LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8822Visninger
AA

28. Kapitel 26 - Dum gråd

Da den højlydte brummen fra Dortheas bil endelig holder inde, og en mild kvalme har spredt sig til halsen, er den akavede stilhed trykket så langt ned over mit hoved, at jeg føler, jeg ikke kan trække vejret. Hjertet dunker i brystet, mens nysgerrigheden kribler i fingrene. Jeg tager en dyb indånding, og stiger ud af bilen. Den tynde luft slår mig i ansigtet, alt imens følelsen af lettelse spreder sig i kroppen. Endelig er vi fremme. Efter en halv times køretur i pinlig tavshed, mens solen blot opvarmede bilen til en omvandrende sauna, er fornemmelsen af frisk luft overvældende. Jeg trækker vejret dybt indad og puster så langsomt ud igen. Oliver ser ud til at havde det på præcis samme måde, som jeg.  

Jeg betragter Noahs hus, og føler mig ærligtalt en smule betaget af de snirklede væg-mønstre og de gamle havemøbler. Jeg husker den dag, Dorthea stod på bussen og jeg svagt skimtede et hus i horisonten, og konstaterer at jeg havde ret. Det er det hus, Noah og Dorthea, er bosat i. Jeg kaster et blik tilbage af den smalle grussti, som den blå polo lige har ført os op ad. Buskaset hænger ud over stien, og er enkelte steder mast af bilens dæk. Edderkoppespindene glinser i solens lys, og et par hvide blomster titter frem i det grønne krat. Egentlig er det ganske kønt. Kun den svage brummen fra bilerne vidner om, at vejen findes på den anden side af denne sti. Jeg står sådan lidt. Betragter en sommerfugle finde plads på et råhvidt blomsterblad. Så lægger Oliver sin hånd på min skulder, og jeg drejer forsigtigt hovedet for at opdage et bredt smil på hans læber. 
  "Så er det nu," hvisker han svagt, "vil du med ind?" 
Så er det nu, gentager jeg indvendigt og smiler for mig selv. Men tanken om Noah lurer dybt inde under ribbenene, og jeg ved, at der ikke skal meget til, før jeg lader tårerne flyde. Et sus går igennem mig, og pludselig føler jeg mig underligt til mode. Får jeg virkelig svar nu? Tanken florerer under huden. Eller er det alligevel ikke alting hun kan fortælle? Igen kommer jeg i tanke om Noah. Jeg kan næsten hører hvordan hans stemme former sætningen. Men det er ikke alt jeg kan fortælle, Luna. Jeg synker klumpen i halsen. Savner hans stemme. Også selvom at det til tider var indpakkede sætninger, der forlod hans læber. 
  "Kommer nu," 
Så vender jeg skosålerne mod den brune hoveddør. Den hænger en smule skævt på hængslerne, og en skinger lyd skærer gennem luften, da jeg hiver ned i håndtaget for at bevæge mig indenfor. 

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Men det er i hvert fald ikke en sød rosaduft og en pænt ryddet entré, hvor kun en enkelt jakke er placeret på stumtjerneren bag døren. Trægulvet skinner næsten, og det blomstrede tapet falder i ét med potteplanterne langs væggen. Måske havde en lugt af cigaretrøg og kemisk parfume mere været mine tanker. I hvert fald føler jeg mig lettere overrasket, da jeg stiller mine støvler pænt på den flettede dørmåtte. Oliver gør gestussen efter. 
Jeg ser på ham med et spørgende blik, men han ser det ikke. Er blot travlt optaget af et stille skoene et par centimeter fra mine. Hvor er Dorthea? 

Istedet for at kræve svar, følger jeg efter Oliver ind af endnu en brun dør, der er placeret for enden af entréen. Og der er hun. Siddende på bordpladen med fødderne sat til rette på en træ-skammel, med et sørgmodigt smil over læberne. Hun vrikker lidt med tæerne, så den blomstrede pude ovenpå skamlen gynger svagt. Det lader ikke til, at hun er vandt til besøg. Hun ser på os, som vi får møvet os ind i stuen, men retter så blikket mod en sofa i en den modsatte ende af rummet. Kanterne på det grå gulvtæppe, under, er flossede. En gyldenbrun vase med en enkelt rose er placeret på sofabordet foran. 
  "Kan man godt bare bruge alt sin energi op på så kort tid?" Dorthea virker fraværende, da hun siger det, "skal vi fortsætte?" 
Jeg ser på Oliver, der sender mig et svagt smil. Han nikker, og det samme gør jeg. Dorthea gentager Olivers spørgsmål fra bilen endnu engang, og sætter så et undrende udtryk op. Hun sukker men begynder så; 
  "Ja, og det er sådan set meget normalt," hun holder en kort pause og tilføjer så irriteret, "ikke at det har gjort lægerne specielt meget klogere på, hvad de skal gøre ved det. Men det er forholdsvis normalt," hun sukker, og borer sine grå øjne dybt ind i mine, "det sker altid. Dog i sjældne tilfælde før månen. Men det hænder altid på dagen for nogle. Sandsynligheden for at alle de unge Rossaer overhovedet ikke har noget i klemme for hinanden, er umenneskelig lille,"

Dorthea bliver ved med at sige, at man bliver nød til at kunne samarbejde, hvis det skal virke. Og for hver eneste sætning skæver hun til Oliver og kniber øjnene bittert sammen. Han rynker brynene. Jeg betragter hvordan han klynger armene tættere og tættere om sig, jo længere Dorthea kommer i forklaringen. Det ser næsten ud som om, at hans trøje tynger ham mod gulvet. Jeg tager et par skridt i hans retning. Diskret. Har lyst til at knuge ham ind til mig og sige, at det ikke var hans skyld. At jeg ved hvordan han har det. For det ved jeg. Jeg synker en klump og slår øjnene mod jorden. De rammer det knirkende trægulv hårdt. Selvom jeg forsøger at skubbe tanken væk, så lurer den stadig et sted inde bag kraniet. Det var min skyld. Det var mig der insisterede på at have Oliver med i forsøget. Det var min skyld. Min, min, min. 

Da jeg endelig retter blikket op, og ser på Oliver, stopper Dorthea sin fortælling. Egentlig har hun blot kørt rundt i det samme igen og igen. Det virker lidt som om hun ihærdigt forsøger at pille Oliver ned. Smadre ham mod jorden, så han først kan rejse sig igen, når hendes søn ikke længere ligger på hospitalet mere eller mindre død. Eller, i hvert fald bevidstløs. At hun måske håber at Noah vil få det bedre, hvis Oliver forsvinder. Sådan hænger det nok bare ikke sammen. Hun ved ikke engang præcist, hvad der skete. Jeg synker klumpen, der endnu engang synes at finde plads i halsen. 

  "Du sagde," jeg holder inde et øjeblik, "at du har en ide om, hvad der skete. Hvad tror du?" Jeg retter mine grønne øjne mod hende, og hun ser væk, "ja, udover batterierne," jeg kan ikke lade være at være en smule spydig. Har et eller andet sted ondt af Oliver, men var det hans skyld? I princippet. Men det var ligeså meget min. Faktisk var det præcist ligeså meget Noahs egen skyld, som det var min og Olivers. Var det overhovedet nogens skyld? Egentligt er vi blot nogle klumpede teenagere, der forsøgte os med noget, vi ikke havde forstand på. Hvis nu Dorthea havde stoppet Noah. Hvis mor aldrig havde læst i 'Den røde måne' - ja, hvis Ingvar ikke havde skrevet den. Der er mange man kan give skylden. Men nogens skyld er det vel ikke. Nej, det ville være dumt at skyde skylden på nogen, der bare hjælpeløst forsøger at overleve. 
Jeg har lyst til at sige det til Dorthea. For som hun sidder der med et bittert ansigtsudtryk lagt i sørgmodige folder, rettet mod Oliver, ser hun enormt dømmende ud. 
  "Jeg tror sådan set ikke andet end det. Jeg ved ikke hvad der skete, eller hvordan. Men jeg er bange for at det med batterierne ikke blot er noget jeg tror," hun retter nu blikket mod mig, men det føles ikke nær så spidst som det hun sendte til Oliver, "hvad med at i fortæller mig præcist, hvad der skete ved åen? Så kan vi måske sammen finde ud af, hvad vi kan gøre," 

Jeg sender Oliver et skævt smil. Faktisk var det lige præcis den sætning jeg håbede ville forlade hendes mund. Måske vil hun bløde lidt op, hvis hun ved hvad der virkelig skete. Men jo tættere min mund er på at åbne sig, jo mere går det op for mig, at det muligvis blot vil forværre det hele. Måske er det også derfor Oliver ikke gengælder mit smil. Alligevel begynder jeg min forklaring. Undlader at fortælle, hvad Oliver nær var ved at afsløre for mig, men ellers hvordan de to hakkede hinanden ned. Mig der forsøgte at få det til at fungere, uden egentlig selv at være mindre anspændt. Jeg ryster svagt da jeg fortæller, hvordan Noah pludselig blev bleg og faldt mod jorden. Lyden af hans krop der styrtede mod skovbunden, snurrer rundt i hovedet på mig. Da jeg er færdig nikker Dorthea anerkendende. Hun åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen. Istedet er det Olivers læber der skilles;
  "Kan lægerne godt redde ham? Jeg mener.." Hans stemme skælver, "ved de godt hvad de skal gøre, når nu det har noget at gøre med månen," 
Jeg lukker kort øjnene, mens jeg lytter til Dortheas svar; 
  "Som sagt, det er sket før," hun ser ned, så dobbelthagen forstørres, "men det er aldrig lykkedes dem. Ikke af hvad jeg ved, i hvert fald," 

En sitren går i gennem min krop. Følelsen af at noget tungt bliver smadret ind i mit bryst er uudholdelig. Jeg skærer tænderne mod hinanden og mærker, hvordan tårerne presser sig ud gennem tårerkanalerne. Da den første ovalformede dråbe rammer trægulvet, tager Oliver min hånd. Han borer fingrene dybt ned i min håndoverflade. Præcis som Noah gjorde ved åen. Men denne gang er jeg ligeglad med smerten. Jeg kan se ud af øjenkrogen, hvordan Oliver bider tænderne hårdt sammen. Kæberne rokker hjælpeløst frem og tilbage. Jeg gnider min frie hånd mod panden og ser opgivende på Dorthea. Også hun virker påvirket af den sætning, der lige har forladt hendes mund. Som om hun lige har indset, hvad der nok sker. Den tynde gnist af håb i mit bryst, er lige brændt ud og blevet til aske. Jeg bryder stilheden; 
  "Så han.. " sætningen snører sig sammen om min tunge, "er muligvis snart," jeg kæmper for at få det sidste ord udover mine læber. 
  "Død," færdiggøre Oliver min sætning. 
Hvis der var stille i stuen før, har tavsheden nu tynget os i gulvet. Og så hulker Dorthea. Højt og skingert. 

Panisk retter jeg mine øjne mod Olivers brune. Jeg blinker et par gange og hæver øjenbrynene. Tårerne flyder stadig, og Dortheas højlydte gråd trykker i brystet. Pludselig går det op for mig, at hun nok i virkeligheden ikke er vred, men sønderknust. Jeg forestiller mig tanken om at have en søn, som jeg derefter mister. Det stopper ikke gråden. Jeg knuger Olivers hånd i min og trækker ham så med mig mod Dorthea. Jeg sætter mig på hug på gulvet foran hende. Oliver slipper min hånd og sætter sig ved hendes side, men griber den så igen. Han lægger en hånd på hendes skulder og ser på hende med et medlidenhedsfyldt blik. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Har alligevel aldrig været god til det her. 

Sådan sidder vi. Med tårerne trillende uden nogen anelse om, hvordan vi skal få det hele til at lysne igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til Dorthea. Ønsker at trøste hende, men ved ikke hvordan. Alt der vil kunne opmuntre hende, vil være direkte løgn. At Noah nok ikke dør, at det nok skal gå, at lægerne nok skal fikse det, er altsammen så usansynligt, at vi ikke kan andet end at tvære vores tårer længere ind i øjnene. En dunkende hovedpine begynder at tage form inde bag panden. Hvad skal vi gøre? Men pludselig, efter hvad der føltes som adskillige halve timer, puster Oliver liv til asken i mit bryst; 
  "Nej, hvor dumt," han slipper min hånd og slår sig på panden, "har vi måske ikke lært energioverførsel eller hvad?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...