LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8808Visninger
AA

27. Kapitel 25 - Opbrugte batterier

Olivers blik bliver lettere opgivende, da vi har gået hospitalets areal utallige gange, og vores ben efterhånden er blevet så trætte, at vi må sætte os på en træbænk et par meter fra indgangen. 
  "Jeg fatter det simpelthen ikke," siger jeg og sukker, "det var hende selv der foreslog, at vi skulle tage hjem til hendes hus. Hvorfor er hun så bare forsvundet uden videre nu?" 
Oliver ryster på hovedet, så de mørke krøller let strejfer min kind. 
  "Vidste hun, at du ville hente mig?" Han ser alvorligt på mig. 
Jeg bider mig i læben og overvejer hvad jeg skal sige. Det gjorde hun jo, men hun lod til at acceptere det. Jeg kan ikke lade være at spekulere på, hvad det er, Noah og hans mor har imod Oliver. Mon det har noget at gøre med, at han var Bror Cielo, og ikke er det længere? Hvad har han gjort? Jeg ryster indvendigt på hovedet af mine tanker, nikker så og siger; 
  "Ja, men hun sagde at det ikke ville skade, hvis du også fik lidt nyttigt at vide," 

Der er stille lidt, hvor vi blot sidder og betragter en gråspurv der i små hop forsvinder hen over parkeringspladsen. Vinden er begyndt at ruske blidt i de store potteplanter ved siden af hospitalets glasdør. Da jeg gik mod søen i morges, havde selv de løsrevne blade på træerne, ikke i sinde at falde af lige foreløbig. Duggen er også forsvundet. Stilheden trykker sorgen ned over mig igen. Hvad hvis vi har mistet Noah? Den dårlige samvittighed presser samtidig min krop sammen, og jeg vrider mig indvendigt. Det er selvforskyldt, tænker jeg. Det var min skyld. Det var mig, der insisterede på, at vi skulle have Oliver med i forsøget. Men jeg vidste ikke, at det kunne ende galt - ikke på den her måde, i hvert fald. Jeg havde da på fornemmelsen, at det måske ikke ville virke de første par gange, men at Noah skulle ende bevidstløs, var i hvert fald ikke min plan. Endelig bryder Oliver mine håbløse tanker, og siger;  
  "Hun kan vel for pokker da ikke bare forsvinde sådan uden videre, hun må være her et sted," 
Jeg tøver kort, for derefter at svare; 
  "Det er jeg ellers ved at være vandt til, at folk gør," 
Oliver stopper midt i en håndbevægelse, for at rette lidt på den bordeauxrøde trøje, som han er iført. Han ser på mig med et blik jeg ikke helt kan tyde, for derefter at sukke højlydt. 
  "Det er jeg altså ked af, men jeg blev nød til det," 
Jeg hæver øjenbrynene og kan ikke lade være irriteret at tænke: 'hvad så med at forklare mig hvad det gik ud på', men jeg siger det ikke højt. Gider ikke flere halvfærdige diskutioner, hvor jeg alligevel ender uden svar. Istedet tvinger jeg et svagt smil frem på mine læber, da en tanke falder mig ind. 
  "Måske er hun slet ikke forsvundet," 
  "Hvad mener du?" Indvender Oliver undrende. 
  "Måske har hun blot sat sig i sin bil for at vente?" Man kan næsten høre, hvordan håbet strømmer med sætningen ud af min mund. 
  "Måske," Oliver trækker på skuldrene, "men hvorfor skulle hun det? Hvorfor ikke bare vente ved indgangen," 
  "Det ved jeg ikke, men de gange jeg har mødt hende, har hun altid opført sig lidt mystisk," der går lidt før jeg smiler skævt og færdiggør min sætning, "så hvorfor ikke?"       
Endnu engang hæver Oliver skuldrene, for derefter at lade dem synke. 
  "Ved vi hvordan hendes bil ser ud?" 
  "Nej, men det finder vi nok ud af," siger jeg, og tager fat i hans håndled. Jeg kan dog ikke lade være at tilføje et par ord til min sætning, inde bag kraniet. Hvis hun altså ikke bare er forsvundet, men jeg skubber tanken væk med et bid i underlæben. Jeg rejser mig, og trækker Oliver med mig. 
Jeg kan hører hvordan hans fødder slår mod asfalten, da han kommer småløbende efter mig. Jeg slipper grebet i hans arm, og hurtigt er han oppe på siden af mig. 

Vi er næsten ved at opgive, da en enorm lyd af en bil der bremser hårdt, får os til at stoppe eftersøgningen, efter Dortheas ukendte bil, brat op. Vi kigger panisk på hinanden, indtil Oliver lader blikket falde på noget bag mine skuldrer, og udstøder et halvhjertet, men lettet, grin. Han mumler noget der lyder som 'forhelvede', men smiler alligevel. Jeg rynker brynene, da han bevæger sig mod mig og giver min skulder et anerkendende klap. Han står lidt med hånden på min skulder, indtil jeg vender mig rundt. Foran mig er der placeret en lille blå Polo, og inden i den, sidder en smule opgivende Dorthea Hyld, med hånden godt placeret på rettet. Hun hæver sine små øjenbryn og ruller vinduet ned. 
  "Så kom dog ind," siger hun. 
Jeg har sjældent været så lettet. 

Hun vrisser et eller andet med, hvad pokker der kunne tage så lang tid, da vi åbner dørene for at sætte os ind. Jeg får lyst til at svare igen ved at spørge, hvorfor hun ikke bare ventede ved indgangen, men konkludere så, at det nok er en dårlig ide. Jeg har faktisk en forholdsvis god chance for at få noget information, hvis jeg blot lader være at hidse mig op - mens hun hører på i hvert fald. Istedet siger hverken Oliver eller jeg noget. Ser blot på hinanden og ruller med øjnene. Halvt af os selv, halvt af Dorthea. 

  "Nå," Dorthea løfter blikket mod bakspejlet, og sender os et opmuntrende smil, "lad det nu ligge," 
Jeg skæver til Oliver, mens jeg overvejer hvordan vi skal få slået hul på den, nok, følelsesladede samtale, vi egentlig satte os ind i bilen for. Han ser ikke på mig. Øjnene er vendt mod parkeringspladsen, der nu suser forbi i, helt sikkert, ulovlig fart, da Dorthea gasser op. Jeg bider mig kort i underlæben og læner hovedet mod ruden. Hvad skal jeg sige? Den akavede stilhed trykker om ørene mens hjertet falder mod bunden af maven. Jeg skal have svar. Det er ligesåvel for Noahs skyld, som det er for Olivers og min egen. Hvad skete der ved åen? Pludselig slår det mig, hvad det næste spørgsmål der skal sive ud mellem mine smalle læber skal være; 
  "Hvad skete der ved åen?" Spørg jeg med lettere nysgerrighed i stemmen. 
Der er stille lidt, men jeg kan se hvordan Oliver retter sig op i sædet, og kaster flygtige blik over på Dorthea. 
  "Som sagt," hun holder en kort pause for at trække vejret dybt indad, "ved jeg det ikke, men jeg har en stærk fornemmelse," 
Jeg skutter mig lidt og koncentrere mig om at lytte godt efter, da hun gentager, hvad hun sagde til mig ved busskuret. Jeg kan næsten se hvordan Olivers skyldfølelse stråler ud af øjnene på ham, da hun forklarer, at man helst skal kunne samarbejde. Han synker en klump, og jeg retter igen øjnene mod husene der strømmer forbi. Vidste han ikke det? Jeg mener; hvis han virkelig var Bror Cielo? 
  "Det lyder forfærdeligt simpelt, men jeg går ud fra at Noah brugte alt sin energi," fortsætter hun og synker da hun nævner Noahs navn. 
  "Kan det ske sådan pludseligt?" Olivers stemme er spids. 
  "Det forholder sig sådan," hun svinger den blå polo mod højre, "at vi allesammen har en bestemt mængde energi gemt under huden," endnu engang stopper hun op midt i sætningen og afbryder sig selv, "i kan sammenligne det lidt med et batteri. På et tidspunkt slipper vi allesammen op - det er i princippet også derfor vi dør," bemærker hun og fortsætter, "sammentrækning kræver samarbejde og sammenhold, og energien bliver brugt hundrede gange hurtigere op, hvis personerne der giver det et forsøg, ikke kan arbejde sammen," 
Jeg rynker øjenbrynene mens hjertet begynder at springe hvert andet slag over. 
  "Så det der skete var..." Oliver når ikke længere hen i sætningen, før Dorthea hysterisk har afbrudt;
  "Det jeg tror der skete var," hun lyder panisk, som om hun ikke bryder sig om tanken om, hvad der kan være sket. Som om hun forsøger at fortrænge sandsynligheden, og fortælle sig selv at det ikke er sådan, det forholder sig. Jeg forstår hende, da hun gør sætningen færdig, "at Noah har brugt det batteri, der skulle havde holdt resten af hans liv, op ved åen," 

Jeg blinker et par gange og kan mærke, hvordan hjertet pludselig går fra at springe slag over, til at styrte afsted uden yderligere mellemrum mellem slagene. Frygten gnaver ind gennem knoglerne og laver hul på blodårerne, så den røde væske summer i kroppen. Pludselig længdes jeg efter den nat, hvor Noah blot sad og holdt om mig, for at få min frygt til at forsvinde - på trods af at vi endte med at gå hinanden på nerverne. Men da den frygtelige tanken om, at det måske ikke sker igen passere, presser tårerne sig på. Betyder det, at Noah måske er død? Jeg må bide mig hårdt i læben, for ikke at lade ovale dråbe flyde ned over min hage. Er det sådan det foregår? Er det sådan nogle dør under månen? Pludselig husker jeg den sætning, der står med småt under mit skrivebord : "Den der fødes under den røde måne, må også dø under den". 
Egentlig har jeg aldrig overvejet hvordan det skulle kunne lade sig gøre af dø under en måne. Jeg har overvejet hvorvidt det kunne ske på grund af månens eksplosion, som Ingvar forklarede i en af sine forrige kapitler. Måske falder nogle i søen, som i min drøm. Men egentlig har tanken om at bruge alt sin energi op, aldrig nogensinde fundet sted inde bag panden. Hvad hvis det sker for mig, for Oliver, Noah? Da minder jeg mig selv om, at det er sket for Noah, og hjertet dunker uregerligt i brystet mens tårerne truer med at fare ud af øjenkrogen.  
  "Kan man godt bare det?" Olivers stemme ryster og øjnene flakker da vi får øjenkontakt, "bruge alt sin energi op, på så kort tid, altså," fortsætter han. 
  "Hør," siger Dorthea, mens hun ryster på hovedet, af en langsomtkørende bil og dytter, "jeg er forfærdelig til at multitaske. Det er nemmere hvis i forklarer præcist hvad der skete, når vi er hos mig. Så er det nemmere at overskue alle de ting, i bliver nødt til at vide," 
Alle de ting vi bliver nød til at vide? Hvilke ting? Der må være meget jeg ikke ved. Jeg sukker indvendigt. Tripper let med fødderne af nysgerrighed, men alligevel slår min tunge knuder, da jeg forgæves forsøger at fremstamme et sagte 'okay'. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...