LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8802Visninger
AA

24. Kapitel 22 - Oliver

Selvom vi i går, var ved at gå hinanden ret voldsomt på nerverne, Noah og jeg, så endte det hele forholdsvis okay. Han lovede i hvert fald at han ville forsøge at hjælpe mig med at lære sammentrækning. Jeg tror hans frustration i bund og grund lå i, at han aldrig havde forsøgt sig det sammen med to andre. Han havde udelukkende forsøgt det alene. I hvert fald fik han nogle ret chokerede folder i panden, da jeg viste ham stykket om sammentrækning i 'Den røde måne'. 

Men lader det rent faktisk til, at det kan læres alene - dog uden yderligere funktion. Dog besluttede vi alligevel at finde en tredje Rossa til vores forsøg. Jeg foreslog Oliver, velvidende at han muligvis faktisk ikke var en Rossa. Men hvad skulle han ellers være? Først afslog Noah, men jeg fik ham overtalt ved at spørge, hvilke andre Rossaer han kendte. Det kunne han ikke svare på - hvad end det var fordi han ikke ville, eller kunne, ved jeg ikke. Dermed blev det bekræftet, at Oliver også er en Rossa. 

Jeg synker en klump ved tanken. Havde jeg ikke overhørt samtalen mellem Oliver og mor i går, havde jeg aldrig regnet ud at Oliver, med sine mørke krøller og varme øjne, er en Rossa. Var det derfor han inviterede mig med til maskeballet? Nej. Jeg ryster på hovedet af mig selv. Hvad skulle det have at gøre med Rossaerne? 

Men tanken om at jeg intet vidste om ham, skræmmer mig. Vi har trods alt været klassekammerater siden han flyttede til i 4. Hvem ellers kan være en Rossa? Jeg gyser ved tanken. Hvor meget er der, jeg ikke ved? Jeg skubber de sværmende tanker væk. Presser hænderne mod ørene, men forgæves. Istedet forsøger jeg at lade tankerne falde på noget andet. 

Den gule slørede masse uden for bussens vindue ændre sig til huse og haver. Mathilde rejser sig ved min side, så hendes sko slår mod midtergangen. Hun ser sig kort over skulderen, og lader sine læber bue op i et forsigtigt smil rettet mod mig. Jeg gengælder det hurtigt, og betragter hendes skikkelse forlade bussen. 

Igen betragter jeg husene blive til en masse, men det varer ikke længe før en varm stemme river mig ud af mine tanker. 
  "Såeh, er du klar?" 
Jeg drejer mig forskrækket rundt, og når kun lige at udbryde: 
  "Ej lad være at give mig sådan et chok, Noah," inden det går op for mig, at ham der står foran mig ikke er iført en tynd læderjakke, og det hår han stryger hånden igennem, ikke er rødt som mit. Jeg ser ned, og mærker varmen stige op i kinderne. 
  "Ej undskyld Oliver, jeg troede du var.." 
  "Det ved jeg," jeg når ikke at forklare, før han har afbrudt, "han bad mig tage med dig hjem, og så ville han komme senere. Der var åbenbart lige noget han skulle ordne," siger han så. 
Da jeg retter blikket mod ham, kommer jeg i tanke om diverse spørgsmål, som jeg bliver nød til at stille ham. Måske vil han fortælle mere end Noah? Men så falder tankerne på de regler der muligvis er omkring det. Noah sagde, at de har noget, som hedder 'Den røde månes 100 regler'. Det lyder bekendt, men jeg kan ikke huske hvorfra der er. 

Da vi sammen stiger af bussen ser samtlige blikke efter os, og en sagte hvisken bryder ud hos de resterende elever i bussen. Jeg forsøger at ryste deres hvisken af mig, og fokusere på at rette tasken på mine skuldrer. Hverken Oliver eller jeg siger noget på vej op ad stien til min hoveddør. Egentlig har jeg mest af alt lyst til blot at stille alle de spørgsmål der gemmer sig inde bag huden, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe situationen an. Jeg tror heller ikke helt Oliver ved hvad han skal gøre. Og dørtrinnet vi nu nærmer os, bringer de forvirrede minder tilbage til aftnen forinden. 

Endelig kan jeg trække ned i håndtaget, og får hurtigt smidt mine ting på gulvet. Oliver står lidt og kigger, inden han forsigtigt lader sine små fødder bevæge sig ind over dørtærsklen. 
  "Luna, er det dig?" Mors stemme lyder en smule fortvivlet. 
  "Hvem skulle det ellers være?" Jeg kan ikke lade være at lægge en spydig undertone i sætningen. 
  "Det ved man jo aldrig, efterhånden," hun sukker, "vil du komme herind?" 
Hjertet banker nu lidt hurtigere, i takt med at mine åndedrag sætter farten op. Jeg skænker Oliver et undrende blik. Alligevel kan jeg ikke lade være med irriteret at sige: 
  "Du kunne jo også komme herud," 
Men jeg fortryder det øjeblikkeligt, da jeg ser Oliver, der febrilsk ryster på hovedet. Og pludselig går det op for mig, at jeg lige glippede chancen for rent faktisk at få noget at vide. Jeg skal lige akkurat til at råbe 'nej, jeg kommer ind til dig', da hun dukker op i dørkarmen.   

Hendes grå øjne bliver store, så de lyse øjenvipper der omkranser dem, pludselig bliver synlige. Hun åbner munden for at sige noget, men lukker så de smalle læber i igen. Oliver ser direkte ind i hendes øjne, og hæver så øjenbrynene. 
  "Hvad laver han her?" Spørg hun så, hen over hovedet på ham. Og lægger ekstra tryg på han. 
  "Han, står faktisk lige her. Så du behøver ikke tale i tredje person," Oliver smiler falsk, "men jeg håber du forstod bare en smule af den samtale vi havde sidst," jeg ved ikke om det er med vilje, at han lyder så spydig. 
  "Du har lige ødelagt det for dig selv, ved at troppe op her," mor kniber øjnene sammen, så øjenvipperne nu svinder ind igen. Hendes øjne udtrykker stadig tomhed. 
  "Du kan bare tale, mens jeg hører på," Oliver holder en kort pause, men konkludere så, "ja, det vil faktisk være en god ide. Så er jeg sikker på du rent faktisk åbner munden," 

Der er stille lidt. Jeg føler mig umådelig lille her i deres diskussion, mens jeg overvejer hvorvidt det er normalt, at ens ven diskuterer med ens mor? Jeg kan næsten høre hjertet der pumper inde bag brystet. 
  "Forsvind herfra," siger mor så. Jeg har aldrig hørt hendes stemme så kold og hård før. 
Jeg ryster på hovedet. Ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv, og ender med at tage Oliver under armen og fører ham ud på dørtærsklen. 
  "Tak for den varme velkomst mor," min ironiske stemme bliver hængende bag døren, jeg nu smækker i. 

Så udstøder jeg et højlydt suk, som Oliver stemmer i. 
  "Jeg forstår altså ikke, at hun ikke fortæller dig det," han lyder oprigtig, men alligevel kan jeg ikke lade være at tvivle. 
  "Og det vil du måske?" 
Han tøver et øjeblik.
  "Det må jeg ikke. I hvert fald ikke alt," 
  "Men det må min mor?" Jeg rynker irriteret på næsen. 
  "Det er faktisk hendes pligt," 
Jeg kan ikke lade være at himle med mine græsgrønne øjne.
  "Det får jeg jo intet ud af, når hun ikke gør det, vel?" 
  "Nej, det kan jeg godt se," han sukker endnu engang. 

Der er stille lidt. Vores sko klirrer mod gruset, som vi drejer af vejen og følger stien mod åen. Herfra kan jeg høre, hvordan vandet sagte risler gennem den. Fuglenes sang når mine ører, og lader roen falde en smule over mig. Træerne omkring os rasler i den milde vind, og jeg kan hører hvordan Olivers åndedrag sænker farten, i takt med mit. 

  "Vil nogen finde ud af det, hvis du fortæller mig noget?" Spørger jeg pludselig stille. I håb om, at hans svar er til min fordel. 
  "Det ville der, for ikke så længe siden. Men nu, nej," jeg kan se ud af øjenkrogen hvordan hans mundvig buer svagt op i den ene side, som om han ved, hvad jeg nu vil spørge om. 
  "Så vil der vel ikke være nogen risiko, hvis du fortæller mig lidt? Bare lidt af det, jeg ikke må vide,"  

Nu ler han, så hans perleklare stemme genlyder i åens strømmen. 
  "Nej, ikke hvis jeg kan nå det før Noah ankommer," 
Så ler jeg med ham, og vores stemmer blander sig med vinden. Pludselig føler jeg mig underligt lettet. 

  "Hvad vil du gerne vide?" Starter Oliver ud, og ser på mig med et skævt smil. 
Jeg trækker først lidt på skuldrene. Forsøger at få styr på alle de spørgsmål der løber om kap inde i mit hoved. Mit nyeste spørgsmål vinder: 
  "Hvad lavede du hos mig i går?" Jeg ser ned i jorden, og betragter mine sorte støvler sparke nervøst til en vildfaren sten. Har jeg overhovedet lyst til at vide svaret? 

Ud af øjenkrogen kan jeg se, hvordan Oliver begynder at fumle med hænderne. Hans åndedrag sætter farten en smule op, mens hans fod svagt rammer den vildfarne sten, der landede over hos ham. Så ser jeg op, og kigger direkte ind i hans mørke øjne. De flakker kort, men så ender de alligevel i mine grønne. 
  "Jeg prøver at overbevise din mor om, at hun virkelig bør fortælle dig noget," hans smil buer igen op i den ene side. 
  "Se, den del havde jeg regnet ud," forsøger jeg at joke, men min stemmes klang er alt for alvorlig, "men hvorfor lige dig? Hvad har du at gøre med det her?" 

Olivers læber buer forsigtigt ned igen. 
  "Er du sikker på du vil vide det her?" Han holder en kort pause, men tilføjer så, "du risikere bare at gøre det hele mere indviklet," 
Jeg nikker stille, på trods af at jeg er langt fra sikker. Måske har han ret. Måske ender det blot mere indviklet, end det er i forvejen. 
  "Okay, men nu er du advaret. Desuden er det blot en tilføjelse - det har intet at gøre med månen," igen holder han en kortvarig pause, og udstøder et optrappende suk, "i hvert fald ikke sådan rigtigt," tilføjer han så, inden jeg i spændning afbryder: 
  "Kom nu! Du sagde selv, at det skulle nåes, inden Noah kommer," jeg piller nervøst ved en vildfaren hårlok. Da ordene kommer ud af hans mund, er det som om, tiden går i stå: 
  "Jeg var Bror Cielo," 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...