LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8831Visninger
AA

22. Kapitel 20 - Sammentrækning

Oliver lod mig tilbage med åben mund, en mor der febrilsk forsøgte sig med en dårlig forklaring og endnu et brev. 
Jeg fortalte mor, at hun ligeså godt kunne putte undskyldningen om, at Oliver løber forfærdelig stræk, langt ned gennem halsen igen. Uanset hvor god en forklaring hun end ville have spyttet ud, så havde jeg hørt hele deres samtale. Desuden så er folks pludselige forsvinding snart en del af min hverdag. 

Brevet sidder jeg nu med i min hånd. Jeg knuger fingrene om det. Mærker angsten for hvad der står, krybe sig om knoglerne. Sengen gynger under mig, og det er kun få sekunder siden jeg med irriterede og faste skidt banede mig vej ind på mit værelse. Selv efter Olivers forsøg på at få mor til at lukke munden op, er den stadig syet sammen med tætte sting. Jeg kan stadig mærke vreden syde indvendigt, men jeg prøver at holde den tilbage - på trods af trangen til med voldsomme slag, at slå på et eller andet. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil sige noget? En tanke om at hun rent faktisk hellere vil have jeg dør, end at informere mig, dukker gentagende gange op i mit hoved. Men jeg skubber den væk gang på gang. Selvfølgelig vil hun ikke det. Jeg ryster på hovedet af mig selv. Tager istedet fat i brevets forsegling og rykker med rystende fingrer til. Synker en enkelt gang, hvorefter jeg med et bid i læben, får foldet det hvide papir ud. 

 

Kære Luna Rossa Cielo. 
Det var overhovedet ikke meningen det her skulle ske. 
O kom til at hæve stemmen en smule for meget, der er
jeg frygtelig ked af. Men du skal jo også vide noget,
før eller siden. Konfronter O eller N med dine tanker. 
De kan i hvert fald hjælpe med de ting, 
der er muligt at hjælpe med. For de kan næppe fortælle 
dig alting. 
- Bror Cielo

 

Er det Oliver der er Bror Cielo? Hjertet skipper et ekstra slag ved tanken. Hvordan skulle han ellers blot kunne dumpe et brev om, hvad der akkurat lige var sket, ud af ærmet? Men på den anden side, har denne Bror Cielo nok selverkendelse til at indrømme, at han kom til at hæve stemmen for meget? Jeg ved det ikke. Og de små grå sværmer i forvirring omkring inde bag panden. Jeg tager mig til hovedet, og banker gentagende gange nakken ind i væggen bag mig. Da jeg endelig holder inde, efterlader lyden mig tom indeni. Et øjeblik føltes det som om at alting står fuldstændig stille inde i kraniet. Jeg kaster et skimmende blik ud over mit værelse. Lader det ligger uden at fokusere, indtil jeg pludselig ser noget rødt i øjenkrogen. Det tager kun få sekunder for blikket at indstille, og jeg synker en klump, da stirrer på 'Den røde måne'. Mors brøl styrter gennem hovedet endnu engang, og minder mig om at hun muligvis vil insistere på at få den tilbage i morgen. Medmindre hun gør som mig, og 'stjæler' den tilbage. Og så har jeg kortere tid. 

Mine fødder lander på gulvtæppet, der kildre mine tæer. Hurtigt har jeg samlet bogen op. Jeg betragter den kort. Månen på forsiden skræmmer mig. Pludselig går rigtigt op for mig hvad det er den forestiller. Hjertet dunker endnu engang forfærdeligt hårdt i brystet. Og et øjeblik frygter jeg, at det vil springe uden gennem ribbenene og efterlade en klam, rød plet på gulvet, hvor det vil splatte ud. Jeg ved ikke om det er tanken om hjertet, eller tanken om månen der får det til at gyse koldt ned af ryggen. Men jeg ved, at ingen af delene lyder særlig behageligt, at jeg muligvis vil dø af begge ting og at den ene er virkelighed. 

Endnu engang bider jeg mig i læben og lade blikket glide over forsiden. Så slår jeg op på indholdsfortegnelsen, og lader en indelukket lugt af gammelt papir indtage mine næsebor. 
Jeg skimmer den kort, og beslutter mig for at slå op på noget, jeg tror jeg vil kunne bruge når månen hæver sig over søen. 

Kap. 18 - søen

Søen. Den har du efterhånden hørt en del om, eftersom det er denne plamage af vand, det hele i princippet drejer sig om. Eller, måske er 'om' ikke det rette ord. Over er mere passende, vil jeg mene. Men er du en Rossa? (Og det er du forhåbenligt, nu hvor du læser denne bog). Så vil der være nogle helt konkrete ting, du bliver nød til at kunne når månen hæver sig over søen. Og det er dem, jeg i dette kapitel vil forsøge at gøre dig klar til. 

Det første er Energioverførsel. Kan du ikke det, er muligheden for at du dør ret sandsynlig. Ja, det er hårdt sagt - men det er sandheden. Hvordan du gør er ret simpelt, men samtidig noget så svært. 

Da Ingvar begynder at plapre om hvordan energioverførsel virker, skimmer jeg videre til næste afsnit. Jeg vil mene at jeg har nogenlunde styr på det, og vil derfor hellere bruge den smule tid jeg har, på at finde noget jeg endnu ikke ved. 

Det andet du gerne skulle kunne, er Sammentrækning. Dette er ikke den vigtigste del, men den har stadig en enorm indflydelse på din overlevelse. Men hvad er Sammentrækning? 
Du skal være tre eller flere Rossaer i forsøget, ellers afgiver det ingen effekt. Jo flere, jo bedre. Oftest lader alle Rossaerne omkring søen sig hjælpes ad. Står du alene i vandkanten, er du så godt som slået ud på få sekunder. 
Sammentrækning handler mest om samarbejde. Det handler om, hvordan i sammen får givet jeres energi videre til månen, da det styrker jer så meget, at hvis ikke i gør det, vil i dø. Det er egentlig forholdsvis nemt at opstille den nøjagtige position. Armkrog med fingrende flettet godt ind i hinanden. Lad så den yderste Rossa lave energioverførsel på blot den ene arm, hvor han eller hun så skal føre det videre, på samme måde, som det blev fremkaldt.
Midter Rossaerne bruger alle sine kræfter på at tilføje energi til den gyldne kugle, der nu gerne skulle suse forbi jer. Den sidste Rossa i rækken puffer kuglen mod månen. Og sådan gentages det, til månen vil overleve. Hvis altså den vil det. Intet er nogensinde sikkert den 19. august hvert 16. år. 

Hvorfor har ingen nogensinde fortalt mig om Sammentrækning? Jeg synker en klump, og læser Ingvars hidtil mest skræmmende sætning. 'Står du alene i vandkanten, er du så godt som slået ud på få sekunder'. Hvad hvis jeg ikke kan nå at lære det? Jeg gyser ved tanken, og minderne fra sidste drøm strømmer tilbage. Jeg ser Rossaerne miste fodfæstet og glide ned i søens mørke dyb. Hjertet banker i brystet, men jeg læser alligevel videre. 

Men hvad så, hvis du aldrig når at lære dette? Ærgerligt. Du har intet at gøre, andet end at forsøge så godt du kan, muligvis velvidende om, at nu dør du. 

Jeg lukker øjnene i. Ønsker ikke at læse mere. Hvad hvis der er mere vigtigt, jeg ingen anelse har om? Jeg sukker frustreret, og lader en bitter tanke lande på mor. Hvis hun havde fortalt mig dette som helt lille, havde jeg aldrig frygtet så meget for min død, som jeg gør nu. Der havde selvfølgelig stadig været sandsynligheden - men jeg kunne have taget det ligeså roligt som Noah, og måske endda have gået rundt og forsøgt at lære andre det. Præcis som han gør ved mig. Jeg bider tænderne sammen, og griber hurtigt min grå Nokia. 

Mine tanker vandrer fra Oliver til Noah. Et sted dybt inden i mig, ønsker jeg at vide noget om alt dette der lige er sket. Hvor Oliver ved alt det her Rossa-noget fra? Om han kender eller rent faktisk er Bror Cielo. Men en lille grådkvalt pige skriger om hjælp indvendigt, og ønsker ikke mere forvirring. Ønsker blot at lære de ting, hun skal bruge uden besvær - ved hjælp af Noah. Jeg sidder længe og lader tanke lappe ind over hinanden. Hvad ville være klogest? At vide mere, og bliver endnu mere forvirret, eller få styr på den lille pige indvendigt, og de få ting hun allerede ved? Pigen vinder, udelukkende på trods af den våde masse der klæber sig fast i øjenkrogen. 

Mine fingrer ryster da jeg finder den gamle besked fra Noah, og ringer nummeret op. Jeg lukker øjenene mens jeg lytter efter bib-tonen, der med langvarige mellemrum dukker op. Hjertet dunker i brystet mens gråden presser sig på. Pludselig føler jeg mig umådelig lille, og er fuldstændig ved at bryde sammen da jeg hører hans varme stemme i røret. 
  "Luna, klokken er tre, hvad vil du?" Hans søvndrukne stemme lyder en smule irriteret, men han forsøger at lægge skjul på det.
  "Kan vi flytte den stil, vi aftalte at lave på søndag, til nu?" Er det eneste jeg siger. Min stemme skælver da frygten tager hårdere fat, og spørgsmålet om hvorvidt jeg vil overleve ved søen nager inde bag huden. 
  "Hvad sker der?" Han lyder pludselig bekymret, og stemmen tager en dristig drejning fra varm og søvndrukken til spids.
Jeg svarer ikke. Bider mig blot hårdt i læben, for ikke at lyde grådkvalt da jeg siger den næste sætning. 
  "Glem det med stilen, bare kom," en klump hober sig op inde i halsen. 
Han gentager sig selv, og spørg endnu engang hvad pokker der sker. Men jeg ryster blot på hovedet velvidende at han ikke kan se det. Da jeg fortæller ham, at jeg har brug for hans hjælp, lyder det som om han bider sig i læben. Det er et usikkert 'okay, jeg kommer', der giver genlyd gennem mobilen. Så lægger han på, og jeg håber inderligt at skynder sig. Jeg ved ikke helt præcist, hvor den pludselige frygt kommer farende fra, men jeg ved, at den kun kan forsvinde ved hjælp fra Noah - eller når, hvad end der skal se ved månen, er overstået. 

Som jeg sidder der på sengen og venter, med benene dinglende så de ramler ind i kanten ude af takt, trykker panikken sig på. Jeg kan ikke lade være med at overveje om der kunne ske Noah noget på vej herhen? Hvad hvis nogen derude ikke vil have ham til at hjælpe mig, og derfor gør ham noget for at undgå det. Måske Bror Cielo? Men da minder jeg mig selv om, at Noah måske godt kan være Bror Cielo. Et øjeblik fortryder jeg at jeg bad ham komme. Men han hjælper mig trods alt. Noah. Jeg lader konstant mine øjne glide over displayet på mobilen. Hvad med Oliver? Jeg ryster besværet tankerne af mig. 

Da Noah efter en femogfyrre minutter endnu ikke er ankommet, begynder jeg at vandre rastløst rundt på værelset. Kan der virkelig være sket ham noget?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...