LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8837Visninger
AA

7. Kapitel 5 - 'Den røde måne'

Mørket udenfor er ekstremt skræmmende. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, da jeg lister ned ad den knirkende trappe. Jeg beder til, at mor ikke vågner, for det ville være forfærdeligt. Hvis hun opdager mig, jeg gyser. Skutter mig en smule for så at standse et kort øjeblik efter. Blot for at lytte, og sikre mig, at mor ikke er vågen. Jeg blinker et par gange og spidser så ørerne, men det lader ikke til at nogen har hørt mig

Jeg forsætter ud i køkkenet. Gulvet under mine fødder knirker en smule, da jeg sniger mig gennem rummet, for at standse foran vores store reol med bøger. Jeg kigger den igennem.
Bo grønt, Lise og Sofies rejse, Forbudt kærlighed, Den syvende verden, Mormors kageopskrifter. 

Mens jeg glor alle bøgerne igennem, konkluderer jeg, at 'Den røde måne' ikke er her. 
Et højlydt suk forlader mine læber, da jeg nu ved, hvor bogen er. På mors sengebord.
 Jeg kniber øjnene sammen, og lister forsigtigt hen mod mors soveværelse, gulvet knirker stadig. Og for hver eneste lyd stopper jeg, for at hører om mor har hørt det. Men det har hun ikke. Ikke endnu. 

Langsomt åbner jeg døren til værelset, som beklager sig, og jeg må stå helt stille for at være sikker på, at mor ikke har hørt mig. Jeg skal lige til at ånde lettet op, da jeg hører hendes stemme bag mig. 
  "Luna? Hvad laver du her?" 
Mit hjerte banker som bare pokker. Langsomt vender jeg mig om, desperat efter at finde et svar. 
  "Ehmm," 
  "Luna!" siger hun og kniber øjnene sammen, "hvad skal du i mit soveværelse?" Hun knuger bogen, jeg ellers var på jagt efter, tæt ind til sig. 'Den røde måne'. 

  "Ehhh, jeg ville, øh, bare sige undskyld til dig for at spørge så meget ind til Bror Cielo,"
Jeg kigger ned i gulvet og gør mig klar på at skulle give en ny og bedre forklaring, da det går på for mig, at hun har ædt den råt. 
  "Nuurh Luna da, det er helt okay," siger hun, "smut så op i seng," hendes grå øjne er fæstnet på mig, indtil jeg begynder at bevæge mig.

Jeg går op ad trappen, der igen knirker beklagende. Men da jeg kommer op for enden står jeg blot og venter på, at hun går ind i seng. 
Da hun endelig er gået med sine lyser lokker ind i soveværelset, lister jeg forsigtigt ned ad trappen igen, mens jeg prøver at stoppe den i at knirke, men forgæves. 
  "Luna!" Lyder det inde fra soveværelset, og jeg bliver klar over, at jeg må have en bedre plan, før jeg går efter 'Den røde måne'. Det er åbenbart en meget vigtig bog for hende.

Jeg lader mine øjne glide i, da jeg kaster mig på sengen. Udenfor har fuglene dæmpet deres sang og nu høres kun den kolde vind. Jeg trækker vejret stille og roligt, og hiver dynen op over min krop. Inde bag mine øjenlåg formes en kæmpe masse af billeder. Ét af dem viser sig flere gange og i meget længere tid end de andre. Billedet viser en måne, dets skær sender lange røde streger på søen under den. Vandet skvulper op på land. Det varer få sekunder endnu, og da kommer et nyt billede. Det er skoven fra før jeg mødte Noah. Jeg ser ham komme gående, men når kun lige at spotte hans røde hår, og muskuløse arme. Så forsvinder billedet. 
Til gengæld sidder billedet af månen stadig fast i min hjerne, dens røde skær snor sig gennem hovedet på mig, og gør det umuligt for mig at sove.

Endelig fortoner billederne sig, og jeg lader drømmene overtage mig med deres lange fangende arme. De snører mig ind i et spind, man skulle tro var umuligt at komme ud af, men den hårde banken på døren får alligevel snøren op, og jeg er igen vågen. Desværre.

Jeg kaster er blik på uret over min hvide dør. Klokken er halv tolv, hvem vil banke på døren på denne tid af natten? 

Jeg står op og tager et par blå jeans på, mens jeg hurtigt kanter mig ned ad trappen. 
Jeg åbner den knirkende dør og måber. Udenfor står en kutteklædt mand, han er helt sort og under hans hætte, kan man lige ane noget hår, der både er gråt og rødt. 

Hvem pokker er han? Mit hjerte begynder at slå hurtigere. Mit åndedræt bliver lettere, og jeg gisper kort, da jeg ser, han stirrer på mig. Faktisk stirrer hans grå-blå øjne åbenlyst på mig, og det går op for mig, at jeg har glemt at tage en trøje på i farten, så der nu er frit udsyn til min bh. 

Jeg mærker varmen stige til kinderne, jeg smiler anstrengt til ham, mens mine øjne fortvivlet søger efter noget at tage over mig. Da han ser på mig igen, springer mit hjerte et slag over. Hvem pokker er han? 
  "To sekunder," siger jeg, og løber op ad trappen efter en bluse, men ligeså meget fordi han på en måde er ret så uhyggelig. De øjne der. 

Jeg nupper hurtigt den første sweatshirt, der kommer til syne i mit skab, og løber så ned ad trappen igen. 
  "Så er jeg her igen, var der noget..." Jeg stopper mig selv, da jeg opdager, at den kutteklædte ikke længere er her, der ligger kun et brev, der hvor han stod. 

Mit hjerte banker hurtigere, og jeg ønsker, at jeg havde sagt ja til at tage med til det maskebal. Så havde jeg aldrig fået de seneste breve. 
Jeg bliver allerede bange, det øjeblik jeg læser håndskriften. Det er Bror Cielo igen. 

Forsigtigt tager jeg brevet op. Åbner det. Jeg kigger et kort øjeblik op, og der opdager jeg to grå-blå øjne i vinduet ved siden af døren, der stirrer på mig udefra. I det øjeblik løber jeg op på mit værelse. 
  "Luna! Er du ikke gået i seng endnu? Hører jeg mor råbe, men jeg svarer ikke, jeg ønsker blot, at det, der står i brevet, er at det hele var noget pis, der bare var for at se, hvordan jeg reagerede. Men det gør der ikke, kan jeg allerede se nu. 

Kære Luna Rossa Cielo
Jeg må desværre meddele, at du på ingen måde må eller kan 
bevæge dig ud resten af i dag.. 
Det er ikke endnu, den røde måne begår sine synder. 
- Bror Cielo, Søster Cielo. 

Jeg lægger forsvarligt brevet på bordet, og konkluderer med mig selv, at det hele bare er være en joke, og hvis jeg hopper med på den, er jeg en idiot. 

Problemet er, at det hele hænger sammen: Skyggerne i min verden, og så dem i brevet. Der står rent faktisk, at jeg dør under den røde måne under mit skrivebord. Og så mine drømme, og babyen, da jeg søgte på 'Bror Cielo'. Jeg sukker tungt og smider mig i sengen. 

Men ærligtalt, der er kun en halv time tilbage af idag, der skal jeg nok kunne lade være at bevæge mig ud. 

Sengen gynger under mig og jeg får en fornemmelse af, at jeg er på et skib, hvor bølgerne skvulper lystigt i vinden under mig. 
Egentligt har jeg ikke lyst til at sove, men jeg har heller ikke lyst til at ligge vågen. Jeg spreder den hvide dyne hen over mig og folder puden en enkelt gang, så jeg ligger højere.

Jeg lader mine grønne øjne følge værelseskanten rundt, men lukker dem så. Jeg lader endnu engang drømmene snøre mig ind, så jeg nu ligger helt rastløs i sengen. Hjælpeløst. 

Vinden rusker i de grønne træer, der danner en cirkel om søen. Morens lyse hår blafrer lystigt i vinden, mens hendes grå øjne søger mod søen. På den anden side af den sidder faren, hans grønne øjne er lukkede, og han holder hænderne frem. Han mumler ord, kun de få kan forstå. Det er på italiensk. Faren er italiener. Moren smiler til barnet. Barnet smiler igen, men smilene fortoner sig, da en rød måne viser sig over havets overflade. 
Faren er nu holdt op med at holde hænderne frem mod søen. Han mumler blot ord nu.

Søens blå vand skvulper op på land og rammer morens bare tæer. Barnet skriger lidt og lukker så munden. Den røde månes skær gør græsset gyldent. Det græs der svajer i brisen. Små støvfnug flyver til alle sider, da vinden tager til. Moren smiler endnu engang til spædbarnet. 

En raslen lyder bag dem, og barnet skriger. Faktisk græder det. Moren ser panisk på de store sorte skygger, der farer op fra busken bag dem. Hun er ikke et øjeblik for langsom, da hun rejser sig op, og spæner hen imod søen. Skyggerne truer faren mod vandet, og han mister fodfæstet. Han drukner snart. Barnet skriger, da moren forlader det, men hun er snart tilbage, for en af de store skygge truer hende tilbage mod spædbarnet. Da farens skallede isse forsvinder under vandets overflade, samler moren barnet op og løber. 
Vinden rusker i de grønne træer der danner en cirkel om søen. Igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...