LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8830Visninger
AA

25. Kapitel 23 - Slap af

Jeg gnider frustreret mine pegefingrer mod mine dunkende tindinger. Hjernen skriger indvendigt. Forsøger at rive og flå kraniet itu, med heftige bank. Først efter adskillige minutter, lader det til at den hårde slåen holder inde. Jeg lukker øjnene, og forsøger ihærdigt at holde styr på mine løsrevne tanker. Olivers sidste sætning, inden Noah kom til syne bag træerne, farer ustyrligt rundt inde bag panden. "Jeg var Bror Cielo" 
Hvad? Jeg forstår intet. Oliver havde ret. Det hele blev blot endnu mere krøllet sammen, efter de tre ord. Jeg nåede ikke at få spurgt om, hvad han mente med 'var', før Noah kom dumpende. Var? Er Bror Cielo ikke kun én person? Hvem er så nu? Jeg skubber tankerne væk. Har brug for en pause. 

Vi forsøgte os kort med sammentrækning i går, men hverken jeg eller Oliver synes at kunne koncentrere os, og fokusere ordenligt. Noah blev en smule frustreret tilsidst, så vi endte med at udskyde det til i dag. 

Forsigtigt fører jeg min tommelfinger op til mundvigen, og bider forvirret i neglen. Den flækker kort efter, og jeg fortryder mit valg. Den ellers lette t-shirt føles tung om mine skuldrer. Jeg knipser den løsrevne negl af, så den lander i gruset foran mig. Så retter jeg blikket mod en gråspurv der i små hop, forsvinder over stien. Vinden rusker ikke i træerne i dag, så jeg kan hører åens hvislen allerede herfra. Duggen sidder stadig i små klatter, omfavner græsstråene ved stiens side og solen er blot lige begyndt at lyse skyggerne op. Jeg skutter mig kort, da min arm snitter en dugvåd gren ved min side. Endelig synes jeg at kunne skimte åens blanke overflade inde blandt de stillestående træer. Den eneste lyd der skærer gennem den tynde luft er det rislende vand, der sagte bryder stilheden. 

  "Oliver, er du her allerede?" Siger jeg, da jeg ser hans mørke krøller danse fra side til side, mens han stryger en hårlok om bag øret. Jeg gør gestussen efter. 
  "Er du?" Svarer han igen. 
Jeg trækker kort på skuldrene. 
  "Jeg havde brug for at tænke lidt først," 
Et svagt smil tager form på hans læber. Så sparker han til et nedfaldent blad, så det kort flyver mod mit ben, for derefter at lande fladt på jorden. Jeg sparker det tilbage, men træder på det ved et uheld. 
  "Det er jeg ked af, at må spolere. Men nu er jeg her, til at tænke med dig," han blinker kækt til med med det ene øje, mens jeg blot ryster på hovedet af ham. 
  "Så kan du måske forklare mig lidt, med hensyn til dit 'jeg var Bror Cielo' noget," Det kommer alvorligere ud end forventet. 

Smilet forsvinder kort fra hans, nu lidt blegere, ansigt, men tager så endnu engang form på de lyserøde læber. 
  "Tjoo, det kan vel ikke skade," han lyder usikker nu. 
  "Du sagde i går, at der intet skete ved, at du fortalte lidt nu - men det gjorde der engang. Hvad skal det sige?" Spørger jeg, mens klumpen i halsen hober sig op. 
Han tøver, men begynder så: 
  "Det skal sige, det jeg sagde," han trækker den lette luft ned gennem lungerne, og puster en tungere ud, "jeg var Bror Cielo, men det er jeg ikke længere. Jeg dummede mig gevaldigt," 
Jeg kigger afventende på ham, men han lader ikke til at have i sinde at fortsætte. 
  "Hvad gjorde du da?" Min stemme skriger af ivrighed, og slår over i et lettere hysterisk toneleje. 
Han synker, så man næsten kan se klumpen falde ned gennem halsen. Jeg forsøger at få øjenkontakt med ham, men hans varme, brune øjne flakker vildfarent. 
  "Ja, Oliver, hvad gjorde du?" En spydig stemme lyder fra den anden side af busken, hvor Noahs røde hår og markerede ansigt nu kommer til syne bag. 

Jeg snurrer rundt og kigger måbende på ham, og jeg kan se ud af øjenkrogen at Oliver gør det samme. Jeg kan se hvordan han frustreret bider sig i læben, irriteret over hvad jeg har fået ham til at indrømme. Jeg har lige ødelagt hans eneste krav. At det skulle nåes inden Noah ankom. 
  "Hvor længe har du stået der, Noah?" Flyver det ud af mig. Har han stået der længe? Har han hørt hele vores samtale? Pludselig gnaver frygten for diverse regler, sig dybt ind i mig. 
  "Jeg er lige kommet, men kunne ikke undgå at overhøre den sidste del af jeres samtale," han retter blikket mod Olivier, "du står forhåbenligt ikke og fortæller noget, som du ikke skal. Jeg ved godt, at det ikke går ud over dig i første omgang - men det går ud over os andre. Og går det helt galt, ender du selv på bunden af den sø derovre," Noah løfter hånden og peger i retningen af skoven. 

Det gyser svagt ned af ryggen ved tanken, og den forrige drøm passerer kort inde i hovedet. Er det sådan noget der sker, hvis man bryder reglerne? Klumpen i halsen begynder langsomt at tage form igen. Jeg håber det virkelig ikke. Men hvordan bliver sådanne brud på reglerne overhovedet opdaget? Jeg skubber tankerne væk, med en voldsom bevægelse med hovedet. Men hverken Noah eller Oliver synes at lægge mærke til det. De står blot med øjnene syet fast til hinandens. 
Endelig åbner Oliver munden;
  "Hvorfor skulle jeg gøre det, Noah? Jeg kender jo udemærket til konsekvenserne," hans ellers varme stemme, har ændret sig til hård. 
  "Man ved aldrig. Du har begået fejl én gang før, så det er bedst at sikre sig, at du ikke begår endnu en," 
Jeg kan se hvordan Olivers kæber spændes, og tænderne kører belastende mod hinanden. 
  "Tror du ikke, jeg er klar over at én fejl er nok?" Den spydige stemme formindsker spørgsmålstegnet. 
  "Godt," konkluderer Noah så, og jeg betragter hans kindben blive tydelige i det han rynker på næsen, "så er det på plads," 
Der går lidt før Oliver siger; 
  "Du ejer mig ikke, Noah," den vrede undertone er overraskende tydelig. 
Jeg kan ikke lade være at spørge mig selv hvad det er, der foregår. Hvorfor er de sådan overfor hinanden? Jeg troede egentlig at de var rimeligt gode venner, lige på trods af Ida-episoden. Hvorfor vil Noah nu pludselig bestemme hvad Oliver siger videre, og hvad han ikke gør? Hvad kan der ske, hvis de blot begge holder mund - og mig med selvfølgelig? Jeg ryster på hovedet af mig selv, og skubber de utallige spørgsmål til side for en stund, for istedet åbne munden samtidig med Noah. Dog når mine ord ud i den lette luft, før hans gør sig plads;
  "Hey drenge, vi skulle altså lærer sammentrækning, ikke skændes!" 
Jeg når lige at hører dem begge mumle noget i retningen af 'men du ved jo heller ikke, hvad vores diskussion går ud på', inden jeg tager dem begge under armen. Det er da godt, de kan være enige om noget. 
  "Okay, er i klar?" Spørger jeg, og ignorere de stikkende øjne de sender til hinanden, henover mit hoved, "er i klar?" Gentager jeg irriteret, og ruller med øjnene, da ingen af dem svarer. 
De fjerner endelig øjnene fra hinanden, og retter dem istedet mod buskene på den modsatte side af stien. Begge drenge fletter sine fingre ind i mine, og Noah klemmer lidt hårdere, da Oliver får sagt 'ja' til mit spørgsmål. Hvad er der, mellem de to? 

I dag beslutter vi, at vi starter forsøget fra højre side, hvilket resulterer i, at det er Oliver der strækker sin højre arm mod himlen. Hans første tre forsøg, på at få den lysende kugle til at svæve foran os, mislykkes. Jeg kan mærke hvordan Noah langsomt begynder at bore sine negle ned i min hånds overflade. Om det er af irritation eller nervøsitet kan jeg ikke helt finde ud af. 
Olivers stemme bliver mere og mere anspændt, jo flere forsøg der mislykkes, og jeg kan helt ærligt ikke lade være selv at blive en smule frustreret. Mest fordi jeg har på fornemmelsen, at deres lille skænderi i starten, er grunden til deres anspændthed. Og efterhånden som jeg har forsøgt det her et par gange, er det begyndt at gå op for mig, at sammentrækning ikke virker synderligt godt, hvis man er anspændt. 
  "Drenge, slap lidt af," kan jeg ikke lade være at udbryde, og selvfølgelig får jeg hurtigt et arrigt svar tilbage fra Noah; 
  "Vi slapper fuldstændigt af, Luna," 
  "Gu' gør i ej!" Halvråber jeg frustreret, "hvis i gjorde det, ville dine negle ikke være bordet så dybt ind i min håndoverflade, at jeg bliver nød til bide tænderne hårdt sammen i smerte, Noah. Og din stemme ville være langt fra så anspændt som den er nu, Oliver, hvis du slappede af," 
Jeg kan se ud af øjenkrogen hvordan Noah himler med øjnene. Oliver derimod forsøger sig med et sagte 'vi skal nok prøve', i samme øjeblik som Noah igen trykker neglene ind i min hånd. 
  "Av," siger jeg med sammenbidte tænder, og løsner mit greb fra Noah. 
  "Det kan simpelthen ikke passe, at det her ikke skal lykkes, bare fordi vi er dårlige til at samarbejde. Vi bliver nød til at tage os sammen," bryder Oliver ind. 

Og med de ord prøver vi forfra. Jeg kan mærke hvordan Oliver langsom begynder at lyde mindre og mindre anspændt når han siger mit navn. Noah løsner lidt efter lidt sit stramme greb om mine hænder, som vi igen har indfundet os i. Jeg selv forsøger at trække vejret roligt ind af, og langsomt puste ud igen. Endelig synes en smal stråle gulligt lys, at sive ud gennem Olivers hånd, og elegant danne en kugle foran os. Jeg mærker forundret hvordan en trykkende fornemmelse fra brystet letter, og det lader til at have en positiv effekt på den lysende kugle. Det varer ikke mere end et par minutter før den er videre til Noah. Men alligevel synes trætheden at være overvældende. Bruger man virkelig så meget energi på det her, kan jeg ikke lade være at spørge mig selv? Det varer dog lidt længere, før Noah får stærkt sine arme mod himlen præcis som Olivers. Jeg betragter hvordan han lukker øjnene i, og hvordan kæberne spændes i koncentration. Han bider tænderne gentagende gange mod hinanden, så spidsen af hans øre vipper blidt. Jeg kan ikke lade være at smile. Men samtidig er frygten for, at dette ikke vil lykkes lige under smilet. Jeg betragter hvordan energien fra kuglen siver ind gennem Noahs strakte arm, og ud gennem fingerspidsen. Men da den sidste centimeter er på sin vej ud, åbner Noah øjnene og kuglen forsvinder. Jeg mærker hvordan hjertet synker i brystet. Vi var så tæt på. 

  "Hvad sker der?" Ryger det ud af munden på Oliver. På den ene side lyder han irriteret, men på den anden side bekymret. 
  "Jeg ved det ikke," Noahs stemme er underlig søvndrukken, "det er som om, at den sidste del ikke vil samarbejde," han kæmper for at holde sine øjne åbne. 
Hans hånd bliver slap i mit greb. 
  "Noah er du okay?" Spørger jeg, da mørke render pludseligt tager fat under hans øjne. 
Han svarer ikke. 
  "Noah?" Olivers stemme slår over i et skingert toneleje. 
  "Noah!" Stemmer jeg i. 
Panikken syder under huden da Noahs øjne lukker i, og hans krop efterlader et ekko da han falder mod jorden. 
  "NOAH!" Mine øjne løber i vand, da min grådkvalte stemme bryder gennem luften. Både Oliver og jeg sætter os på knæ, for at ruske bevidstheden tilbage i hans krop. Men intet synes at ske. 
  "NOAH!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...