LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8806Visninger
AA

5. Kapitel 3 - Noah

 

"Kan jeg tage den her på?" Mathilde smiler, men kniber så gådefuldt øjnene sammen. 
Den røde kjole sidder tæt til hendes slanke krop. Den går hende til knæene, og nederst sidder et lille lag frynser, med små glimtende perler. Mathilde svinger sit lyse hår om bag skuldrene, så det nu står i en god kontrast til den røde kjole.
Så sukker jeg og ryster på hovedet. Den er bare ikke Mathilde. Hun har aldrig gået i sådan noget. Ikke engang tilbage i børnehaven. 
  "Jeg finder da heller aldrig noget, Oliver vil kunne lide!" sukker hun højlydt og forsvinder så ud af døren. 

Jeg giver mig tid til at betragte Mathildes værelse. 
Væggene er hvide, ligeså er loftet. Under mig står en sort læder lænestol. Foran mig er et spejl, som Mathilde står og kigger i, når hun prøver kjoler. 

Jeg lader mit blik møde mine øjne i spejlet. Grønne, som græsset i sommers. Jeg smiler, og små rynker toner sig op rundt omkring min hjerteformede mund. På halsen sidder et ar, det er trekantet og en bølget streg går igennem det. Jeg har altid hadet det ar, men jeg har aldrig vidst, hvorfor det var der. 

Mathilde kommer igen ind, hun stille sig på det grå uldtæppe foran døren. 
Denne gang har hun en lilla kjole på. Den er lårkort og dækket af glimmer. Normalt ville jeg ikke synes, den var flot, men den klæder Mathilde. 
  "Den er fantastisk til dig!" udbryder jeg. 
Hun kigger ned af sig selv og smiler så. 
  "Den passer også til masken." 
Jeg smiler bare kærligt til hende, velvidende at hun ikke ser det. Hun er så sød, som hun står der med sine dejlige æblekinder og ser ned af sig selv. 

Hun går ud af døren igen, for derefter at komme ind med en lilla maske i hånden. Hun tager den på og ser ind i spejlet. 
  "Skal vi så tage af sted?" spørger jeg. 
Hun nikker. 

Vi forsvinder ud gennem døren, der efterlader en klagende knirken. Jeg slynger hætten fra jakken op over hovedet, da det begynder at regne. Jeg hører Mathilde udbryde et klagende suk, og hun sætter farten op. Jeg forstår hende, for hun har bare ben. 

Snart står vi foran Olivers hus. Huset tårner sig op foran os, og dets hvide vægge er ikke til at tage fejl af, blandt alle byens ellers gule huse. I vinduet kan jeg se Idas sorte krøller danse fra side til side. 
  "Jeg håber ikke Sofie er her," siger Mathilde," hvem skal så redde mig ud af hendes selskab?" spørger hun mig så. 
Jeg trækker på skuldrene. Jeg tror ikke Sofie er her. Jeg tror i hvert fald næppe Ida har inviteret hende, og det lod heller ikke til, at det var det, Oliver ville gøre. 

Jeg har forklaret Mathilde, at jeg ikke måtte komme med til maskeballet for min mor. Jeg hader at lyve for Mathilde, men jeg kan ikke sige, at jeg har 'takket nej', hun vil hade mig. 
  "Jeg elsker dig mus," smiler jeg og giver hende et kys på kinden, "du får det godt derinde, det lover jeg!"  
  "Ses," siger hun og trækker mig ind i et kram. 

Hun forsvinder ind ad døren, lige efter at hun har trykket den lilla maske ned over ansigtet. Jeg vender om og går. Det føles underligt at gå hjem alene. Mig og Mathilde er som syet sammen. Vi følges altid. 

Mine sorte støvler klirrer rustent mod asfalten. Jeg beslutter mig for at tage vejen af skoven, da den både er hurtigere og kortere. 
Jeg drejer ind ad den lille grussti, og nu lyder blot den irriterende lyd af støvler, der skraber mod hårde sten.
Her er stille, så stille at det næsten gør ondt. Kun vindens sagte hvisken af lydbølger når mind ører. 

Jeg er lige trådt ind mellem træerne, da noget kommer flyvende ned foran mig. Jeg udstøder et lille skrig, men kigger så undrende op i luften.
Der er intet at se. Kun træernes gyldne kroner. Endnu mere forvirret kigger jeg efter tingen, der faldt ned. 

Mine øjne søger, søger til de lander på et lille stykke hvidt papir på jorden foran mig. Jeg samler det forsigtigt op. Stryger en finger over den blanke overflade, for at vende det om, og på bagsiden står der: Til Luna Rossa Cielo. Jeg ser undrende på skriften, da jeg opdager, at papiret er et brev, der skal åbnes. 
Hurtigt flår jeg konvolutten af. Så folder jeg det sammenkrøllede papir ud og læser: 

Luna Rossa Cielo
Født under den røde måne
Død under den
Tjek under dit skrivebord
 - Bror Cielo

Hvem er han? Bror Cielo. Jeg beslutter mig for at gå videre, gå hjem for at spørge mor.

Jeg når ikke langt, før jeg må udstøde endnu et skrig. Endnu et brev er faldet ned foran mig, og jeg samler det forsigtigt op. Regnen har allerede gjort det vådt, så jeg må kæmpe lidt før jeg får konvolutten af.   

Stop ved søen
Luna, der møder du N.
- Bror Cielo

Jeg sukker irriteret. Jeg gider ikke flere sedler eller breve, men jeg beslutter mig alligevel for at stoppe ved søen. Måske finder jeg ud af hvem Bror Cielo er. 

De blå bølger skvulper magtesløst op på land. Regnens dråber maler huller i det skvulpende vand, mens små ringe toner ud fra, hvor dråben er landet. Jeg hører ingen lyde, kun regnens trommen på søen. Ikke én lyd ellers. 

Det varer ikke længe, før jeg kan se en silhuet på den anden side af søen. Den er helt sort, men bliver kun lysere jo tættere skikkelsen kommer på mig. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere mod mit bryst. Jeg gisper efter vejret, da skikkelsen pludselig toner frem.  

Herfra kan jeg se, at det er en fyr på min alder. Han går direkte mod mig, da han er kommet om på den samme side af søen som mig. 
Hans hår er rødt præcis som mit, samme unaturlige farve. Han er muskuløs, det er tydeligt gennem hans tynde jakke. Han er blot et par centimeter højere end mig, kan jeg beregne herfra. 

Han kommer tættere på, og nu kan jeg se hans varme brune øjne. Jeg springer et hjerteslag over, da vores øjne mødes. Ida ville beskrive ham som "over mega lækker". 

Ida er den, der scorer alle fyrene, hende snobben, som tror hun er noget. Hende alle drengene kigger efter, i denne periode blev det så Olivers tur, til at være hendes 'kæreste'. 

Nu står fyren lige foran mig. Han klør sig lidt i nakken, og jeg gisper. Han har samme ar som mig. Fuldstændigt ens! Samme trekant og bølgende streg. 
  "Noah," siger han og rækker hånden frem mod mig.
Jeg tager langsomt imod den, chokeret over hans ar, der er magen til mit. Jeg står længe, undrer mig, før det går op for mig, at jeg ikke har svaret Noah. 
  "Eh... Luna," jeg sender ham et smil. 

Det er akavet, og det varer længe, før jeg tager mig sammen til at spørge ham: 
  "Kender du noget til de her breve?" 
Jeg viser ham de to breve der faldt ned, mens jeg gik igennem skoven, og han kigger væk. 
  "Hver ting til sin tid," svarer han. 
  "Så du er altså Bror Cielo?" 

Han ser chokeret på mig, men svarer ikke. Da går det op for mig, at han nok ikke er Bror Cielo. Men man kan jo aldrig vide. 
Der går lidt tid, før vi siger noget igen. Det er Noah, der bryder stilheden:
  "Så du går på Landevejsskolen?" spørger han. 
Jeg svarer ikke, men jeg er ret sikker på, han ved, det er et 'ja'. Landevejsskolen er et forfærdeligt navn. 

  "Jeg skal starte der på mandag," siger han så, og jeg må hæve øjenbrynene. Det havde vi da ikke fået noget at vide om? 
Regnen siler ned over os, og jeg er ved at blive ret gennemblødt, egentlig ville jeg godt bare have samtalen til at stoppe, så jeg udstøder bare et 'hhhmmm'. 
  "Jeg starter i 9b. hvad er det, du går i?" 
  "9a." svarer jeg bare kort, men ærger mig alligevel en smule over, at han skal gå i parallelklassen. Mit blik søger hans muskuløse arme. 
   "Jeg må se at komme hjem," jeg klør mig i hovedbunden og drejer så om på hælene og går. 
Han står lidt og kigger efter mig, men vender så også om og går. 

Min jakke er gennemblødt, og jeg er endnu ikke færdig med turen gennem skoven, men regnen er endelig holdt op. Så nu er der ikke længere tunge dråber plaskende ned på mine skuldre. 

Pludselig hører jeg fodtrin, jeg stopper op og ser bagud. Kun efterårsblade ligger på jorden, men jeg kan høre fodstrinene nærme sig. Nogen der løber.
Nu kommer en rød hårtop til syne. Der går et øjeblik, før det går op for mig, at det er Noah. Han rækker mig et hvidt brev: 
  "Jeg glemte, at give dig det her," siger han forpustet, og så er han ellers væk igen.
Jeg læser bagsiden; 
Til Luna Rossa Cielo. Fra Bror Cielo. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...