LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

93Likes
171Kommentarer
11031Visninger
AA

30. Kapitel 28 - Værelse 405

Jeg ved ikke hvor længe, jeg står fuldstændig mundlam, uden nogen reaktionsevne overhovedet. Oliver ser febrilsk på mig, men jeg har intet nyttigt at lukke ud af min mund. Lisa står blot og glor irriteret på os. Hun hæver øjenbrynene, men siger ikke noget. Jeg har lyst til at banke hånden ind i panden utallige gange, indtil jeg fatter, hvad pokker jeg skal svare hende. Hun snerper munden sammen til en smal sprække, og ser nu afventende på os. Efter hvad der føles som utrolig mange minutter, ser Oliver endelig på mig med et blik jeg ikke helt kan tyde. Men jeg går ud fra, og håber, at det siger; lad være med at afbryd, jeg har styr på det. Jeg tvivler, men håber. Måske siger det; hjælp? Men helt skidt kan det ikke være, for han åbner trods alt munden for at sige noget; 
  "Vi.." Han tøver, "vi blev bare nød til at se ham," 
Jeg kan ikke lade være at hæve øjenbrynene. Jeg tror det er den mest lamme undskyldning, jeg har hørt i hele mit liv. Men jeg ville ikke kunne have gjort det bedre selv.
  "Det har i haft hele dagen til," hun kniber skeptisk øjnene sammen. 
  "Ja, det ved vi," mit hjerte dunker ustyrligt da jeg siger det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte sætningen. 
  "Men?" Hun drejer hovedet på skrå og borer sine skarpe øjne ind i mig. Jeg mister næsten pusten. 
  "Men vi har ikke haft muligheden," det er Oliver der kommer mig til undsætning, "private sager," værger han sygeplejeren af, da hun åbner munden for at afbryde. 
Hun hæver nu øjenbrynene så højt, at jeg begynder at spekulere på, om de kan hæves højere. Et skævt smil tager form på hendes rødmalede læber. Hun udstøder et sagte 'aha', men når ikke at sige mere, før Oliver fortsætter; 
  "Vi kan ligeså godt være ærlige," han ser på mig, og jeg nikker anderkendende. Går ikke ud fra, at han har tænkt sig at nævne noget om energioverførsel, "vi har ikke fået tilladelse til at gå herind. Ja, vi ved godt at besøgstiden er ved at være ovre, men vi blev nød til at se ham," han holder hånden op, da Lisa giver mine til at ville afbryde, "vi overhørte en samtale ved indgangen, hvor en dame ikke fik lov til at komme ind. Derfor sneg vi os, på et heldigt tidspunkt, forbi skranken dernede," Oliver slår hånden mod gulvet, som for at vise, hvor 'dernede' befinder sig, "vi forventede ikke at møde nogen," 
Jeg forstår, hvor han vil henad, og giver ham en pause til at synke de ord, der ellers var på færd ud af hans mund; 
  "Sagen er den," en klump i halsen tager form. Jeg holder en kort pause, for derefter at fortsætte, "at det i princippet er vores skyld, han ligger der," jeg gør en gestus mod Noah. Mærker hvordan tårerne laver plamager i øjenkrogen. Jeg kæmper for ikke at lade dem flyde. 

Pludselig ændrer sygeplejerens ansigt facon. De ravgule øjne ser på os med et helt nyt blik. Hvad der før var skarpt og skeptisk, bløder nu op. Hun blinker et par gange, og munden åbnes let. Øjnene knibes igen sammen, men denne gang på en venligere måde.
  "Så det var jer," 
Jeg kan se ud af øjenkrogen at Oliver nikker. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tolke hendes reaktion. Er hun lettet, eller vred? Er hun ligeglad? Overrasket? 
  "Vi har forsøgt at få fat i jer hele dagen. I forsvandt bare kort efter i var ankommet i ambulancen," hun ser forbi mig, hen på Noah, "vi bliver nød til at vide præcist hvad der skete," alvorligheden i hendes blik, er ikke til at tage fejl af. 

Pludselig dunker mit hjerte en anelse hurtigere. Jeg hiver efter vejret, og forsøger ikke at fumle med mine hænder. Hvad skal vi svare her? Vi kan jo for pokker ikke fortælle at vi var i færd med sammentrækning. Hvad vil de ikke tro? Det lader dog til, at Oliver ikke er ligeså befippet som jeg. Kun fordi jeg ved det, kan jeg ane en smule nervøsitet bag det påsatte smil. 
  "Det er ikke så enkelt, men vi kan forsøge," siger han. 
  "Godt, følg med," sygeplejeren gør en gestus mod døren, og ligger papirblokken i sin hånd på kommoden ved dørens side. Jeg ser væk, da mine øjne fanger Noahs navn. 
  "Kan vi," jeg holder pause. Ønsker ikke at hverken Lisa eller Oliver skal se mig knække sammen lige nu, "kan vi være ved ham et øjeblik først?" 
Spørgsmålet hænger tungt i luften, før jeg endelig får svar; 
  "Selvfølgelig," stemmen er anstrengt og virker samtidig falsk, "men vi skal bruge jer bagefter," hun hæver øjenbrynene og smiler anspændt. 
Så vender hun rundt på hælene og går. Døren lukkes let efter hende. Jeg lukker øjnene og sukker. Trækker vejret dybt ned under huden og puster den så langsomt ud igen, indtil hjertet synes at finde sin normale rytme. Den bliver dog hurtigt slået ud igen, da Oliver hysterisk vrænger; 
  "Være ved ham først?" Han ryster på hovedet, så krøllerne danser ved han skuldre, "seriøst?" 
  "Ja?" Jeg forstår ikke problemet. 
  "Hvad vil du her? Jeg mener, ja, vi kan stå og glo på Noah, der kun trækker vejret på grund af slangerne, men hvorfor?"
Det føles som at få et slag i maven. 
  "Er du ligeglad med ham?" 
  "Nej, men jeg kan ikke holde ud at vide, at det der, er min skyld," han synker en klump og gør et hovedkast mod Noah, "desuden havde jeg en plan," 
  "Det mindste du kan gøre, er at være her," jeg sukker højlydt, "desuden har jeg også en pointe," 
  "Aha, og hvad går det så ud på?" Olivers stemme slår hårdt. 
  "Oliver!" Mine øjne brænder da de låser sig fast på ham, "prøv lige at tag det roligt, har du glemt hvad der førte til det her?" 

Han ryster hjælpeløst på hovedet, og begynder at vandre rastløst frem og tilbage over hospitalsgulvet. Han tørrer arrigt en tåre væk fra kinden, da den mod hans vilje render ud af øjet. Han lukker øjnene i et muligt forsøg på at forsvinde væk fra det hele. 
  "Undskyld," mumler han, "jeg kan bare ikke klare det mere," 
Selvom han ikke uddyber sig yderligere, ved jeg hvad han mener. Jeg forstår hans skyldfølelse. Den sidder ligesåvel plantet i mit bryst, som den gør i hans. Den river og bider, men slipper næppe. 
  "Jeg havde bare brug for at komme ud med det hele," han kører hånden gennem håret. 
  "Så du havde rent faktisk tænkt dig at fortælle, hvad der skete?" 
Han nikker. 
  "Jeg ved det er dumt, men jeg kan ikke gå med det her indeni mig mere," 
Jeg trækker på skuldrene, men konkludere så; 
  "Så var det vel godt nok, at jeg stoppede dig," 
  "Tja, det var det vel," 
Jeg ser overrasket på ham. 
  "Du virker ikke overbevist?" Det er nærmere ment som et spørgsmål, end en konklusion. 
Han puster ud. 
  "Næh, der er ikke så mange ting, der er overbevisende længere," så åbner han øjnene og ser direkte ind i mine. 
  "Jeg synes ikke vi burde fortælle, hvad der skete. Ikke præcist i hvert fald. Hvad vil de ikke tænke, Oliver?" Fortæller jeg. 
Han svarer ikke, kaster blot et nyt spørgsmål ud i luften, som jeg griber; 
  "Hvad var din pointe med at bliver her? Udover at pine dig selv, ved at se på noget nær Noahs lig," han smiler skævt, men smilet når aldrig rigtigt øjnene. 
  "At fortsætte, hvor vi kom fra," jeg uddyber, "med energioverførsel," 
Da min hånd hviler på Noahs bryst, dunker hjertet ustyrligt under huden. Jeg synker en klump og retter mine grønne øjne mod Oliver. Hans højre arm er strukket mod loftet. Han sender mig et nervøst smil, hvorefter øjnene lukkes yndefuldt i. Jeg husker, at Dorthea sagde, at vores hjælpeløse forsøg muligvis ikke ville virke ligeså kraftfuldt, når vi var under tag. Af den grund besluttede vi også, at bringe Noah med ud, istedet for at forsøge os herinde. Men som jeg skubber tanken væk, synes denne mulighed at være nemmere. 
Selvom nervøsiteten lurer, og tankerne om, at der om få sekunder kommer endnu en sygeplejer ind af døren, eller at Lisa kommer tilbage, for min hånd til at ryste, gør jeg intet ved det. Gør bare Oliver efter. 

Da jeg lukker øjnene, synes gulvet at svinde ind under mine fødder. En ubehagelig fornemmelse, af at svæve frit, fylder min krop. Jeg forsøger at famle min hånd frem til der, hvor Noahs hjerte burde slå. Men kun et koldt bryst rammer mine fingrer, og et gys går igennem mig. Burde det ikke slå? Jeg mener, slangerne burde gøre et eller andet. Burde de ikke? Jeg læner nakken tilbage og forsøger at samle tankerne. 
  "Hjertet slår ikke," det er en sagte hvisken, der siver ud gennem mine læber. 
  "Men pulsen er her," 
Jeg åbner øjnene, og betragter hvordan Oliver har fat om Noahs håndled. Hans øjne er stadig lukkede, ligeså vel som hans højre arm stadig peger mod loftet. 
  "Men det giver jo ingen mening, Oliver," min stemme er hysterisk. 
  "Luna, du bliver nød til at slappe af, hvis det her skal lykkes," han sukker opgivende, men beholder de varme øjne lukkede, "og helt seriøst, så er der ikke særligt meget der giver mening længere," 
  "Du er blevet så pokkers opgivende efter det her med Noah," 
  "Luna, koncentrer dig!" Viger han udenom. 
Og det er hvad jeg forsøger at gøre. Selvom det er åndsvagt besværligt med et hjerte ude af takt, og en hjerne der ikke rigtigt kan give slip på spørgsmålene. 

Det føles som timer, før jeg endelig fornemmer hvordan en tynd stråle af energi synes at bevæge sig ud af min strakte arm. Noget letter fra brystet og jeg er på nippet til at udbryde et glædes-skrig. Nu kræver det blot, at jeg får energien fra den ene hånd, til den anden. Jeg prøver ikke at lade tankerne falde på, at vi ligeså vel kan ende ud som Noah, ved at forsøge dette. Faktisk går det forholdsvis nemt. At overføre energien fra den ene arm til den anden, altså. Snart strømmer energien ud af min højre arm. Og som jeg forestiller mig det, svæver det let ind gennem Noahs mørke t-shirt. Det omringer han hjerte stilfærdigt. Men inden jeg når at lade billedet runde af, lyder Olivers forpustede stemme et sted i lokalet. 
  "Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke.. " han hiver efter vejret, "jeg kan ikke mere, Luna," 
Forfærdet åbner jeg mine øjne. De må lyse af angst, da de møder Olivers. Han støtter sig til sengen ved siden af Noahs, mens hans brystkasse hæver og sænker sig i gevaldige træk. 
  "Jeg kan ikke mere!" Han skriger det næsten, men lader så udmattet benene synke mod gulvet. 
  "Oliver!" Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. 
  "Hjælp, Luna, hjælp! Jeg kan ikke mere," stemmen er skinger og skærer i mine øre. Han hiver hektisk efter vejret. Øjnene er vilde og flakker omkring i værelset.
  "Hvad sker der?" 
Jeg får intet svar. Oliver holder blot hovedet i hænderne. Skuldrene hopper gentagende gange op og ned. Hans åndedrag ryster. 

Blodet styrter rundt i min krop, og tankerne flakker omkring, uden at kunne finde plads nogen steder. Jeg tager hurtige skridt mod Oliver, sætter mig på hug ved hans side og forsøger at berolige ham. 
  "Hvad sker der, Oliver?" Jeg forsøger forgæves at forholde min stemme i ro. 
Men da den sætning, der løber ud af hans mund endnu engang er; 'jeg kan ikke mere', rejser jeg mig igen panisk op. Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg henter en sygeplejer, vil jeg skulle forklare hele forløbet. Hvad med Dorthea? 
Olivers øjne lyser sygt. Han ser oprevet ud, og jeg forventer at han om lidt vil gøre et eller andet sindssygt. Han virker til at være et andet sted end her. Inde bag øjnene finder jeg kun tomme plamager. 
  "Oliver!" Jeg skriger det så lavt så muligt. Bare nogen ikke hører os, kan jeg ikke lade være at tænke, "jeg henter Dorthea," bestemmer jeg så. 
Dette får endelig Oliver til at åbne munden; 
  "Nej, nej, nej, nej..." han snubler over ordene og tager sig forpustet til brystet, "nej Luna! Ikke Dorthea!" Han skriger det ud. 
Jeg tysser forfærdet på ham. Trækker vejret så dybt ned i lungerne, at det gør ondt. Hvad er det der går af ham? Han virker ikke just til at have mistet sin energi. Og så alligevel. Det er som om, at han er to usædvanlige sider af sig selv. Det ene vild og hysterisk, virker næsten sindsyg. Den anden er udmattet og drænet for energi. 
  "Okay, Oliver," jeg går med lette skridt hen mod ham igen, "hvad er det, der sker? Vil du ikke nok falde lidt ned?" Beder jeg, velvidende at han nok ikke kan tænke klart lige nu. 

Øjnene er stadig vilde. Det paniske blik ser mig direkte i øjnene, og det bliver blot mere intenst jo tættere på ham jeg går. Men så er det som om noget ændrer sig. Som om han lader skuldrene synke til en mere afslappet stilling. Som om hans åndedrag sænker farten en smule, og stopper sin rysten. De flakkene øjne lukkes i. Det synes umuligt, men lyden af hans hjerterytme kan næsten høres i rummet, og den sagtnes langsomt. Da han åbner øjnene igen er det ikke et sygt blik jeg møder, men brune øjne fyldt til randen med angst. Få sekunder efter render angsten ned af hans kinder i våde plamager, og rammer gulvet med små plop. 
  "Vi skal ud herfra, og det er lige nu!" Hvisker han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...