........………….....s. 7 
Mørke S......………………………………………………........s. 21
LunaRossas egentlige betydning.........................……........s. 46
Vogtere...………………………………………………….........s. 60
Rossaernes kamp for livet…………………………...…........s. 77
Det røde hår………………………………………………........s. 83
Den røde månes 100 regler.…………………………….........s. 101 
Moren og faren…………………………………………….......s. 114
Tusindvis af børn…………………………………………........s. 128
Den røde månes mening…………….………………….........s. 147
Søen, skyggerne og barnet……………………………..........s. 160
Halskæden………………….……………….……………........s. 174 
Eksplosionen……………………………………………….......s. 184
Døden……………………………………………………….......s. 200 
Kampen før døden……….……………………………............s. 220 
Ar…………………………………………………………….......s. 233
Arven………………………………………………………........s. 256 
Søen……………………………………………………….........s. 274
Gense det værste mararidt - din fødsel…………………......s. 280
Nødhjælp!…………………………………………………........s. 300

Gad vide hvor lang tid det vil tage mig at læse det hele? Nu er jeg jo ikke verdens hurtigste læser, men hvis jeg nu gør mig umage? Forsigtigt tager jeg fat om det tynde papir, der næsten knaser mellem mine fingre. Så bladrer jeg om på næste side, hvor første kapitel begynder. Jeg trækker vejret dybt ned i maven og mærker mit hjerte dunke hurtigere mod mit bryst.

 

- Normalt skriver jeg ikke forfatterbeskeder inde i kapitlerne. Men jeg vil altså gerne undskylde for sidetallende opstilling i "Den røde måne". Uanset hvad jeg gør, kommer de til at stå forskudt, og jeg kan ikke rigtigt gøre andet, end jeg har gjort. Jeg håber i overlever, og at det ikke forstyrre alt for meget :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...