LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8793Visninger
AA

8. Kapitel 6 - Hvide streger og øjenskygge

Jeg kører hånden gennem mit hår, forsigtigt snor jeg en rød lok rundt om min finger. Da jeg slipper igen, gynger hårlokken fra side til side. Jeg smiler til mit spejlbillede, så små smilehuller dannes rundt om min mund. Jeg åbner skuffen under håndvasken og finder min mascara frem og lægger forsigtigt et tyndt lag. Normalt plejer jeg ikke at gå med mascara. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvorfor jeg gør det. Men mine tanker er hele tiden hos Noah, der starter idag. 

Jeg lader blikket fange min halskæde med den røde sten i. Den matcher til mit hår, og egentligt er stenen aldeles grim, så min hårfarve er den eneste grund til, jeg går med den. Den eneste grund til halskæden overhovedet er pæn om min hals.

Mine øjne søger videre mod mit ar og minder mig om, at jeg må dække det til med en eller anden form for min mors makeup, som jeg altid plejer. Jeg kan aldrig få det helt væk, men i det mindste er det ikke helt så tydeligt, når jeg dækker det. 

Så er dets hvide streger ikke det første, man lægger mærke til, når man ser mig på gaden eller går forbi mig på gangen. Og der er ingen spørgsmål som: 
  "Hvad er der sket der?" Eller "hvordan har du fået det ar?". 
Ikke mindst er jeg også fri for alle de underlige blikke, som jeg fik, da jeg var mindre og ikke dækkede arret. 

Jeg hiver skuffen ud igen og roder den igennem igen idag. Jeg bruger næsten aldrig den samme makeup til at dække arret. For mig gælder det om at finde det produkt, der minder mest om min hudfarve, og det finder jeg kun ved at prøve dem allesammen. 

Jeg hiver en blush op, kigger længe på den og prøver at sammenligne den med min hudfarve. Tilsidst afgør jeg, at den er lidt for lys og lidt for lyserød i det. 
Jeg leder min mors tusinde øjenskygger igennem, for tilsidst at finde én, der minder meget om min hudfarve. Dens mørke skær ligner min hud næsten på en prik. 
Langsomt putter jeg det på, og tilfreds med resultatet snupper jeg øjenskyggen med ind på mit værelse. 

Jeg husker tydeligt første gang, jeg dækkede arret til. Mor gik rundt i flere dage og ledte efter blush'en, jeg havde brugt, før jeg lagde den tilbage på sin plads i skuffen. Jeg havde været så uheldig at tage netop den blush, hun lige havde købt. Nu bruger hun den aldrig, men desværre har min hudfarve ændret sig en del siden den gang.
Jeg hopper i et par hullede jeans, der passer perfekt til min hvide top. Så svupper jeg en ring på min finger og går så ned for at spise morgenmad. 

Trappen knirker som altid. Da jeg bevæger mig ind af døren til stuen, hører jeg mor snakke i telefon. Det plejer hun ellers aldrig, for der er aldrig nogen der ringer. Sikkert fordi hun er så fraværende, som hun nu er. Hun ringer heller aldrig til nogen. 
  "Jamen for pokker da også, Andersen," kan jeg høre hende sige med med sin fraværende stemme, der gør mig i tvivl om hun overhovedet lytter til, hvad Andersen siger. 

Filip Andersen er min onkel. Han er næsten ligeså fraværende som min mor, hvilket også hører med til, at de taler så godt sammen som de gør. Mor kalder ham Andersen, som et slags kælenavn tror jeg. Ærligtalt tror jeg ikke, Filip bryder sig om det, men han er sådan en flink og rar mand, at han ikke gør noget ved det.
  "Okay, så kommer jeg hurtigst muligt," slutter mor af. 
Hun kommer bragende ind af døren til stuen og blinker et par gange, overrasket, da hun ser mig.

  "Det var Andersen, der ringede," siger hun, "han er punkteret på sin cykel, og jeg må ud og hente ham," 
  "Okay," jeg smiler blot til hende. 
  "Det tager nok ret meget af dagen, da der er ca. 3 timers kørsel dertil, og når du kommer hjem fra skole, er han her nok," fortsætter hun. 
  "Okay," gentager jeg. 
Mor suser ud af døren, og jeg når knap nok at spørge om, hvor det er, hun skal hen, før hun er ude af huset. 

Jeg går et par skridt mod badeværelsesdøren, men så slår en tanke mig, og jeg ser mit snit til at finde ud af noget om min krøllede fortid. Jeg må pjække fra skole. 

Det giver et sug i maven ved tanken, men så smiler jeg. Det er aldrig noget, jeg har gjort før. Men nu skal jeg endelig få at vide, hvorfor far ikke er her mere, hvad den røde måne har med mig at gøre. Og hvem er den kutteklædte fra igår? 
Jeg må tage hjem og finde 'Den røde måne', eftersom mor ikke er hjemme, mens jeg er i skole. 

Lykkelig over min geniale plan børster jeg tænder, for derefter at svinge tasken over skulderen og vandre ned mod busstoppestedet. 
Fuglenes kvidren skærer som pile igennem luften. Solens gyldne stråler breder sig ud over fortovet, og man kan næsten se varmedisen over den asfalterede bakke. Mine sko klirrer mod asfalten for hvert eneste skridt, jeg tager. Jeg snuser ind og kan lugte duften af forår, jeg smiler, mens jeg forsigtigt fisker min mobil op af lommen. Displayet viser, at klokken er præcis otte. Jeg lader min finger glide over skærmen for at børste et tyndt lag støv af. Putter så mobilen tilbage i lommen, da bussen viser sig over bakkens top. 

Jeg stiger ind og venter blot på, at Mathilde kommer spadserende ind af døren. Men det gør hun ikke. Istedet er den det kun Sofie, der sætter sig oppe foran, og den gamle mand der stiger på. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere for hvert skridt, han tager mod mig, men jeg bliver så afbrudt af en sms, der tikker ind på min mobil. 

Nåede ikke bussen 
Så cykler i skole. Puha, det bliver en lang tur.
Siger du ikke lige til Jensen, at jeg kommer 
lidt for sent til matematik, så er du en skat!! <3 
Din Mathilde 

Jeg ler lidt og kigger beskeden igennem, vi har altid kaldt vores matematiklærer Jensen, det gør alle. Faktisk er jeg sikker på, at ikke én af eleverne på vores skole ved, hvad han hedder til fornavn. Han er bare Jensen. 
 Mathilde skal til at cykle nu, hvilket jeg også ler af. Mathilde og cykler har bare aldrig været gode venner. Jeg svarer hende hurtigt. 

Skal nok. Og pas nu på du ikke vælter :P 
Din Luna 

Jeg har næsten glemt alt om den gamle mand, indtil han sætter sig på sædet ved siden af mig. Jeg kigger op og mit hjerte begynder at slå i takt med mine trippende fødder. Jeg gisper kort, da mit blik møder hans. I det øjeblik han ser på mig, er det som om, hans øjne ingen farve har, men med det samme, han kigger væk, er hans øjne grå som mors igen. 

Jeg kigger målrettet ud af vinduet, for ikke at få øjenkontakt med ham. 
  "Må jeg se din halskæde?" Hans ru stemme stopper mine tanker, og mit hjerte galoperer nu. 
Jeg blinker et par gange med øjnene.
  "Ehm.." siger jeg. 
  "Kom nu," hans stemme giver mig kuldegysninger og få mig til at tænke på en børnelokker, sådan en rigtig grum en. 
Stemmen er rusten, som om han har snakket alt for meget, i alt for lang tid. 
  "O..okay," får jeg lige fremstammet. 
Hans rynkede hånd griber fat om den røde sten. Han holder den længe i hånden, og hans skæve finger strejfer min hals. Mit ar. 
Bagerst i bussen tordner sorte skygger sig frem, de bliver til en masse, ét stort sort virvar, men så slynger de sig allesammen mod den gamle mand. 
  "Bag....dig!" skriger jeg lavt, og peger. 
  "Hvad nu min pige?" spørger han, mens en grum latter forlader hans læber. 

Men så er han væk. Taget af skyggerne. Jeg blinker et par gange, og rører forsigtigt ved sædet, hvor han sad. 
Han havde endda rørt ved mig. Enten er jeg ved at blive skør...eller også - Det burde være umuligt at forsvinde på den måde? Jeg tager mig til halsen, griber fat om den røde sten i halskæden, men opdager til min forbavselse, at den er væk! Det er, som om jeg kan smage blod i munden, som om væsken styrter rundt i min mund. Den gamle kan da umuligt have taget halskæden med sig? Chokeret vender jeg blikket mod ruden, jeg ser den gule masse af huse suse forbi, endnu en sms fra Mathilde tikker ind. 

Slap dog af, så dårlig er jeg da heller ikke til at cykle.. -.-
Tak <3 
Din Mathilde 

Jeg svarer hurtigt, da bussen drejer ind på holdepladsen, bare for at komme væk fra tankerne om den gamle mand og halskæden. 

Er på skolen nu. Forresten ser du mig nok ikke i engelsktimen. 
Jeg skal lige ordne noget, jeg kan forklare det senere :* 
Ses smukke
Din Luna

Jeg rejser mig og svinger min taske over skulderen. Heldigvis har Sofie sat sig op ved siden af Oliver, så kommer jeg nok ikke til at hænge på hende idag. 
Jeg går blot videre, ænser det næsten ikke, forsvinder bare ud af bussens blå dør, og går ned mod skolen. 

Mine sko rammer den hårde asfalt og giver genlyd gennem skolegården.

Da jeg træder ind i klassen, kigger alle på mig, som om jeg er en særling. Men det gør de jo altid, hvis man kommer lidt efter, man plejer, og især hvis man er alene, så er det helt forfærdeligt. 

Mine øjne søger mod lokalets bagerste plads. Men den er taget, af ida. Irriteret vralter jeg ned mod hende. Hvorfor kommer jeg også senere end hende idag? Hun er jo kun til for at pisse mig af. Det er der, mig og Mathilde plejer at sidde. 
De andre følger mig med øjnene. Mest fordi de ved, hvad der sker nu. 
  "Ida!" Jeg spytter ordne ud. Hun vender blikket mod mig og smiler smørret, "det der er min plads!" 
Ida piller lidt ved sine lange negle og siger så: 
  "Og så skal Mathilde vel sidde ved siden af?" 
Jeg nikker irriteret. 
  "Flyt dig,"  
Men da minder jeg mig selv om, hvor barnligt det er at stå og skændes om en plads. Men også tanken om den gamle mand får mig til at holde mund. 
Jeg vender rundt på hælene og går. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...