LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8793Visninger
AA

29. Kapitel 27 - Hospitalsvægge og arrogante sygeplejere

I horisonten har solen efterhånden kvalt de sidste skygger og budt månen velkommen. Den er næsten fuld i nat. Månen. Hvis man kniber øjnene godt sammen, synes den at have fået et rødligt skær. Lidt ligesom et æble på kanten af at modne. En enkelt sky dækker for de svagt frembrydende stjerner. Her er koldt. Vores hviskende åndedrag synes at være højlydte i stilheden. Skridtene på den asfalterede vej kan næsten ikke høres, så svagt træder vi. Men mit hjerte dunker højere end mine åndedrag. Det styrter afsted uden noget fastsat mål. Jeg retter blikket mod himlen og betragter hvordan stjernerne langsomt begynder at lyse kraftigere. Flere skyer glider frem. En enkelt passere månen. Den eneste lyskilde vi nu har, er de gadelygter der står flere meter fra hinanden her. Vi er henlagt i mørke, og jeg kan mærke, hvordan utrykheden trykker sig fast under brystet. 

Oliver griber min hånd, da han kommer op på siden af mig. Dorthea vralter med svage skridt afsted foran os. Hun ser sig ikke tilbage, men tager gentagende gange hånden op til ansigtet og tørre noget væk. Tårer formentligt. Jeg klemmer om Olivers hånd. 
Når jeg trækker vejret helt ind gennem brystet, kan jeg mærke hvordan frygten har sat sig fast. 
  "Tror du det vil lykkes?" Min stemme er spæd, men virker dominerende i stilheden. 
Jeg kan kun se silhuetten af Oliver, men af at dømme derfra, hverken nikker eller ryster han på hovedet. Der går lidt før han svarer; 
  "Vi kan forsøge. Det er det mindste vi kan gøre for Noah," 
Jeg synker en klump. 
Han har ret. Noah har efterhånden hjulpet mig så meget, at jeg i det mindste skylder ham et forsøg. Desuden har jeg brug for ham. Men det var heller ikke fordi jeg overvejede ikke at prøve. Egentlig ønskede jeg blot en bekræftning af, at det nok skal gå. Løgn eller sandt, jeg er ligeglad. Jeg savner tryghed. 

Da hospitalets hvide vægge endelig lyser op i horisonten, er det ikke ligefrem en følelse af lettelse der spreder sig i kroppen. Frygten bider sig blot endnu hårdere fast. Vores plan er ikke ligefrem af fantastisk kvalitet, men den er der, og det er chancen værd. Det minder jeg i hvert fald mig selv om. 
En gadelygte lyser Olivers ansigt op. Han bider sig i læben og skæver til mig. De brune øjne flakker fra mig til hospitalet. Så stopper han op. Åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen. Jeg skæver mod Dorthea, der ikke har ænset vores stop. 
  "Luna," han fører en af mine vildfarne hårlokker om bag mit øre igen, "vi gør det bedste vi kan, og så skal det nok gå. En dag.." han ser ned i jorden, men løfter så blikket og fastholder øjenkontakten, "en dag skal du nok få det hele at vide. En dag skal det hele nok gå op. Det lover jeg," 
  "Hvad hvis jeg ikke er her den dag, Oliver?" Jeg spænder kæberne og blinker for at bryde øjenkontakten, "hvem siger den dag ikke først kommer, når.." jeg holder inde. Har ikke lyst til at uddybe mig. Jeg ryster på hovedet. 
  "Oliver, vi skal nok klare det her. Men om jeg nogensinde finder ud af hvem pokker jeg egentlig er, er nok ret usansynligt," 
Han trækker på skuldrene og sender mig et opmuntrende smil. 
  "Du dør ikke Luna," smilet falmer, "det må du ikke," jeg ved ikke om det mest er til ham selv, for hans hviskende stemme lyder kun svagt gennem luften. 
  "Og det gør du forhåbenligt heller ikke," jeg begynder at gå, da jeg mærker hvordan en trykken i brystet tager til, "og det gør Noah i hvert fald heller ikke," siger jeg bestemt, "kom så Oliver," 

En blid brise har nu taget til. Himlens stjerner er nu så klare, at månen synes at falme. Vi står med fronten et par meter fra indgangen. Mine ben er udmattede efter gåturen, men vi besluttede at det nok ville være mindst opsigtsvækkende, hvis bilen blev parkeret et par kilometer fra hospitalet. Jeg tvivler. Tror ikke Noah er ved bevidsthed, og mine arme føles allerede trætte ved tanken om at skulle bære ham. 
  "Okay," Dorthea trækker vejret dybt indad, "i ved hvad der er meningen, at i skal gøre," 
Jeg nikker. Det samme gør Oliver, mens en knude strammes til i brystet. Dorthea smiler, men et sted inde bag de buede læber, kan jeg ane gråden og nervøsiteten. Hun springer med vraltende hop op af trappen. Ser sig kort over skulderen, for derefter at bevæge sig ind af hospitalets skydedør. Oliver lægger en hånd på min hofte og fører mig med op af trappen til indgangen. Han skubber mig ind bag en potteplante, for derefter selv diskret at sørge for, at skydedøren ikke lukkes i igen. 
Jeg håber inderligt at manden bag skranken ikke retter blikket herhen. Måske er det lidt for kæphøjt at tro, at ingen vil opdage at indgangen hele tiden når at lukkes halvt, for så at blive åbnet igen. Men at ingen person træder ind. Hvis han kigger godt efter, manden bag skranken, vil han opdage en maskulin hånd, der konstant kører over sensoren. 

  "Beklager, du kan komme igen imorgen," 
  "Men det er min søn!" Dorthea lyder hysterisk, og jeg kan ikke helt finde ud af om det er skuespil, eller om det rent faktisk er sådan hun føler. Hysterisk.
  "Det er reglerne," 
  "Jeg er ligeglad med regler, jeg vil bare se ham," hendes stemme knækker over, "nu,"
Jeg fjerner et enormt blad fra mit ansigt, så jeg svagt kan skimte skranken. Manden bag den har rynkede bryn, og øjnene er rettet mod computeren. Han gentager sit svar fra før, og hjertet synker i brystet. Måske er det for sent imorgen. 
  "Besøgstiden er ovre, det er sent, og jeg er faktisk på vej hjem," manden stabler en stak papirer, der før lå spredt foran han. 
  "Kan du i det mindste ikke fortælle mig, hvordan han har det?" Dorthea lægger en hånd på skranken foran sig. 
Jeg synker en klump, og Oliver tager endnu engang min hånd. Jeg er ikke sikker på nogen af os overhovedet har lyst til at vide svaret på dette spørgsmål. End ikke Dorthea. Det var trods alt hende, der fortalte, at lægerne ikke kan gøre noget. 
  "Hvad er hans navn, igen?" Manden sukker og ser ned på computeren. 
  "Noah Hyld Cielo," 
Jeg ryster svagt ved Cielo. For en stund havde jeg faktisk fuldstændigt glemt Bror Cielo. Det er efterhånden ved at være lidt tid siden, at jeg sidst har fået et brev eller en seddel fra ham. Et par dage, i hvert fald. Der er efterhånden også ved at være lidt tid siden, Noah mistede bevidstheden. Er det virkelig Noah, der er Bror Cielo? 

Manden bag skranken mumler svagt noget til sig selv, som hverken Oliver eller jeg kan høre. Dog giver det et gib i os begge, da Dorthea gentager lige præcis den information, vi ledte efter; 
  "2. etage, 1. afdeling, værelse 405, siger du?" 
  "Ja," manden ser med forvirring på hende, "hvad skal du bruge det til?" 
Dorthea trækker på skuldrene, og bevæger sig mod højre, så mandens blik vender så langt væk fra indgangen som muligt. Mere når jeg ikke at se, før Oliver forsigtigt trækker mig ind gennem skydedøren. Måske var det alligevel meget godt, at vores fortrin næsten ikke kunne høres stilheden udenfor. Alligevel klirrer de let på hospitalsgulvet, og jeg frygter hvert eneste øjeblik at blive opdaget. Men manden som Dorthea lige nu står og snakker med, ser ud til at være den eneste på hospitalets grund. Jeg ved dog bedre, fra de få gange jeg har været indlagt. Brækket ben, åbne brud og sådanne ting. Der vil altid være sygeplejerske rundt omkring. Konstant. 
  "Elevatoren eller trappen?" Olivers stemme bryder mine tanker.
Vi er lige drejet om et hjørne, så manden har ikke længere udsyn til os. Jeg misser forvirret med øjnene. 
  "Er det ikke ligegyldigt?" 
  "Er der kameraer i elevatorerne?" Han ser på mig. 
  "Har ingen ide. Men vi spilder tiden ved at stå her," jeg hiver i kanten på den bordeauxrøde trøje, som han er iført, "kom," 

Der er stille i elevatoren. Jeg fortryder et kort øjeblik at det var den, jeg trak Oliver med ind i. Kan den høres når den bevæger sig? Jeg har aldrig tænkt over lyden af en elevator. Hvad hvis der står nogen på den anden side, når vi skal ud? Måske er der en sygeplejerske på vej hjem lige nu. Hvad hvis der er kameraer i elevatoren? Ville der også være det ved trapperne? 
  "Vi skulle have taget trappen," sukker jeg. 
Oliver trækker på skuldrene.
  "Det finder vi vel ud af," 

Heldigvis er ingen sygeplejerske på vej hjem, da vi kort tid efter stiger ud på 2. etage. Gangen er henlagt øde. Det er kun vores hektiske åndedrag der bryder stilheden. Vores skridt runger stilfærdigt, som vi bevæger os mod døren et par meter fra, hvor vi står. Mit blik fanger et skilt, hvorpå der med blokbogstaver står; 1. afdeling. Tanken om at der lige om lidt træder en sygeplejerske ud fra en af de hvide døre, får hjertet til at dunke i brystet. 
  "Oliver?" Spørger jeg.
Han nikker.  
  "Hvad gør vi egentlig, hvis nogen opdager os?" Jeg fugtigere mine læber og ser mig over skulderen. 
  "Ingen anelse. Vi må vel bare finde på noget," han stopper op og lytter, "men det er der ikke nogen der gør," siger han så. 
  "Sikker?" 
  "Næh," han sukker, "der er ikke noget der er sikkert, når du er en Rossa," 
Nu er det min tur til at sukke.
  "Men," 
  "Shh..!" Oliver prikker to gange på et skilt. 405, står der.

Hjertet styrter nu lidt hurtigere afsted end det gjorde før. Mine åndedrag lyder pludselig hæse og besværede. Oliver skærer tænder og lægger sine brune øjne på mig. Jeg strækker hånden ud. Rører forsigtigt ved skiltet. Det føles glat og nyt. Jeg synker en klump. Tør jeg gå derind? Hvad vil vi egentlig få at se? Vil tårerne komme strømmende endnu engang? 
Oliver griber forsigtigt om håndtaget. Han skæver til mig. Sender et forvrænget smil, der mest af alt minder mig om, hvordan jeg selv har det. Pokkers elendigt. 

Da døren er skubbet op, og vi endelig får at se, hvad der venter os, krymper jeg mig. Alt min maves indhold vender sig en omgang. Det føles som om noget stort og massivt gentagende gange dunker ind i brystet på mig. Han ser så fredfyldt ud, som han ligger der. Slangerne og den enorme boks ved hans side, der formegenligt tæller hans hjerteslag, vidner om hvor lidt længerne egentlig ved om det her. De har i hvert fald ikke inkluderet noget, der kan formindske energitabet. Hans brystkasse bevæger sig kun svagt. 
Tårerne presser sig på, og jeg kan se hvordan Oliver ser sig febrilsk omkring. Ved ikke rigtigt hvor han skal se hen. Han bider sig i læben og ser ned af sig selv. Hans skyldfølelse stråler nærmest ud af ham. 
  "Det var ikke din skyld," hvisker jeg grådkvalt. 
Han ser på mig med tårerfyldte øjne. Trækker på skuldrene og synker så. Han svarer ikke. 

Istedet tager jeg et par skridt mod Noah. Øjnene er lukkede i. Det røde hår har mistet en smule af sin glans, og slangerne omkring hans ansigt fjerner de markerede linier. 
  "Vi skal nok hjælpe dig," jeg rører forsigtigt ved hans hånd. Den er gold og kølig, "du sover bare," sætningen kan næsten ikke passere mine læber. Jeg ved, den er løgn. Men ønsker den sand, mere end noget andet. Jeg gnider min hånd mod panden. Det her måtte ikke ske. En våd dråbe bevæger sig ned af min kind og rammer Noahs arm. 
  "Du skal nok vågne igen, det lover jeg," min stemme er spæd. I det mindste håber jeg det da. Inderligt, faktisk. 
  "Er det så nu, vi burde bære ham med ud af vinduet?" Det er Oliver der bryder ind, "hvad havde vi egentlig gjort, hvis han havde ligget på 5. sal?" Jeg kan næsten ikke hører hvad han siger, så svagt snakker han. 
Jeg trækker på skuldrene. 
  "Vi kan ikke engang få ham med ud herfra," 
  "Hvorfor forsøger vi os ikke bare her? Her ser ikke ud til at være nogen," Oliver stiller sig ved min side, men ser ikke på Noah. 

Jeg åbner munden for at svare, men højlydte skridt på gangen udenfor stopper mig. Panisk ser jeg på Oliver, der blot stirrer mindst ligeså hjælpeløst tilbage på mig. Jeg slår mig på panden, men tager hurtigt hånden ned igen, da den hvide dør foran os går op. Ind kommer en kvindelig sygeplejerske. Hendes næsten ravgule øjne ser måbende på os. I favnen bærer hun adskillige glas med forskellige piller og kanyler. I højre hånd har hun en seddel, hvorpå jeg skimter Noahs navn. Hun blinker et par gange og fører hånden gennem de sorte slangekrøller. Lisa, står der på hendes navneskilt, der er placeret over brystet. Så kniber hun øjnene sammen og åbner munden;
  "Hvad tror i lige, i to har gang i?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...