LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8777Visninger
AA

23. Kapitel 21 - Frygt og irritation

Min bekymring viser sig at være uden egentlig grund. Jeg ved ikke hvorfor Noah først ankommer en time efter jeg ringede, men i øjeblikket er jeg også fuldstændig ligeglad. Jeg ryster over hele kroppen da det endelig banker på døren. Angsten sender små stød gennem min krop, som jeg lister ned af trappen der klager gevaldigt. Jeg stopper kort op. Lytter. Men det lader ikke til, at mor har hørt mig, da jeg ender for foden af trappen. I øjeblikket hvor jeg åbner døren, for at lade Noah træde ind, forventer jeg næsten at se den gamle mand ude i mørket, istedet for ham. 
  "Luna er du okay?" Hvisker Noah til mig, og lægger armen om skulderen på mig. 
Jeg ryster på hovedet, og bider mig i læben. Forsøger forgæves at holde tårerne tilbage. 
  "Kom," han fører mig op af trappen, og ind på mit værelse. 
Jeg føler mig hjælpeløs og skrumpet i hans arme. Forestiller mig hvor han om lidt vil slippe taget om mine skuldrer, og lade mig falde til gulvet. Ikke fordi det er hans mening, men fordi han ikke længere kan holde ved. 

Da vi endelig sidder i min seng, med ryggen mod muren under et loddent tæppe, flyder tårerne for alvor. Panikken har virkelig syet sig godt fast i mine svage knogler den her gang. Tavsheden har lagt sig som tæppet omkring os, men det føles godt. Jeg ønsker at græde ud, før jeg bringer Sammentrækning på banen. Han lader til at have accepteret, at jeg ikke ønsker at tale lige nu. Han siger i hvert fald intet, lægger blot armene omkring mine nakke og knuger mig blidt ind til sig. Jeg lader mit hoved dumpe tungt ned på han skulder, mens jeg overvejer hvorvidt jeg burde føle mig tryg i hans greb. Jeg har det ikke sådan. Som om jeg burde føle mig tryg. Han forsøger jo at passe på mig, fortæller jeg mig selv. Men tanken om at det måske er hans hånd, der har formuleret alle brevene og sedlerne skræmmer mig. Og derfor holder gråden ikke inde, blot fordi han knuger mig ind til sig.

Endelig lader det til at tårerkanalerne er udtømt, og den sidste våde dråbe drypper ned på tæppet. Der går lidt, før Noah lader en tynd stemme sive ud gennem læberne. Han virker ikke særlig sikker i situationen. 
  "Luna?" Hans stemme skælver en smule, hvilket ikke ligefrem hjælper på mit humør, "vil du ikke være sød at fortælle hvad det er, der sker?" 
Jeg nikker sagte og forsøger at klemme ord ud over læberne. Det går ikke som jeg ønsker. Kun kvækkende og ucharmerende lyde, af mig der forsøger at sluge klumpen i halsen, flyder ud. 

Han stryger mig over mit røde hår, og snor en tot om sin pegefinger. Jeg kan se ud af øjenkrogen at har forsøger sig med et opmuntrende smil. Og et eller andet sted, tror jeg rent faktisk at det virker. I hvert fald er de første ord ikke så svære at få over læberne længere. 
  "Jeg er bange," for jeg udstødt. 
Han er hurtigt til at svare: 
  "Hvad er du bange for, Luna?" 
Hans arme omkring mig ryster svagt, men hans øjne afslører ingenting. Ingen frygt. Så synker jeg en klump, og fortæller om hvordan jeg har læst om Sammentrækning. Men samtidig også om min seneste drøm. Jeg afslutter min forklaring med en hulkende lyd.
I et stykker tid siger han intet, indtil jeg grådkvalt udbryder: 
  "Jeg dør Noah, jeg dør," min stemme er hysterisk, men opgivende. 
  "Nej du gør ej," han lyder bestemt, "selvfølgelig gør du ikke det," jeg ved ikke om hans sidste sætning er til for at opmuntre mig, eller blot for at overbevise sig selv. 
  "Hvad ved du om det?" Vrisser jeg. Frygten blander sig med irritation. 
  "Ingenting," han holder en kort pause, "men hvorfor skulle du det, Luna?" 
Jeg sukker højlydt, og trækker mig ud af hans greb. 
  "Fordi jeg ingenting ved, Noah. Jeg ved ikke engang, hvad jeg ikke ved," jeg synker en klump, men hæver så stemmen, "der er ingen, jeg mener virkelig ingen, der gider fortælle mig noget!"
  "Hvad med mig?" han lyder, et sted inde bag den hårde stemme, såret. 
Jeg vender øjne af ham, og ser ham direkte ind i de brune øjne. 
  "Ja, hvad med dig?" Jeg fnyser, "det er jo ikke alting du kan fortælle mig," jeg vrænger næsen, og efterligner præcis hvad han så tit har sagt. 

Egentlig var jeg slet ikke klar over, at lige nøjagtigt den sætning irriterede mig. Men den fløj bare ud af mig - så et eller andet må den havde betydet. 
  "Det er der en grund til, Luna," jeg kan se at han forsøger at bevare roen. Men et sted inde bagerst i øjnene kan jeg se irritationen, men også, hvad jeg tolker som, skyldfølelse. 
Jeg ryster på hovedet af ham, så mit røde hår svajer fra side til side. Rejser mig fra sengen, der gynger da min vægt forlader den. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik. 
  "Så hjælp mig dog!" Udbryder jeg. Frygten har igen gnavet sig fast under huden. Måske endda hårdere fast, end den havde før, "jeg er pisse ligeglad hvad grunden er. Kan du for pokker ikke se, at jeg har brug for hjælp?" 
Han sidder lidt uden at svare. 
  "Godt, så må jeg bare gå til en anden. Oliver måske?" Det er mest et forsøg på at få ham til lukke munden op, men samtidig også en konklusion, om hvad mit næste skridt skal være. 
  "Hvad ved du om Oliver?" Han lyder overrasket, da han skifter emne. Ikke lige den reaktion jeg havde håbet på. Og jeg fortryder øjeblikkeligt, at jeg nævnte Oliver. Frygten blander sig igen med irritation. 
Jeg sukker, og tager mig til hovedet. 
  "Lad være at blande Oliver ind i det her..." 
  "Det var dig, der blandede ham ind i det, Luna," afbryder han mig. 
Situationen har pludselig taget en fuldstændig uventet drejning, som egentlig er selvforskyldt. Jeg rejser mig, og smider kraftfuldt min del af tæppet over på ham. Så lader jeg mine fødder vandre rastløs rundt på gulvet. Frem og tilbage. Stopper op, og begynder så igen. 
  "Noah, kan du ikke se, at det eneste jeg forsøger at bede dig om, er hjælp?" Jeg sukker opgivende og lader min ryg ramme den kolde mur bag mig. Hvorfor er han sådan her? 
  "Jo, og der er stadig ikke noget jeg hellere vil," han stryger en hånd gennem sit røde hår, der ser svagt gyldent ud i månen, uden for vinduets, skær, "men det er bare ikke alting jeg kan fortælle, og det bliver du nød til at acceptere," 
  "Så fortæl i det mindste, hvorfor du ikke kan fortælle mig alting," langsomt lader jeg ryggen synke ned langs muren, indtil jeg med et bump rammer gulvet. 
Han tager en dyb indånding. Sider lidt, uden at lade noget svinde ud gennem læberne. Men holder en hånd op, da jeg endnu engang i irritation åbner munden, for at fortælle hvor meget jeg fortryder at jeg inviterede ham herover. 

Endelig lader det til, at han har tænkt sig at sige noget. 
  "For det første, er det langt fra alting jeg ved. Og for det andet.." han holder en kort pause, "så er der regler omkring sådanne ting. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle dig alt jeg ved - men gør jeg det, går det ud over os begge," 
Hjertet dunker nu lidt hurtigere i brystet, og angsten forstærkes øjeblikkeligt. 
  "Hvorfor ikke?" Min stemme skælver en smule. 
Egentlig har jeg måske ikke lyst til at vide, hvad der sker, hvis han siger noget. Men på den anden side er det måske langt fra slemt. Men jeg tvivler. Intet omkring Rossaerne er 'langt fra slemt'. 
  "Se, det er blandt andet én af de ting, jeg ikke kan sige," han smiler skævt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...