LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8813Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Sorte skygger

 

En blid brise hvirvler gennem mit røde hår. Fuglene synger, og foran mig vandrer en solsort. Jeg lader blikket glide over det grå cykelstativ. Der er cykler i alle farver. 
Jeg griber fat i de to sedler, der ligger trygt i min jakkelomme. Idag havde jeg fået en seddel mere. Jeg havde længe overvejet, om det her overhovedet var klogt? Det kunne jo være hvem som helst. Måske den gamle mand fra igår. 

Brisen bliver pludselig kold. Jeg gyser, og mumler de få ord for mig selv. 

Mød mig ved cykelskuret
Imorgen efter skole 
- O

og 

Husk! Cykelskuret efter skole
- O

Hvem pokker var O? Det var det spørgsmål, jeg havde grublet over siden igår.

Brisen bliver til en let vind. Jeg har ikke særligt meget tid, så jeg vender om og skal lige til at gå, da en raslen i en busk nær cykelskuret afbryder mig. Jeg vender mig om, men der er ingen at se. Kun den grønne busk og cyklerne er i syne. 
  "O?" spørger jeg. 
Jeg får intet svar, kun mere raslen fra busken. Det er sikkert bare et dyr. Jeg går op mod bussen. 

  "Luna, herovre," lyder det så.
 Jeg vender mig forskrækket om, spændt på at se hvem O er. 

Jeg går over mod busken. Og da jeg ser det brune krøllede hår, er jeg ikke i tvivl om, hvem det er. Hans varme brune øjne kigger frustreret på mig. Jeg er blot lettet over, det ikke er den gamle mand fra igår. 

  "Hvad pokker laver du inde i busken, Oliver?" det sidste siger jeg spydigt, så han ikke er i tvivl om, at det er underligt at sidde inde i en busk. 
  "Shh! Ida må ikke se mig her," 
Og da slår jeg en høj latter op. Hvor tit har han skjult sig for Ida? Ikke særlig tit. Jeg hæver så derefter brynene som tegn på, at han skal forklare. Det er sjælendt man skjuler sig for sin kæreste. 

  "Hun har fulgt mig hele dagen," starter han, "går du ikke lige med væk herfra?" siger han så, da en stor flok piger fra 10. går forbi. De fniser og griner men rynker så på næsen, da de ser mig og Oliver. Jeg sukker. Det må heller ikke være et kønt syn.  

Så går jeg ned af vejen, hvor jeg derefter går ind af døren til skolen. Skolegården er øde, kun sommerfuglene er tilstede, så jeg fortsætter derud. Tæt efterfulgt af Oliver. Så begynder han: 
  "Hun har hængt på mig hele dagen," fortæller han, "sagen er den, at vi planlægger et maskebal," 

Da stopper mine tanker pludselig. Alt forstummer og kun mit åndedrag høres. 
  "Vil du med?" Jeg kan se ud af øjenkrogen, at han rødmer, "men sig ikke det er mig, der har inviteret dig, Ida vil ikke have dig..."
 
Jeg hører ikke længere efter. Jeg kan ikke tage med til det maskebal. Det bringer også bare Oliver i knibe, for jeg ved, at jeg ikke kan holde mund. Jeg er ikke sådan én der kan holde på hemmeligheder.

Jeg holder en hånd op som tegn på, at han skal stoppe. Hans brune øjne kigger forvirret på mig, men han stopper. 
  "Spørg hellere Mathilde eller Sofie, de vil helt sikkert med," det kom ud koldere end forventet, "Og Ida har ikke noget imod Mathilde," forgæves prøver jeg at redde den. 
Men Oliver mumler blot et 'ikke Sofie' og vender sig så om for at gå. Men jeg forstår ham. 
Der er ingen der gider at have 'Snakke-Sofie' med. Hun taler for meget. 

Her står jeg så. Mutters alene. Hvorfor er jeg også så dum? Hvorfor kan jeg for pokker ikke bare tage imod hans tilbud. Jeg sukker denne gang over mig selv. Sommerfuglene i gården synes pludselig at være blevet en smule mørkere, og der er blevet færre af dem.

Jeg går op mod bussen for derefter at stige ind. Som altid når jeg det lige, jeg er så heldig. 
Mathilde ser spørgende på mig, da jeg får sat mig ved siden af hende bagerst i bussen. 
Jeg dumper bare ned på sædet og kigger ud af vinduet. Den forklaring må hun få en anden dag. 

Sofie kommer lidt efter, og får sat sig på den anden side af mig. Jeg når lige at se Mathilde rulle med sine blå øjne, inden bussen starter. Vi siger ikke et eneste ord. Tavsheden har lagt sig igen idag. Det varer ikke længe før Mathilde og Sofie forsvinder ud på det grå fortov. Et suk forlader mine læber. Endelig fredag. 

Bussen stopper endnu engang. Denne gang her hvor den gamle mand steg på igår. Jeg forventer at se hans grå hår komme til syne i døråbningen. Men idag kommer han ikke. Idag er det en ung dame med en lille hund, der træder ind.
Jeg smiler lettet, så ser jeg ham nok aldrig igen. Mere når jeg ikke at tænke, før de samme sorte skygger, som der var igår, farer hen over mit hoved, mod damen. Jeg gør mig umage for ikke at blinke. Damen er der stadig. 
Endelig bliver det min tur til at stige af bussen. 


Jeg træder ind over dørtærsklen. Smider min blå taske på gulvet, ud af tasken flyver en lille lap papir. Jeg samler det op og ser en ny håndskrift. 
Nej. Ikke flere sedler.. 

Vinden hyler i træerne. Spædbarnet skriger til det ikke har mere luft tilbage. Så begynder det at græde. Moren rejser sig og løber mod søen foran dem. Barnet kan ikke se, hvad det er der foregår. Kun se at uhyggelige skygger bevæger sig ind over land. Hen imod moren, som griber fat i spædbarnet for så at løbe, alt hvad hun kan. Skyggerne er stadig efter dem. Men pludselig er de væk. Som vindpust. Sådan nogle der får træerne til at flagre. 
Moren sætter sig ned på en sten. Lader tårer trille. Barnet ved kun, at det er forfærdeligt. Men hvad der er forfærdeligt, ved det ikke. Det lukker dets grønne øjnene. 
  "Du er den sidste, jeg har nu," 
Moren græder. 
Og så er skyggerne der igen. Sorte og afskyelige. De kredser i en stor ring omkring moren og spædbarnet. Nu skriger barnet for alvor. Skyggerne dykker ned mod dem. Og moren må skrige i takt med barnet. 

 Jeg vågner skrigende op. Det er ikke første gang, jeg har haft sådan en drøm. Svedperlerne på panden fortoner hurtigt, da jeg kommer tilbage til virkeligheden, men mit bankende hjerte stopper ikke. Det banker mod mit bryst hurtigere og hurtigere. Skyggerne fra møblerne på værelset gør det heller ikke ligefrem bedre. 
Drømmen skræmmer mig. Ikke mindst fordi den har været der over hundrede gange. Men også fordi moren i drømmen minder forfærdeligt meget om min egen mor. Skyggerne, sorte og faretruende, er de samme, som jeg har set de sidste to dage. 

Jeg trækker stille vejret. Ind og ud, ind og ud. Puster, ind og ud. Tilsidst er mine hjerteslag ved det gamle. Jeg tør ikke lukke øjnene af frygt for, drømmen kommer tilbage. Jeg vil ikke tilbage til skyggerne. Det er sket, at den er kommet tilbage. Drømmen. 

Engang fortalte jeg mor om den. Hun smilte bare til mig og sagde, at det bare var en drøm. Men hendes stemme afslørede hende. Det er ikke bare en drøm. Men hvad det så er, det har jeg ingen anelse om. 
 
Jeg kommer i tanke om den tredje seddel, der faldt ud af tasken da jeg kom hjem. Jeg har lagt den på natbordet. Jeg rækker ud efter den sammenkrøllede seddel, så tænder jeg sengelampen og læser.

Er du Luna Rossa Cielo?
Hvis du er. Tag dig i agt. Skyggernes hvisken er svær
at holde sig fra. Den røde måne vogter. 
- Bror Cielo

Jeg har ikke turdet læse sedlen før nu. I frygt for det har noget at gøre med alle de underlige skygger. Det har den så også, og det skræmmer mig fra vid og sans. Det værste er, at en eller anden tosse har fået samme ide som Oliver. En seddel. Bror Cielo. Gad vide om mor ved, hvem han er? Cielo er jo mit efternavn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...