LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8802Visninger
AA

26. Kapitel 24 - Dorthea Hyld

Tårerne trillede ned af mine kinder da ambulancen ankom til åen. Den skingrende lyd af sirener afgivet af lægebilen, hænger stadig i mine øre. Noah var endnu ikke kommet til bevidsthed, efter de tyve minutter det tog dem at ankomme. Oliver og jeg havde ellers forsøgt os med utallige råb og puffen til ham. Vi gik endda så vidt, som at løbe panisk ned til åen, med armene daskende flyvsk om kroppen, for at hente lidt vand og smide det i hovedet på Noah. Lige lidt hjalp det. Om det var fordi vandet allerede var sivet ud gennem fingrende og ned på jorden, da vi forsøgte at putte det i hovedet på ham, eller om det bare ikke virkede, ved jeg ikke. Men han trak trods alt stadig vejret. Godt nok hakkende, men han trak det - heldigvis. 

Som jeg sidder her i venteværelset mange kilometer væk fra åen, med sorte poser under øjnene, og fuldstædig udtømte tårerkanaler, spekulerer jeg på, hvad det var, der skete. Mistede han simpelthen blot alt sin energi, og besvimede derfor? Eller er tilfældet meget værre? Jeg tør ikke spørge Oliver, i frygt for, at de våde dråber igen vil bane sig vej ned over min hage. Jeg kan se hvordan han forsøger at skjule sine rystende hænder under jakken i hans skød. Hans øjne er ligeså blodskudte som mine er, og kæben bævre en smule, mens læberne er hård presset sammen, i et muligt forsøg på ikke at græde. 

Ventetiden her er uendelig. Det føles som om at vi har siddet er her i utallige timer, men i virkeligheden har vi kun haft vores ben plantet i dette venteværelse, i en halv. Jeg sukker da jeg endnu engang kigger på uret. De to minutter der er gået siden sidste gang, føles som timer. Stilheden har lagt sig som et tæppe over os, der tvinger os længere og længere ned i gulvet. Spørgsmålstegnene stråler ud af øjnene på Oliver, ligesåvel som jeg tror, de gør det ved mig. Hans øjne flakker kort over på mig, men fastgør sig så igen til stolen på den anden side af det bord, han sidder ved. Jeg betragter hvordan han frustreret trykker tænderne ned i underlæben. 
  "Jeg henter lidt vand," siger han så, og rejser sig brat op.
Mine øjne følger hans slæbende skridt ud af den hvide venteværelses dør, og betragter hvordan den lukker i med et sagte smæld. Jeg tripper lidt med min højre fod, og mærker så hvordan utålmodigheden sidder fastklemt mellem knoglerne og huden. 

Jeg ser mig omkring. Lader mine grønne øjne opsluge hver en detalje i rummet. Ikke at der er specielt mange af dem - detaljer. Men jeg har ikke andet at give mig til, og den sitrende utålmodighed vokser blot for hvert et sekund der går. Fra den anden ende af rummet kan jeg høre hvordan urets visere bevæger sig i takt med min trippende fod. Jeg forestiller mig hvordan tiden rinder ud. Hvordan sandkornene pibler væk i styrtende fart, og svinder ned i gulvet. 
De hvide vægge ser underligt matte ud i skæret fra lampen over det lave børnebord, fyldt med legoklodser i alverdens farver. Her er underligt øde, på trods af den svage snak på den anden side af døren. Jeg føler mig pludselig svimmel, og rejser mig brat op, for at lade mine skridt tøffe ud i den friske luft.  

Jeg passerer en sygeplejerske i hvid kittel, mens mine skridt runger gennem gangen, og skal lige akkurat til at åbne hospitalets hoveddør, da jeg hører en stemme bag mig; 
  "Hey Luna, hvor skal du hen?" Den er dyb og varm, og jeg forestiller mig hvordan Noah kører hånden igennem sit røde hår, og retter lidt på den tynde jakke. Men hjertet synker en smule i brystet da jeg drejer en omgang, og ser ind i mørke krøller og brune øjne istedet. 
  "Jeg skal bare lige have lidt luft, jeg kan ikke trække vejret ordenligt herinde," jeg hæver skuldrene, og lader dem så synke igen, mens jeg betragter hvordan Oliver nikker anerkendende. 
  "Du kan tage det her med," glassets blanke vand skvulper næsten over kanten, da han rækker mig det, "jeg går ned, og venter på Noah igen," smiler han. Men jeg kan se hvordan nervøsiteten lurer lige inde bag pupillerne. Hvad hvis Noah slet ikke kommer ud derfra igen? Oliver virker ligeså bekymret som jeg, på trods af, at de to åbenbart har et eller andet i klemme for hinanden. 

Vinden slår mod ansigtet, i det øjeblik jeg åbner døren og lader fuglenes kvidren indtage mine ører. En svag lugt af cigaretrøg og sved går mig i møde, og jeg lader øjnene lande på busskuret et par meter herfra. Først synes skikkelsen på bænken, inde bag det grumsede glas, at være fremmed, men da jeg bevæger mig lidt tættere på, er den pludselig genkendelig. 
Det korte, lyse hår svajer om dobbelthagen, når hun gentagende gange ryster på hovedet. De buttede skuldrer hopper op og ned i en urytmisk takt, mens hun engangimellem fjerner en cigaret fra mundvigen, og puster røgen ud mellem de smalle læber, så den danner en tynd stribe i den lette luft. 
  "Dorthea?" Spørger jeg mig selv undrende, og opdager først for sent, hvor højt det kom ud.
Hendes øjne fæstnes på mig, og jeg ser væk. Overvejer kort at gå ind igen, men skyldfølelsen bider i mig. Det er trods alt hendes drengs tilstand, der er uvidende lige nu. Derfor beslutter jeg mig for at bevæge mig langsomt mod hende. 
  "Græder du?" Verdens dummeste spørgsmål ryger ud af munden på mig. Selvfølgelig gør hun det. Tåren der drypper fra hendes hage er ikke til at tage fejl af. 

Jeg er nu så tæt på, at jeg må rynke på næsen. Det er ikke kun en lugt af sved og røg der går mig i møde længere. En underlig parfume, der næsten lugter kemisk, snor sig også om mine næsebor. 
Jeg bider mig i læben. Hun blinker kort, for derefter at spørge; 
  "Hvad vil du?" Det føles som at få et slag i hovedet. Hendes stemme er hård og undetonen spydig. 
Hvorfor tager hun sådan en afstand til mig? Sidst vi så hinanden var hun yderst imødekommende. Måske endda lidt for imødekommende. Er det fordi jeg nævnte Bror Cielo dengang? Jeg ryster indvendigt på hovedet af mig selv, og forsøger forgæves at rette ryggen lidt. 
  "Hvis du er her for at fortælle, at det er ih og åh så synd for mig, så kan du godt vende skosålerne ind mod det pokkers hospital igen," hun ser væk, og et eller andet sted er jeg taknemlig for, at netop den sætning ryger ud af hendes mund. For egentlig var det der jeg havde tænkt mig. Ikke af god vilje, men af dårlig samvittighed. For hvor dumt det end lyder, har jeg faktisk mere ondt af mig selv, end jeg har af hende. Hvis jeg mister Noah, har jeg kun Oliver tilbage, som kan fortælle mig noget. For jeg gætter på, at mor allerede har plantet sine ben på mit værelse, og fundet et fast greb om 'Den røde måne' igen. 

Jeg åbner munden for at sige, at jeg blot så hende, og tænke at jeg ville spørge hvordan hun havde det, men lukker den så hurtigt igen. Ryster på hovedet og siger; 
  "Nu hvor jeg er her, kan jeg ligeså godt spørge; ved du hvad der skete?" 
Pludselig ser hun på mig med et andet blik. Hun flytter sig lidt længere ind mod glasvæggen i busskuret. Hendes stemme har ændret karrakter, og er blevet ru men venlig at hører på; 
  "Her, sæt dig," hun klapper lidt på træbænken, som hun sidder på.
Jeg bider tænderne sammen, og forsøger at undertrykke stanken, da jeg lader min ryg glide ned langs væggen. Hun siger ikke noget i et kort stykke tid, men åbner så munden og ser direkte ind i mine grønne øjne. 
  "Nej," igen holder hendes stemme inde, "jeg ved ikke hvad der skete. Men jeg har en stærk fornemmelse," fortsætter hun så og tørrer arrigt en tåre væk fra øjenkrogen. 
Jeg synker en klump. Er det godt eller dårligt? Jeg ser på hende, og gør tegn til at hun skal fortsætte. 
  "Noah fortalte hvad i skulle. At i ville forsøge jer med sammentrækning endnu engang, selvom det ikke lykkedes sidst" jeg kan se hvordan hendes fingrer ryster, da hun bevæger hånden op for at stryge en kort hårlok om bag øret, "og jeg ved hvordan Oliver og Noah har det med hinanden efter... ja," igen holder hun en kort pause, "sagen er den, at man helst skal kunne samarbejde, ellers kan det meget nemt ende galt. Men jeg ville ikke stoppe ham, han skal jo lære det før eller siden alligevel," 
Med ét får jeg skyldfølelse. Har det noget at gøre med, hvordan de to har det med hinanden? Det var trods alt mig, der fastholdte at det var Oliver vi skulle have med i forsøget. Vidste Noah at dette vil ske, hvis de to samarbejdede? Var det derfor, at Noah udskød det til dagen efter? Jeg ved det ikke. 

En ung mand passere os, og sender Dorthea et foragteligt blik. Jeg synker en klump, da han ser væk. Det dur ikke, hvis nogen hører os her. Jeg gyser ved tanken om de regler, der nok er. 
  "Hvad med at du tager med hjem til mig, så kan vi snakke om det her, der," siger hun og ryster blikket af sig. 
Hjem til Noah? Det hjem, han ikke ville have, at jeg kom hjem til, den dag vi skulle lave stil? Pludselig går det op for mig, at det faktisk var i dag, det skulle være sket. At vi skulle have skrevet stil. Hjertet synker lidt i brystet ved tanken. Det sker ikke nu, i hvert fald. 
  "Jo, altså, det kan vi godt," indvender jeg, en smule utryg ved tanken. Men nysgerrigheden presser på, "men jeg er her med Oliver," Hvilket jeg priser mig selv lykkelig for, i dette øjeblik. Bare jeg ikke skal derhen alene. Jeg ved ikke helt, hvorfor tanken skræmmer mig, men det gør den. 
Dorthea tøver et øjeblik, men siger så; 
  "Fint, han kan også ligesågodt få lidt nyttigt at vide," Det føles som om noget letter fra brystet, "gå ind og hent ham," genner hun så. 

Mine fødder klinger igen med det hårde hospitalsgulv, da jeg åbner døren til venteværelset. Jeg stikker forsigtigt hovedet ind, og ser hvordan Oliver sidder med ansigtet begravet i hænderne. 
  "Oliver?" Forsøger jeg mig forsigtigt, "er du okay?" Mit blik lander på det halvtomme glas på bordet, og jeg kommer i tanke om, at jeg glemte mit udenfor. 
Han hæver hovedet, og ser med tårerfyldte øjne direkte ind i mine. De har mistet den varme glans. 
  "Er du?" Spørger han, men stemmen knækker over. 
Jeg trækker på skuldrene og skifter så emne. Nej, jeg er ikke okay. 
  "Jeg mødte Noahs mor udenfor," starter jeg, og forklarer hvordan det hele forløb sig. 
Oliver ser fuldstædig chokeret ud, da jeg er færdig. Han klør sig forvirret i nakken, og blinker et par gange med øjnene. Om det er for at bringe tårerne væk fra øjenkrogen, eller om det er i chok, ved jeg ikke helt. 
  "Luna, det kan jeg altså ikke," 
  "Hvorfor ikke? Vil du ikke gerne vide hvad der skete ned ved åen?" Jeg forsøger at være bestemt, men er ikke helt sikker på, hvorvidt det rent faktisk lykkes. 
  "Hun.." Starter han ud, men ændrer så mening, "du har ret, jeg vil gerne vide hvad pokker der skete," han kører hånden gennem håret. 
  "Godt så," jeg kaster med hånden, som tegn på at han skal følge med. 

Derefter runger vores skridt ned gennem gangen, og fortsætter ud gennem hoveddøren, blot for at konkludere, at Dorthea Hyld ikke er til at finde nogen steder, overhovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...