LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

93Likes
171Kommentarer
11047Visninger
AA

31. Kapitel 29 - Bror Cielo

Jeg fører fingeren over avisens forside; Mystisk ulykke forsaget af ukendte årsager. Selv overskriften viser hvor lidt de egentlig ved. I højre hjørne har de placeret et gammelt skolefoto af Noah. Det er taget på et uheldigt tidspunkt, hvor hans øjne næsten er lukket i. Det røde hår stritter uregerligt, og de muskuløse skuldrer er kun lige til at ane nederst på billedet. Alligevel giver synet mig hjertebanken. Om det er ved tanken om hans tilstand lige nu, eller blot ham, ved jeg ikke helt. Arret på hans hals står tydeligt frem i blitzen fra det kamera, billedet er blevet taget med. Det er mindst to år gammelt, billedet. Men han ligner sig selv. Overraskende godt, faktisk. 

Jeg har ikke lyst til at læse, hvad brødteksten siger. De ved alligevel ingenting. Ingenting. Overhovedet. Under huden buldrer frustrationen frem. Hvis bare de havde en lille ide om, hvad det handlede om. Jeg sukker højlydt. 

  "Er du okay?" Oliver kommer til syne i døråbningen. Han læner sig op af dørkarmen, der knirker svagt under hans vægt. 

  "Er du?" Jeg fjerner blikket fra avisen og ser op på ham. 

Han undlader at svare. Tager istedet et par skridt mod mig, for derefter at sætte sig på det bord jeg sidder ved. Hans øjne er underligt matte. Den glød, der plejer at være der er forsvundet. Renderne under øjnene er større end de plejer at være. Og brynene er trykket sammen i en ubehagelig stilling. Når jeg lukker øjnene står billedet af ham tydeligt frem. Det billede fra i går, hvor angsten styrtede ned af hans kinder og øjnene strålede sindssygt. Han har ikke nævnt et ord om det, siden vi forlod hospitalet. 

  "Jeg tænkte, at vi måske kunne bruge lidt at drikke," Først nu, lægger jeg mærke til de to krus i hans hænder. Han placerer dem på bordet foran mig. En af dem skvulper let over, så en mørk dråbe styrter mod bordoverfladen. 

  "Hvad er det?" Spørger jeg. 

  "Kakao," 

  "Er det varmt?" At dømme udfra den dampende sky der svæver op fra kruset, virker spørgsmålet malplaceret. Jeg spørger bare for at spørger. Har ikke lyst til at mindes om Noah, vil bare tænke på ligegyldige ting. Ting som kakao for eksempel. 

Han nikker, og jeg sender ham et svagt smil. 

  "Tak," jeg sætter kruset mod mine læber. Den varme væske der løber ned gennem halsen føles dejligt beroligende. 

Oliver tripper let med fødderne på den stol, de er placeret på. 

  "Hvor er Dorthea?" Spørger han så. 

  "Hun sagde, at hun havde brug for lidt frisk luft. Derefter forduftede hun med vinden," jeg trækker på skuldrene. 

  "Har du sagt noget?" Han virker nervøs. 

  "Oliver, vi kan ikke bare lade være at nævne noget for hende," 

  "Så du har sagt noget?" Afbryder han mig. 

  "Kun at vi forsøgte at kurerer Noah indenfor, da det virkede som den hurtigste løsning," jeg vender blikket mod avisens forside igen. Hjertet slår nu lidt hurtigere, "så blev hun mopset og sagde, at den hurtigste løsning ikke nødvendigvis er den bedste. Derefter forsvandt hun," 

Han sukker, men protesterer ikke.

Vi sidder sådan lidt. Uden rigtigt at sige noget. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde. Vil så gerne vide, hvad pokker der skete i går, men har ikke lyst til at han bryder sammen endnu engang. Alligevel åbner jeg munden, i håb om, at han ikke vil vige udenom; 

  "Oliver, hvis vi fortæller Dorthea, hvad der skete, kan hun måske hjælpe os," 

Han sætter igen frustreret det krus, han netop har sat mod sine læber, inden han når at tage en slurk. 

  "Nej, Luna," 

  "Hvorfor ikke?" Jeg kan ikke lade være at undre mig, "kan du så i det mindste ikke fortælle mig, hvad der skete?" 

Da han ikke svare, men blot ser væk, mærker jeg for alvor, hvordan frustrationen har fanget mig. 

  "Oliver." Jeg drejer hovedet og ser bebrejdende på ham, "hvis vi på nogen måde skal komme igennem det her, uden yderlige konsekvenser, hjælper det ærligt talt ikke, at klappe sådan i, som du gør," 

Han ryster på hovedet, og jeg fornemmer, hvordan de brune øjne bliver vandede. Jeg forventer, hvordan en tårer om lidt vil dale mod jorden. Men kinderne forbliver tørrer, selvom de dog blusser op i en underlig rødgylden farve. Han ser ikke på mig. Stirrer blot hjælpeløst ned på den stol, hvor hans fødder er placeret. I mit bryst banker hjertet ustyrligt. Hvorfor, er jeg ikke helt sikker på. Måske på grund af Noahs ansigt på forsiden af avisen, måske på grund af Olivers tavshed, eller også er det min egen skyldfølelse, der påvirker hjerterytmen.

Jeg banker mekanisk fingrene i bordpladen, da jeg drejer hovedet væk fra Oliver. Irritationen sidder godt fastklemt mellem ribbenene. Svar nu for pokker, kan jeg ikke lade være at tænke. Vi har brug for så meget viden som muligt, hvis vi har tænkt os at overleve. Årh, for pokker Oliver. Jeg knytter min venstre hånd, som jeg derefter fører ned i lommen på den grå cardigan jeg er iført. Neglene bliver boret så dybt ned i huden, at jeg vil vædde med, at de har efterladt synlige mærker. 

  "Hvad står der?" Viger han udenom, og laver et svagt hovedkast mod avisens forside. 

Jeg sukker, men beslutter så, at lade emnet ligge til senere.

  "Jeg ved det ikke. Jeg har ikke læst det," 

  "Hvorfor ikke?" Han rynker brynene, men alligevel smiler han forstående. Det bekræfter hans næste sætning i hvert fald, "nej vent, det er ligemeget. Jeg ved det godt," 

Så ryster han på hovedet og sender mig et sørgmodigt smil. 

  "Jeg er bange, Luna," siger han så. Da jeg ikke svarer, fortsætter han: "i starten troede jeg, at Bror Cielo var sådan én, der vidste alt," 

Jeg blinker kort med øjnene. Kan ikke rigtigt tro hans ord. Bringer han virkelig Bror Cielo på banen, helt af sig selv? 

  "Hvad mener du?" 

Han trækker vejret dybt ind gennem lungerne, for derefter at puste langsomt ud igen. 

  "Jeg mener, det lader til, at ikke engang han, har helt styr på det her," 

Jeg kan nu mærke, hvordan ivrigheden efter svar buldrer frem under huden. Mine fingrer griber fat om avisen. 

  “Hvad skal det sige?” jeg prøver at fange Olivers blik, men han undviger. Sådan som man gør, når man forsøger at skjule noget. Hvis ikke han allerede nu fortrød, at han havde bragt Bror Cielo op, så kom han nok til det. Jeg havde ikke tænkt mig at lade det slippe nu. Folk, der starter ‘det-her-burde-ikke-snakkes-om’-samtaler af sig selv, vil egentlig gerne snakke. Det kræver bare de rigtige spørgsmål. Jeg konkluderede hermed, at dette var sådan en samtale, “jeg troede, at du var Bror Cielo?” 

  “Var, ja,” de brune øjne flakker, “men som sagt er den tid ovre. Jeg dummede mig. Og desuden, hvis jeg så havde været Bror Cielo, synes du så, jeg har styr på noget? Næppe.”

  “Altså, du ved mere end mig,” indvender jeg. 

  “Måske,” han tøver, “men undskyld jeg siger det; du ved heller ikke særlig meget,”

  “Og det er derfor, du skal fortælle mig det,” forsøger jeg. Bare det vil virke, kan jeg ikke lade være at håbe, “hvad skete der, siden du ikke kan påtage dig hans rolle mere?” Jeg er ikke særlig god, til at stille de rigtige spørgsmål. Tror jeg, indtil det øjeblik, hvor Oliver ser mig i øjnene og hvisker:

  “Kan du huske dengang, jeg spurgte om du ville med til maskebal?” 

Jeg strammer grebet om avisen, mens jeg nikker. 

  “Kan du huske, at jeg sendte dig en seddel, præcis som Bror Cielo gør det?” da jeg igen nikker, ligger han ansigtet i hænderne og mumler ned i hånden, “det var fordi det var mig, dengang. Jeg ville lige prøve det af, inden jeg startede sådan rigtigt, men det var for åbenlyst. Han skiftede mig derefter ud, “ Oliver sukkede højlydt og løftede hovedet for at se på mig. Han slog irritabelt ud med armene, “der er ikke engang en vejledning for det pis! Kun en sølle samtale for at på de vigtigste facts på plads. Og så bliver man smidt ud, for blot én fejl,” 

Jeg betragter, hvordan han knytter hænderne og ryster på hovedet. 

  “Men jeg opfangede jo ikke, at det var dig,” det er et forsøg på at få ham til at falde lidt ned. 

  “Nej, fordi at jeg endnu ikke var startet. Du ville sikkert have kunnet gennemskue mig senere. Det var i hvert fald det, han påpegede, da han afsatte mig,” 

Jeg tvivler på, at jeg nogensinde ville kunne have så meget som tænkt tanken, at Oliver var en Rossa. At han så ovenikøbet ville have været Bror Cielo, havde næppe faldet mig ind. 

  “Men hvorfor blev det dig, i første omgang?” 

  “Jeg var den eneste Rossa i nærheden af dig. Eller, ja,” han stopper sig selv, “Men da jeg dummede mig, blev de nødt til at sende en udefra,” 

Jeg synker en klump. Jeg ved ikke hvorfor tanken flader mig ind så hurtigt, men pludselig giver det mening. 

  “Noah,” siger jeg. 

Oliver ser ned på avisens forside, og jeg følger hans blik. Noahs pjuskede hår bevidner i stor grad om, at han er en Rossa. Og det trekantede ar på halsen skriger næsten “se mig, se mig, jeg er Bror Cielo.” Jeg fatter ikke, at jeg det havde taget mig så lang tid at fange den. Alligevel havde jeg haft det på fornemmelsen. Følelsen af, at det var Noah, var bare skubbet langt om bag tankerne omkring ‘Den røde måne’ og spørgsmålet om død eller liv. Men eller andet sted, var Noah så åbenlys, at han pludselig ikke længere var åbenlys. Man glemte lidt, at han ikke nødvendigvis var denne her charmerende dreng fra parallelklassen, som både Mathilde og Ida var væk i. Men at han med stor sandsynlighed gemte på enorme, og endda livstruende, hemmeligheder. 

Og hvorfor skulle Bror Cielo, eller Noah, selv overlevere brevene til mig, hvis ikke det var for at gøre brug af ‘jeg-er-så-åbenlys-at-jeg-ikke-er-åbenlys´-taktikken. Selv havde jeg brugt denne taktik engang i fjerde klasse, hvor vi legede nisse-legen. Og den virkede. Mathilde gættede ikke, at jeg var hendes nisse, det år. 

  “Ja, Noah var Bror Cielo,” afbryder Oliver mine tanker. Og på trods af tankerne, føles det lidt som et slag i brystet. Dog udløser hans sætning alligevel en eller anden tilfredsstillelse indeni mig. Som om mit hele min krop skriger; “jeg vidste det, jeg vidste det’.

  “Jeg aner virkelig ikke, hvad han vil gøre nu,” tilføjer Oliver. 

  “Hvem er han? Ham der har afsat dig eller Noah?”

En følelse af at hænge i armene ned fra en tagryg, sniger sig ind på mig. Hvis jeg slipper tagryggen, mister jeg taget på samtalen, og pludselig vil Oliver stoppe med at fortælle. Det er så nemt, så nemt, at komme til at give slip. Derfor gentager jeg febrilsk mit spørgsmål.

  “Mørke S,” hvisler Oliver ud gennem de sammenpressede læber, “han styrer det hele,” med en rysten på hovedet ser han ned. Tager fat om sig selv, på sådan en måde, der får det til at se ud som om, han omfavner sig selv. Jeg rykker lidt tættere på ham. 

  “I princippet er det her også min fejl. Dobbelt-tumpe, Oliver, ” vrisser han, “de er allesammen sure. Dorthea, Mørke S, de andre Roasser, din mor - men ikke på grund af det her - selv Noah er sur, på trods af, at det nu er ham, der har opgaven. Eller..” han synker en klump, “havde opgaven,” da ser han væk. 

Det samme gør jeg. Ser på alting og ingenting. Zoomer helt ind på kakaokruset i min hånd. Zoomer ud igen, finder ro et øjeblik, da mine øjne når en potteplante i vindueskarmen. Adonis blomster, mener jeg, at det er. Samme slags, som prydede buskadset udenfor. Jeg kan ikke huske, hvor jeg ved det fra. Jeg ved det bare. På samme måde, som jeg ikke ved, hvorfor jeg rykker endnu tættere på Oliver. Jeg gør det bare, fordi det føles rigtig. Tager lidt efter hans hånd i min, mens jeg knuger hans fingrer. Måske er det nærmere, fordi det føles trygt. Jeg ved det ikke. Derimod ved jeg, at det er Dorthea, der brager ind ad hoveddøren, i netop det øjeblik, som Oliver fletter sine fingrer ind i mine. Jeg kan høre det på trampene. Det lyder næsten som om, hun vralter. Og så synes det helt bestemt at være hendes stemme, der vræler:

  “De lyver, jeg ved de lyver!” efterfulgt af et sagte, “min stakkels lille Noah.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...